Bøger om Jerichau

Den dramatiske og bevægende historie om et kunstnerisk genis korte liv og hans fremragende efterladte værker.Den danske maler Jens Adolf Jerichaus værk må betegnes som et af de væsentligste i det 20. århundredes danske kunst. Han døde ganske ung – kun femogtyve år gammel – men producerede i de sidste fire år af sit liv, i tiden op til og under Første Verdenskrig, billeder af fuldkommen overrumplende originalitet, også set i et internationalt perspektiv. Selv Picasso var imponeret, da han i 1916 traf ham i Paris og så hans billeder. Den unge, danske himmelstormers værk og intense personlighed gjorde så stærkt et indtryk på den spanske mester, at han foreslog Jerichau, at de sammen skulle rejse til Bretagne for at arbejde side om side. Denne dialog blev desværre aldrig til noget, da Jerichau begik selvmord førend den kunne realiseres.Mikael Wivels bog om Jerichau og hans værk er resultatet af en årelang forskningsindsats, men er forfattet i et levende sprog, som enhver almindeligt interesseret læser vil kunne forstå og lade sig rive med af.Jerichau var født ind i en berømt kunstnerslægt og levede et liv der under Wivels pen bliver bragt til live – elementært bevægende og mytisk intenst. Bogen vil give denne lidt oversete danske kunstner en velfortjent plads i den europæiske modernisme.

Mikael Wivels nye bog kan læses som en fortløbende fortælling, der lidt efter lidt skyder sig ind på et enkelt, men absolut centralt spor i dansk kunst, nemlig det eksistentielle. Den tager sit afsæt i Oplysningstiden og slutter brat, her og nu, i vores egen, antropocæne epoke. Stoffet lægges dog ikke strengt kronologisk frem, men snarere med en form for en tematisk rytme, hvor de enkelte vinklinger på den menneskelige eksistens belyses via værker af kunstnere, der ikke nødvendigvis er fra samme periode. Billeder af ældre mestre som Christen Købke, Anna Ancher, Vilhelm Hammershøi og Bertha Wegmann bliver hentet ind og genaktualiseret i mødet med moderne kunstnere som Palle Nielsen, Dea Trier Mørch, Kathrine Ærtebjerg og Peter Linde Busk. Alle rummer de noget alment i sig.

Landskabsmaleren Harald Jerichau (1851-1878) fik en usædvanlig kunstnerskæbne. Som søn af maleren Elisabeth Jerichau Baumann og billedhuggeren Jens Adolf Jerichau lå kunsten ligefor. Men arven fra forældrene var ikke problemfri, for som kosmopolitter stod de i et modsætningsforhold til de nationalt orienterede kunstkredse, der var førende i Danmark. Og det fik betydning for sønnen.Harald Jerichau forlod sit fødeland allerede som 17-årig for at uddanne sig inden for en fransk landskabstradition, og han tilbragte hele sit arbejdsliv i udlandet. Han malede især i Italien og Tyrkiet, og han efterlod sig et bemærkelsesværdigt oeuvre. Hans familiemæssige baggrund, udenlandske uddannelse og fremmede motivkreds fik negativ indflydelse på hans omdømme, og i dag er han stort set ukendt. Harald Jerichau er imidlertid et smukt eksempel på en kosmopolitisk maler, der frigjorde sig fra det danske, nationali­serede kunstmiljø og viste, at kunstnerdrømmen også kunne realiseres uden for Danmark.Birgitte Fink er kunsthistoriker.