Bøger om Leonora Christina

Jammers Minde står på Kulturministeriets Kulturkanon over de tolv vigtigste værker i dansk litteratur. Det er ikke alene det første danske erindringsværk, men også et værk af høj litterær værdi, som fortjener at blive genformidlet til en bredere læserskare. Bogen beskriver kongedatteren Leonora Christinas 22 år i Blåtårn. Det er den fascinerende historie om, hvordan det er at gå fra at være rigets førstekvinde til at ende blandt kriminelle og psykopater.Jammers Minde viser alt det, et episk drama kan, og denne grafiske version følger i store træk forlægget. Den er opdelt i 17 kapitler, som rummer nøglescenerne fra det oprindelige værk, men med en anden dramatisk nerve og et andet formsprog, der giver en ny indgang til historien og åbner den for en anden tid og et andet publikum.

Bogen giver bud på, hvordan grusom behandling af forhadte mennesker kan skabe medfølelse. Desuden bud på betydningen af ældre menneskers minder. Tiden er 1660-61, scenen er området omkring Hammershus på Bornholm. Corfitz Ulfeldt, dømt for landsforræderi, og hustruen Leonora Christina er fængslet og behandles nedrigt. I en opdigtet ejendom med smedje og beboelse bor der en opdigtet familie: Eskild Smed, hustruen Lisbeth, børnene Ivar og Ingrid og bedstefar Andreas. Corfitz Ulfeldt ophidsede Sverige til angreb mod Danmark. Det har skabt bitterhed blandt bornholmerne. 1650’erne var et hårdt årti med pest og svensk besættelse. I smedjen fyger det med meddelelser om fangerne. Børnene vil helst høre bedstefar fortælle Danmarks- og Bornholmshistorie. Især om hans medvirken i opstanden mod svenskerne. Men behandlingen af fangerne gør indtryk på smedefamilien. Ingrid plukker blomster til kongedatteren. Bent Katzeff har skabt bogens forsidebillede, Carsten Gissel bagsidens foto. Hammershus er Nordeuropas største borgruin og rummer meget historie. Uddrag af bogen Bedstefar fortæller: ”Vi red i hurtig fart mod Skule Skov ved Blykobbeåen kort før Rønne. Ud til sandflugtens både skov og ørkenlandskab. I kender jo stedet. Vi så byfoged Gumløs og tre andre mænd stå mellem træerne. Så vi standsede et stykke fra gruppen og bandt hestene til et træ. Vi listede nærmere hen mod dem og gemte os bag en busk. Og vi lyttede alt hvad vi kunne. Det viste sig, at de ikke havde nået at fange lensmanden. Det var de vist temmelig ærgerlige over.” ”Hvorfor gik I ikke hen til dem?” spørger Ivar. ”Nej, det var en lille gruppe af udvalgte personer, og vi var jo ikke inviteret med til Rønne.”Om forfatterenARNE IPSEN er tidligere journalist ved ugeavisen Det Grønne Område i Lyngby-Taarbæk. Med historie, teater og ældreomsorg som stofområder. Forfatter og medforfatter til bøger om topografi og folkeliv. Med Københavns nordlige omegn og især fødeøen Bornholm som baggrund. Historie, folkeminder og fortælleglæde er særlige drivkræfter.