Bøger om Diskurs

I 1990 udkom Bronwyn Davies og Rom Harrés banebrydende artikel om begrebet positionering. De ønskede at finde et mere dynamisk social-psykologisk begreb end rolleteorien til at beskrive, hvordan menneskers identitet og sociale liv udspilles. Det lingvistisk inspirerede positioneringsbegreb peger på, at subjektivitet og identitet er noget, der konstant skabes og forhandles gennem vores positioneringer i de samtaler, vi deltager i.Begrebet positionering har haft en omfattende virkningshistorie og tilbyder os stadig i dag en utrolig anvendelig analyse af enhver form for samtale, idet Davies og Harré medinddrager kontekst, situation, kropssprog, symboler og signaler.Det er første gang, at teksten foreligger i dansk oversættelse. Bogen indledes med en begrebsgennemgang ved oversætter Ole Lindegård Henriksen. Forord ved Thorkild Olsen.Bogens målgruppeDenne bog er til alle, studerende og professionelle, der interesserer sig for kommunikation, sproghandlinger, relationer og identitet.

Bogen er en del af en trilogi, der er med til at forankre tesen, at friluftslivet udspringer af samisk urfolkskundskab og er opbygget i en socialpædagogisk diskurs, der bygger på erfaringer fra vejlederuddannelsen i friluftsliv fra Sjövik. Bogen illustrerer, hvorledes man kan implementere friluftsliv i undervisningen i et idéhistorisk arbejde på forskellige undervisningsmæssige niveauer, og den appellerer til alle med interesse for profylaktisk friluftsliv – en psykologisk sundhedsmæssig bonus er alle de æstetiske oplevelser. Bogen udfolder temaer i et kulturhistorisk perspektiv og henvender sig til en bred målgruppe af foreninger, institutioner og folkeskolens tre trin og åbner op for mange funderinger, spørgsmål og belyser samfundets kvalificerende nøglekompetencebegreber og gør udøveren af friluftsliv forståelig af egne færdigheder og kundskaber, således at den implicerede udøver kan forholde sig til sin egen forforståelse og forståelse overfor egne kundskaber og færdigheder: konsekvenspædagogik, høstet af korrekt sikkerhedsmæssig mestring og vurderinger truffet på baggrund af sund fornuft. Uddrag af bogen Nøglekompetencer: De mange intelligensers pædagogik tager afsæt i det enkelte menneskes idealfelt, deres helt personlige DNA, det de er dygtige til og som kan videreudvikles og som sammensættes i mange andre sammenhænge – man oplever en følelse af at opdage man godt kan, at det ikke er sværere end som så og således udfolde selvindsigt. Man kan illustrere det som en amøbe, der bobler op og vokser sig større og større alt efter, hvor meget ny læring, kundskab og færdigheder man tilegner sig og således udfolder handlekompetence. Handlekompetence er indbegrebet af at turde tro på sig selv og at man godt kan, når man bare forsøger: mestring. Intelligens udfolder sig som et bredt begreb, der omfatter det hele menneske. Om forfatteren Henrik Warburg er videbegærlig i sin undrende og spørgende tilgang til sine medmennesker og har en åben og innovativ indfaldsvinkel til omverdenen. Han har en mangeårig socialpædagogisk og psykologisk referenceramme fra breddeidrætten som aktiv idrætsudøver, træner, vejleder i friluftsliv og som faguddannet pædagog med profilering i idræt og friluftlivets væsen.

Bogen opstiller en postmoderne teori om verden som konstrueret af adskilte betydningssystemer, hvor der trækkes en skillelinie mellem -semiotiske systemer med spatiale tegn, som skaber handling, og symbolske tegnsystemer. Bogen kan rubriceres under filosofi, men henter sine eksempler fra semiotik, diskursanalyse og litteraturteori.I en konstrueret verden af systemer opstår fortolkningsproblemer med, hvordan, man kan overføre betydninger fra en diskurs til en anden. Et værktøj til overførsel af betydning er metaforen, mens medier fungerer som strukturelle forstærkninger, der er i stand til at fastholde og forstærke betydninger intradiskursivt.I denne sammenhæng er den realistiske roman en medieforstærket -intention, udstrakt mellem modelforfatter og modellæser, som ingen fortolkning ved hjælp af bagtekster kan trække betydninger ud af, mens lyrikken, der holder sig åben ved hjælp af de grafiske spændingsmetaforer, først opnår samme autonomi som romanen, når den forstærker metaforens -realplan musikalsk og bliver i stand til at tømme modstanden i billedplanet for kompleks leksikalitet som hos en -Leonard Cohen og en Bob Dylan.