Bøger om Dødsangst

"Jeg kan ikke huske, om det er bragene eller skrigene, der kommer først. Det føles, som om det hele sker på én gang. De høje brag. De mange skrig. Erkendelsen af, at der bliver skudt i Field´s. Og derefter flodbølgen af løbende mennesker, der kommer mod os og forbi os. Instinktivt griber vi hinandens hænder og løber."I "En dag ad gangen - Livet efter skyderiet i Field´s" fortæller Stinemaria om den skæbnesvangre dag i Field´s og månederne efter, hvor livet for altid er forandret. Det er en historie om dødsangst, krisepsykolog og lange sygemeldinger, og hvordan det påvirker et menneske at tro, at livet slutter nu. For hvordan vender man tilbage til hverdagen med alle dens trivialiteter, når man føler, man har set døden i øjnene og har ændret sit syn på verden? Stinemaria er 49- år og stod tæt ved skyderiet på 2. sal i Field´s. Dette er hendes historie om at finde vej tilbage til sig selv efter at have oplevet dét, vi ikke troede ville ske i Danmark. Stinemaria er en af mange, der i dag stadig er påvirket efter skyderiet, og bogen indeholder derfor også fortællinger fra 9 mennesker, der alle var i Field´s den dag, og hvordan de på forskellig vis har tacklet oplevelsen.

Denne bog indeholder uden censur, med ærlighed, den ægte historie om mig, en kvindelig lokomotivfører, og hvad jeg kom ud for, og som satte sine spor på krop og sind, fortalt ud fra dagbøger og tekster, som jeg begyndte at nedskrive efter flere psykiateres opfordring, da de mente, det ville hjælpe mig til en healing af mit ødelagte sind. Bogen beskriver med mine egne ord og følelser, hvordan jeg havde det i de situationer, jeg mødte og stod i igennem 10 år – det, der ændrede mig fra at være en stærk kvinde med et ansvarsfuldt job, alenemor til fire, vellidt, stolt og med god styrke, og til lige pludselig at stå i orkanens øje, hvor tingene begynder at krakelere psykisk, ikke kun arbejdsmæssigt, men også privat, med svigt og magtesløshed over to af mine børns kampe, der endte med flere diagnoser, deres kampe, jeg kæmpede ved siden af min egen og indimellem var ved at opgive, depressioner, låst fast i min egen osteklokke, hvor jeg efter år med en følelse af afmagt var opgivende og næsten passiv. Da jeg erkendte mine svagheder, fandt jeg mine styrker, gik igennem ild og vand ad flere omgange og blev retraumatiseret flere gange, men hvor jeg ved at kaste mig ud over kanten, begyndte at mærke mig selv, føle, at jeg var i live, og hvor jeg med stædighed og viljestyrke arbejdede mig frem til en tålelig dagligdag, hvor jeg fandt redskaber og troen på mig selv efter en lang rejse i Indien, Nepal og Thailand, der blev mit livs rejse, og i særdeleshed min indre rejse, her genfandt jeg en ny styrke efter meget stærke oplevelser med sygdom og dødsangst, der gør, jeg i dag efter mine kampe lever igen! Uddrag af bogen “Jeg kommer kørende tæt på EN STATION som gennemkørende, ser i det fjerne at der bliver arbejdet ved skinnerne, gør som vi skal efter forskrifterne, fløjter og ser, de giver en arm, alt er o.k. – men lige pludselig vælter en mand ud foran mig i mørkt tøj. Jeg hører lyden som når man knækker en kylling”. “Har energi til at lave mad i dag. Det er dejligt. Især for børnene. Det er nemlig ikke altid, jeg kan overskue det. Det er min PTSD (posttraumatisk stress), som styrer min hjerne. Jeg er ganske normal det meste af tiden, men den lidelse gør desværre, at jeg kan få hukommelsessvigt, gå helt i sort og ikke være i stand til at handle, er ligesom lammet. Det værste er, at man bagefter er klar over sin tilstand og bliver ked af det.”Om forfatteren Lone Malouna Free Jensen fik efter flere traumatiske oplevelser fra jobbet diagnosen PTSD. Det åbnede op for den kreative side, hvor det alternative kom til at fylde mere. Hun fik en stor interesse i at male og hjælpe udsatte og ligesindede og valgte at skrive om PTSD set og følt fra egne oplevelser.