Bøger om Historiefilosofi

Naturens lys er en moderne klassiker i dansk faglitteratur. Bogen er både en kritisk gennemgang af den naturforståelse, der dominerede det 20. århundrede og samtidig en afdækning eller genopdagelse af en række forestillinger om natur, der er blevet afvist eller undertrykt op gennem historien. Det viser sig, at denne understrøm af forskellige natursyn og videnstraditioner er en del af filosofiens og videnskabernes historie og en stadig kilde til fornyelse og inspiration. Naturens lys er en fascinerende fortælling om en levende natur og mennesket som indfoldet heri med både krop og sjæl og ånd. Gennem bogens kapitler kommer den fortrængte historie til orde som en fortløbende fortælling, der lodder dybere og dybere og samtidig taler direkte ind i vores egen tid. Aksel Haaning (f. 1959) er uddannet som mag. art. i middelalderens latin fra Københavns Universitet, ph.d. i Science Studies fra Roskilde Universitet, hvor han er lektor i Filosofi- og videnskabs- historie. Naturens lys. Filosofi og kosmologi i middelalder og renæssance 1250-1650 er en medrivende fortælling om glemte verdensbilleder og fortrængte vidensformer, hvad man i digtning og filosofi, i videnskab og religion, kaldte verdenssjælen (anima mundi), kvintessensen, livets rod eller jordens ånd (spiritus mundi) og naturens lys (lumen naturae). Værket viser, at disse traditioner bestræber sig på at forklare og formulere en forbindelse mellem menneske og natur, mellem legeme og sjæl, og beskriver samtidig, hvordan alting er forbundet i et større hele; tankeformer, der gennem senere århundreder kom til at stå i skyggen af fortællingen om menneskets herredømme og naturen som råstof eller materiel ressource.

Carl Schmitt (1888-1985) er mest kendt for sine teser om det politiske som et ven-fjende-forhold og om suveræn autoritet eller ”decisionisme”, samt for sin kritik af vestlig liberalisme og vestligt demokrati – alt sammen teser, der er blevet til i de kaotiske år under Weimarrepublikken, og som nødvendigvis må forstås på denne baggrund. Mindre opmærksomhed har der været om hans senere arbejder, der klart adskiller sig fra Weimartidens, og som fokuserer på international ret og global geopolitik. En særlig plads blandt disse arbejder indtager Land og hav, skrevet under Anden Verdenskrig som en fortælling til datteren Anima, da Schmitt levede isoleret og marginaliseret i det krigshærgede Berlin. Bogen er blevet kaldt hans ”måske mest betydningsfulde og bestemt smukkeste” og præsenterer sig som en brillant, holistisk fortolkning af menneskehedens historie som historien om de rum, den har eksisteret i. I centrum står den fundamentale modsætning mellem ”elementerne” land og hav. I hurtige rids skitseres århundreders verdenshistorie med ”rummet” som den røde og næsten hemmelighedsfulde tråd, der binder de mest forskelligartede fænomener sammen: Politiske institutioner, krigskunst, videnskabelige gennembrud, tekniske opfindelser, retsopfattelser, kunstarter, mentalitetsformer. Af disse to elementers rum er Jordens nomos eller grundordning opstået og med den klodens to basale civilisationer – landets og havets. Schmitts geopolitiske teorier om en multipolær verdensorden bestående af ”storrum” har i de senere år tiltrukket sig stadig større international opmærksomhed, og i et Efterord gives der et indblik i deres tilblivelse og nutidige relevans, set i et internationalt politisk perspektiv.

Siden dette århundredes begyndelse er ordet kulturarv i stigende grad blevet benyttet med forkærlighed af såvel politikere som journalister, menigmand og fagfolk. Tolkningen af begrebet har imidlertid taget sig forskellig ud; fx har nogle - og nok de fleste - tolket det med en national betoning, mens andre har betonet det internationale eller universelle. Nærværende bog forsøger via undersøgelser af bl.a. juridiske, politiske, videnskabelige og filosofiske tekster en filosofisk tydning af begrebet. Den ser kulturarv bestemt som ethvert spor af menneskelig virksomhed. Dette implicerer ikke mindst en kritik af, hvad kulturarven indeholder af noget barbarisk, umenneskeligt og uretmæssigt. Derfor er hovedsynspunktet i denne bog, at forgangne slægters håb om et bedre liv bør få nutidens beskæftigelse med 'kulturarven' til primært at se kritisk på 'kulturgælden', altså fortidens og samtidens uret, for det fremtidige livs skyld.