Bøger om År 1880 til 1889

Hvem myrdede Fjodor Karamazov?Dostojevskij sidste roman fra 1880 regnes for et af hans absolutte mesterværker. Det er beretningen om mennesker, der er besat af stærke lidenskaber og som må bøde for det. Om Fjodor Karamazov og hans tre sønner. Om mordet på faderen. Og om skyld og soning.Den gamle oversættelse er til denne nye udgave af Mette Dalsgaard gennemgået påny med den russiske original og rettet.

Wilbur Smiths to mest magtfulde familier mødes igen i denne længeventede selvstændige fortsættelse til bestselleren Solens sejr. Penrod Ballantyne og hans forlovede, Amber Benbrook, går gennem Cairos gader i 1888. De er lykkelige og opfyldt af drømme om deres fælles fremtid, men drømmene knuses, da en jaloux ekskæreste kommer imellem dem. Amber rejser til Abessinien sammen med sin tvillingesøster, Saffron, og hendes eventyrlystne mand, Ryder Courtney, på jagt efter lykken. De begiver sig ud på en farefuld færd til Addis Ababa, hvor de bydes velkommen af den magtfulde hersker Menelik II, Kongernes konge. Men Italien har planer for Abessinien, og der florerer rygter om en invasion. Tilbage i Cairo søger en knust Penrod trøst i byens opiumhuler. Han reddes af sin gamle ven, Lorenzo, som nu er i den italienske hær, og da Lorenzo tilbyder ham at slutte sig til den militære indsats, slår Penrod til. En storm er på vej, og Penrod og Amber befinder sig på hver deres side af invasionen - kan de nogensinde finde deres vej tilbage til hinanden mod alle disse odds?

Isbjørnen er et humoristisk og grotesk portræt af den umulige teolog Thorkild Müller. Som præst i det nordligste Grønland får han frihed til at udfolde sin virkelige natur, men vender senere hjem til den jævne danske provins, hvor der venter ham et uundgåeligt opgør med det præsteskab, han i sin tid forlod.En af Henrik Pontoppidans mest kendte korte romaner. Denne udgave er baseret på 3. udgave fra 1984.

Karen Blixen i billeder - en livsskildring af Marianne JuhlGennem ca. 250 fotos og andre illustrationer fortælles historien om Karen Blixens liv, om barndommen  på Rungstedlund, om faren, Wilhelm Dinesens selvmord, opvæksten i et stærkt 'kvinderegimente' bestående af moren, mosteren og mormoren, ægteskabet med halvfætteren Bror Blixen-Finecke, det 17 år lange ophold i Afrika, kærlighedsforholdet til Denys Finch Hatton, skilsmissen, konkursen, hjemkomsten til barndomshjemmet, debuten, forfatterskabet, betydningen og positionen i det danske litterære miljø og verdensberømmelsen.  Billeder – nogle af dem ikke tidligere offentliggjorte - og tekst supplerer hinanden, så de tilsammen danner en biografi.

Herman Bangs klassiske skildring af byen København i 1880'erne, hvor alt er overflade, humbug og forfald.

Den virkelige historie om Sixten Sparre og Elvira Madigan.Den 20. juli 1889 skød den svenske løjtnant Sixten Sparre først sin unge elskerinde Elvira Madigan, inden han rettede revolveren mod sig selv.Kærlighedsforholdet og den dramatiske afslutning er skildret i teaterstykker, romaner og på film som en romantisk historie om umulig kærlighed. Den dag i dag lægger nygifte brudebuketten på Elviras grav ved Landet Kirke på Tåsinge.Men sandheden om tragedien er ikke romantisk. I 1889 var Sixten Sparre en dybt falleret adelsmand, som ikke kunne leve op til omverdenens forventninger, og han så Elvira som muligheden for at iscenesætte sit eget selvmord. Hændelsen er gået over i historien, som om de to havde aftalt at gå i døden sammen. Men det var overlagt mord. Elvira vidste ikke, at hun skulle dø. Og hun vidste slet ikke, at det var en plan, Sixten havde haft i månedsvis.Kathinka Lindhe (f. 1950) er fil.dr., radiojournalist, bibliotekar og oldebarn til Sixten Sparre. Hun har tidligere udgivet Sixtens familiehistorie i Sverige.

Now available in a new, large single volume with an appendix also listing the modern plant names, this classic collection by "the Audubon of botany" features more than 250 exquisite reproductions of Walcott's celebrated watercolors of wildflower life in the United States of America and Canada. What does it take to paint a wildflower that blooms for a single day in a deep forest? For Mary Vaux Walcott, it involved spending up to seventeen hours a day out of doors with her paintbox to capture the shape, movement, and colors of delicate petals and leaves. Originally published in 1925 to enormous acclaim in five, oversized volumes, Walcott's sketches introduced the diversity and beauty of North American plants to the general public. A selection of some of the most stunning illustrations are now available in a single volume, these illustrations have lost none of their beauty or realism. Walcott's technique involved precise attention to detail, color, light, and perspective. Her art can also be appreciated as the work of a woman scientist battling the prejudices against her gender that were common in her day. She was an intrepid explorer, skilled mountaineer, and generous benefactor to the Smithsonian Institution at a time when women's accomplishments were often overlooked or misattributed. As inspirational and informative as they are a pleasure for the eyes, this bouquet of nature's fleeting gifts is a lasting treasure of botanic and scientific artistry.Published in association with the Smithsonian Institution

Il est peu question du Christ dans cet ouvrage tardif (écrit en 1888, quelques mois avant que Nietzsche ne sombre dans la folie, il ne sera publié qu'en 1895), mais beaucoup du christianisme. Illusion, fiction, Idéal négatif parce que nourri de la faiblesse et du ressentiment, le christianisme désigne, pour Nietzsche, le pouvoir du mensonge. Il escamote la réalité et c'est pourquoi il ne faut pas seulement le réfuter ; il faut aussi le combattre. D'où une nécessaire violence à l'encontre des «malades» : «Ce qui est chrétien, c'est la haine contre l'esprit, contre la fierté, le courage, la liberté, le libertinage de l'esprit ; ce qui est chrétien, c'est la haine contre les sens, contre les joies des sens, contre la joie tout court.» Livre injuste et méchant donc, qui veut être un hymne à la belle humeur, à l'innocence et à la grâce, au bonheur et à la plénitude

Die "Gesellschaft für Rheinische Geschichtskunde" wurde 1881 gegründet. Angesichts des zunehmenden Nationalismus im deutschen Kaiserreich war ihre Arbeit über Jahrzehnte hinweg einer Spannung ausgesetzt, die durch die Affinität weiter Bevölkerungskreise in der Region zu Katholizismus und Liberalismus erheblich verstärkt wurde. So erklärt sich das Bestreben der damaligen Akteure, durch die Veröffentlichung von Quellen ohne politische oder weltanschauliche Parteinahme gleichermaßen zur Erhellung der regionalen wie eben auch der "vaterländischen" Geschichte beizutragen. Diese aus der Tradition der "Gesellschaft" erwachsene Selbstverpflichtung zur Arbeit an den in der Regel archivischen überlieferungen währt inzwischen über 140 Jahre. Dabei war die "Gesellschaft" immer auch Objekt und Spiegel wissenschaftlicher Konjunkturen und Netzwerke, politischer Systeme und sozioökonomischer Umbrüche. In diesem Licht schildert dieses Buch die Geschichte der "Gesellschaft" vor allem hinsichtlich ihrer institutionellen Entwicklung: Die akademische wie die bürgerschaftliche Träger- bzw. Mitgliederschaft der "Gesellschaft", ihre Organisation und ihre Stellung in Staat und Provinz stehen dabei im Mittelpunkt. Auch die politischen und gesellschaftlichen Rahmenbedingungen werden beleuchtet: die Kaiser- wie die Weimarer Zeit, das Verhalten der "Gesellschaft" gegenüber der unter dem Nationalsozialismus propagierten "Volksgeschichte" und schließlich auch die Neuausrichtung ihrer Arbeit nach Auflösung der preußischen Rheinprovinz in der Nachkriegszeit.

Delvis selvbiografisk roman om en ung mand, der føler, at han er det sidste skud på en degenereret slægts stamme. Første bind i en række nye udgaver af Herman Bangs romanhovedværker i anledning af 150-året for forfatterens fødsel.

Hvem bestemmer hvad der er god videnskab? I det 19. og 20. århundrede har svaret været universitetets professorer: De fastlagde de videnskabelige normer, f.eks. gennem eksamenskrav, disputatsbedømmelser og lærerindstillinger. I Professoratet beskriver Pelle Oliver Larsen hvorledes akademikere opnåede en sådan magt ved Det Filosofiske Fakultet i København i årene 1870-1920: Hvordan blev man professor? Hvad var beslutningsgrundlaget for udnævnelsen?Da universitetets lærerforsamling i 1904 anbefalede at give kvinder adgang til universitetets videnskabelige stillinger, blev der argumenteret med at det var i overensstemmelse med "den nedarvede regel": Kun videnskabelige kvalifikationer tæller når et professorat skal besættes. I virkeligheden var denne nedarvede regel et resultat at endnu uafsluttede forhandlinger og kampe.Kampen om Det Filosofiske Fakultet blev udkæmpet på flere fronter. Det var en indre kamp i universitetet og fakultetet om videnskabelige idealer og betydningen af politik og religion, køn og moral i videnskabens verden. Men det var også en ydre kamp mod statsmagten, der krævede loyalitet af sine embedsmænd - også professorerne. I bogen fortælles om hvorledes modernisterne gradvis vandt denne kamp: Fakultetet løsrev sig fra staten og gjorde videnskabskriteriet til det eneste gyldige.Centralt i denne fortælling står sagen om Georg Brandes' forhold til universitetet. Brandes ansøgte i 1871 om ansættelse i litteraturhistorie, men blev afvist af politiske årsager. I løbet af de næste 30 år kom det ved flere lejligheder på tale at gøre Brandes til professor. Bogen indeholder den hidtil mest udførlige analyse af denne sag, der fik stor symbolsk betydning fordi den tydeliggjorde at videnskabelige og politiske kvalifikationer ikke nødvendigvis følges ad.Pelle Oliver Larsen er ph.d. i historie og ansat som videnskabelig assistens på Institut for Kultur og Smafund, Aarhus Universitet.