Bøger i øjets bibliotek serien

Filmen er det mest substantielt tvetydige, man kan forestille sig. Af denne grund: Film er en uendelig sekvens, der udtrykker virkeligheden med virkeligheden. Der er altid foran enhver af os et muligt og virtuelt filmkamera, med uudtømmeligt chassis, som “filmer” vores liv, fra vi fødes, til vi dør. For hele vores FØRSTE OG RENE sprog er vores væren, virkelighed i virkeligheden.

Det selvmodsigende eller paradoksale er at virkelige ting i en dokumentar har en tendens til at miste deres virkelighed ved at blive filmet og præsenteret på den “dokumentariske” måde, og det er der ikke noget poetisk i. I poesi sker der noget andet. Det er svært at sige præcist hvad det er. Lad os kalde det nærvær, sjæl eller ånd, en empati for det der dvæles ved, at føle med det – til det punkt hvor man identificerer sig med det.

Hvis filmen skal tage sin plads ved siden af de andre fuldbyrdede kunstarter, må den ophøre med blot at afbilde virkeligheder, som er uafhængige af filmens instrument. I stedet må den skabe en totaloplevelse, der er så forbundet med selve instrumentets karakter, at den ikke kan adskilles fra midlet. Filmkunsten må opgive de narrative discipliner, den har arvet fra litteraturen og dennes bævende imitation af det narrative plots kausallogik – en form der blomstrede som en fejring af den jordbundne og trinvise forståelse af tid, rum og forbindelse, som var en del af det nittende århundredes primitive materialisme. Filmkunsten må i stedet udvikle et billedsprog og en filmteknisk syntaks, der forbinder disse Den må udpege, hvilke discipliner mediet indeholder, udforske det nye tilgængelige terræn og de nye dimensioner for derigennem at berige vores kultur kunstnerisk, på samme måde som videnskaben har gjort på sit domæne.

I bund og grund taler jeg ikke om andet end en filmkunst, der er i stand til at udtænke en ny grammatik hver eneste gang, den bevæger sig fra én verden til den næste, en filmkunst der er i stand til at skabe en særlig følelse foran hver enkelt ting, dyr eller plante ved ganske enkelt at ændre rummet og varigheden. Men dette indebærer en konstant praksis, der på én og samme tid er opmærksom og adspredt, evnen til at gå i gang med en indspilning og straks efter vende tilbage til en tilstand af kontemplativ uvirksomhed. Kort sagt en filmkunst, der er i stand til som det første at berette om mangfoldighederne i erfaringen af den sanselige verden. Det er let sagt.