Bøger om Essay

Digteren og fotografen C. Y. Frostholm præsenterer med Træmuseet en usædvanlig og omfattende essayfortælling: en spontant fremvokset hybridtekst om at opleve natur og litteratur – og skrive om det. Bogen bringer læseren på en rejse på sporet af forfattere som Fernando Pessoa og Francis Ponge og inviterer samtidig til en række møder i ord og billeder med konkrete træer i Danmark og rundt i verden.Præmieret af Statens Kunstfond og hædret med Kritikerprisen.De fragmentariske og forgrenede optegnelser om forfatterskaber, kærlighed, køn, diversitet, planter og planetens overlevelse, og om at være en person på jorden, gør bogen til et originalt bidrag til samtidslitteraturen såvel som til et engageret kampskrift for en ny slags opmærksomhed. Ikke mindst pådet ikke-menneskelige, i vores antropocæne tidsalder.C. Y. Frostholm (f. 1963) er forfatter og billedkunstner og har udgivet poesi og prosa siden 1985. Senest bl.a. Det værste der kunne ske (2018), Kalenderfor natten (2016) og Selvportræt med dyr (2011). Træmuseet er hans hidtil største bogudgivelse, virkelig et magnum opus.

Karl Ove Knausgård er en eftertragtet essayist, også internationalt, og det essayistiske er en drivende kraft i hele hans forfatterskab. I denne samling følger vi ham på en rejse gennem Amerika og ind på en operationsstue i Albanien, hvor der udføres hjernekirurgi. Samlingen består tillige af tekster om litteratur, maleri, fotografi, om kunstens tilblivelse og vilkårene for at skabe, altid med det underliggende ønske om at se bag de kategorier, der former vores blik på os selv og verden. Han skriver blandt andre om Anselm Kiefer, Anna Bjerger, Jon Fosse, om Michel Houellebecq og Laurie Anderson. "Knausgård er et enormt essayistisk talent." The New York Times

Du må ikke misse din træning. Kør! Sådan hedder det i denne usædvanlige cykelbog, der mikser fysiske prøvelser med politisk analyse af vor tid og spændende historiske perspektiver. Bogen er en kærlighedserklæring til livet på landevejen i ensom majestæt såvel som i Arbejdernes Bicycle Club – og en advarsel mod truende tendenser i politik, kultur og underholdning. Forfatteren ser både indad og udad og formår det sjældne at kombinere en stærk indre stemme med et klart udsyn, mens han cykler i Sverige, Italien, Frankrig, Spanien, Hareskoven eller fra Ganløse til Vanløse, skriver om Tour de France, er til hæsblæsende cyklecross i Belgien eller sidder på bagsædet af en følgebil med to mekanikere under Flandern Rundt. Læseren kommer også tæt på navne som Fausto Coppi, Jørgen Leth, Iggy Pop, Descartes, Grundtvig, Roger Scruton og Farmor i Skt. Klemens. Bibelens Ti Bud spiller ligeledes en rolle for forfatterens eget ellevte.For Mikael Jalving er cykling en fred, et værn og en oase - selv under de hårdeste væddeløb. Hvad der tiltaler ham, er ikke så meget bevægelsen som eksilet, en fjernen sig fra samtid, offentlighed og overflade. Ud over cykelsportsentusiaster kan bogen læses af alle, der interesser sig for vores moderne og terapeutiske tidsalder, hvor de godhjertede endnu ikke har forstået, at vi vesterlændinge har fjender, som vil os det ondt.

Den vestlige verden har udviklet væsentlige goder som industri, teknologi, velstand, demokrati. Men vi har trods fordelene mistet kontakten til det essentielle i livet. Materialismen har gjort os orienteringsløse. Samtidig har vi de seneste årtier oplevet en flodbølge af spirituelle strømninger fra østlig visdom, som netop tilbyder at retablere kontakten til menneskets kerne, til bevidsthedens væsen og hjertets kerne. Jes Bertelsen undersøger i denne bog essensen af visdomsstrømmen fra Østen – frem for alt den meditative fordybelse - og dens assimilering i en vestlig sammenhæng. Denne fordybelse ses som en væsentlig mulig forudsætning for udviklingen af den empati og det nærvær, der mere end noget andet er brug for på kloden. Bogen indeholder lette meditationsøvelser.

Grin, gråd og gaffatape er 818 kilometer i øjenhøjde. Det er spænding, alvor og sjov. Fortællinger med glimt i øjet om herberger og vabler, stive stænger og borrelia-knæ. Om familiefejder og menneskemøder. Og det er hverken en rejseguide eller en åndelig sjælefærd. Gråd, grin og gaffatape handler om Lene Theills vandring på den franske Camino fra Saint-Jean-Pied-de-Port til Santiago de Compostella. Vi følger hende i sne, regn, mudder og ubarmhjertig sol. Op og ned ad bjerge, ad grusveje og på toppede brosten. Hun går og går. Mærker, hvordan hun bliver svækket - så stærkere og mærker stoltheden over at have overvundet fire års uopdaget Borrelia. Undervejs møder hun mennesker fra hele verden, og hun deler egne og andres livshistorier med os ledsaget af humor, holdninger og moden indsigt. Vi møder knudemanden og snakkehovedet, udstyrsfreaken, den brasilianske prins og mange andre. Men vi møder især Lene. Og hun møder sig selv. Glemte tanker, oplevelser og følelser dukker op i vandringens monotoni. Alle følelserne vil ud, og det kommer de, og Lene Theill deler det hele med os, ærligt og usentimentalt. ”Tænk, at det er mindre end et år siden, at jeg var mest syg. Lige før påske blev det så slemt med min krop, at jeg fik gigtfeber. Dengang ville det have været nemmere at blive liggende i sengen. Jeg græder igen. Jeg får tanken, at jeg måske først nu lukker op for den oplevelse, det var, at være så skide bange.” At Lene Theills personlige livsrejse skulle ende med en bog, var oprindeligt ikke en del af planen. Men det blev det undervejs, da interessen for hendes facebookupdates greb om sig.”Mens jeg gik der, slog det mig, at med 900 daglige følgere måtte der være mange flere, der kunne have lyst til at følge Caminoen fra sidelinjen og sofahjørnet. Og måske har jeg i virkeligheden skrevet den bog, jeg gerne selv ville ha’ læst, inden jeg gik Caminoen.” Lene Theill er 54 år, forfatter, journalist og grafiker. Hun har skrevet flere bøger. Senest udgav hun ”Ugeskema-revolutionen” til folkeskolelærere. Den er optaget som grundbog på seminarier landet over og er gået hen og blevet en bestseller med mere end otte tusinde solgte eksemplarer.

❤︎ ❤︎ ❤︎ ❤︎ Svend Brinkmann, Politiken --- ★ ★ ★ ★ Lotte Kirkeby Hansen, Kristeligt Dagblad"Jeg kender ikke Mickey Gjerris personligt, men efter at have læst hans ny bog, ville jeg ønske at jeg gjorde" Svend Brinkmann, Politiken"Det handler om at tage hænderne op af den fælles kagedåse og dele ud af småkagerne i stedet for at proppe munden," skriver Mickey Gjerris i en af denne bogs 52 små tekster om bl.a. liv, meningsfuldhed og etik.I Skildpaddetanker skriver Mickey Gjerris fra en foruroliget verden – om det, der er så banalt, at det burde være let at få øje på, men alligevel hele tiden flimrer bort i hverdagens hamsterhjul.Læs blandt andet om at håbe på, at de voksne nok skal komme og ordne det hele – og indse, at man selv er voksen; om morgenkaffe og skyld; om dyrevelfærd og klima; om amerikansk fodbold og aktiv dødshjælp – og om at finde overskud til at sige ”pyt”.

I sin nye essaysamling kombinerer Siri Hustvedt stærke personlige erindringer om sin familie med sit altid skarpe feministiske mindset. Hun beskrives som det 21. århundredes Virginia Woolf af the Literary Review, og den Man Booker-longlistede forfatter udstiller sit intellekt og sin store spændvidde på tværs af videnskabelige discipliner i denne samling, der bevæger sig ubesværet mellem essays om hendes mor, hendes bedstemor og hendes datter, til kunstner-mødre som Jane Austen, Emily Brontë og Louise Bourgeois. Hun beskriver og analyserer det kvindelige, skabt i en kultur, hvor kvindehad og fantasier om den mandlige autoritet er absolut fremherskende.Mødre, fædre og andre er en bevægende, kraftfuld og ofte ganske morsom bog, og den stiller relevante spørgsmål om den kærlighed og det had, der bor i familien, menneskers fordomme og ondskab og den helende kraft, man kan finde i kunsten.

Essayet har været genstand for fornyet interesse gennem de senere år, hvor blandt andre Søren Ulrik Thomsen, Lilian Munk Rösing og Ida Jessen har benyttet genren som redskab til at reflektere over personlige oplevelser af noget, som i bund og grund er universelt. Såsom opvækst og de steder, vi gennem livet knytter os til.Aase Schmidts essay om at ældes undersøger det flimrende erfaringsunivers, der bygges af levet liv, af klartseende refleksioner, af spontane nedslag i erindringen, af døden og dem, der var engang, af drømme og pludselige møder med fortiden. Her spejler hun ikke alene sit eget liv, men holder også et spejl op for selve mennesket – her kan vi alle betragte os selv på lige fod med forfatteren eller se ind i den fremtid, der venter enhver.Tillidsfuldt og åbenhjertigt folder hun livet ud i eksistentielle og universelle temaer, som vi alle sammen kan relatere til. Ung, midaldrende og gammel. Enten fordi vi genkender en oplevelse fra eget liv, eller fordi vi kender nogen, der er samme sted i deres liv.

"Paradigmet - En undersøgelse af understømmen af tilsyneladende indiskutable forudsætninger for vores fælles virkelighed" er en antologi af artikler med historiske, filosofiske, politiske og ind imellem satiriske vinkler. Undersøgelsen er prismatisk og ser i alle retninger på samme tid i en tid med tunnelsyn, smalle vinkler og mangel på analoge sammenhænge og mønstergenkendelse på tværs af vidensfelter. Emnekredsen er af samme grund bredest tænkelig og ved første blik lige så usammenhængende, som postulatet om det indiskutable i understrømmen for vores fælles virkelighed er forløjet. Ved nærmere eftersyn vil det forhåbentlig vise sig, at ALT hænger sammen med alt andet i bogens undersøgelse.

"Citadellet" er en vidunderlig samling af den franske forfatter Antoine de Saint-Exupérys tanker om civilisation, kultur, religion og et væld af andre ting, der gør os til mennesker. Forfatterens store indsigt og filosofiske overvejelser, som så smukt kommer til udtryk i hans mest berømte værk, "Den lille prins", folder sig her ud i essayform og bringer os endnu tættere på Antoine de Saint-Exupéry."Levelære, statslære og religiøst bekendelsesskrift i ét." – Jens Kistrup"Et væld af livsvisdom." –Jørgen Andersenidden /title /head body center h1 403 Forbidden /h1 /center /body /htmlAntoine de Saint-Exupéry blev født i 1900. Han var blandt flyvningens pionerer i Frankrig og gjorde fra 1926 tjeneste som pilot på de franske luftpostlinjer og var senere chef for en nordafrikansk flyveplads. I 1929 udkom hans første bog, "Postflyveren", der fulgtes af "Flyveren i natten", "Blæsten, sandet og stjernerne" samt "Krigsflyveren", "Breve til et gidsel" og det beåndede poetiske eventyr "Den lille prins". Han deltog aktivt som krigsflyver i Anden Verdenskrig, hvorunder han styrtede ned og blev dræbt i 1944. Efter hans død udkom "Brev til en general" og den store, tankevækkende roman "Citadellet". Han er blevet kaldt "Luftens Joseph Conrad" og sammenlignet med Hemingway, T. E. Lawrence og Lin Yutang, men indtager sin helt selvstændige plads i samtidens moderne litteratur.

I sit essay, som er den første samlede fremstilling af #MeToo i Norden, giver lektor og medlem af Det Danske Akademi Marianne Stidsen indblik i bevægelsens aftryk på nordisk kulturliv. Hendes fokus er på tre konkrete sager – om Københavns Universitet, Det Svenske Akademi og Forfatterskolen i Danmark – som hun selv har været med til at debattere.

Min film fødes først i mit hoved, dør på papiret, genoplives afde levende personer og de virkelige objekter, som jeg bruger,og som dør på filmstrimlen, men som, arrangeret i en særligorden og projiceret på lærredet, vækkes til live igen somblomster i vand. * Model. Hans permanens: altid den samme måde at væreanderledes på. * Grav dybt i din sansning. Se hvad der er på indersiden.Analyser den ikke med ord. Oversæt den til søsterbilleder,til ækvivalente lyde. Desto klarere den er, desto tydeligereviser din stil sig. (Stil: alt hvad der ikke er teknik.)

En ukendt frihed er bogen til den frankofile og til de mange læsere, der holder af Jens Christian Grøndahls atmosfæreskabende sprog, af Jan Sivertsens kraftfulde farver og af smukt boghåndværk – alt sammen underspillet og bjergtagende på samme tid. En ukendt frihed er nok det tætteste, vi kommer en poetik fra Grøndahls hånd.I tre tekster udforsker Jens Christian Grøndahl den inspiration, han gennem årene har fundet i fransk litteratur, kunst, film og musik. Genrerne er forskellige og spænder fra essay over novelle til en blanding af fortælling og prosadigt. Undervejs reflekterer forfatteren over forholdet mellem blikket og verden, manden og kvinden, kunsten og håbet. Fra Claude Monets åkander over Marcel Proust og avantgardeinstruktøren Alain Resnais til Henri Matisses portræt af en pige ved havet og Olivier Messiaens hjerteskærende kvartet skrevet i en tysk krigsfangelejr.Bogen er illustreret med 21 akvareller af Jan Sivertsen, der i en menneskealder har boet og arbejdet i Paris, dybt præget af det franske maleris ånd og farve.

Suveræn virus? Den kapitalistiske åndenød er Donatella Di Cesare seneste bog, og er en kort og koncis intellektuel vejviser til Corona-pandemien. Den udgør et af de første væsentlige bidrag til den filosofiske litteratur om pandemien, og er en bearbejdning af en række centrale temaer inden for politisk filosofi, herunder undtagelsestilstand, livets sårbarhed, grænseregimet, teknokrati, ekspertvælde, konspirationsteorier, demokrati, isolation og vejrtrækning.Donatella di Cesare (f. 1956) er en af Italiens mest fremtrædende og nulevende filosoffer. Hun er forfatter til en række bøger om forholdet mellem filosofi og politik, herunder Heidegger og jøderne: de »sorte hæfter« (2014) samt Tortur (2016). Senest har hun i den italienske presse kritiseret Giorgio Agambens kommentarer om Corona-virussens farlighed og hans sammenligning af vaccinepas med de nazistiske jødestjerner; en parallel som også har været genstand for omfattende kritik i Danmark.

“Ægte genialitet … al hans vrede og frustration fandt deres første rigtige udtryksmiddel i Vejen til Wigan Pier.” – Peter Ackroyd, The TimesVejen til Wigan Pier er en berømt reportageroman af George Orwell. Bogen har ikke tidligere været oversat til dansk og udkommer her for første gang på dansk.Bogens første del er en af Orwells mest berømte reportager fra hans ophold blandt kulminearbejdere i Nordengland i vinteren 1936. I sin usædvanligt klare og enkle stil beskriver han minearbejdernes hårde arbejde, den usle løn og de elendige boligforhold, som han også prøvede på egen krop.Bogens anden del er et essay, hvor Orwell beskriver og analyserer det engelske klassesamfund med afsæt i skildringer af sit eget liv og opvækst. Med et eminent blik for detaljerne viser han, hvordan de skarpe klasseskel står i vejen for socialismens fodfæste i England, hvilket han anser for et tvingende nødvendigt værn mod fascismens fremmarch.Opholdet i Wigan gjorde Orwell til overbevist socialist, idet han så den økonomiske ulighed, kapitalismen kunne medføre. Han var dog kritisk overfor flere af de socialistiske bevægelser og spidder i bogen den overfladiske socialisme, hvor man sympatiserer med arbejderne, men ikke omgås dem. Resultatet var, at Orwell provokerede både det politiske venstre og højre, der begge tog afstand fra ham eller brugte ham ved at tage ham til indtægt for egne synspunkter.Vejen til Wigan Pier er nr. 39 på The Guardians liste '100 best nonfiction books of all time'."... fremragende reportage fra Nordenglands barske kulminer (...) Kulminekapitlerne vokser til en blændende karakteristik af det britiske klassesamfund (...) hvis man vil ind under huden på manden, som skrev nogle af det tyvende århundredes væsentligste romaner – 'Animal Farm' (senest udsendt på dansk under titlen 'Dyregården') samt '1984', hans klassiker om Storebror-samfundet – er det denne bogs anden halvdel, man skal læse." – Jes Stein Pedersen, Politiken ❤❤❤❤❤ Langt om længe udkommer George Orwells The Road to Wigan Pier på dansk. En kras reportage fra klassesamfundets mørkeland og et sylespidst opgør med salonsocialismen … reportagejournalistik i mesterklassen … en kongenial oversættelse af Lærke Pade og med et indsigtsfuldt efterord af Per Stig Møller … Hvis man holder af 1984 og Dyregården, som begge blev genudgivet i fjor, vil man ved læsningen af Vejen til Wigan Pier se tegningen til den kritik af masseforførelse og underkastelse, som begge disse klassikere på forskellig vis kredser om.” – Adam Holm, Weekendavisen“I dette år, 1936, blev George Orwell med sine rejser til Wigan og Barcelona til den George Orwell, der skrev sig ind historien.” – Per Stig Møller, Efterord, Vejen til Wigan Pier“Orwells originalitet som forfatter består i uvilligheden til at acceptere udsagn og teorier, som ikke har bund i det selvoplevede. (…) Som en vigtig påmindelse om, at vores samfundsmæssige virkelighed nok er mere speget og indfældet, og vi mennesker repræsenterer langt mere kultur og vaner og religion, end vi normalt er klar over, er Orwells bog pligtlæsning.” – Henrik Gade Jensen, indblik.dk“Lyden af en stor forfatter, der finder sin autentiske stemme.” – Robert McCrum, The Guardian“Reportageromanen er intensiv læsning fra start til slut, og der er uden tvivl meget visdom at hente i Orwells ord (...) Det intense i livet, der bliver beskrevet, er eviggyldigt, og hans tanker om vores verden og samfund er lige så gyldige nu, som de var det dengang.” ­– Louise Trankjær, Skriv for livet“Orwell er en forfatter med en exceptionel umiddelbarhed, friskhed og energi – han er påståelig og dristig, skiftevis vred og meget blid … kvaliteterne i Orwells prosa er først og fremmest, at den normalt er forbilledlig klar og enkel.” – Richard Hoggart, Introduction, The Road to Wigan Pier, Penguin, 1989“Afskyeligheden i indledningen … er uovertruffen. Han synes at påvirke den moderne verden, som Engels påvirkede 1840-50’ernes verden. Men med den forskel, at Orwell er en født forfatter, hvor Engels, trods sin fyrige og strålende karakter, ganske enkelt ikke var forfatter.” – Edith Sitwell

op. 101 er en ny samling af de aforismer og kortere essay, som den svenske litterat Horace Engdahl har gjort til sin foretrukne genre. Denne gang ser forfatteren fra balkonen i sin nye hjemby (Göteborg) ud på en tilværelse, der har skiftet form, efterhånden som en ny æra og tidsånd tog over. Han reflekterer over tiden, der er gået, hvad der er sket med ham, dét, der forvandlede omverdenens opfattelse af ham, såvel som hans egen. Hans mildhed er blevet ham berøvet. Men ud over tabet finder han en ny, tidligere utænkelig lykke, der lader tanken bevæge sig friere, være mere provokerende, føles mere sand. Det hele munder ud i to sublime essays om Bachs Mattæuspassion og Beethovens klaversonate op. 101.

Da Aldous Huxley kom til Sønderborg er en samling af erindringer,mundtlige fortællinger, fortalt af dem, der var aktive i Sønderborgshippiemiljø i halvfjerdserne, og hvis erfaringer fra den periode harformet og mærket dem for livet. Det er en fortælling om makrohistoriens nedslag i et mikromiljø, hvoren række af tidens store politiske og kulturelle bevægelser gennemsyrerdet lokale, men hvor det lokale også virker tilbage på eller bliver vævetsammen med en større global historie. Det er historier om møder medRote Armee Fraktion, det indoktrinerende Tvind­dynasti, venskaberpå tværs af alder og klasse, der afprøver stoffernes såvel som detåndeliges indgang til bevidsthedsudvidelse. En antipolitisk væren iverden, hvor flugten fra ondskaben også manifesterer sig i en løbeturhele vejen fra Danmark til Israel. Bogens grundstruktur er bygget op over en fraværende figur: Allebogens bidrag relaterer direkte eller indirekte til historien om HansTroj. Hans Troj er en søgende, sensibel og intelligent gymnasieelev,da han i starten af halvfjerdserne finder ud af, at hans far, som hanhar et meget konfliktfyldt forhold til, har mødt Aldous Huxley iforbindelse med et besøg i Sønderborg. Faderen interesserer sig for detokkulte og har formodentlig prøvet LSD. Hans Troj, der i forvejenhar et skrøbeligt sind, vil ikke stå tilbage for faderen og begynderat eksperimentere med LSD og andre bevidsthedsudvidende stoffertrods advarsler fra vennerne. Eksperimenterne udløser en psykose,der i årene efter sender ham ind og ud af det psykiatriske hospital iAugustenborg. En anden af bogens fortællere er den sidste, der ser ham,da Hans Troj i 1982 truer med at slå ham ihjel med en kniv. I midtenaf firserne forsvinder Hans Troj ud af historien og er formodentligdød i dag. Hans bidrag til bogen er en psykedelisk tegneserie på 16sider fra 1972 samt syv breve.

Dette essay blev skrevet i efteråret 1915 i Wien et år efter Den Store Krigs udbrud. Anledningen var et nationalistisk prydbind med korte bidrag fra mere end ethundrede forfattere, kunstnere, videnskabsfolk, politikere og soldater, for at samle penge ind til de tyske biblioteker. Spadsereturen, der udgør essayets ramme, foregik i Dolomitterne, og de to samtalepartnere er formentlig Rainer Maria Rilke og Lou Andreas-Salomé. Freud udgav tre år senere hovedværket Trauer und Melancholie, hvori hans psykoanalytiske teori om sorg udfoldes. Træsnittet på smudsomslaget forestiller en »Melancholicus«, og er et ofte brugt kalendermotiv fra omtrent 1480.

Denne tekst blev skrevet i Marseilles i foråret 1941, i en periode hvor ligheder mellem forskellige religiøse traditioner fyldte meget i Weils tænkning. Et udsnit af omslaget til hendes notesbog fra denne periode er gengivet på omslaget, og indeholder citater på både latin, oldgræsk og sanskrit. Det begreb om læsning som skitseres i nærværende tekst, og som både trækker på og overskrider fænomenologien, optræder i notesbøgerne i forbindelse med overvejelser om vidt forskellige religiøse traditioners fællestræk. I disse har det snarere karakter af et grundlæggende metodisk greb end en fuldt udviklet teori. I La pesanteur et la Grâce har Gustave Thibon samlet en række fragmenter fra notesbøgerne under overskriften »Læsninger«.

Noveller, digte og essays af 10 unge, grønlandske forfatterspirer – om identitet, ulykkelig kærlighed, vold, hundeslædekørsel og meget mere. Skrivekonkurrencen Allatta! har for tredje gang lokket nye talenter frem på det grønlandske, litterære landkort. Denne gang med temaet rummelighed, som fortolkes bredt af konkurrencens 10 vindere.Antologien er illustreret af billedkunstelever fra Nordiska Folkhögskolan i Kungälv, Sverige.

Jeg er taget på refugie i et kloster i de syditalienske bjerge, ogher er det planen at blive i en måned. Skal hverken til Pompeieller templerne ved Paestum, på Capodimontemuseet ellerdet arkæologiske museum i Napoli. Dette er andet bind i Christian Vinds rejsebogstrilogi UDTOG.

Efter udgivelsen af essaysamlingen Arret efter drømmen og på utallige opfordringer udkommer nu på dansk Cigaretten bagefter; aforismer og betragtninger skrevet ud fra servietnotater foretaget især på Berlins fortovscafeer. Skarpt, med både et glimt i øjet og spor af en tåre i øjenkrogen. Horace Engdahl, en af Europas superliga-litterater, sætter ord på sin undren over tidsånden og menneskers forehavender, også sine egne."Blærede betragtninger." Klaus Rothstein, Weekendavisen"Livgivende læsning." Bo Hakon Jørgensen, Kristeligt Dagblad"Horace Engdahl skriver veloplagt og uforpligtende om litteratur, blogging, eftersex, egen forfængelighed og meget mere." Jeppe Krogsgaard Christensen, Berlingske"Engdahls historiske overblik er suverænt, hans evne til at springe fra da- til kulturpolitisk nutid og de aktuelle debatter om sprog, etnicitet og køn er overlegen." Lise Garsdal, Politiken

Hvorfor er maskuliniteten så skrøbelig? Det er det polemiske spørgsmål, der driver Geir Gulliksens essaysamling om mænd, køn og seksualitet. Teksterne handler om faderskab, kvindelige forbilleder og feminismens betydning i en mands liv. Gulliksen tager udgangspunkt i genkendelige hverdagssituationer, hvor maskulinitetens absurde begrænsninger træder tydeligt frem: Hvorfor er det umandigt at sidde ned og tisse? Hvorfor føles det umuligt at gå ud på gaden i regnen med en lille rød paraply?Ligesom i sine romaner er Gulliksen nuanceret, nysgerrig og kritisk. Hans blik på sig selv og sine omgivelser er både åbent og hårdt. Mellem disse poler finder Gulliksen et håb, der kan besvare et af tidens store spørgsmål: Hvor findes frirummet for den moderne mand?Om forfatterenGEIR GULLIKSEN (f. 1963) er forfatter og forlægger på det norske forlag Oktober. Han debuterede i 1986 og har siden udgivet både romaner, digte, essays og børnebøger. Hans romaner har skabt debat om køn, ægteskab og autofiktion i flere skandinaviske lande. Gulliksen fik sit store gennembrud med romanen ”Historie om et ægteskab” (da. 2017). Seneste udgivelse på dansk er den anmelderroste ”Den jeg skulle blive” (2021).

Velfærdssamfund er skrevet med henblik på at skabe overvejelser, forståelse og debat relateret til demokrati, velfærd og samfundsorganisering. Det enkelte essay er målrettet en bestemt samfundsdel og forholder sig kritisk til området, der med fordel kan drøftes og sandsynligvis give større indblik og sammenhængsforståelse.Sproget og forståelsen er det vigtigste, vi kan give vore børn, så de kan have et godt liv og forstå at bidrage til den fælles demokratiske debat om samfundets indretning og udvikling i stedet for som nu at skabe ’mursten’ til bygningen.Økonomistyringen af samfundet betegnes som finansiokrati og er på baggrund af menneskets grådighed medvirkende til at skævfordele verdens goder og skævvride demokratiet.IT-verdenen behandles kritisk på grund af dens dobbeltbundede funktion. Internet letter kommunikationen, omvendt gør den elektroniske kommunikation livet farligt, da alt på Internettet er offentligt tilgængeligt, hvilket blandt andet gælder vores forsyninger, som oplevet af kommuner og forskellige virksomheder.

“Det er en kold tid, som vi lever i.” Sådan sang Kim Larsen tilbage i 1976, og statsminister Anker Jørgensen citerede ham efterfølgende i sin nytårstale. Sådan lærte vi at se det moderne samfund. Som et koldt sted, hvor man kunne blive en kold skid eller gå helt kold.I dag er vores tilværelse snarere præget af overophedning – af vores forhold til naturen, til hinanden og til os selv. Den offentlige debat raser, vi brænder ud af stress, og naturen er i bogstavelig forstand overophedet.Men COVID-19 slog feberkurven ned for en stund: Vi blev bundet til stedet, aktiviteter blev neddroslet og sociale kontaktflader reduceret. COVID-19 er en nedkøling, vi kan lære af og ikke blot frygte, argumenterer Stefan Hermann. Her har vi set en genkomst af beskedenhed, vedholdenhed og selvbegrænsning, som er nødvendige egenskaber i en varm tid.

Dette er historien om oplevelser i en mands liv, udformet som breve til venner og familie. Forfatteren fortæller om sin tid som værnepligtig og officer i flåden i Grønland; om rejser i årene som fiskeriinspektør for EF; om rideture i de belgiske skove; anekdoter fra høhotellet og meget mere.Brevene er skrevet med stor veloplagthed og humor om et spændende og begivenhedsrigt liv.De sidste breve er skrevet af datteren og indeholder essays fra hendes skoletid. Disse rummer megen lune om at stå op på en skolemorgen og at sejle jorden rundt i en sommerferie.Det er fornøjelig og interessant læsning med mange anekdoter fra to liv, levet i flere lande og forskellige kulturer igennem fire-fem årtier.Alle historier er sande.Lars Hans Pedersen (f. 1952) er uddannet skibsfører i handelsflåden. Reserveofficer i Søværnet. Bosat på Grønland i to et halvt år. Overstyrmand og fører af Fiskeriministeriets rednings- og fiskerikontrolskibe. Fiskeriinspektør ved Europakommissionen. Bosat i Bruxelles i 19 år. Certificeret ridelærer i Dansk Rideforbund. Guide ved Voer Kirke og kirkeværge i 12 år. Ejer af Flauenskjold Hestesport og HøHotel.

"Den fugleunge, Ninna fandt under et træ ved vejsiden nede ved jernbaneoverskæringen, da hun var på vej ud for at løbe en runde, var ikke meget større end en kastanje. Hun bar den tilbage til huset i sine hulede hænder, som når en tryllekunstner skjuler en genstand i hånden for at få den til at forsvinde eller forvandle sig til et silkelommetørklæde, et æg eller … en fugl."Absint er historien om en adoptivfugl; om at møde en fjeret vejviser til en verden af absolut nærvær i nuet. Niklas Rådström (f. 1953 i Stockholm) er forfatter til en lang række udgivelser inden for lyrik, prosa, skuespil, essay m.m. I 2019 modtog han prestigefulde Övralidspriset for ”sin evne til at rejse i alle litteraturens retninger” og i 2021 modtog Rådström Selma Lagerlöfs litteraturpris ”for et fantastisk forfatterskab, en hyldest til fantasiens evne til at genoplade vores gejst og få os til at leve videre”.

Forestillingerom en udstilling med Sonja Ferlov Mancoba er en guidet tur gennem en spekulativudstilling med den dansk-franske billedkunstner Sonja Ferlov Mancoba(1911-1984). Den forestillede udstilling finder sted på et mellemstort, dansk, kunstmuseumspecialiseret i kunst fra det 20. og 21. århundrede. Udgivelsentager Sonja Ferlov Mancobas udtryk ”ingen skaber alene” bogstavelig og går idybden med udvalgte emner i hendes kunstnerskab. Det er derfor på ingen mådertale om en typisk monografisk fremskrevet udstilling, men derimod en udstillingsom med Sonja Ferlov Mancoba i centrum inddrager aspekter, der breder sig udtil sociale, politiske, religiøse, antropologiske og psykologiske forhold ipræsentationen. Udstillingen ønsker at gøre op med ideen om, at et kunstnerskabkan eller skal skilles skarpt fra kunstnerens liv og dennes samtid. Samtidenstænkning spiller ind, når man i dag på historisk afstand prøver at forstå etkunstnerskabs tilblivelse. Et afgørende aspekt for denne udstilling har væretat inddrage de mange forskellige informationskilder Ferlov Mancoba lader sigpåvirke af. Her er relationen mellem Ferlov Mancoba og hendes livslange partnerErnest Mancoba (1904-2002) betydningsfuld for at forstå hendes praksis.Udstillingen ser derudover hendes kunst i et lys af globalt udsyn ogtransnational udveksling over tid. Her er der fokus på de afkolonialespørgsmål, som Ferlov Mancoba blev stillet overfor og som vi i dag forsøger atbearbejde. Teksten behandler hvordan de kan inddrages på udstillingen oghvordan det er nødvendigt at arbejde med dem i dag. Tekstener skrevet i en essayistisk form og handler om kuratering og hvad detindbefatter af research, rammesætning af kunst og de diskussioner (med én selvog andre), spørgsmål og udfordringer som dukker op i arbejdet medkunstudstillinger. Udgivelsen er et nyt bidrag til hvad kuratering er og kansom fagligdisciplin. Essayet indgik som en del af kurator Johanne Løgstrupspraksis-baseret ph.d.-afhandling på Institut for Æstetik og Kultur på AarhusUniversitet som blev antaget efter forsvar i marts 2021.@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1107305727 0 0 415 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}

Maurice Blanchot : Dagens vanvid & Mit dødsøjeblik – oversættelse og efterskrift Mikkel Thykier Normalpris Udsolgt Inklusive moms. Levering bliver beregnet ved kassen MAURICE BLANCHOT, 1907-2003I Danmark er Blanchot meget lidt læst og først og fremmest kendt som en kritiker, der udøvede en skjult, men stærk påvirkning på folk som Roland Barthes, Gilles Deleuze, Jacques Derrida og Michel Foucault, mens hans samlede forfatterskab, dvs. hans virke både som litteraturkritiker og skønlitterær forfatter i disse år diskuteres flittigt i resten af verden. Ikke bare Blanchots kritiske arbejde har været af afgørende betydning. Hans fiktion, som er samtidig med og tåler sammenligning med Samuel Becketts, har også været af afgørende betydning for den franske skønlitteratur i anden halvdel af det 20. århundrede, Marguerite Duras’ forfatterskab er fx utænkeligt uden Blanchot. Dagens vanvid er en kort og fortættet tekst fra de mest kreative år i Blanchots karriere, den gennemspiller hektisk et af de vigtigste temaer i forfatterskabet: Individet stillet over for døden, loven og kravet om sand tale. Mit dødsøjeblik er en sen tekst, tilsyneladende en erindringsskitse, som vender tilbage til en kort scene fra Dagens vanvid, uddyber den og sætter hele forfatterskabet i perspektiv. Udgivelsen er suppleret med et solidt essay (efterord) af oversætteren og forfatteren Mikkel Thykier, der sætter Blanchots diskussion af døden i forhold til H.C. Andersens forfatterskab, samt afklarer forholdet til Barthes, Deleuze, Derrida og Foucault.

Det selvmodsigende eller paradoksale er at virkelige ting i en dokumentar har en tendens til at miste deres virkelighed ved at blive filmet og præsenteret på den “dokumentariske” måde, og det er der ikke noget poetisk i. I poesi sker der noget andet. Det er svært at sige præcist hvad det er. Lad os kalde det nærvær, sjæl eller ånd, en empati for det der dvæles ved, at føle med det – til det punkt hvor man identificerer sig med det.