Bøger om Anmeldelser

Christian Graugaard (f. 1967) debuterede som digter midt i firserne. Siden kastede han sig over lægegerningen, men er stadig en kender og elsker af sprog, kunst og kultur. I dag er han universitetsprofessor i sexologi og gør sig tillige bemærket som digtoversætter, skribent og kritiker ved dagbladet Politiken.I skønneste uorden er forfatterens lystigt strittende kollage af små og store tekster fra 1985 til i dag. Rejsebreve og lyriske refleksioner. Erotisk fabulering og kærlighedserklæringer til nære og fjerne idoler. En hyldest til verden og hverdagen. Teskter til fornøjelse, undren og eftertanke.

Værsgo! Læseinspiration til børn og unge – og ikke mindst deres voksne og da også gamle – fra en af Danmarks mest garvede anmeldere:”Den første bog jeg tændte på, var Robin Hood. Min mor gav mig lov til at pjække fra skole, fordi jeg måtte læse bogen færdig. Siden er jeg blevet tændt af mange bøger. Det er ikke nødvendigvis de allerbedste. Men de har tændt mig. Sådan er det med bøger. Så her er min helt egen pjækkebogliste,” skriver Steffen Larsen i bogens forord. Undervejs møder læseren hundredvis af forfattere og tegnere med alle deres frit flyvende fantasier. Men Harry Potter eller Alice møde man ikke, ligesom brødrene Løvehjerte også rider udenom. Dem kender man sikkert i forvejen. Til gengæld er her 79 nedslag i historier for børn og unge (og alle andre) om skønhed, sorg og salighed. En redningskrans til tiden. Mens tid er. Et lærketræ. Et vibeskrig. En lille sang om frihed.

At begrebet ”værdikriger” ikke er et postmoderne fænomen, står klart for én, når man stifter bekendtskab med Johannes Jørgensens litteratur- og kunstanmeldelser. Til gengæld har nutidens kulturelle værdikrigere svært ved at hamle op med Jørgensens enorme viden og belæsthed, endsige hans elegante og kirurgisk præcise pen. Johannes Jørgensens europæiske udsyn, kombineret med hans forankring i det danske, gør denne samling anmeldelser til en tour de force i europæisk og dansk kulturhistorie fra 1890’erne og frem til tiden efter anden verdenskrig. Når man læser Johannes Jørgensens anmeldelser, forstår man, hvorfor han – efter H.C. Andersen – er den mest oversatte danske forfatter. Uddrag af bogen Thi for Symbolismen er det Subjektive væsentligt og Virkelighedsgengivelsen uden Værd. For Symbolismen er Virkeligheden kun udtryk for Stemningen, og den symbolistiske Maler omdanner derfor paa sine Billeder Naturens Former og Farver efter sin Stemnings Behov. Det indses heraf, hvor urimeligt man handler i at forarge sig over et symbolistisk Billedes usandsynlige Farver eller urimelige Konturer. Meningen med et saadant Maleri er jo ikke at efterligne Naturen, at afbilde et Stykke Virkelighed – men i Beskuerens Sjæl at fremkalde en Stemning svarende til den, hvoraf Kunstneren i Frembringelsens Øjeblik har været opfyldt. Da Vincent van Gogh vilde fremstille Kristi Passionshistorie gjorde han det i en Række Landskaber, gennem hvis Melankoli og Majestæt han søgte at udtrykke Guddommens Lidelser. Om forfatteren Johannes Jørgensen (1866-1956) var som lyriker, prosaist, journalist og tidsskriftsudgiver en central skikkelse i firsernes og halvfemsernes danske litteratur. Efter sin konvertering til katolicismen i 1896 skrev han fortrinsvis helgenbiografier, men fra denne periode stammer også selvbiografien Mit Livs Legende (1916-28). Han boede med kortere afbrydelser i Assisi i Italien fra 1915 til 1953 og blev et stort navn i den katolske verden. Martin Bergsøe er mag.art. i nordisk litteratur med en bachelor i filosofi og en master i teologi. Er bosiddende på Falster. Han har tidligere udgivet En røst i ørkenen: Ånd og liv i Johannes Jørgensens forfatterskab (2019) samt bidraget til antologien Fagerø om Johannes Jørgensen og hans forfatterskab.

Min hævn Forfatteren er evigt taknemmelig for, at de mennesker, hvis bøger og artikler han læser, ikke er på bølgelængde med tiden (de siger gerne, at de tilhører "Verden af i går" - titlen på Stefan Zweigs erindringer). Men kan man nu være sikker på dem? For de er jo ikke frie, de arbejder for en institution (universitet, dagblad, bogforlag), som oftest er på god bølgelængde med tiden, og de må tilfredsstille deres arbejdsgiver.De må med andre ord have "to ansigter" (som det hedder i Milan Kunderas roman "Identiteten"), men har de nu også det? For at få spørgsmål af denne art opklaret, har forfatteren sendt breve til nogle toneangivende kulturpersonligheder, men ikke et eneste af brevene er blevet besvaret. Foruden disse breve er der artikler om andre uholdbare forhold såsom præstationsræset, vores dødspraksis og litteraturens forvaltning.

Op gennem dansk kritikhistorie har vi altid haft skribenter, der med deres usædvanligt skarpe penne, som kunne ’henrette’ deres ofre for åbent tæppe til stor morskab for nogle og til irritation og provoka­tion for andre og til stor skræk for mange kunstnere. I flæng kan nævnes P.L. Møller, den unge Tom Kristensen, Hansgeorg Lenz og Poul Borum. I nyere tid finder vi Lars Bukdahl:”I en alder af kun 32 år er Lars Bukdahl en af Danmarks mest magtfulde litteraturanmeldere. Frygtet af forfattere som slagteren fra Pilestræde. Værdsat af redaktører, fordi han er en slagter. Af den underholdende slags.”Citatet er sakset fra et berømt og berygtet inter­view med Lars Bukdahl i magasinet Press fra 2001. Det angiver i få ord, hvordan Bukdahl dengang blev opfattet i store dele af offentligheden.Femogtyve år efter sit spektakulære gennembrud på Weekendavisen er Lars Bukdahl fortsat et markant navn i dansk litteraturkritik. Hans synspunkter er i vidt omfang kontroversielle. Derfor har han også formået at tiltrække sig en høj grad af opmærksomhed i det litterære miljø, selvom hans indflydelse gennem årene er aftaget. Billedstormeren er et systematisk forsøg på analytisk at karakterisere, forklare og diskuterehans kritiske praksis, som den tog sig ud i de afgørende år af hans virke. Analyserne er i udgangspunktet præget af en undersøgende tilgang i et forsøg på at forstå kritikerens perspektiv på den litterære verden. Bukdahl har i årevis udøvet en betydelig magt. I det lys bør man naturligvis også stille kritisk undersøgende spørgsmål til hans anmelderi og avantgardistiske litteratursyn. Den analy­tiske fremstilling suppleres derfor løbende med en flerhed af kritiske og alternative perspektiver. Det gælder ikke mindst i bogens sidste del.

Der bliver læst alt for meget. Problemet er ikke antallet af bøger, men kvaliteten. De fleste bøger er ligegyldigt tidsfordriv, og læsning burde derfor ikke regnes for en kulturel aktivitet. Internettet er - alt andet lige - en meget bedre informationskilde. Men al litteratur er ikke dårlig. Der udgives også gode bøger, især god faglitteratur. Denne bog indeholder anmeldelser af 40 fagbøger om forskellige emner og af forskellig kvalitet. Bogen er tænkt som forbrugervejledning. For det er godt at læse gode bøger, som man bliver klogere af. Problemet er bare at finde de gode bøger i bunkerne af møg. Disse anmeldelser er forhåbentlig lidt til hjælp.

Lucius 2 med titlen Forlag på kanten indeholder artikler om mikroforlag i Danmark samt i Italien, Spanien, Finland og Frankrig. Sidst i tidsskriftet er der en afdeling for anmeldelser.

"Dommeren" kan på sin vis kaldes et skønlitterært eksperiment, som handler om fire kritikere, der går under det samme navn, men har forskelligt signalement. De fire forskellige personer skal netop til at opleve deres skæbneaften. I takt med at spændingen stiger, bliver de fire karakterer pludselig til én skikkelse, da de møder op til den store finale i denne satiriske abstraktion af et værk.Orla Johansen (1912-1998) var en dansk journalist og forfatter, der primært arbejdede med krimigenren; både i sin journalistik og sit forfatterskab. Johansen udgav mere end et dusin skønlitterære værker, og var blandt andet meget kendt for sin krimiserie med karaktererne Brecht og Olsen som hovedrolleindehavere. Orla Johansen fik sin litterære debut med krimien "Tusindfryd" (1970), som samtidig var det første bind i serien om Brecht og Olsen. Johansen skrev desuden flere af sine værker under pseudonymerne Leslie Clyde, Ronald Terry og Sigurd Johnsen.