Bøger om Maske

Den 23-årige Olivia skiller sig ud fra de andre borgere i Cachaville, Louisiana. Hun er undsluppet en fortid som traffickingoffer. Derfor lever hun et isoleret liv som hushjælp for en ældre kvinde, Luisa, på en nedlagt slaveplantage. Olivia konfronteres med mystiske hændelser. Hun finder spor efter unge kvinder, som har arbejdet på plantagen før hende, og hun hjemsøges af en mand, der bærer på en maske med indsatte mennesketænder. Hvilken forbindelse har masken til Luisas afdøde mand? Har Olivia taget så meget skade af sin fortid, at hun ikke kan skelne illusioner fra virkelighed? Bør hun stole på Robert, der dukker op og præsenterer sig som Luisas barnebarn? Hun må finde svarene på disse spørgsmål for at overleve, da en seriemorder har rettet blikket mod hende. Dødemasken er en romantisk thriller om at få en ny chance i livet og gøre op med fortiden.Uddrag af bogen Der falder en skygge hen over sengen. Jeg vil sætte mig op, men stivner med opspilede øjne, mens jeg stirrer på skikkelsen midt på gulvet. Jeg når ikke at registrere, om det er Maskemanden, før vedkommende sætter i bevægelse og forsvinder ud gennem døren. Med hamrende hjerte smækker jeg benene ud over madrassen, trækker i tøjet og løber ud på gangen. Der er ikke tændt lys nogen steder, så Robert og Luisa må være gået i seng. Jeg tænder for lampen i gangen, griber fat om det øverste af gelænderet og spejder ned mod hallen. Trinnene knager en smule under mine fødder, og gelænderet føles glat og køligt. Hallen er helt tom.Om forfatteren Mona Hawthorn Andersen (født 1977) har en baggrund som socialarbejder, psykoterapeut og magister i litteratur og psykologi. Hun bor i Klarup sammen med sin mand, tre børn og deres kæledyr. Mona har udgivet to øvrige romaner: krimien I Guds skabte billede fra 2017 og den psykologiske gyser Beelzebul fra 2019.

Min grå maske kan ikke tale er en personlig beretning om at møde den eksistentielle meningsløshed. Om at miste sit ønskebarn under graviditeten, om at føle ensomheden og smerten som usynlig mor og far. Om ikke at kunne flygte fra sin egen klaustrofobiske og voksende kvindekrop, når noget går galt indeni, og om at skulle føde sit døde barn. Om at mærke forståelseskløften til omverdenen, sundhedssystemet og dem, der elsker en. Om at møde sorgens had og jalousi og overleve bag en stille maske. Men det er også en beretning om to mennesker, der vælger kærligheden og livet midt i tomheden. Og om, hvordan forestillingen om fairness, forældreskab og meningen med ens eksistens får en ny dimension gennem tabet og igennem erkendelsesglimt af, at livet er utæmmeligt, forgængeligt og enestående. Uddrag af bogen Jeg skulle ikke være med til at slå mit barn ihjel. Jeg skulle ikke være med til at føde mit lille kærlighedsmenneske, hvis ikke det skulle leve. Jeg skulle ikke se mit elskede lille Tigerdyr ligge stille i mine arme. Jeg insisterede på, at jeg ikke kunne. Hun lyttede. Perler af frygt trillede ned ad mine kinder. Mit hjerte gjorde ondt. Hun talte til mig, og ordene lagde sig som skyer af tåge over mine tanker. Jeg hørte intet. Jeg frøs. Jeg mærkede pludselig kærlige strøg inde fra min mave. Fra en lille fiskehale, der beroligende kærtegnede mit forpinte hjerte. Tårerne svømmede ud. I oceaner af sorg. Om forfatterenLouise Desirée Handberg-Huusfeldt (f. 1987) er uddannet bachelor i Internationale Virksomhedsstudier og kandidat i Service Management fra Copenhagen Business School. Min grå maske kan ikke tale er hendes første non-fiktive udgivelse.

Fem nye skæbnefortællinger af en af vor tids sidste store fortællere Siegfried Lenz:Et maleri af en kvinde, der er så forførende, at kustoden føler sig tiltrukket af hende. En container fyldt med masker, der driver i land på den lille ø og vender op og ned på alting. Et skibsforlis, hvor kaptajnen må blive på den synkende skude, hvilket han efterfølgende skal hædres for. Den gamle forfatter og hans kone, som har mistet en søn – og filminstruktøren, der fortæller historien om en mand med usædvanlig god smag.Vi møder menneskene, som de nu engang er – bag maskerne – men også som de gerne ville være. Siegfried Lenz har stor forståelse for vores små svagheder, men samtidig er han ikke blind for, at illusioner kan gøre os fremmede over for hinanden.I de mange pudsige, tankevækkende og rørende optrin viser Lenz gang på gang, at der ikke skal ret meget til at gøre os lykkelige. Det kræver blot, at vi lægger masken.Siegfried Lenz er i dag bosiddende på Fyn sammen med sin danske kone Ulla.