Bøger om Intellektuel

Filosoffen og teologen K.E. Løgstrup (1905-81) er en af de mest betydningsfulde tænkere i Danmark i det 20. århundrede. Han beskæftigede sig med en mangfoldighed af emner inden for både teologi, filosofi, etik, kultur og samfundsliv. I en artikel fra 1938/39 skriver Løgstrup om personalismen i Frankrig. I personalismen fandt Løgstrup en tænkning, der var en modsætning til tidens totalitære ideologier. Inspirationen fra personalismen fik endvidere Løgstrup til at kritisere kulturlivet i Vesten, der ifølge artiklen er blevet til fritidsbeskæftigelse og luksus uden evne til at forandre samfundet. Selvom artiklen er skrevet ind i en anden tid end vores, er den stadig tankevækkende og aktuel med dens insisteren på ansvar og engagement. Artiklen genudgives her med forord af Jonas Norgaard Mortensen, direktør for Institut for Relationspsykologi, og Jan Nilsson, cand.theol., præst ved Den danske Diakonissestiftelse.

Kristian og Katja er flyttet til København for at Kristian, der har ondt i sit bifag, kan studere musik. Men da det ikke lykkes ham at skaffe sig beskæftigelse, må han afbryde studiet og melde sig arbejdsløs. Da han erfarer, at langtidsledige kan få uddannelsesstøtte i to år, satser han på det og begynder at lytte til og optage klassisk musik fra radioen på kassettebånd. Seksuelle adspredelser bliver der også tid til. Udover regelmæssige besøg af børnene og Julle, dukker Gertrud op og giver Kristian nyt håb, men lader ikke høre fra sig igen. Som en sidste hurdle må Kristian forrette syv måneders jobtræning som bibliotekar og portvagt på det nystartede rytmiske konservatorium. Den 27. juli modtager han brev fra den koordinerede tilmelding om at han ikke er blevet optaget på KU på grund af pladsmangel. Kristian er i chok. Skal alle hans planer gå i vasken lige før målstregen?

Denne særprægede roman rummer karakterudvikling på mange planer og for alle involverede. Men især for den fordrukne buddhist Richard, der er hovedpersonen. Den udspiller sig i to parallelle universer: den virkelige verden og en imaginær verden. Men hvilken er den virkelige og hvilken den imaginære? Et grundspørgsmål, der går gennem hele romanen, er: Hvem er man, når man har indset, at man ikke er sit ego? Hvad er ens sande natur? Indflydelsen fra indisk spiritualitet er tydelig gennem hele romanen. Især i den overraskende slutning, som ikke skal røbes her. Det er en sjov bog, med intellektuel humor på højt plan. Som Jan Esmanns tidligere bøger er den postpostmoderne – i sig selv et pudsigt begreb, men som ikke desto mindre har sin berettigelse her. Uddrag af bogen ”Hjælp mig, hvem der end kan!” bad jeg stille. Ja, jeg sagde det vist endda højt et par gange. Jeg skammer mig ikke over det. Jeg græd også lidt. Jeg havde ondt. Ikke den lavfrekvente smerte, som når man slår sig, men den højfrekvente, der hører følelserne til. Smerte kommer i mange varianter. Selv smerte, som får én til at græde, har utallige varianter, og de kan ikke uden videre samles under ét, bare fordi man græder. Nogle mener, at al smerte kan samles under ét og kaldes ‘en smertekrop’, som de så fortrænger fra nuet og hævder kun eksisterer i enten fortiden eller fremtiden. Sådan noget vås. Smerte, af enhver variant, eksisterer kun i nuet. Ligesom lykke og lyksalighed. Om forfatteren Jan Esmann (f. 1960) har mediteret, siden han var en ung teenager. Han er cand.mag. i moderne kultur og retorik fra Københavns Universitet med bachelor i litteraturvidenskab. Han er B.Sc. i malerikonservering fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Han er billedkunstner, meditationslærer og har et softwarefirma. Medlemskab af MENSA og ISPE.

Astronomer kalder ubestemmelige og mystisk aktive himmellegemer for begivenhedshorisonter. Jeg har skrevet denne bog som en personlig begivenhedshorisont. Ambitionen er, at intet lys må undslippe beskrivelsen af indre cirkler, familie, kvinder og andre urocentre. Jeg ønsker, at mine tekster rummer aktion. Altså at de er til stede, at de ånder i bestræbelserne. Helst med tændsatser, med humor. De er forsøg på selvforståelse og undersøgelser af min virkelighed, men de må ikke være flugtforsøg. For jeg er distræt, jeg er fjern, og det prøver jeg netop at skrive mig væk fra. Jeg vil gerne reagere hurtigt på en impuls, på en indskydelse, der kræver handling lige nu. Jeg vil så nødig stene helt til, sådan som det nemt kan ske, for eksempel når intellektuelle skal ud af en bil. Uddrag af bogen Men foreløbig er jeg min egen forfatterskole. En institution uden halsbrand eller fyringer. Det er kontraproduktivt at påføre den uddannelse etisk fordring og kammertone. Kunstnerisk magma kan ikke nedkøles i fryseposer fra Fakta. Hvordan ville Charles Bukowski passe ind på den skole? Eller Rimbaud og Verlaine? De ville ikke løbe skrigende væk. Nej, det ville være at udvande deres mod og mordinstinkt. De ville tværtimod jage skrankepaverne til jordens ende og skrive digte om det imens. Skal forfattere lære at være antirynkecreme og kastratsangere? En whistleblower på forfatterskolen?! Det er ensretning og personforfølgelse. Det er infiltration på et diktatorisk niveau. Kontaktbesvær og koldkrig; Søndagsskole og spejderære. Kunst er det modsatte, det er smadrede vinterhaver og atmosfærisk voldtægt, det er jordskred og knuste kirker. Om forfatteren Thomas Wivel er efter 30 år i underholdningsbranchen endnu konstant optrædende standupkomiker, men arbejder også intenst som forfatter og har efterhånden adskillige udgivelser i alle genrer i sit kalejdoskopiske bagkatalog. Hans gnistrende og dramatiske familie har i de senere år været omdrejningspunkt for bøgerne, og det er den ikke mindst i indeværende udgivelse. Thomas skriver om tab, nærkontakt og dagenes stjerner. Han er fra 1967 og er far til fire børn.