Bøger om Frihedskamp

Hornsletgruppen blev etableret i sommeren 1943 som en af de første modtagegrupper i Danmark.Det var byens lægefamilie, der sammen med faldskærmsmanden Ole Geisler, fik englændernes organisation til at nedkaste våben på egnen.Dette arbejde fik stor betydning for modstandsbevægelsen i Danmark, men det fik også store menneskelige konsekvenser.I denne bog bliver trådene for første gang samlet, blandt andet ved hjælp af ikke tidligere offentliggjort materiale fra de engelske arkiver.

Grundet den store udskiftning og myndighedernes stadig stærkere undertrykkelse af borgernes politiske rettigheder griber en gruppe mænd til det yderste middel for at redde Danmark. Kampen bliver hård og blodig, men til sidst bliver Danmark dansk igen. Hvis myndighederne kunne forbyde bøger, ville denne være øverst på listen! Det er en bog, hvis lige du aldrig har læst!

Bogen "Djursland besat 1940-45. Modstandsmænds terror og oprør under besættelsen" beskriver disses aktiviteter under besættelsen set i landshistorisk sammenhæng og - til forskel fra almindelig praksis - set mest fra befolkningens side.Danmark var fjendeland for de allierede. Den danske regering fik landet godt gennem besættelsen ved at forhandle sig til rette med tyskerne. Regeringen støttede det tyske befæstningsarbejde for så vidt muligt at holde arbejdet på danske hænder og forhindre en invasion, som ville smadre landet og folket. Besættelsen medførte ikke de store problemer i de første tre år. Selv om de tyske besættere var uvelkomne havde danskerne for det meste et fordrageligt forhold til soldaterne.Englands premierminister Winston Churchill ville "sætte Europa i flammer" ("set Europe ablaze"), som han sagde. Englænderne ansatte derfor danske agenter, der opildnede landsmænd til modstand og terror. Englænderne styrede deres danske modstandsfolk og forsynede dem med våben. Modstandsfolk angreb næsten aldrig tyskere og tysk ejendom. De valgte i stedet at terrorisere deres landsmænd. De gjorde oprør mod folkestyret i sammenhæng med, at deres hårde kerne var kommunister. I kraft af våbnene gjorde de besættelsens to sidste år til "onde år". Den 29. august 1943 havde de provokeret så meget, at regeringen nedlagde arbejdet. Og den 19. september 1944 havde de presset politiet til at opføre sig så illoyalt, at tyskerne internerede politifolkene i de fire største byer. Modstandsmænd fik så med dødstrusler næsten alle de øvrige politifolk til at nedlægge arbejdet. Værnemagten hentede derefter tyske politifolk, som gik hårdere til de danske modstandsterrorister. Englændere og modstandsfolk spredte helt frem til befrielsen invasionsrygter, som medførte fortsatte befæstningsarbejder. Modstandsmænd saboterede i besættelsens sidste tid befæstningsarbejdet. Sabotagen fik ingen større praktisk betydning - den hindrede ikke ibrugtagen af noget militæranlæg på Djursland. Sabotagen skulle - imod regeringens bestræbelser - gøre det mere attraktivt for de allierede at invadere landet. Modstandsfolkene gjorde sig dermed til landsforrædere og blev hårdt fordømt af regeringen. Ved folketingsvalget 23. marts 1943 fik de partier, som ville forhandle sig til rette med besættelsesmagten, 94 % af stemmerne. Danskerne støttede forhandlingspolitikken og brød sig ikke om modstandsterror.

1800-tallet var revolutionernes tid i såvel Europa som i Sydamerika. Mange områder løsrev sig fra de imperialistiske stater, der styrede de to verdensdele, og også Italien og Uruguay kæmpede sig fri i hver sin verdensdel. Giuseppe Garibaldi stammede fra Italien og blev grundet sin revolutionære indstilling dømt til døden, men flygtede til Sydamerika, hvor han mødte sin kommende hustru, der var væsentligt yngre end ham. Hun hed Anita, og sammen lykkedes det dem at skabe oprørsbevægelser i store dele af Sydamerika med udgangspunkt i Uruguay. Ligeledes deltog de i den italienske frihedskamp i 1848-49, hvor deres indsats slog fejl, og Anita under flugt fra regeringsstyrker døde i den unge alder af 29 år. Hendes mand drog videre ud i verden og vendte på et tidspunkt tilbage til Italien, hvor han i 1882 afgik ved døden på sin ø Caprera. Uddrag af bogen Det var den berusede mand fra tidligere, der steg af hesten og gik hen imod hende. Anita var ikke bange. Hun blev stående og så afventende på ham. Han smilede ondskabsfuldt og sagde: ”Nu skal jeg nok få det, som jeg vil have det med dig.” Så trådte han et skridt frem for at tage fat i hende. Samtidig trådte Anita et skridt tilbage, så der blev plads mellem dem, hvorefter hun sparkede ham af al kraft i skridtet, så han bukkede sammen i smerte. Straks fulgte hun sit forsvar op ved at knytte næven og slå ham to gange i ansigtet, så han blødte voldsomt ud af næsen og fra en flækket læbe. Trods den hårde medfart gav den berusede mand ikke op. Han fik rettet sig op og greb fat i Anita, som han trak med i et fald, så de begge landede på jorden, hvor slagsmålet fortsatte. De rullede rundt og slog med arme og ben, og Anita var smurt helt ind i blodet fra hans ansigt.

En levende skildring af opvæksten med en kompromisløs, idealistisk mor i et moderne, rettighedsløst Rusland, skrevet af hendes datter fra et skjult eksil i Europa. Anna Politkovskaya, Ruslands verdenskendte journalist, afdækkede Kadyrovs forbrydelser mod menneskeheden i Tjetjenien, korruptionen i det russiske forsvarsministerium, overgrebene i den russiske hær og borgernes manglende rettigheder. Hun blev brutalt likvideret af Putins styre i 2006 på Putins fødselsdag, den 7. oktober. Og hun vidste, at hun løb den risiko. Vera Politkovskaya er Annas datter, hun er også journalist og har efter invasionen i Ukraine været på flugt fra Rusland. I bogen fortæller hun om sin mor, der kompromisløst kæmpede for sine idealer og frihed og på forhånd accepterede at dø for sin sag – også selvom prisen var høj for familien omkring hende. Om det russiske styres evige løgne og fortielser, når en regulær krig konsekvent benævnes som en særlig militæroperation (om invasionen i Ukraine) og dermed til nødvendigheden af at kalde ting og mennesker for det, de er – også diktatorer. Det ville Anna have gjort, og nu gør Vera det. Vera Politkovskaya født i 1980 i Rusland. Bor i dag et ukendt sted i Europa med sin mand og børn. Bogen er skrevet i samarbejde med den italienske journalist Sara Giudice.

“Superb” – The New York Times Books Review”Et mesterværk af en debutroman” – The Guardian”Med sin litterære debut giver Mahir Guven os henved 300 højtflyvende sider” – Le FigaroStorebror kører Uber, et liv med elleve timer dagligt bag rattet og resten med venner, sin ateistisk-kommunistiske far og tilfældige kærester. Lillebror er en idealistisk sygeplejerske, der som udsendt for en muslimsk humanitær ngo bliver involveret i et islamistisk netværk i Syrien. Uventet vender han tilbage til Paris og flytter ind hos sin storebror, der ikke aner, hvem lillebroren nu arbejder med – eller imod. Han vil helst tro det bedste, men …Storebror er en aktuel og vedkommende roman iblandet legende humor og elementær spænding, en roman om forsøget på at overleve i et samfund hjemsøgt af fordommenes, uberiseringen og terrorismens dæmoner.Mahir Guven blev født som statsløs i 1986 i Nantes, Frankrig, hans far er kurdisk flygtning fra Irak, moderen fra Tyrkiet, og han er vokset op hos sin bedstemor mellem byen og vinmarkerne. Storebror er Guvens debutroman, nu solgt til udgivelse i 14 lande. Nomineret til Prix Médicis Vinder af Prix Goncourt du Premier Roman Vinder af Prix Première 2018 Vinder Prix Régine-Deforges

"Bogen giver en klump i halsen og er næsten umulig at lægge fra sig" - Berlingske"Bør blive en klassiker" – El País"Vildt innovativ" – The New York TimesChile, 1984, Pinochet-diktaturet. Et medlem af det hemmelige politi opsøger en journalist og siger: "Jeg vil fortælle dig om ting jeg har gjort." Det bliver begyndelsen på et 30-årigt kald som vidne og et liv på flugt.Fortælleren i Nona Fernández' fascinerende og skræmmende roman er barn, da hun første gang ser denne mands ansigt under overskriften 'Jeg torturerede'. Som voksen, som en slags efterretningsagent fra fremtiden, trækker fortælleren sin læser gennem en portal ind til steder, arkiverne ikke kan nå. Ind i historiens skumle twilight zone.En doku-litterær roman om nakkeskud og afklippede fingre, ravne og rotter og en ungdom med brosten i hænderne, tændte lys på fortovet og billeder af savnede fædre og sønner trykket mod brystet. Romanen blev i 2021 shortlisted til den amerikanske National Book Award for Translated Literature og er solgt til 14 sprog.

BOGEN HAR ALLEREDE BLANDT ANDET DETTE PÅ OMSLAGETS BAGSIDE:Dziady. Forfædrenes aften (1823-1860) er et stort versdrama. Handlingen finder sted i Litauen og Polen - og Rusland, nemlig for de seks særlige digtes vedkommende i slutningen af Tredje del. Centralt i dramaet står den særlige dziady-fest, der er en blanding af gamle hedenske traditioner og katolsk allesjælesfejring. Men de gamle unionslande Litauen og Polens situation under den russiske anneksion siden 1795 spiller også en stor rolle. Det gælder ikke mindst de unge studerende i Litauen, hvis nationale og frihedsorienterede aktiviteter blev hårdt undertrykt af den russiske anneksionsmagt. Mange af disse unge, deriblandt Mickiewicz selv, blev deporteret til Rusland. I de seks særlige digte i slutningen af Tredje del retter Mickiewicz en bidende kritik mod Tsar-Rusland og de russiske tsarer og deres folk, og i tilegnelsesdigtet "Til mine russiske venner" hylder han de russere, der kæmpede for bedre forhold, men det slutter med, at Mickiewicz forudser, at hans russiske venner har vænnet sig så meget til ufriheden, at de - som tilvænnede lænkehunde - vil bide den hånd, der vil prøve at løse deres lænker.

"Grażyna" og "Konrad Wallenrod" (1823 og 1828) er historiske versfortællinger af den polske nationaldigter Adam Mickiewicz (1798-1855). - Handlingerne finder sted i Litauen og det gamle baltiske (endnu ikke fortyskede) Preussen og udspiller sig i den periode, hvor Korsridderordenen forsøgte at underlægge sig disse lande. - Grażyna er en litauisk fyrstinde, der i en kritisk situation spiller sin mands rolle. Konrad Wallenrod er en litauer, der som barn blev bortført af korsridderne og opdraget hos dem. - Mickiewicz var etnisk polak, men født og opvokset i Litauen, som indtil 1795 var i union med Polen, men derefter sammen med det østlige Polen var annekteret af Rusland. I årene 1824 til 1829 levede han i tvunget eksil i Rusland. - Handlingen i de to fortællinger er både spændende (til tider virkelig barsk) og rørende, med både krig og kærlighed, og læseren får på denne måde et helt særligt indblik i det baltiske områdes brogede historie.

Bimbi er pigen Babsis elskede tøjelefant. Bimbi elsker også Babsi. Derfor bliver han ked af det, da han finder ud af, at han skal bo hos pigen Berit i Lapland, fordi der er krig i Danmark. Berit er rigtig sød, men Bimbi savner Babsi. Bimbi er sur på tyskerne, fordi de har besat Danmark. En dag beslutter han sig for at gøre noget ved det. Bimbi bliver frihedskæmper ... "Bimbi er frihedskæmper" er sidste del af Bimbi-serien og blev første gang udgivet i årene efter Anden Verdenskrig. idden /title /head body center h1 403 Forbidden /h1 /center /body /htmlEstrid Ott (1900-1967) var en dansk forfatter og journalist, der blev særligt kendt for sin store produktion af børnebøger. Estrid Ott debuterede i 1923. Det blev en noget anderledes debut, da bogen blev til i samarbejde med moren Olga Ott. Estrid Ott blev uddannet journalist ved Vestjyllands Folkeblad, og fik senere ansættelse ved Berlingske Tidendes udenrigsredaktion. I jobbet som korrespondent dækkede hun vinterkrigen mellem Finland og Sovjet i 1939-40. Inspirationen fra Finland og andre nordlige egne er til at mærke i Estrid Otts forfatterskab, hvor flere af bøgerne finder sted i Lapland, på Svalbard eller i Grønland, hvor hun også boede for en periode. Estrid Ott nåede at skrive mange bøger, førend hun fik sit egentlig gennembrud med bogserien om Chico, der er et portugisisk gadebarn. Første bind i serien "Chicos lange vandring" vandt Kulturministeriets børnebogspris i 1958. Estrid Ott har udgivet en række bøger under pseudonymet Magnus Moen.