Bøger om Beretning

Man bliver klogere af at leve. Men døden kan faktisk også lære os noget om livet. Hvis man altså tør tage sorgen under armen og lade den blive en naturlig følgesvend på sin vej. 21 markante danskere fortæller i HVAD DØDEN HAR LÆRT MIG OM LIVET, hvordan mødet med døden har gjort dem klogere – ikke bare på sig selv og andre, men også på livet. “Man lærer virkelig meget af at miste,” fortæller forfatter Naja Marie Aidt, der mistede sin søn Carl Emil for tre år siden. “Man lærer så meget om sig selv, og hvor stærke vi mennesker faktisk er. Men også om livet, at man ikke skal tage alting for givet. Man får øvet sig i, hvordan man håndterer vanskelige ting og får et andet niveau for, hvad der er vanskeligt, og hvad der ikke er. På en måde får man en eller anden visdom, og man vokser som menneske. Selvom det selvfølgelig er uønsket. Det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere, siger man. Jeg har altid tænkt ’ja ja’, men det er faktisk rigtigt.” I HVAD DØDEN HAR LÆRT MIG OM LIVET beskriver Aidt og 20 andre, hvordan mødet med døden sendte deres eget liv ud i en ny bane, de ikke anede fandtes, og hvordan sorgen har været smertefuld, men også fuld af skaberkraft. Derudover beskriver en række eksperter, der på godt og ondt forholder sig til døden hver dag, hvordan dens nærvær tvinger dem til at tænke på livet med dyb taknemmelighed. Livet er en gave. Men en gave, du kun har på lånt tid. Det kan døden lære os at forstå. Et er nemlig sikkert: Vi skal alle dø en dag – men alle andre dage skal vi leve! I bogen møder læseren: Gurli Marie Kløvedal - Merete Pryds Helle - Søren Gade - Charlotte Rørth - Marie Brixtofte - Frederik Lindhardt - Bodil Jørgensen - Stine Buje - Lisa Seest Nielsen - Karoline Dahrling Hughes - Mai-Britt Guldin - Esben Kjær - Naja Marie Aidt - Peter Søes - Anders Dræby - Lars Juhl - Thomas Feveile - Ole Harling - Michael Hviid Jacobsen - Michael Brautsch - Suresh Rattan

Denne bog om Brandsøs historie starter i istiden og slutter ved år 1900. Gennem beretninger skrevet i en let stil og med mange illustrationer føres læseren gennem øens historie. Der fortælles om flint og fortidsminder, gods og grevskab, bebyggelse og beboere, jord og jagt, mose og mågeæg, skov og skole, krig og kærlighed, pest og post, skatte og smuglere, færge og fæstere, stormflod og sømænd, død og drukning, kirke og kunst, alderdom og afvikling samt meget mere. Emnerne er mangfoldige, og via beretningerne kommer øens samlede historie til at fremstå som et hele.

Eventyret om den lille danske motorsejler Blue Dane blev fulgt at mange mennesker på de sociale medier, men nu kan man læne sig tilbage og læse om drømmen, friheden og de store oceaner i bogform. Mange mennesker har et ønske om at miste fodfæstet for en stund, forlade hverdagen og trygheden i Danmark og begive sig på ukendt territorie. Bogen er krydret med skønne billeder og livlige beretninger i dagbogsform, der skaber nærvær og ægthed, og man er med som læser på sidelinjen, når Mirela og Mikael krydser Atlanterhavet, oplever udfordringer undervejs, og man bliver heller ikke snydt for en storm i Nordatlanten. Høje palmer, hvide sandstrande og mødet med skønne Caribien er de fantastiske gaver, man må pakke ud efter 18,5 døgns sejlads fra Kap Verde til Tobago. Sejlerlivet giver én følelsen af frihed og er med til at tegne et ægte eventyr. Uddrag af bogen Vi ligger nu i Pirates Bay på øen Tobago, ved byen Charlotteville. Vi er nået til Caribien i egen båd. Vores drøm er blevet til virkelighed. Min kaptajn fortjener stort ros for alle de gode beslutninger undervejs og for al den tålmodighed, han har vist. Også kæmpe ros til vores lille båd, der har vist sin styrke undervejs. Vi er så lettede og lykkelige over, at havguderne har været os nådige, og nu kan vi med god samvittighed iklæde os røde bukser som er langturssejlernes symbol på, at vi har krydset Atlanten i egen båd. Den første ting, vi gjorde, efter vi kastede ankeret, var at smide tøjet, kaste os i caribisk farvand og mærke saltvandets varme på vores trætte kroppe. Om forfatteren Mirela og Mikael Dokkedal har sejlet sammen i snart 20 år i en LM 32. Mirela er drømmeren og planlæggeren, mens Mikael er den sejlkyndige og altmuligmanden. De er stærkere sammen og gennemfører altid det, de sætter sig for. Turen til Caribien og tilbage igen er den hidtil længste – 11.200 sømil, eller en halv omgang Jorden rundt.

I denne barske og bevægende beretning fortæller Malene Hasselblad uforskønnet om mødet med ond­skaben, den af­grundsdybe sorg og et grotesk svigt fra ­systemet i forbindelse med drabet på hendes mor i den sag, der er kendt som Serie­mordene på Østerbro.Malene inddrager læseren i den grufulde drabssag fra den første mistanke til domsfældelsen. Det er en personlig, vedrørende og modig beretning om at miste, men ikke miste sig selv. Om at bevare modet og finde styrke trods de mest umenneskelige udfordringer. Og om ene kvinde at sætte sig op mod systemet i håb om refleksion og forandring, med den klare mission at forhindre, at noget lignende sker i fremtiden. En søgen efter mening i meningsløsheden. Retfærdighed i uretfærdigheden.Med hudløs ærlighed og autenticitet beskriver Malene, hvad sorgen kan bryde ned, men også hvor meget vi som mennesker er i stand til at bygge op igen med sorgen som transformerende kraft. Hendes viljestyrke inspirerer til at finde nye veje og viser os, at viljen til at skabe skaber viljen til at kunne. Hun skildrer det sårbare og ensomme møde med omgivelserne, som er præget af berøringsangst, og minder os om det eviggyldige spørgsmål: Får vi det ud af livet, som vi ønsker?Essentiel læsning, som rører og berører, og som henvender sig til alle, der har mistet, eller som kender nogen, der har mistet. Dernæst er det en hårrejsende true crime-historie, der i sine chokerende detaljer vil ryste enhver læser.

Jeg vil ikke græde endnu – en autentisk beretning om ægteparret Anna og Vilhelm Filges. Vilhelm var grænsegendarm under 2. verdenskrig og blev sammen med sine kolleger taget af tyskerne den 19. september 1944 og senere sendt til Neuengamme koncentrationslejr. Anna skrev dagbog mens Vilhelm sad i lejrene og Vilhelm indtalte mange år efter krigen en mundtlig beretning om tiden i koncentrationslejr på bånd. Både Annas dagbog og Vilhelms mundtlige beretning er gengivet uredigeret som skrevet og sagt, med enkelte udeladte passager. Bogen er blevet til takket være et stort bidrag fra Maria Helleberg, som lagde linjen og skrev det første omfattende og væsentlige udkast. En stor tak til Maria, uden hvem denne bog aldrig var blevet til noget.Familien er enige om ikke at ville profitere på at udgive Anna og Vilhelms historie. Alt overskud, der ellers ville tilfalde forfatterne, gives derfor ubeskåret videre til Ungdomsgården i Vamdrup. Hvorfor valget lige er faldet på Ungdomsgården i Vamdrup, vil være klart for enhver, som giver sig tid til at læse denne bog og høre Annas stemme.

"Åndeløse af spænding løber vi opover for at få den sidste gåde løst og undersøger omhyggeligt alle huller og fordybninger i varden, hvor en beretning kunne være nedlagt. Vi er sikre på, at vi må finde noget, at vor undersøgelse af stedet strækker sig over en hel time. Hele den måde hvorpå varden er bygget, og stedet, hvor den er lagt, siger os jo, at den må have været beregnetpå en ekspeditionsmeddelelse. Et par sten er reven ud ud af dens ene sidevæg, og det kunne tyde på, at mennesker muligvis kunne have besøgt den. Men her er også spor af en ulv, og det kunne jo tænkes, at det var den, der havde leget med stenene." "Min rejsedagbog" er Knud Rasmussens bog om hans første ekspedition i Grønland i 1912-13. Sammen med Peter Freuchen rejste Knud Rasmussen tværs over indlandsisen; dens hvide ørkener og storslåede natur og mennesker.

'Et liv som Hee-man' er en hudløst ærlig beretning om en enkelt mands personlige udvikling gennem 50 år. En spændende rejse præget af en utrættelig kamp mod den danske jantelov, mod familiens arv og indimellem sig selv. Det er et karrieremæssigt eventyr, der begynder i 1978 hos det prestigefyldte BMW i England og slutter i 1990 midt i kampen om den mest magtfulde position i Toyota Danmark. Det er også beretningen om det klassiske sprængfelt mellem far og søn, og der er ikke sparet på følelserne, når Lars fortæller om sine succeser og skuffelser og om at lande på benene igen. Tilnavnet Hee-man og analogien til 80ernes tegneseriefigur bliver utilsigtet den røde tråd. Trods status som universets hersker, er der alligevel en ting den virkelige He-man frygter; sin fars manglende respekt.

Da Dorte Saiz Marquina-Jongberg som 38-årig blev mor for anden gang, blev hun også erklæret uhelbredelig syg af kræft. Midt i glæden over det nye liv, hvor Dorte sammen med sin kæreste, Sisse, skulle tage hul på tilværelsen som familie, slog kræften ned.Sygdommen var så fremskreden, at den ikke kunne stoppes. Lægerne gav Dorte få måneder at leve i og indledte en kemobehandling, som resten af hendes liv skulle mindske generne.Få uger efter den barske besked fra lægerne, begyndte Dorte at skrive om sin sygdom på Facebook. Det begyndte med en kortfattet besked, hvor hun fortalte, at hun var alvorligt syg. Siden fortsatte Dorte med at opdatere på Facebook om sin hverdag, om livet med lille Pil, sin søn, Noah, om behandlinger og undersøgelser. Hun delte billeder af sig selv, sine børn, sin elskede Sisse og udsigten fra en hospitalsseng.Dortes statusopdateringer var fulde af ærlighed. Med livsklogskab, ærlighed, livsmod og hu­mor fortalte hun hudløst om livet med en dødsdom hængende over hovedet. Om at være kræftpatient i en nybagt familie, hvor alting skulle til at begynde. Men nu så ud til at slutte alt for tidligt.Og Dorte fik følgere. Nære venner, gamle bekendte, og mennesker, hun aldrig havde mødt, begyndte at følge hendes Facebookprofil og fulgte med i opture og nedture, fanget af hen­des gribende beskrivelser af livet som terminal kræftpatient. Dag for dag hang de på og håbede sammen med Dorte på en ny dag, på nye minder, på mere kærlighed og flere solskinstimer.Månederne gik, og Dorte levede videre, på trods af lægernes dystre spådom. Hun kaldte sig selv for en heldig kartoffel, når hun postede fotos af sin familie. Midt i al smerten smilede hun ud til Facebookvennerne på en selfie sammen med Pil, Sisse og Noah, og der strømmede håb ud gennem hendes ord.Som hendes sygdom skred frem, blev opdateringerne mere og mere rystende. Samtidig formåede hun stadig at stå stærkt i det, der var så svært. Til det sidste inspirerede og løftede hun sine følgere, mens hun gik igennem det værst tænkelige, det, som vi alle frygter.Seks dage, inden Dorte dør, skriver hun en besked til journalist Janne Mulvad om, at hun frit må bruge Dortes tekster fra hendes Face­bookopslag.Janne og Dorte havde en fælles veninde, og Janne havde fulgt Dortes sygdomsperiode gennem opslagene på Facebook.Et års tid inden havde Janne skrevet til Dorte og opfordret hende til at udgive nogle af de fine ting, hun skrev. Dengang havde Dorte takket nej, men nu kunne Dorte godt se, at det var sidste chance for, at hun skulle kunne komme til at skrive og udgive, som hun længe havde drømt om.Janne returnerede Dortes besked med et “tak for tilliden”, og gik, sam­men med Dortes ægtefælle, Sisse, i gang med at skrive den bog, du nu sidder med i hænderne.Janne Mulvad er uddannet journalist fra Roskilde Universitet i 2005 og arbejder på Frederiksborg Amts Avis i Hillerød. Janne har to børn.Sisse Marquina-Jongberg var gift med Dorte, som hun har datteren, Pil, sammen med. Sisse har en Phd-grad i fødevarevidenskab fra 2012 og arbejder i Novo Nordisk Fonden.

Det gamle kort er min fortælling om, hvordan mit fund af et gammelt, falmet, gult kort radikaltændrede mit liv på en måde, jeg aldrig ville have kunnet forestille mig.

Da jeg fik et gammelt skrin af min søster Inge inden hendes død, vidste jeg bare, at der var ét gammelt falmet brev i et af skrinets skuffer. Men jeg opdagede ved et tilfælde at skrinet indeholdt endnu mere:Min oldefars beretninger og ønsker.Da jeg første gang så det, der var tilbage af beretningerne, tvivlede jeg på, at jeg kunne leve op til hans ønsker.Men efter lidt tid, hvor jeg tænkte, gik det op for mig, at jeg var rimelig godt rustet til at udfylde de manglende dele af beretningen, specielt på grund af min families hjælp og fortællinger. Så efter at have konsulteret internettet og den gamle slægtsbog, tog jeg udfordringen op!Resultatet blev denne bog om ”Skrinets hemmelighed”.

Hvorfor bliver man forelsket i en psykopat? Hvorfor finder man sig i vold? Hvorfor bliver man i et forhold, der er så skadeligt? Hvorfor kæmper man for noget, der ikke er kærlighed? Hvor langt ud skal man, inden man indser, man skal væk? Det er o.k. at li’ pasta er ord, skrig og råb, en bog, der er blevet til lige før og efter volden. Det er en sand beretning om en ung pige, der bliver fanget og holdt fast i et net af manipulation, løgn og vold. Kampen for at holde fast i sig selv og tro på det bedste og dagligt overskride sine egne grænser. Dette er en bog, der på en hård facon og i hurtigt tempo fortæller, hvorfor man bliver fanget ind i nettet, og hvorfor man bliver der. Uddrag af bogen Smerte, kender hun smerte? Hun ved det ikke, den smerte, som æder en op, som gør en bange. Smerten hun lærer at frygte, SLAM hun får den lært. Smerten kommer til at leve i hende. De dater, hun er glad hendes system skriger højt: GÅ VÆK, men hvordan og hvorfor han er sød og siger de rigtige ting. Hun BLIVER. Om forfatteren Trine Poulsen (f. 1975) arbejder i dag som psykoterapeut med fokus på at hjælpe kvinder ud af voldelige forhold. Hun driver sin egen virksomhed og tager ud i hele landet og holder foredrag og oplæg om vold i hjemmet. Det er o.k. at li’ pasta er hendes debut.