Bøger i Roman serien

En gruppe børn finder et lig, der fyder i en vandingskanals grumsede vand nær landsbyen La Matosa i det sydlige Mexico. Liget viser sig at være Heksen, en kvinde, der har arvet hvervet fra sin afdøde mor, som befolkningen i området frygtede og respekterede.

Verden er det her hus, siger Clara, som forsøger at beskytte sine kære fra en verden uden for hjemmets fire vægge, der synes at udgøre en stadig større trussel. Clara har lukket sig inde i en mørk lejlighed sammen med sin far, sin datter og en kanariefugl, og tagterrassen bliver det sted, hvor hun finder den sidste rest af frihed. Kommer trusler og smerte udefra eller inde fra vores egen krop? Hvoraf opstår volden? Hvad er vi bange for? Fernanda Trías forsøger ikke at besvare disse spørgsmål om instinkt, civilisation og tabuer, men hun giver dem form og graver dybt ned i dem med denne groteske og stærke roman, skrevet med nærmest kafkask humor. Tagterrassen er en klaustrofobisk roman om frihed, men også om angst, vold og moderskab og om det at miste. ”Trías har skabt en verden, hvor alle sociale normer og konventioner går i opløsning, hvor en hjælpsom nabo bliver til en spion, og tagterrassen på et lejlighedskompleks til det eneste fristed fra en verden, der er ved at smuldre. En foruroligende kraftpræstation af en af de mest spændende og nyskabende nulevende latinamerikanske forfattere.” Morning Star

En baskisk forfatter rejser i august 2007 med sin kone og to døtre til Nevada for at tilbringe et år i Reno. I en række tekster i dagbogsform blandet med fragmenter om baskiske udvandrere, forfatterens barndomsminder og aktuelle begivenheder beskrives livet på campus, i byen, ørkenen og det vestlige USA ud fra forfatterens perspektiv i et forsøg på at blotlægge forbindelsen mellem to så forskellige geografier og kulturer som Baskerlandet og ”the American West”. Der er klapperslanger og giftige edderkopper, der afholdes vælgermøder med Obama og Clinton, bisættelse af en amerikansk soldat dræbt i Irak og Thanksgivingmiddag. Og vi lytter med, når forfatteren ringer til sin mor derhjemme. Dage i Nevada er en fortælling bestående af mange fortællinger, der væver det tørre landskab i Nevadas ørken og de funklende lys fra Renos kasinoer sammen med et mere intimt og personligt landskab i Baskerlandet. Oplevelser blandes med minder, fortidige og nutidige hændelser og drømme, og der knyttes venskaber på tværs af kontinenterne.

Hr. Watanabe, der som barn har overlevet atombomben i Hiroshima, hvor han mistede sin far, føler, at han flygter fra sine egne minder. Jordskælvet forud for Fukushima-ulykken forårsager en forskydning, der samtidig ripper op i den kollektive fortid. Fire kvinder fortæller om deres liv med og minder om Watanabe til en argentinsk journalist under en følelsesbetinget og politisk rundrejse til byerne Tokio, Paris, New York, Buenos Aires og Madrid. Denne blanding af sprog, lande og parforhold afslører, hvordan intet sker på et enkelt sted, hvordan hver begivenhed breder sig og skaber rystelser på den modsatte side af kloden. Måden, hvorpå samfund husker og – især – glemmer. I Brud sammenvæves kærlighed, humor, historie og skønheden, der kan opstå af ødelæggelse

Caribisk lys og storbystemning, fattigdom, revolution og afro-caribisk religion udgør det brogede bagtæppe for historien om Argenis Luna, en ung og i egne øjne mislykket billedkunstner med psykotiske tendenser og et seriøst heroinmisbrug. Han er sendt til Cuba på et afvænningsophold af sin far, der er en tidligere revolutionshelt, og hvis parti nu er på vej mod regeringsmagten i Den Dominikanske Republik. I Cuba møder Argenis blandt andet den halvkorrupte læge Bengoa; Susana med de lækre bare tæer, der har studeret kunsthistorie, men gør rent i Argenis’ lejlighed; overboen Vantroi, en empatisk dragqueen, der lægger hus til Argenis’ kolde tyrker, da behandlingen slår fejl. Det lykkes Argenis at hustle sig hjem til Santo Domingo, blandt andet ved hjælp af sin gamle hippiefaster Niurka, der i modsætning til Argenis’ far fravalgte revolutionen og blev psykiater. I Santo Domingo må Argenis, mens han kæmper for at holde sig fra stofferne, konfrontere barndommens traumer og prøve at forstå sin fars generations revolutionære ambitioner i et forsøg på at komme videre som menneske og kunstner. ”… En vild og frigørende bog.” Sam Sacks, Wall Street Journal

Vores døde hud - Roman. Natalia García Freire. Vores døde hud udforsker denne underverden og kæder Lucas’ minder om barndommen sammen med nutiden og reflekterer over ondskab og sygdom, vanvid og død. “One of three short debut novels that most stood out this year in Latin America.” Jorge Carrión, The New York Times

Jeg har aldrig været første dame - Romanen giver med humor og ironi et dybdegående portræt af den cubanske virkelighed gennem tre kvinder, der repræsenterer tre forskellige generationer, og bevæger sig ind i labyrinterne af et Cuba, der for en stor del vil være ukendt for læseren.

"De kigger på Jakob og Smumsi med mørke øjne, hver gang de sætter ild til en ny prut, som om noget skæbnesvangert her er i vente. Måske er de to unge mænd slet ikke forhærdede gårdskarle, måske er de i virkeligheden sarte sjæle fanget i et par forkerte kroppe, sarte sjæle, der drømmer om at rejse rundt på fremmede kontinenter og optræde med deres fantastiske illuminationer, helt uden tanke for traktorkørekort og kuldsejlede svinestalde, begæret af varmblodige kvinder, båret på skuldrene af beundrende mænd, på optog gennem byernes udsmykkede gader, tiljublet overalt: Buenos Aires, Montevideo, Santiago de Chile. Og så afslutter den rødhårede ellers hele dette festfyrværkeri med knaldeffekt. Den lange stikflamme står lige ud i luften."Jacob Grønlykke debuterer med en grotesk sydfynsk Southern Gothic fortælling. To umage drenge på flugt. I det mørke og grumme landskab, de bevæger sin ud i, har de kun hinanden at stole på. De ender i et ingenmandsland, hvor tid og sted efterhånden opløses i en voldsom dødedans. ”Mælk og Blod er på alle måder en storslået roman, med et persongalleri for hvem enhver handling er på liv eller død. En lærd roman. Et erindringsprojekt, et ”symbolsk” ødelæggelsesprojekt og resignation/søgen efter den ultimative sandhed.” - Hans Otto Jørgensen

Næsten aldrig - Demetrio er en ung, uddannet agronom, der har job som forvalter på en plantage i Oaxaca i det sydlige Mexico. Dog keder han sig enormt i sit ensformige liv, og han tager derfor en beslutning om, at der skal ske noget nyt. Noget der vil give hans liv mening – sex.

Forfatteren Lucas Pereyra tager en dag turen fra Buenos Aires til Montevideo for at hæve de penge, han på grund af valutarestriktionerne i Argentina har modtaget fra udlandet på en bankkonto i Uruguay. Han er i fyrrerne, er gift og har en søn, men finder ikke livet så tilfredsstillende, som det burde være. Udsigten til en dag i et andet land i selskab med en ung veninde gør ham i bedre humør, men turen til Uruguay går ikke helt, som han har planlagt. Kvinden i Uruguay er en roman om en ægteskabelig krise, på fremragende vis fortalt i første person og med stor humor. Den handler også om, hvordan vi på et eller andet tidspunkt i livet bør konfrontere de løfter, vi har givet os selv, men ikke har holdt – forskellen mellem hvem vi er, og hvem vi gerne ville være.Med udgivelsen i Argentina i 2016 slog Pedro Mairal sig fast som en af de mest fremtrædende fortællere i den moderne argentinske litteratur. Dansk er det ellevte sprog, som romanen oversættes til. Kvinden i Uruguay har modtaget to priser: 2017: Premio Tigre Juan, Oviedo, Spanien 2018: Premio San Clemente, Spanien

Fascinerende roman forankret i Guatemala i anden halvdel af det 20. århundrede om en rapport, der fordømmer det folkemord, militæret gennem mange år har begået på den indianske befolkning.

Fiktionen har erstattet virkeligheden i den verden, vi lever i, og de middelmådige mennesker i den virkelige verden interesserer os ikke. Digterne, de gør. Mario Vargas Llosa En fascinerende roman uden fiktion gennemsyret af fiktion. Det er ikke forfatteren, der skaber fiktionen. Den skaber Enric Marco. Hvem er Enric Marco? En mand fra Barcelona på mere end halvfems år, der udgav sig for at være en overlevende fra de nazistiske lejre, og som blev demaskeret i maj 2005 efter i tre år at have ledet den spanske forening af overlevende, holdt hundredvis af foredrag, givet snesevis af interviews, modtaget vigtige udmærkelser og ved én lejlighed at have rørt de spanske parlamentarikere til tårer, da de var forsamlede for første gang for at hylde de republikanere, der havde været deporteret til Det Tredje Rige. Sagen løb hele verden rundt og forvandlede Marco til den store bedrager og den store skurk. Nu, næsten et årti senere, forfølger Javier Cercas i denne hypnotiske thriller, som også er et bord dækket med mange retter – fortælling, reportage, essay, biografi og autobiografi – denne persons gåde, hans sandhed og hans løgne, og gennem denne efterforskning, der undersøger næsten et århundrede af Spaniens historie, dykker han med en passion som en kamikazepilot og en hudløs ærlighed dybt ned i det inderste af os selv: ned i vores ubegrænsede evne til selvbedrag, ned i vores konformisme og vores løgne, i vores uslukkelige tørst efter følelser og ned i vores modsatrettede behov for fiktion og virkelighed. Præmier og udmærkelser for Bedrageren Premio de Las Letras Región de Murcia for den litterære løbebane – 2018 Premio Letterario L. Mastronardi Cittá di Vigevano – 2018 Longlisted for The Man Booker International Prize 2018 New York Times Critics’ Top Books of 2018 Premio Letterario Isola d’Elba ‘Raffaelo Brignetti’ – 2016 Premio Friuladria ‘La Storia in un Romanzo’, Italia – 2016 Prix du Livre Européen – 2016 Premio Taofen (Beijing) for den bedste udenlandske roman i kinesisk oversættelse – 2015 Premio Arzobispo Juan de Sanclemente – 2015 Premio Speziale Internazionale Ceppo di Pistoia – 2015

Hvor er det sært jeg hedder Federico er en smuk og rørende fortælling om identitetsfølelse, frustration, smerte og alle de dybe følelser, der er i spil hos mor og søn, adoptant og adoptivbarn. På den ene side en kvinde, der midt i en succesfuld karriere mod forventning pludselig føler det biologiske ur tikke. For at få opfyldt sit altoverskyggende ønske om at blive mor må hun igennem smertefulde, mislykkede fertilitetsbehandlinger og et ødelagt parforhold. Og selv da den længe ventede nyhed omsider kommer, svarer intet til de forestillinger, hun har gjort sig. Og så gør de måske alligevel ... På den anden side en ung fotograf med behovet for at søge efter de rødder, han ikke har nogen erindring om. Som femårig forlod han Colombia og fløj med sin nye mor over Atlanten mod sit nye hjem og en helt anden verden. Et stipendium og et kunstprojekt bliver nu Federicos undskyldning til at vende tilbage og genopdage sin barndomsby og sin colombianske identitet, en opgave, der på ingen måde bliver let. Yolanda Reyes lader med stor indsigt både Belén og Federico komme til orde hver for sig. De fortæller med deres egen stemme hver deres historie i en dialog på tværs af tid og rum.

Den ugifte og barnløse psykiater León Soler nærmer sig defyrre og føler sig fanget i en dagligdag uden lyspunkter. Hans arbejde er hansliv, indtil han en dag modtager et mystisk brev uden afsenderadresse på sitkontor på hospitalet.Brevet indeholder blandt andet et billede af en flagermus,der holder et skilt med påskriften »Melencolia«, titlen på et berømt kobberstikaf Albrecht Dürer. Indholdet af dette og tre efterfølgende breve rusker op iSoler. Det fører ham tilbage til hans barndom og motiverer ham til at forsøgeat opspore brevets afsender, hans gamle ven, Alfonso Rivas, en deform ogpukkelrygget dværg, der uden at vide det har gjort ham den største af alletjenester: reddet ham fra fortabelsen – som kun en sømand er i stand til atfinde sig selv i kampen mod havets rasen.Dette er enhistorie om venskab, begær, loyalitet og minder, der bliver en redningskransfor et par anonyme helte, ofre for livets genvordigheder, som forsøger at findedet bedste i sig selv og vise, at ikke alt er tabt, for rejsen – den sanderejse – skaber altid forandringer i det enkelte menneske.

Langt inde i de colombianske bjerge ligger gården La Oculta. Pilar, Eva og Antonio Ángel er de sidste arvinger til den gamle slægtsgård, som familien gennem generationer har kæmpet for at beholde. Det er stedet for de tre søskendes lykkeligste minder, men det er også der, de har mødt vold, frygt, rastløshed og flugt.Héctor Abad Faciolince slår sig fast som en af de største latinamerikanske forfattere i vores tid med romanen Det fortabte paradis, hvor han kaster lys over de konsekvenser, som forandring medfører i en familie eller et samfund. Historien fortælles gennem de tre søskende, når de mindes kærlighed, angst og håb knyttet til det smukke landskab, hvor deres families paradis ligger. Andreas Breitenstein fra Neue Zürcher Zaitung har sagt: Héctor Abad Faciolinces Det fortabte paradis står som et nutidigt litterært svar til Hundrede års ensomhed, Gabriel García Márquez’ hovedværk.

Udmattede efter en femten timer lang flyvetur venter to unge guatemalanske brødre på deres bagage i Tel Avivs Ben Gurion-lufthavn. De er ankommet for at deltage i deres lillesøsters bryllup i Jerusalem med en ortodoks jøde fra Brooklyn. Mens mange ser Israel som det forjættede land, overraskes fortælleren, der definerer sig selv som ”sommetider jøde”, over et voksende ubehag i sin oplevelse af landet. Et tilfældigt møde med en sensuel israelsk kvinde, som han har mødt mange år tidligere i Antigua Guatemala, tvinger ham til at konfrontere stedet og sin egen families historie. Kloster er en bevægende og intens rejse dybt ind i emnerne identitet, religiøs intolerance og de grænser og fiktioner, som mennesket anvender for at forstå sig selv og overleve. “Helten i Halfons roman finder fornøjelse i nutidens tåbelige globalisering, men erkender, at det, vi tager til os andre steder fra, gør os til dem, vi er.” The New York Times “Kloster er ikke så meget en roman som en formidabel refleksion over emnet identitet.” Le Monde

Ingen har nogensinde været holdt indespærret i et så sikkert, så fjernt og så uindtageligt fængsel som det, Napoleon Bonaparte er forvist til efter nederlaget ved Waterloo. Verden er blevet træt af hans uendelige ambitioner og på hinanden følgende katastrofer og har besluttet at behandle ham som det, han virkelig er: alle tiders største geni, men styret af ondskab og magtbegær. Stedet er Sankt Helena, en ø tusinder af kilometer fra den nærmeste kyst, befængt med rotter og bevogtet af den britiske flåde. I foråret 1819 drager tidens store forfatter François­René de Chateaubriand og hans elskerinde, markisen af Custine Delphine Sabran, ud på rejsen til Sankt Helena midt i det uendelige Atlanterhav. Markisen af Custine ønsker at sætte sin elskers kærlighed på prøve. Vil han, som det ses hos nogle af de berømte par i historien og litteraturen – heriblandt Marcus Antonius og Kleopatra, Romeo og Julie – være villig til at overvinde to enorme forhindringer: en stor afstand og en stor modstander? Markisen dokumenterer i sin dagbog deres møde med den kejser, der har skabt kaos i hele Europa. Og Chauteabriand og Delphine vil til deres rædsel opdage, at uhyrer kan have mange ansigter. ”En form for Robinson Crusoe betragtet gennem mørkt glas. Fascinerende. Det følelsesmæssige indtryk overrasker.” Kirkus Reviews

Forfatterens familie emigrerede fra Polen til Uruguay før Holocaust. I 1972 blev Rosencof arresteret som medlem af Den Nationale Befrielsesbevægelse og sad fængslet indtil 1985, elleve et halvt år af den tid i isolation. I løbet af sine år i fangenskab trænede han sin hukommelse og rekonstruerede historien om sit liv og sin polsk-jødiske familie gennem sin stemme som barn, ung mand og voksen. En virkelighed, der får fiktionen til at blegne. Den unge Moishe fortæller om en barndom præget af adskillelse, krig, flugt og tab, men også af et ukueligt mod. Det er ligeledes fortællingen om den voksne søns kærlighed til den nu afdøde far, som hele sit liv forgæves har ventet på nyt om slægtninge, der er blevet sendt i koncentrationslejr. Og om Moishes mor, der viser sin søn familiebilleder fra Polen og taler om Ruth, Anna, Irene B mennesker, som ikke længere er. Moishes dybe reflektioner om livet afbrydes af ”brevene, der ikke kom”, som hans bedstemor skrev efter deportationerne til koncentrationslejrene. Bevis på en dyb menneskelighed, der har overlevet døden – breve fulde af musik og makaber humor! Denne fremragende selvbiografiske roman er et af de mange vigtige vidnes- byrd om en forfærdelig periode i menneskets historie, som aldrig må gentage sig.

Manuskriptforfatteren Dani og Marta, der er fotograf, bor i Barcelona og har ikke boet sammen ret længe, da Marta opdager, at hun er gravid. Nyheden kaster dem ud i en afgrund af tvivl, der får dem til at genoverveje sig selv som individer og som par. Han, der tidligt mistede sin far, må konfrontere det løfte, han for længe siden har givet sig selv om aldrig at svigte sit barn. Og hun, der har en baggrund i den perfekte familie, har intet ønske om at blive mor, men vil tværtimod gerne flytte til Berlin for at få sine kunstneriske drømme opfyldt. Hvad gør man med den smerte, der fødes ud af en følelse, man ikke anede, man havde? Hvordan giver man stemme til et undertrykt ønske? Er professionelle ambitioner lige så vigtige som ønsket om at stifte familie? Det er bare nogle af de spørgsmål, Marta Orriols behandler i denne roman.

Rio de Janeiro, 2014. Med VM i fodbold og De Olympiske Lege lige om hjørnet er hele landet i en tilstand af eufori og håb. Júlia er en lovende ung arkitekt, der har ansvaret for at designe golfbanen i den kommende olympiske by. Den dag hun skal deltage i et vigtigt møde om projektet, tager hun en løbetur til udsigtspunktet Vista Chinesa i Tijuca-parken i byens udkant. Pludselig peger en mand på hende med en pistol og trækker hende ind i skoven, hvor han voldtager hende. Mange år senere beslutter hun sig for at skrive et brev til sine børn for at fortælle dem om denne oplevelse. Læseren følger Júlia på den lange vej, hun må gå for at overvinde oplevelsen: fra smerten og følelsen af skam og skyld gennem politiets efterforskning i et samfund, hvor fattigdom alene giver anledning til mistanke om skyld, til genvindingen af hendes krop og seksualitet. Med følsomhed, mod og sjælden litterær dygtighed giver forfatteren Júlia en stemme, mens hun genvinder sit selvværd. Med overvældende kraft er denne roman – baseret på en sand historie – blevet en af de mest læste og anerkendte i Brasilien i de senere år. “Det er ikke et let emne at skrive om, men Levy har klaret det. Resultatet er en umiddelbar og stærk roman, som bør give hendes talent større anerkendelse.” The Sunday Times

Krigsteater tager os med på en rejse ind i en rekonstruktion af erindringen, et universelt emne, der her bliver til en refleksion over, hvordan store historiske begivenheder kan påvirke anonyme individers tilsyneladende ubetydelige liv. En stærk roman, der beskriver de ødelæggende psykologiske virkninger af krig, politisk vold og misbrug i hjemmet. Historien fortælles af Tamara, der som barn må tilegne sig indviklede overlevelsesstrategier i den verden, hun arver, en verden præget af fattigdom, traumer og fastlåste scenarier. Tamara står over for spøgelserne fra en meget håndgribelig fortid, der omfatter hendes fars krig i det tidligere Jugoslavien, et meget uroligt familieliv, selvmord, tabte landskaber, nedarvede traumer, fraværende søskende og en mor, der på grund af en udefinerbar sygdom har lidt et delvist hukommelsestab og ikke kan genkende sin egen datter. Andrea Jeftanovic nærmer sig erindringens ruiner for at udvinde den kærlighed, der er nødvendig for at opbygge hendes identitet som voksen. En fantastisk, følsom, hjerteskærende og meget rost roman af en af Latinamerikas vigtigste kvindelige romanforfattere. Priser • PEN Translates Award 2020 • Førstepris Juegos literarios Gabriela Mistral • Bedste roman udgivet i Chile Consejo Nacional de la Cultura • Særlig omtale Premio Municipal de Literatura “A memorable novel of devastating poignancy.” Irish Times

Virkelighed blander sig med fiktion, fortid med nutid, prosa med poesi, når Manuel Vilas med udgangspunkt i dagliglivets banaliteter reflekterer med humor og ironi over menneskets eksistens i en intens, personlig historie om sit liv og behovet for at samle sig selv op og fortsætte, når næsten alle de bånd, han har haft til andre, er forsvundet, og livet alligevel går videre. Vilas mærker alderen trykke, og når han ser sig i spejlet, er det i stedet sin far, han ser. Han føler et behov for at lære sine forældre at kende som mennesker, men de er nu kun til stede som spøgelser. Han ser sig selv som en brik i tiden, placeret mellem de menneskeliv, der har eksisteret i mange led før ham, og dem, der kommer efter ham: hans to sønner og en uudgrundelig fremtid. Det er en historie, vi alle kan genkende os selv i. Behovet for i bund og grund at forstå, hvem vi selv er, finde en forklaring på vores liv. Og ikke mindst er bogen samtidig en fantastisk fortælling om de seneste årtiers Spanien. ”En storslået, modig og hjerteskærende bog.” Javier Cercas ”Det er en bog med dybe analyser – af det vigtige og det hverdagsagtige – men skrevet med et let, fantasifuldt touch ... På trods af den melankoli, der ligger i hjertet af denne bog, er det en lysende bog.” The New York Times Book Review

Hvorfor kom du igen hver sommer er beretningen om det seksuelle misbrug, som Belén López Peiró var udsat for i flere år, mens hun var teenager. Misbrugeren var hendes egen onkel, en magtfuld politikommissær, en bevæbnet machomand i en mindre by i Argentina, hvor hun tilbragte sine somre. Det er beretningen om at komme til en forståelse af det skete og kampen for blive anerkendt som offer for en forbrydelse, som lokalsamfundet og dele af familien foretrak at lukke øjnene for og benægte.De mange brudstykker og stemmer flettes sammen med retslige dokumenter i en bog, som udspringer af forfatterens personlige oplevelser og gennem litteraturen bliver til en politisk handling, der tvinger os til ikke at vende blikket væk fra det, vi helst vil undgå at se.

”Han hed Salomón. Han var fem år gammel, da han druknede i søen Amatitlán. Sådan havde jeg fået det fortalt som barn i Guatemala. At min fars storebror, mine bedsteforældres førstefødte, ham, der ville have været min onkel Salomón, var død i en drukneulykke i Amatitlánsøen, da han var på min alder, og at de aldrig havde fundet hans lig. (…) Jeg kendte ikke de nærmere omstændigheder omkring ulykken og turde heller ikke spørge. Ingen i familien talte om Salomón. Ingen så meget som nævnte hans navn.” Eduardo Halfon sætter sig for at opklare de mystiske omstændigheder omkring drengens Salomóns død. Det fører ham tilbage til den sø og bedsteforældrenes tidligere hus, hvor han og hans bror tilbragte deres barndoms somre. Han følger brudstykker af sine minder tilbage til sin mors families jødiske rødder i Polen og krigens koncentrationslejre og sin fars libanesisk-jødiske families historie som indvandrere i et Guatemala, hvor de brutale omstændigheder i 70’erne fik Halfons forældre til at udvandre med deres børn til Florida. Og han opdager, at det er der, i hans egen fortid, at sandheden ligger begravet. I Sorg fremkalder [Halfon] i en utroligt charmerende fortællestil en halvt komisk, halvt tragisk familiemyteverden, hvor sandheder er svære eller umulige at finde. Wolfgang Höbel, Der Spiegel Virtuos ... overdådig ... Skrivestilen, som er enkel og koncis, [er] udstyret med en stor stemningsvækkende kraft ... Ariane Singer, Le Monde des livres Præmier og udmærkelser for Sorg 2021 Jan Michalski Prize, finalist 2020 Neustadt International Prize for Literature, finalist 2019 Edward Lewis Wallant Award, vinder 2019 Premio de las Librerías de Navarra, vinder 2019 International Latino Book Award, vinder 2018 Kirkus Award, finalist 2018 Prix du Meilleur Livre Étranger, vinder

Pedro Páramo hovedværk i den modernistiske litteratur. Nyoversættelse til dansk i 2023 af Paul Klitnæs.Juan Preciado tager til Comala, sin mors fødeby, for at opsøge sin far, Pedro Páramo, som han aldrig har mødt. Men han finder ikke det frodige landskab hans mor stillede ham i udsigt før hun døde. Ude på den glohede højslette kommer han i stedet til en slags helvede på jord, befolket af levende døde.Pedro Páramo (hvis navn kunne oversættes til ”Sten Ødemark”) er Comalas hensynsløse jordbesidder, og historien om ham udfoldes i episoder fortalt af forskellige personer, klippet sammen på tværs af tid og sted, i et sprog som er enkelt, smukt og symbolladet på samme tid. Det er samtidig historien om Mexico efter revolutionen og om de strukturer som dominerer det samfund. Da Pedro Páramo udkom første gang i 1955, opnåede romanen øjeblikkelig status som et hovedværk i den modernistiske litteratur på grund af sin stil og nyskabende fortælleteknik.Jorge Luis Borges har kaldt Pedro Páramo “en af den spansksprogede litteraturs, ja en af verdenslitteraturens, bedste romaner”Mexicaneren Rulfo er et hovednavn i den spansksprogede litteratur som havde afgørende indflydelse på udviklingen af litterære strømninger i det tyvende århundrede. Han placerer sig et sted mellem surrealisme og magisk realisme, og må – uden overdrivelse – betegnes som en forudsætning for fx Gabriel García Márquez’ måde at skrive på. Juan Rulfo og hans påfaldende lille, men udsøgte forfatterskab er anerkendt over hele verden og oversat til over 60 sprog.Pedro Páramo er klippet sammen som Tarantinos Pulp Fiction fyrre år forud for sin tid i en struktur som opløser tid og sted og skaber et altomfattende, absolut helvede – samtidig med at handlingen kan både tids- og stedfæstes i Mexicos historie. Bogen er skrevet i et usædvanlig, næsten provokerende enkelt kunstsprog som læner sig op ad talesproget, altid stramt, fortættet og mange steder vidunderlig smukt og rytmisk.

En mor rejser med sin søn i båd op ad den mægtige Atrato-flod i Colombias regnskov. Moren er hvid, sønnen er sort. Omgivet af mangroveskov, frugter og fletninger fortæller moren en kvindelig medpassager om sit liv og sine minder og om, hvordan den lille dreng ved hendes side kom ind i hendes liv en varm morgen. I takt med at båden kommer længere op ad floden, stiger morens ængstelse. Hun ville foretrække, at de aldrig nåede frem, og allerhelst vil hun vende om. Dette er en historie om rødder, frygt og moderskab i en kontekst af vold og farer i den colombianske regnskov. I kraft af de lyriske elementer skaber Lorena Salazar Masso i sin prosa en inciterende atmosfære, og hun tager os med ind i en verden, der nogle gange er drømmeagtig, andre gange hudløst realistisk. Læseren efterlades ikke upåvirket af de fremmanede billeders skønhed og ømhed. ”Et sår fuldt af fisk er en roman om overvældende landskaber, samtidig med at det er en præcis beskrivelse af en mors frygt og af den vold, der altid lurer som et dyr i mørket.” Pilar Quintana, colombiansk forfatter ”I denne blændende litterære debut tager Lorena Salazar Masso os med ind i hjertet af den colombianske regnskov. Med sin engagerende og inciterende prosa viser hun os solidariteten mellem kvinder i dens reneste form og de brutale kontraster i menneskets væsen.” Fernanda Melchor, mexicansk forfatter

Familiefaren Abraham bliver sammen med sin ven Saúl bortført af Enrique Medina – alias Den Grumme, alias Kamæleonen – en gammel klassekammerat, der nu er blevet en berygtet bandolero og dukker op på Abrahams ejendom med sin bande. De to bliver tvunget med banden ud i bjergene. Det er dog en ret særegen bortførelse, for den kommer til at byde på ikke blot lange dag- og nattevandringer, overfald, mord og plyndringer, men også obligatoriske kortspil og indtagelse af brændevin i store mængder. Inde i byen fortæller Susana, Abrahams kone, om den vanskelige uvished i de dage bortførelsen varer, og de historier der udgør den anden side af begivenhederne: mere end halvtreds års familieliv i næsten konstant skygge af volden i Colombia. Abraham blandt banditter væver ofres og bødlers liv sammen og viser, hvordan der kan knyttes bånd, når man deler den samme elendighed. “Tomás González har potentialet til at blive en klassiker i latinamerikansk litteratur. Da jeg læste ham, fik jeg fornemmelsen af, at han var en forfatter med en stor renhed.” Elfriede Jelinek, forfatter, Nobelprisvinder

Mia Couto skriver på baggrund af virkelige hændelser en mystisk og fangende historie om traditioner og brutalitet. Der er ikke længere langt mellem levende og døde, og vi ser, hvordan alle levende organismer kan give og tage fra hinanden. Kulumani er en isoleret landsby i Mozambique, hvis tro og traditioner er i fare, efter at nogle løver er begyndt at jage i området og har angrebet og dræbt flere af byens kvinder. Mariamar, søster til løvernes seneste offer, ser sit liv vakle, da Arcanjo Baleiro, som er hyret af landsbyens ældste til at dræbe løverne, ankommer til byen. Langsomt kommer Kulumanis brutale traditioner og handlinger op til overfladen. Mariamar bliver låst inde i huset af sin far og genoplever smertefulde minder om tidligere misbrug, og hun beder derfor Arcanjo om at tage hende med væk fra byen. Arcanjo Balerio mærker, hvordan mændene i Kulmani ser sig mere og mere truet af hans tilstedeværelse og den modernitet, der følger med ham som fremmed inde fra byen. De mener, at moderniteten udfordrer landsbyens kultur, og mistænker løverne for at være ånder, som er skabt af deres egne kvinders hekseri. ”Skønlitteraturen bringer os tættere på sandheden, end kolde fakta nogensinde har kunnet.” The Guardian ”Bogens jordlige visdom og glitrende magi giver dig lyst til at gå meget mere på opdagelse i Mia Coutos værker.” Vanity Fair

Mila ankommer i en alder af tre år til Lissabon fra Luanda, hovedstaden i Angola. Hendes far er portugiser, hendes mor angolaner. Alt, hvad hun ved om sin oprindelse, stammer fra hendes bedsteforældre og nogle falmede fotografier. Fra første dag føler hun sig som en fremmed. Det mest tydelige tegn på hendes forskellighed er hendes krøllede hår, som stort set er uregerligt og vil følge hende hele livet. Mila bruger sine minder som en falsk biografi, hvori hun fortæller om familiebegivenheder gennem fire generationer. Hun indleder en søgen efter sin identitet, en søgen, der skal vise sig at blive kompleks og smertefuld, og som krydser tre lande og to kontinenters historie. Gennem hendes utæmmelige krøllede hårs originale linse ser vi hendes forandring og følger hende gennem kvartererne i et Lissabon, der endnu ikke tilhører middelklassen, gennem Luandas gader og blandt billederne i et familiealbum, der giver os et fragmentarisk og vildledende indblik. Ved at blande erindringer og postkolonial roman, virkelighed og fiktion reflekterer Djaimilia Pereira de Almeida over racisme, feminisme, identitet, hukommelsens mekanismer og skriveprocessen og tvinger os til at reflektere over et spørgsmål, der bekymrer flere og flere mennesker i dag: Hvad vil det sige slet ikke at høre til nogen steder og hele tiden leve i spændet mellem forskellige kulturer? ”Mit hår er en aktuel og vigtig bog om familie, som henvender sig til mange nutidige læsere, der kæmper med en blandet identitet, og til enhver, der forsøger at finde meningen med en hårtype, hudfarve og familiebaggrund, der ikke passer ind i det traditionelle mønster.” The New York Times

Tiden ved Stillehavet er en roman skrevet med glæde, som en hyldest til glæden. En stor familie ledsager den gamle 91-årige mor til Colombias Stillehavskyst for at se hvaler. Ignacio, som er læge og fortæller i denne smukke roman, er med på rejsen for at finde meningen med livet. Sammen med ham er hans mor, hans moster Antonia, hans kone, Ester, hans fire søskende, en sygeplejerske og hans nevøer. Nogle er spøgelsesagtige tilstedeværelser i hukommelsen, andre er der for at afsløre den dybere grund til, at de samles på det gådefulde sted, hvor havet, stranden, himlen og regnen går i ét med junglen. Tiden ved Stillehavet er en tumultarisk familieroman, hvori man mærker den store litteraturs mimetiske kraft; den, der gennem sine personer og sit sprog minder os om, at liv og død er to sider af samme sag. Ligesom der ikke kunne være noget hav uden en kyst, kan der heller ikke være nogen begyndelse uden en afslutning. “Tomás González har potentialet til at blive en klassiker i latinamerikansk litteratur. Da jeg læste ham, fik jeg fornemmelsen af, at han var en forfatter med en stor renhed.” Elfriede Jelinek, forfatter, Nobelprisvinder