Bøger om Billedhugger

I 100 år har Rudolph Tegners skulpturer prydet det område i Dronningmølle, der kaldes Rusland. Og i 100 år har hans værker inspireret de mennesker, der har haft deres gang i parken.Denne bog er et vidnesbyrd om den nærmest magiske tiltrækningskraft, Rudolph Tegners Museum & Statuepark og deres samspil med naturen stadig besidder.21 danske kunstnere, arkitekter og personligheder fortæller i digte, essays og erindringsglimt om deres personlige forhold til Tegners værker og den betagende statuepark i Nordsjælland. Fotograf Henrik Sylvest har taget bogens åndeløst smukke billeder af Tegners skulpturer henover året. En bog til alle, der kender og elsker Rudolph Tegner og hans kunst. Og til alle dem, der ønsker at kende mere til den store billedhugger.De medvirkende er: Alexander Tovborg, Jacob Wamberg, Caroline Henderson, Michael Stoltze, Suste Bonnén, Bo Green Jensen, Frederikke Lett, Erik Steffensen, Bente Scavenius, Bjørn Nørgaard, Lilibeth Cuenca Rasmussen, Henrik Wivel, Ole H. Willerup, Henrik Sylvest, Luise Gomard, Lisbeth Bonde, Hans Jørgen Bonnichsen, Frederik Bruun Rasmussen, Bjarke Ingels, Martin Kongstad og Troels Kløvedal.

Det håndgribelige rum billedhuggeren Morten Stræde Skrevet af den amerikanske kunsthistoriker Courtney Martin, chefkurator og vicedirektør for DIA art Foundation i New York Det er den amerikanske kunsthistoriker Courtney J. Martin, der i monografien “Det håndgribelige rum”, fortæller om Morten Stræde som en af den danske kunstscenes mest anerkendte og produktive kunstnere. Martin skrev katalogteksten til Morten Strædes soloudstilling “Seven Sorrowful Songs” på Ny Carlsberg Glyptotek, og skriver i bogen Morten Stræde ind i en international kontekst og tradition i forhold til billedkunstnere som Bruce Nauman og Richard Serra. Morten Stræde fik sit gennembrud i 1980’erne, hvor det abstrakte formsprog var karakteristisk for den tids billedhuggere, der ligesom deres samtidige vilde malere inddrog elementer fra litteratur, semiotik og filosofi i deres kunst. Strædes skulpturer – der gennem de seneste 10-15 år fundet prominent plads i det offentlige rum – tilbyder mange muligheder for forståelse og fortolkning og har samtidig den tyngde, der er nødvendig, når et værk skal kunne blive stående år efter år og vedblive at kaste noget fra sig.

Maleren og billedhuggeren Kasper Heiberg (1928-1984) udgav i 1975 bogen Den europæiske palet, som i mange år ikke har været til at opdrive. Har man læst den, forstår man efterspørgslen. Den europæiske palet er nemlig ikke nogen almindelig bog om farver eller klassisk farvelære; ikke en videnskabelig redegørelse for farvernes forskellige pigmenter og kemiske sammensætninger eller for lysets spaltning; den er heller ikke en rendyrket systematisk, psykologisk, etymologisk eller kunsthistorisk gennemgang af farvebrug gennem tiden. Den er derimod lidt af det hele – skrevet med en kærlighed til farvens sprog og verden, en fascination, som er baseret på undersøgelser af både historiske kilder og Heibergs egen samtids omgivelser. Med bogen i hånden forstår man desuden bedre, hvad Kasper Heiberg forsøgte at gøre i de omfattende udsmykningsopgaver, som han enten gav forslag til eller gennemførte i årene både før og efter bogens udgivelse.

Det her er en bog om Firkant. Det er også en bog om Firkants ven, Cirkel.Det er også en bog om Firkant, der vil lave noget perfekt, som Cirkel er.Men det er svært at skabe noget, der er helt perfekt.Fra makkerparret Jon Klasse og Mac Barnett, hjernerne bag bl.a. de grafiske genistreger Svend og Valdemar graver et hul, og for nylig bogen Trekant, hvor vi første gang mødte Firkant og hans drillesyge vej Trekant.

Arkitekten Ivar Bentsen tegnede i 1914 en villa og atelier til billedhuggeren Kai Nielsen. Atelieret blev malet ultramarine blå på vægge og lofter, og var så specielt, at de senere ejere fik rummet malet om og ovenlyset lukket. Nu er villaen blevet restaureret og både ovenlys og de blå vægge er blevet reetableret. Samtidig er hele villaen blevet gennemrestaureret. Bogen fortæller om Kai Nielsen og Ivar Bentsen og om de usædvanlige nabobygninger i området, og den fortæller om husets restaurering.

"Evnen til at indsætte sin egen tids, sit eget livs tydninger i traditionens billede, i de overleverede former, er måske Jan Holger Jerichaus egentlige slægtsarv. Den kommer til udtryk i hans nok hidtil største træskulptur, der som titel har mottoet fra Jens Adolf Jerichaus sidste udstilling i 1916: Til skønheden. Træet giver som materiale en frihed, men har også sin egen formmæssige og skulpturelle logik, der kalder på en bevægelse i højden. I kraft af materialets natur kan træet blive til et højsæde, til en søjle eller en stele, hvis det da ikke danner en analogi til den menneskelige skikkelse i sin vækst. Til skønheden rejser sig drejende i rummet med sin forgyldte krone som en fri plastisk omskrivning og sammenfatning af nogle af de figurmotiver, der prægede Jens Adolf Jerichaus maleri. Men skulpturen repræsenterer tillige en frigørelse, opnået som resultat af et årelangt arbejde." (Troels Andersen i Billedkunst oktober 2006).

Skrevet af den amerikanske kunsthistoriker Courtney Martin, chefkurator og vicedirektør for DIA art Foundation i New York Det er den amerikanske kunsthistoriker Courtney J. Martin, der i monografien “Det håndgribelige rum”, fortæller om Morten Stræde som en af den danske kunstscenes mest anerkendte og produktive kunstnere. Martin skrev katalogteksten til Morten Strædes soloudstilling “Seven Sorrowful Songs” på Ny Carlsberg Glyptotek, og skriver i bogen Morten Stræde ind i en international kontekst og tradition i forhold til billedkunstnere som Bruce Nauman og Richard Serra. Morten Stræde fik sit gennembrud i 1980’erne, hvor det abstrakte formsprog var karakteristisk for den tids billedhuggere, der ligesom deres samtidige vilde malere inddrog elementer fra litteratur, semiotik og filosofi i deres kunst. Strædes skulpturer – der gennem de seneste 10-15 år fundet prominent plads i det offentlige rum – tilbyder mange muligheder for forståelse og fortolkning og har samtidig den tyngde, der er nødvendig, når et værk skal kunne blive stående år efter år og vedblive at kaste noget fra sig.