Bøger om Hvid

Kroppen fortæller om det liv, vi har levet. Kroppen fortæller om de uudnyttede muligheder, vi har, og dermed om mulighederne for at gøre livet bedre. Kroppen husker vores historie, og derfor kan man ved at lytte til dens fortællinger nå oplevelser, der fandt sted, før sproget kom til. Tove Hvid forstår sammenhængen mellem krop og psyke helt konkret. Ud fra den forståelse fortæller hun om, hvordan vi i barndommen udviklede og formede vore kroppe på forskellig vis, afhængigt af om vi blev mødt med kærlighed eller ligegyldighed, om der blev stille for store eller for små krav til os, om vi blev gjort godt for eller fortræd imod.

I august 2002 fik Tove Hvid konstateret kræft i knoglemarven. En kræftdiagnose giver mange tanker om døden, men for Tove Hvid har den også givet livet en ny dimension. Den bestandige bevidsthed om døden giver livet større fylde, samtidig med at den giver større ensomhed. Tove Hvid fortæller om sin kamp, som ikke så meget er en kamp for at forlænge livet, men mere en kamp for at bevare livskvalitet og værdighed, indtil døden siger, at nu skal det være nu. Hun kritiserer de hårde nitter inden for lægeverdenen, som ikke altid er hjælpsomme i det projekt, og hun er taknemmelig over, at der også er mange læger og sygeplejersker, der tager hånd om sjælen, samtidig med at de ved noget om krop og kræft. Livet mod døden vil uden tvivl vække genklang og inspiration. Hos andre patienter. Hos deres pårørende og forhåbentlig også hos behandlerne. Omslag ved Mogens Hoff

Den Bedste Bog er en roman om 600-tallets Arabien, hvor datidens største religioner ufrivilligt bringes sammen. Det er en fortælling om klassekamp, racisme og religiøs dårskab, som disse velkendte fænomener udspillede sig i ørkenbyerne Mekka og Medina for længe, længe siden. Og måske lidt i dag og globalt. Købmænd, digtere, slaver og profeter prøver alle at få en mening ud af tilværelsen, og deres veje og klinger krydses, og enklere bliver det ikke af, at mangfoldigheden af sekter alle besidder den bedste bog. Eftersom det ikke er den samme. I begyndelsen hyldes Mekkas digtere og historiefortællere for deres morsomme satire og krasse kritik, men efterhånden får religiøse fundamentalister mere og mere magt. Nu bliver det ikke helt så skægt at være digter i Mekka, for stemningen i befolkningen skifter: Hvorfor er det overhovedet nødvendigt at drive satire med religion, hvorfor ikke udvise lidt hensynsfuldhed, og man behøver jo ikke bruge digtekunsten, bare fordi man har ret til det. Der er lagt op til krig, Sandheden strides med frækheden og tvivlen, og det hele spidser til og peger frem mod et endeligt opgør: skal Sandheden sejre, eller Løgnen?