Bøger om Krigsfange

Med imponerende visuel hukommelse beretter Misse Høier om et landsbyliv i Sønderjylland, indrammet af to verdenskrige, om identitet og sindelag og om et land i forandring. Misse vokser op på en dansksindet slægtsgård i Klovtoft i det daværende Nordslesvig. Hun oplever Første Verdenskrig fra gården, som nu drives med hjælp af russiske krigsfanger, mens mændene er ved fronten; hun oplever genforeningen og præges for livet af den danske højskolekultur. Da den fem år ældre Peter Høier, som selv har været med i krigen som nittenårig, fra det første kuld fra det nye danske seminarium i Haderslev kommer til Klovtoft som lærer, bliver han og Misse efterhånden et par. Skolen udgør på mange måder en kerne i lokalsamfundet i omskiftelige tider, i 1930’ernes latente grænsekamp og under besættelsen. Uddrag af bogen Krigen brød ud den 1. august 1914, og det husker jeg meget tydeligt, for den 1. august var min fars fødselsdag, og da havde vi altid besøg af hele familien, også i 1914. Vejret havde været varmt og trykkende, og hen på eftermiddagen blev det et heftigt tordenvejr. Jeg husker, at der på marken syd for gården stod rug, som mændene havde været ude at se på. Hen imod aften begyndte kirkeklokkerne at ringe, og stemningen, der ligesom vejret havde været trykkende, blev nu til trykkende tavshed. Jeg forstod da så meget af det hele, at det måtte være meget alvorligt på grund af det fremmede ord, mobilisering, som jeg havde hørt flere gange i dagens løb, og krig, vidste jeg, var noget meget uhyggeligt og slemt. Alle mine onkler havde fået deres mobiliseringsordre og skulle af sted i de første dage. Selskabet opløstes helt stille, for alle tog hjem til deres, og vi fulgte med den sidste vogn et stykke af vejen. Om forfatteren Marie Kjestine Høier, født Sørensen (1904-87), kaldet ”Misse”, voksede op på slægtsgården i Klovtoft i det daværende Nordslesvig. Hun blev i 1926 gift med lærer ved Klovtoft Skole Peter Høier (1899-1992). Misse Høier virkede som håndgerningslærer og var aktiv i den lokale ungdomsforening. Hun efterlod en række lokalhistoriske værker, slægtshistorie og erindringer.

Krigsfangerne Laura og Maria bevæger sig gennem deres krigshærgede lad til byen Malizia, hvorfra de skal videre mod grænsen. Alt er i ruiner, og de to kvinder står over for en barsk overlevelseskamp. Vejen gennem Malizia er en tankevækkende roman om, hvad der sker, når vores vante verden bryder sammen.

En bog om fire krigskammerater, der som unge af forskellige bevæggrunde melder sig til tysk militærtjeneste under 2. Verdenskrig. De bliver alle fire en del af SS Division Wiking. Sammen oplever de krigen rædsler på forskellige frontafsnit for til sidst at blive fanget af russiske tropper under en ”himmelfartskommando” fra Estland og ind i Rusland. Alle bringes af de russiske tropper til en krigsfangelejr i det nordlige Rusland ved byen Vokuda. Opholdet i lejren påvirker dem alle hårdt og bringer ting til overfladen, der fører til et opbrud i deres venskab. Efter krigen skal de alle fire have livet til at fungere igen, men en indhentes dog af fortidens synder med en kontant afregning til følge. Uddrag af bogen ”Der,” sagde Alma pludselig. ”Der, der ja, det må være ham. Helmuth, Helmuth,” næsten skreg hun og pressede sig gennem menneskemængden hen mod døren. Til højre for døren i bussen stod en ung mand mager og i en laset uniform. Personen lignede absolut ikke en ung mand i 30-årsalderen, men nærmere en på 50-60 år. Alma sprang op og greb ham om halsen, samtidig med at hun græd. ”Alma,” var det eneste ord, der kom over Helmuths læber, ”Alma.” Om forfatteren Calli Vollertsen hører til en generation af sønderjyder, der har haft bedsteforældre, der deltog i 1. Verdenskrig og for nogles vedkommende også i 2. Verdenskrig på tysk side. Historierne fra dengang har forfatteren fået med lige fra barndommen og har som ung og voksen set på bedsteforældre og forældre, hvordan tiden med to verdenskrige har påvirket dem.

I 1915 blev Peter Nissen Post indkaldt som soldat i den tyske hær. Han var født og opvokset i Spandet lige syd for den daværende dansk-tyske grænse. Efter 5 måneders rekruttid blev han sendt til Østfronten, taget til fange og sendt til en krigsfangelejr i Sarapol inde i Ural-bjergene. Peter Post kom til Danmark i efteråret 1918, men kunne ikke vende tilbage sit hjem i Sønderjylland, da han blev betragtet som deserteret soldat. Omkring 35.000 sønderjyder blev sendt til fronten i 1. verdenskrig, og heraf blev ca. 7000 dræbt, mange sad i krigsfangelejre i Frankrig, England og Rusland, og de fleste vendte hjem med ar på sjæl og krop."Peter Post's Dagbog" er en nøje gengivelse af den håndskrevne dagbog. Peter Post fortæller om oplevelserne ved fronten, rejsen gennem Rusland, og særligt beskriver han dagliglivet i fangelejren. Siderne om hans hjemrejse er forsvundet fra dagbogen, men hans datter, Didde Pedersen, har både skrevet og fortalt om hjemrejsen ud fra det, hun har fået fortalt og har læst som barn. Hans barnebarn har rekonstrueret hjemrejsen ud fra fortællinger i familien og ud fra historiske kilder.

Niels Bøgh Andersens "Krigsdagbog" er et enestående historisk dokument over Anden Verdenskrig set fra den tyske side af fronten. Daglige begravelser, forår i Paris, vinter i 45 graders frost i Hviderusland, hjemve af den værste skuffe og alligevel små lysglimt i mørket. Niels Bøgh Andersen var en del af det danske mindretal i Sydslesvig og blev indkaldt til at kæmpe for et land, som han ikke selv så som sit fædreland. idden /title /head body center h1 403 Forbidden /h1 /center /body /htmlNiels Bøgh-Andersen (1908-1991) var en dansk lærer og forfatter, der i en årrække var forstander for Jaruplund Højskole. Han voksede op i Sydslesvig og blev derfor indkaldt til den tyske hær under Anden Verdenskrig. Krigen førte Niels Bøgh-Andersen til både Frankrig og østfronten, og i 1944 blev han taget som krigsfange. I 1981 udgav Niels Bøgh-Andersen erindringsbogen "Krigsdagbog", hvori han fortæller om sine oplevelser under Anden Verdenskrig og den store foragt for krig og rustningsindustri, der blev hans vigtigste udbytte af krigen.