Bøger om Johannes

På myrens fodsti er Johannes Møllehaves første erindringsbog fra 1975. Selv siger han: "Jeg har valgt denne titel, fordi man kan få noget spændende ud af at se tingene fra myrens fodsti, skråt nedefra i barnets perspektiv."Bogen handler om barndommen, familien og om at være på vej til at blive voksen. Den er skrevet med let hånd, humoristisk uden af den grund at undgå alvoren. Møllehave har noget på hjertet og siger det charmerende og livsklogt.Erindringerne tager afsæt i temaer om børn og er formidabelt skrevet med Møllehaves helt fantastiske sans for sproget. Det har været hans mening, at På myrens fodsti skulle hjælpe andre med at huske små episoder fra barndommen, og det lykkes over al forventning."Sjældent – måske aldrig? – har jeg læst en så smuk, så varm og så lærerig, så dyb erindringsbog som denne … At dette er stærkt, smukt, perspektivrigt er ikke nok. Det er poetisk."– Jens Kruuse, Jyllands-Posten

Præsten og forfatterens (f. 1937) erindringsglimt fra 1980'erne om bl.a. præstegerning, børn og børnebørn, mødet med mennesker, udbytterig læsning og opbrud fra en livsfase.

Josefine Graakjær er tilbage. Hendes debut Rosebud fra 2015 var formet som en kvindes henvendelse til en mand, ét langt brev. Som 1. en udredning af et forlængst kæntret kærlighedsforhold med en abort som omdrejningspunkt – og 2. en stadig insisteren på at få svar eller i det mindste at blive hørt. Men hele tiden, bag ved i Rosebud rumsterede familiehistorien med druk og selvmord og det er nu den historie, hun med romanen Johannes tager fat på. I prologen et resume af fortællingen: Min farfar blev læge, og han hængte sig på hospitalet. Nej, kvalte sig med en ledning på Ærøskøbing Sygehus 80 år gammel. Farfar havde den sygdom Grundtvig havde, sagde han. Han kunne godt have trængt til en gang elektrochok, til at få neuronerne spredt lidt. Men han selvmedicinerede sig med alkohol. Og blev til sidst mere og mere dement og depressiv. Og selvfølgelig også kærlig. Den her historie er en historie fra hans 80-årige krop der var ved at falde sammen, men med en stadig lyst til at skrive til en gammel elskerinde. Du er min, skriver han til hende – til Pia. Jeg ville gerne have mødt hende, den halvblinde sygeplejerske der læste teologi, og som farfar ville forlade hjemmet for og bo sammen med. Det her er deres historie. Som også blev min. Min farfar hed Johannes; hans bror Richard vandt EM med det danske landshold i 1992. Min families triumf og tragedie kan spores tilbage til ham. Nej, nærmere til hans mor. Hun var en tyran, som min farmor siger. Fra prologen fører Josefine Graakjær sin læser ind i hvad man kunne kalde et stemmernes rige. Idet forfatteren lader os lære sine personer at kende indefra, gennem deres tanker og tale. Farfaren, Richard, farfarens kæreste Pia, oldemor. – Alt sammen igennem barnebarnet Josefine Graakjærs eksklusive og tror-jeg-godt-man-kan-sige forelskede skrift. En skrift som så rammende – som en art poetik – beskrives i romanen: Hakke op i hovedsætningerne eller efterligne en almindelig mands tale. Personligheden stiliseret til sammenhængen, det samme jeg forladt af sig selv. Fortælleren er en snylter på karakterens bevidsthed og vælger tilfældigt fra det mulige. Man kan se spørgsmålstegnene i hendes ansigt, det der kunne være sket i stedet, en anden scene. Og det er her på sin plads at sige, at Josefine Graakjær skriver en særlig form for litteratur. Ikke lige ud ad landevejen. Hun skriver en form for litteratur, som indeholder sig selv. Hvilket vil sige, at man må forstå, at man er med forfatteren på herrens mark. Man må forstå, at der ikke er nogen andre autoriteter end dem, som teksten hele tiden definerer. Således på den ene side udgør teksten i den grad sin egen autonomi. På den anden side, hvis man accepterer præmissen, er Josefine Graakjærs indlevelse i sine karakterer så righoldig at man kommer dybt ind i den menneskelige krop og psykes kringelkroge. For krop og psyke hører hos Josefine Graakjær i romanen Johannes uløseligt sammen. Ligesom man, når man taler om form, bliver kastet over i indhold, og når man taler om indhold bliver kastet over i formen, sådan hænger også krop og psyke sammen. – Ikke på et abstrakt plan, men i sætning for sætning. Og det er netop sætningerne hos Josefine Graakjær, der gør en svimmel. Det er her, det sker, det er her, man frydes og det er her, man næsten ikke tør trække vejret, for hvad sker der. Farfaren, Johannes, romanens ubestridte hovedperson er ramt på kornet. En gammel mand, liderlig og fortabt, hallucineret, sødmefuld og vulgær. – Man bliver klogere som menneske af at læse Josefine Graakjær.

Erindringsbog om Johs. Møllehaves (f. 1937) skoletid, studietid, tiden som præst og forfatter ved fjernsynets underholdningsafdeling og ikke mindst om de mennesker, han har mødt."Tager fat, hvor På myrens fodsti sluttede ... Dyb og varsom, lattermild og drengekåd."- Hans Andersen, Jyllands-Posten"Den er ikke en erindringsbog med forfatteren i centrum. Den er en kærligheds- og taknemlighedserklæring til andre."- Jens Kistorp, Berlingske Tidende

Josefine Graakjær Nielsens digtsamling Jeg savner dit døde hår er en skriftmontage; stof organiseret i åbne sætninger. Digteren er ikke til stede – er ikke et unikum men en samplende og samlende instans, der skriver en kollektivitet frem gennem brudstykker af samtaler. De forskellige spor rummer fragmenterede bevidsthedsstrømme om byen, familien, den elskede, de intellektuelle og de psykisk udfordrede.Det er en skrift, som konstant begynder, men ikke ender, går i stå, tages op igen, eller kun består af onelinere. En poetisk collage af sætninger, som et folkeligt oprør mod en på overfladen aldrig tøvende, neoliberal identitetsproduktion. Et oprør mod sammenhæng, overflade, ensretning. Jeg savner dit døde hår er Josefine Graakjær Nielsens tredje udgivelse, og indeholder tegninger og grafiske værker af Kaspar Bonnén & Morten Schelde.

Oplevelser med danske bøger fra H.C. Andersen og Blicher til Benny Andersen og Lola Baidel.Om: H.C. Andersen, Steen Steensen Blicher, Søren Kierkegaard, salmebogen, Sophus Claussen, Thøger Larsen, Knud Rasmussen, Jens August Schade, Henrik Pontoppidan, Martin Andersen Nexø: Ditte Menneskebarn, Hans Scherfig: Det forsømte forår, Ivan Malinovski, Benny Andersen, Lola Baidel

Med udgangspunkt i Dostojevskij og Kierkegaard fortæller Johannes Møllehave med stort menneskekundskab om dæmoner der slippes løs, når kærligheden bliver destruktiv. For mellem had og kærlighed er der en lighed: Man kan tale om både en glødende kærlighed og et brændende had. Men hvordan kan en flammende lidenskab blive til kold ligegyldighed? Hvordan kan det være, at kærlighed kan udvikle sig til dæmoni?"Møllehave formidler svaret fremragende ... Dette er litteraturformidling på højeste plan. Det er læsning som liv."- Bjørn Bredal, Weekendavisen"Et filosofisk værk til hverdagsbrug og for hverdagsmennesker, et lille mesterværk ... En mesterlig litterær og eksistentiel fortolkning."- Hans Andersen, Jyllands-Posten"Det er hverken junkfood eller tyggemad, men vitaminrig havre til alle danske læseheste ... Han er ikke mindst en djævelsk medrivende genfortæller ... man bliver glad af sådan en alvorsbog."- Ejgil Søholm, Information

Johannes Møllehave læser og udlægger en række af H.C. Andersens eventyr.Johannes Møllehave (f. 1937) har siden debuten i 1975 med PÅ MYRENS FODSTI udgivet over 60 bøger: erindringer, romaner, prædikensamlinger, børnebøger, læsninger med meget mere."Hvor vil denne bog dog glæde og overraske mange. Bedrift - det er let nok sagt. Jeg siger det alligevel om denne prægtige bog - med eftertryk! ... Jeg kender ingen bedre indføring i eventyrenes humor end den, Møllehave giver."- Ole Storm, Politiken"En prægtig munter analyse, hvis gode humør, veloplagthed og intellektuelle finesser stiller megen litteraturvidenskab i den gode skammekrog."- Hans Andersen, Jyllands-Posten"Læs hans H.C. Andersen-bog. Og tag så selv fat på eventyrene igen. Du har slet ikke læst dem endnu."- Niels Højlund, WeekendavisenI 1979 modtog Johannes Møllehave De Gyldne Laurbær for Læsehest med æselører.