Bøger om Gymnasieelev

Gymnasiet – de tre bedste år? Ni gymnasieelever og en gymnasielærer tager dig igennem gymnasiets tre år med alt, hvad det indebærer. Kan du huske din egen studietid? Er du midt i den? Skal du starte til sommer? Denne roman er skrevet med den størst mulige kærlighed til gymnasieskolen, som desværre i disse år er voldsomt udfordret af en hektisk præstationskultur. Alt skal være målbart og rettet mod eksamen. – Hvad får jeg ud af det? – Skal jeg ku’ det til eksamen? De ægte relationer mellem elev-elev og elev-lærer bliver reduceret til en tanke om: Ka’ du hjælpe mig til 12-tallet? Hvad gør denne kultur ved os som mennesker? Behøver det gå så stærkt? Bogen er et indspark i skoledebatten om karakterræs og ensretning. Tør du blive reflekteret i romanens spejl? Enhver lighed med faktiske personer er utilsigtet. Uddrag af bogen ”02, det kan du simpelthen ikke mene!” næsten råbte Rebekka, da Susanne efter en længere udredning havde afsløret karakteren i mundtlig dansk. ”Jeg siger sgu da mindst lige så meget som Caroline og har næsten altid min bog med.” Rebekka vidste inderst inde godt, at præstationen ikke havde været prangende i den sidste periode, men at det stod så skidt til var alligevel noget af en øjenåbner. Susanne var et sødt menneske – alt for sødt for Rebekkas smag – så måske kunne hun påvirkes med et modangreb. ”Jeg synes slet ikke, at du husker at spørge mig i klassen. Jeg sidder tit med hånden oppe, så måske skulle du være bedre til at se os alle og ikke kun dine favoritter,” trumfede hun og så, at svadaen havde en vis effekt på Susanne. ”Jeg tænker mindst et 4-tal, for ellers så mister jeg helt motivationen for at deltage i dine timer. Jeg lover, at jeg nok skal komme stærkt igen, når 3. g starter.” Susanne var helt paf. Sad eleven virkelig og forhandlede med hende? Om forfatterneHvem vil være med til at skrive en bog om en fiktiv gymnasieklasse som et kritisk indspark i skoledebatten om karakterræs og præstationskultur? Det ville ni af mine 3. g-elever på Rødkilde Gymnasium heldigvis. Bogen er skrevet i løbet af 2017, hvor idéfasen, bogens struktur og to prøvekapitler fyldte den første del af året, mens bogen for alvor tog form, efter studenterhuen kom på. Nu er den endelig klar til at blive læst, kommenteret og debatteret. Hvordan sikrer vi, at gymnasiet kan blive de tre bedste år? Speculum imaginum består af følgende personer: Anton Hougaard – ingeniørstuderende Emilie Kusk Nielsen – stud.psych. Maibritt Meldgaard – stud.med. Malene Nielsen – designstuderende Marie Buhl – opdagelsesrejsende Nicoline Taulbæk – stud.scient. Rasmus Sørensen – ingeniørstuderende Rikke Alkærsig Larsen – ingeniørstuderende Sofie Rasmussen Therkildsen – stud.odont. Christina Bøhmer Vibæk – lektor, Rødkilde Gymnasium

”Hvordan kan det være, at jeg har det så svært med nye situationer?” spurgte jeg atter engang mig selv i en alder af 19 år. Som barn var jeg ikke det typiske barn, hvilket fik visse folk omkring mig til at udtrykke bekymringer for min sociale trivsel. Jeg nød til gengæld at være mig selv. Jeg nød at være den niårige med de atypiske interesser, den 17-årige gymnasieelev, der ikke kan lide at feste, og altid har jeg nydt en alenetilværelse. Når andre anså min ”asociale” levemåde som et problem, kunne jeg ikke følge dem. Jeg følte mig ikke asocial. Som ung studerende overvældede en studiestart med en masse nye mennesker mig så meget, at jeg fuldkommen mistede overskuddet til at følge med på min uddannelse, selvom jeg ellers et år forinden var blevet student med et snit over 10. Som dominobrikker faldt 18 år lige efter hinanden … Uddrag af bogen Ved flere beskrivelser af psykiske diagnoser kunne jeg med meget ærlig tankegang se paralleller til egne symptomer, men samtidig tænkte jeg, som jeg altid havde gjort: ”Hvorfor blev jeg så ikke diagnosticeret meget tidligere?” da der i mange af diagnosebeskrivelserne nemlig stod, at de fleste diagnosticeres i barndommen. Jeg fandt dog også eksempler på folk, der som voksne havde fået sådanne diagnoser. Der blev desuden visse steder fremhævet, at ens liv og tilværelse af natur kan have været så tilpasset til en, så man måske slet ikke selv har mærket det, hvilket fik mig til at tænke over mit eget liv. I mine egne øjne havde jeg jo levet et normalt og problemfrit liv i over 18 år. Om forfatteren I over 18 år var Miralem Pobrić fuldkommen tilfreds med sit liv. Selvom der i barndommen udtryktes bekymringer for hans socialisering, var Miralem selv tilfreds med egen tilværelse. En socialt overvældende begyndelse på en uddannelse fik til gengæld i 19-årsalderen Miralem til at sætte spørgsmålstegn ved både for- og nutid.