Bøger om Ældre

Kunsten at blive ældre i ro og mag er en dybtgående bog skrevet af den anerkendte forfatter Anselm Grün. Denne bog, der blev udgivet i 2012, er en fascinerende undersøgelse af aldringsprocessen og hvordan man kan navigere i den med ro og værdighed. Grün, der er kendt for sin dygtighed inden for genren, tager læserne med på en rejse gennem de forskellige faser af livet, med fokus på hvordan man kan finde ro og acceptere aldring. Udgivet af Hovedland, er denne bog et must for enhver, der ønsker at forstå kunsten at blive ældre i ro og mag.

Engang var Leotas have et smukt sted, hvor blomsterne foldede sig ud og håbet var levende. Det var hendes fristed, hvor hun kunne pleje de dybe sår efter en ødelæggende krig, og det var hendes tilflugtssted, hvor hun knælede foran en kærlig Gud og bad for sine børn, som ikke kunne forstå hendes tavshed og den pris, hun betalte.Som 84 årig er Leota nu alene. Hendes elskede have er i ruiner. Alle hendes bestræbelser på at blive genforenet med sine voksne børn har været forgæves. Hun har kun tilbage at udtrykke sin desperation overfor sin Himmelske Far, hendes eneste ven. Men via uforudsigelige veje bringer Gud nu forandringer ind i hendes liv - den unge universitets studerende, som tror han har alle svarene og det barnebarn, som Leota aldrig havde turdet håbe på at møde.Kan så megen ulykke, forårsaget af mange års familie hemmeligheder, nå at blive vendt før hendes tid er forbi?

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ Thomas Bredsdorff, Politiken”En lille perle af en fortælling, der bliver hos sin læser længe efter, man har vendt sidste side” Karina Høyer, Litteratursiden.dk Dobbelte ruder vandt Islandske Kvinders Litteraturpris, Fjöruverðlaunin, og er præmieret med EUs litteraturpris; juryen kaldte det "en storslået historie fortalt i få ord". Det er Halldóra Thoroddsens (1950-2020) debutroman, hvormed hun prosadebuterede i en alder af 66 år. Modenheden mærker man i denne fortælling om en aldrende kvinde, der kun modvilligt involverer sig i et nyt parforhold - for hvad skal det nytte - samtidig med at omgivelserne ser skævt til den nye alliance. Det er en sjældenhed at læse moderne romaner med aldrende, ja meget gamle hovedpersoner, og Thoroddsen har tydeligvis ramt noget særligt med Dobbelte ruder, der er udkommet eller er under udgivelse i Albanien, Bulgarien, Frankrig, Italien, Kroatien, Makedonien, Rumænien, Tjekkiet.

En folkekær skuespillerinde kalder ham ”et bål” og taler om en livslang forlovelse. En tidligere statsminister omtaler ham respekt, selv om han trynede ham i en lønforhandling. En politisk indpisker minder om, at der er to grupper, man aldrig lægger sig ud med i den politiske debat. Det er hunde, og det er de gamle.Sygeplejersker, sosu-assistenter, ministre, reklamefolk og magtfulde topchefer på Slotsholmen roser ham til skyerne og betegner ham som genial. På arbejdspladsen er man ikke helt sikker på, om vorherre er over, under eller bare ved siden af.Ingen kan tage fra Bjarne Hastrup, at han siden 1986 har skabt verdens største organisation for ældre, der snart vil kunne hylde medlem nummer én million i en forening med et effektivt maskinrum med 160 ildsjæle og flere end 20.000 frivillige i 215 lokalafdelinger. Fra tidlig morgen til sen aften kæmper Bjarne Hastrup en indædt kamp for svage, udsatte og sårbare ældre. Han er en mand med en sag.

Hvordan bør kommunens plejepersonale møde ældre med en anden etnisk herkomst end dansk, fortrinsvis muslimske ældre? Det er nemlig ikke altid lige let for både personale og de ældre. Sproglige forbistringer, kulturelle misforståelser og skuffede forventninger til hinanden skaber ofte konflikter og problemer.I "Krop og religion. Kulturværdier og religion i plejen af den etniske ældre" finder man svar på de mange spørgsmål. Det er en spændende, velskrevet og vedkommende bog, der leverer brugbare løsninger til gavn for personalet. Bogen er skrevet med indlevelse og indsigt og indeholder en afbalanceret blanding af praksis og teori.

-

Carl er optaget af alle havens blomster. Blomsterne i Ewalds have. Silkepæon, lavendel og digitalis. Ewald er Carls nabo, han er gammel og ensom, og han husker ikke så godt. Derfor har han fået en babysæl af kommunen til at holde sig med selskab. Ewald er Carls eneste rigtige ven, men så en dag spørger Berkan fra klassen, om Carl vil følges hjem fra skole, men Carl synes bare, Berkan er irriterende, og løber fra ham. EN SÆL SOM VEN er skrevet af Sarah Lang Andersen og gennemillustreret i farver af Kathrina Skarðsá. Deres første fælles bog, 'Slimfjorden', vandt BLIXENPRISEN 2022 i kategorien Årets Børnebog. Begge udgivelser er støttet af Statens Kunstfond. Omtale af 'Slimfjorden': “… det er ganske genialt. Det er magisk, det er lidt uhyggeligt, det er bizart, det er præcis, som god børnelitteratur skal være.” Kathrine Pachniuk, Bibliotekat “Elias er malet på værelset, ved havet og ridende på ryggen af sin elg, så man ikke kan undgå at dele hans gåpåmod og engagement i naturen.” Anna Karlskov Skyggebjerg, Weekendavisen “Et eventyr af allerhøjeste karat.” Mette Sofie Kirkedal, Bogoplevelsen “Bragende flot illustreret.” Steffen Larsen, Politiken “En spændende og anderledes billedroman til store børn. Miljø og klimatema blandet med fantasi og en eventyrlig stemning giver en vedkommende, aktuel og dejlig bog, der både kan læses højt og selvlæses. Kahrina Skarðsás magiske illustrationer understøtter stemningen meget smukt …” Julie Arndrup, Dansk BiblioteksCenter "Sarah Lang Andersen har skrevet et fremragende moderne, vedkommende eventyr … [med] gudesmukke illustrationer i klare farver … 'Slimfjorden' fortjener størst mulig udbredelse overalt, hvor nysgerrige børn færdes.” Søren Fanø, Bogbotten.dk “Det er en virkelig skøn børnebog!” Anne-Marie Mai, litteraturprofessor, DK4 Årstidens bøger “Illustrationerne er flotte og farverige og emmer af mystik og grøn natur.” Birte Strandby, Bogvægten.dk “Slimfjorden er 2021s mest syrede læseoplevelse for mit vedkommende, den er magisk, fantastisk og enestående … siderne vender sig af sig selv! Kathrina Skarðsás illustrationer er smukke og eventyrlige, præcis som Sarah Lang Andersens tekst.” Julie Ottosen, blogger samt børnebibliotekar på Kulturstationen Vanløse

Villaltas roman Lærlingen var Strega-nomineret i ’20; en stilfærdig, lyrisk stilsikker og stramt fortalt historie om to ganske usædvanlige hovedpersoner, de aldrende – eller faktisk temmelig gamle – Tilio og Fredi, der skifter vokslys i kirken, vasker gulve, arrangerer blomster og i pauserne drikker kaffe med vodka for at få varmen. Den ene er, trods sin høje alder, lærling hos den anden. En roman, der rummer et helt lands sjæl, fortalt med en historisk, social og dybt menneskelig diskurs. En historie om at være i en alder, forfattere ellers ikke ofte skriver om. Og ikke mindst en fortælling om lige til det sidste at være på sporet af ’hjertets glæde’.

Jørgen søger stadig er tredje og sidste del om den 73-årige Jørgen, som i forhold til sin alder stadig er rask og velfungerende modsat sin jævnaldrende kone Karoline, som går med rollator og er afhængig af Jørgens hjælp. Karoline giver Jørgen ret til at have kærester, hvis de blot kan blive sammen. På en gåtur med rollator bliver Karoline ven og senere kæreste med Tommy. Han har for nogle år siden mistet sin kone, Nancy. Alle fire har boet i samme vænge i over 40 år, Jørgen er splittet i, at han stadig har følelser for Karoline, men har brug for noget, som Karoline hverken kan eller vil give ham.Uddrag af bogenPlusserne ved Louise var hendes udseende og alder. Hun så yngre og kønnere ud end både Margit og Grete- Louise var otteogtres. Margit var tooghalvfjerds og Grete femoghalvfjerds. Ofte så kvinder først i halvfjerdserne yngre ud end mange af dem, der var sidst i tresserne, men det var altså ikke tilfældet med de tre kvinder, han datede. Men der var flere kvinder i halvfjerdserne, som pludselig fik et markant dårligere helbred, og det var bestemt ikke en kvinde med et dårligt helbred, han var ude efter. Karolines tiltagende dårligere helbred var jo skyld i, at han fra at være tilfreds med at have et godt samliv med Karoline nu i nogle år havde ledt efter en rask kvinde med et udseende, han tændte på, og som ligesom han nød at diskutere kunst, litteratur og politik frem for håndarbejde og bankospil.Om forfatteren Kaj Therkelsen er født i 1948. Han er uddannet lærer i 1971 og læste, samtidig med at han var i fuldtidsstilling, til psykolog fra 1987 til 1992. Han gik på pension i 2015. Jørgen søger stadig er hans 13. roman.

Ledelse i demensomsorgen kræver engagement og stor viden om livet med demens og de vanskeligheder, der følger for personen og de nærmeste. Flere borgere med demens har samtidige somatiske og psykiske lidelser, og det medfører en række sociale tab, i takt med at sygdommen skrider frem. Det stiller store følelsesmæssige og faglige krav til de medarbejdere, som skal udføre kerneopgaven, og der er derfor behov for tæt støtte og vejledning fra lederen. På samme tid er demensomsorgen svært udfordret af rekrutteringsvanskeligheder i forhold til både antal medarbejdere og tilstrækkelige faglige kompetencer, lavstatusimage, en hårdt presset økonomi og søjleopdelte samarbejdsflader. Ledelsen har ansvar for kvalitet og udvikling af kerneopgaven, mens de komplicerede forhold, den skal foregå under, er bagtæppet. Det arbejde indeholder flere gordiske knuder, hvor også den administrative drift fylder stadig mere. Ledelse i demensomsorgen - Refleksioner over ledelse af kerneopgaven gennemgår hele forløbet, fra der er lavet nationale strategier, retningslinjer og anbefalinger, til de udmønter sig i regionale og kommunale styringsdokumenter, og til de oversættes til faglige løsninger og valg af tilgange og metoder i den behandling og omsorg, der ydes for borgere med demens. Bogen inviterer gennem aktuelle cases til refleksion over håndteringer af vanskelige problemstillinger i praksis. Ledelse i demensomsorgen - Refleksioner over ledelse af kerneopgaven giver indblik i, hvordan lederen skal balancere mellem på den ene side at kunne påvirke og skabe retning, løsninger og værdi og på den anden side at kunne imødekomme krav og forventninger fra politikere, forvaltning, faglige organisationer, civilsamfund, tilsyn og pårørende. I det spændingsfelt skal lederen sammen med medarbejdere skabe et udviklende arbejds- og læringsmiljø, hvor medarbejderne kan sikre et trygt og værdigt liv for personer med demens.

Ida og løverne handler primært om mennesker. Mennesker i den sidste del af livet, deres pårørende og dem, som er ansat til at hjælpe dem. Bogen indeholder 16 noveller om det liv, der leves på plejehjemmet, og det man ikke lige ser. Bogen tematiserer nogle af de dilemmaer, der kan opstå i en kompleks hverdag med faglighed, travlhed og retningslinjer på den ene side - og borgere, der har behov for tid og omsorg i det bedst muligt levede hverdagsliv på den anden side. Vi ser ind i samspillet og relationerne og ser også, hvor det kan gå galt og ende i svigt og forråelse. Lige som i hverdagen på plejehjemmet, vil der i bogen også være rørende beskrivelser af situationer med både smil, omsorg og nærvær. Hver enkelt fortælling kan læses enkeltvis og er meget forskellig både i længde og form. Handling og karakterer er inspireret af forfatterens eget virke som social og sundhedsassistent. Ida og løverne er vedkommende for alle, der ønsker et kig ind bag facaden på plejehjemmet, personalet, beboeren eller de pårørende. Men i særdeleshed er den relevant for studerende/elever eller allerede ansatte i pleje- og omsorgsfagene, som kan bruge fortællingerne til case-arbejde og faglig refleksion.

AMD er en øjensygdom og den hyppigste årsag til alvorlig synsnedsættelse hos ældre. Formålet med udgivelsen af denne bog er at medvirke til at udbrede kendskabet til AMD og derigennem medvirke til at sikre, at færre udvikler et alvorlig synshandicap.I Danmark lever omkring 50.000 mennesker med sygdommen, og dette tal forventes at stige drastisk - med gigantiske omkostninger til følge, menneskeligt såvel som økonomisk.Det vil betyde store besparelser i sundhedsvæsnet, hvis flere kan bevare synet ved en hurtig indsats.Hvis vi kan forebygge, at ældre udvikler AMD eller kan bremse sygdommens udvikling vil det betyde en fantastisk forøgelse af livskvaliteten hos rigtigt mange mennesker. Helt konkret kan dette for eksempel udgøre forskellen på, om man kan kan køre bil, læse en bog eller se sit barnebarn.

Hvordan klarer vi at leve, når vi også skal dø? Hvordan klarer vi at dø, når vi også skal leve? Disse spørgsmål er omdrejningspunktet for fortællingen om en ældre kvindes insisteren på at leve og dø med sin kræft uden at modtage behandling. Hun fravælger muligheden for et længere liv, fordi det indbefatter risikoen for et liv på halv kraft. Fortællingen er vinklet om datterens perspektiv som morens bisidder fra start til slut. Den udfolder, hvilke årsager der ligger bag morens valg, og datterens vanskeligheder med at forlige sig med valget.Kunsten at overleve døden handler både om døden og kunsten at overleve døden, når den kommer helt tæt på. Derfor handler den mest af alt om kunsten at leve, fordi vi skal dø. Om forfatterenTheresa Schilhab (f. 1967) er dr.pæd., ph.d., cand.scient., MA og lektor ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet. Hun har skrevet både fagbøger og forskningsformidling. Kunsten at overleve døden er hendes debut som skønlitterær forfatter.

Viden er magt!Hvis vi vil tage kontrol over vores liv og de udfordringer vi møder, kræver det, at vi har den nødvendige viden til at gøre det. Det gælder i høj grad inden for et felt som demens.Fakta: (1) Demens er en alvorligt svækkende, uhelbredelig sygdom; (2) demens udvikler sig langsomt og kan starte så tidligt som i 40-50 års alderen; og (3) demensførst manifesterer sig meget senere i livet. Med andre ord: Demens kan være under udvikling længe før vi ved af det, og når vi får diagnosen, er der ingen vej tilbage. På den baggrund er alt, hvad man kan gøre for at forsinke starten eller muligvis helt forhindre sygdommen, af uvurderlig værdi.Det er her, viden kommer ind ...- Viden om hvad den berørte person, hans/hendes familie, venner, og kolleger samt plejepersonale kan gøre for at få det bedste ud af situationen, og frem for alt - Viden om hvad en person, der ikke har sygdommen, kan gøre for at forbedre chancerne for at undgå den i fremtiden.Med dette formål er håndbogen dedikeret til de mange mennesker, som ønsker let adgang til viden om en bred vifte af emner om demens.

Novellerne er en blanding af dårligt erindrede oplevelser og det rene tankespind.De skal bestemt tages alvorligt, som sådan noget tankespind skal, hvis man skal lære sig selv og andre mennesker at kende, men så heller ikke mere. Jeg holder af at hæfte mig ved det utrolige og usandsynlige, der får en til at tænke: “Tænk, hvis det var sandt? Nå, det er det sgu nok ikke, men alligevel.” God fornøjelse.Erik Håkonsson

”HVAD ER DER NU?” råbte Minna ind i samtaleanlægget.”Jeg er altså tørstig,” gentog fru Hall.”ER DU TØRSTIG? SÅ ÅBN MUNDEN, SÅ SKAL JEG SPYTTE DIG I HALSEN.”Kaldet blev afbrudt, og der lød høj latter.Det var den udtalelse, Johs hørte fra personalestuen, kort efter han var flyttet ind på plejehjemmet.Det var der, han skulle være i en alder af blot 54 år.Der er mange skæbner i bygningen de kaldte plejehjem. Sorg, rædsler, traumer, humor, venskaber og fjendskaber foldede sig ud i institutionens indre liv.Hvad kan der ske, når vi mennesker efter et langt liv placeres på plejehjem mellem mennesker, vi ikke selv har valgt at bo sammen med?Om forfatterenRie Kirkeby (f. 1952) er uddannet social- og sundhedsassistent og voksenunderviser fra Odense Lærerseminarie.Hun arbejdede på plejehjem og sygehuse og blev pensioneret fra Akutafsnittet Sygehus Lillebælt. Hun fungerer som vågekone i Røde Kors og har i forbindelse med Covid19-pandemien arbejdet på Slagelse Sygehus.Hun debuterer som forfatter med Det væggene fortalte.

En inspirerende og indsigtsfuld beretning om at nå milepælen 50 år uden selvbedrag eller sentimentalitet, men derimod med glæde, harmoni og blikket rettet mod fremtiden. Om at skære igennem og sige fra over for samfundets højtråbende krav om, at vi skal holde os unge og arbejde længere. Ansporet af sit eget brutale møde med klimakteriet vejer Marina Benjamin den snart midaldrendes glæder, sorger og livsmuligheder op mod hinanden, blandt andet med inspiration fra litteraturen og filosofien. Undervejs afslører hun desuden hormonbehandlingernes hemmelige og kvindefjendske historie og fortæller, hvorfor en dosis Jung er bedre end en tur i fitnesscenteret. At tage sig af sine til stadighed ældre forældre, sorgen og chokket forbundet med at miste en af dem, samtidig med at hun selv er forælder til en teenager og hendes egne begyndende skavanker er livsvilkår, som er fælles for mange midaldrende. Og midt i alt dette viser hun, at det er muligt at hengive sig til og favne overgangsalderen.

Hellere dommedag end digitalisering er en herlig blanding af veloplagt humor, moderne Miss Marple whodunnit og en kras kritik af en privatiseret, automatiseret, digitaliseret ældrepleje, der ser stort på menneskerettigheder og tror, at mekaniske sælbamser kan erstatte varme hænder og menneskelig dømmekraft. De 90+ årige damer Siiri, Irma og Anna-Liisa er tilbage på ældrecentret Tusmørkelund, der har undergået en omfattende renovering og er blevet pilotprojekt for en visionær strategi: Den komplicerede sundheds- og plejeteknologi skal udvikles og eksporteres, så Finland kan blive løftet ud af den økonomiske krise! Men de gamle damer føler sig mest af alt som forsøgskaniner i et automatiseret, digitaliseret cirkus – og beslutter sig for at sabotere centrets hjerne. Læs også de to andre bøger om de tre handlekraftige, humoristiske damer fra Ældrecentret Tusmørkelund: Hellere død end dement (2016) og Hellere flygte end frygte (2017). Bør læses af enhver i den vestlige verden, der arbejder med gamle ... eller selv regner med at blive det!

De 90+-årige canastaspillere Siiri og Irma får nok af renoverings-kaosset på deres ældrecenter og flytter ind til centrum af Helsinki i en lejet lejlighed, der hurtigt udvikler sig til et midlertidigt kollektiv for ”renoveringsflygtninge”. Der er noget uldent ved entreprenøren, håndværkerne og de stadig stigende priser på service, som beboerne aldrig modtager. Og hvad er det egentlig for en lejlighed, de har fundet sig ... med spejle over sengene og en mærkelig stang i stuen? Damerne begynder at grave i sagen og støder på spor af korruption, bedrageri og trusler. Spor, der meget vel kan lede til deres egen hoveddør. Måske er det ikke alt, der skal for en dag. Læs også den første bog om de tre handlekraftige, humoristiske damer fra Ældrecentret Tusmørkelund: Hellere død end dement (2016). Finlands moderne svar på Miss Marple, der med vid og bid undersøger, hvad der foregår i den hellige udlicitering og privatiserings navn.

”Han gør status – og det er en status af almen interesse, præget af livsklogskab som den er” * * * * Kristeligt Dagblad ”Bogen er rørende, og man sidder som læser med en klump i halsen, når forfatteren smukt beskriver sit livs kærlighed og depressionens mørke” Dansk BiblioteksCenter Tid til tid er et personligt og ærligt essay om tid og alder. Om at tøjle angsten og holde søvnløsheden fra livet. Om at læse Martin A. Hansens Løgneren igen. Og igen. Og igen. Om kronisk nysgerrighed og meddelelsestrang. Om at justere sin livsradius. Om at trække vejret dybt og erkende, at ens tid er begrænset.Mange læsere vil føle sig genkendt i de korte kapitler: Ældre vil forhåbentlig kunne finde inspiration til egen livsjustering; yngre vil få nyttig indsigt i ældres sind – og vil måske endda notere sig pointer, de ville være kede af først at finde frem til som gamle.

Bogen "Ældre og sundhedsfremme og forebyggelse - et spørgsmål om samarbejde!" er en meget spændende håndbog, der viser, hvordan man kan kombinere at arbejde forebyggende og sundhedsfremmende til gavn for vore ældre medborgere. Dens hovedkonklusion er, at det både i forebyggelse og ­ sundhedsfremme er vigtigt at tage udgangspunkt i de ældre selv. De ­ældre skal involveres i arbejdet og gøres til aktive medejere af ­forløbet.Analysen tager udgangspunkt i både teori og praksis og er derfor en fremragende guide til både sundhedspersonale, ­medarbejdere i ældresektoren, embedsmænd og ikke mindst politiskebeslutningstagere.

Livshistorier fra et plejehjem er små fortællinger om beboernes liv før plejehjemmet. Vi har alle en unik historie og på den baggrund blev disse fortællinger nedskrevet. Der er Brit Friis, der dansede med forfatteren Vilhelm Moberg i Sverige, Hans Henrik Leys mor, der kunne fortælle lidt om Køln. Der var Matla født i Ukraine under deportation fra Letland, Lotte Halle født i Hamborg og mange med oplevelser i landbrug og gartneri for 70-80 år siden. Hans Åge, der måtte tage bokserhandsker om halsen, samt Svend Aage Jappe, der var ansat ved Søllerød kommune og skulle finde indkvartering til de mange flygtninge, der vendte hjem fra Sverige i 1945. Alle værdifulde og spændende fortællinger stykket sammen over tid.