Bøger om Selvportræt

Frida Kahlo (1907-54) er en af det 20. århundredes mest markante malere. Hendes liv og skæbne og ikke mindst hendes selvportrætter har gjort Kahlo til et ikon. Selvportrætterne er karakteriseret ved skarpe farver og kraftige symboler, der bærer vidne om hendes forbindelse til hjemlandet Mexico.Kahlos liv var kort men begivenhedsrigt. Et af det afgørende vendepunkter for Kahlo, var da hun kom ud for en trafikulykke, så hun resten af livet må kæmpe med svære smerter. Paradoksalt nok er det dog ulykken, som får Kahlo til at søge i retning af billedkunsten. I 1929 gifter Kahlo sig med Diego Rivera. Rivera er på daværende tidspunkt en af Mexicos største malere – og desuden 20 år ældre end Kahlo. Deres ægteskab er stormfuldt og præget af utroskab fra begge sider. Kahlo, som er gløende kommunist, indleder en affære med Lev Trotskij. Rivera er langt fra uskylden selv, da han forfører sin hustrus yngre søster. Dette er naturligvis til stor sorg for Kahlo. Livet og kærligheden,kunsten og smerten. Dagene før sin død skriver den syge Frida Kahlo "Jeg ser frem til min afgang – og håber aldrig mere at vende tilbage". I ’Jeg maler mit liv’ behandler og fortolker Ester Bock Frida Kahlos liv i romanform. Bogen er derfor både en kunstnerisk bearbejdelse og en biografisk skildring af kvinden og kunstneren Frida Kahlo. Ester Bock (f.1936) er en dansk forfatter, der har skrevet både romaner, lyrik, tv-spil og børnebøger. Bock debuterede i 1971 med børnebogen 'Lea får en lillebror'. Sidenhen er fulgt mere end 20 udgivelser. Beck har tillige modtaget fire arbejds- og rejselegater bl.a. fra Statens Kunstfond og Litteraturrådet.

Dette værk blev til, da jeg følte, jeg ikke længere kunne skrive. Lysten til at skrive var forsvundet i en længsel efter at skrive noget, som kunne kvalificeres som rigtigt. Men hvis noget er rigtigt, er andet forkert, og så længe du ikke ved, hvad der er rigtigt, er alt forkert. Jeg tog Joe Brainards ikoniske bog I Remember og approprierede hans konceptuelle form, hvor hvert nyt minde starter på samme måde som titlen. Minderne og sætningerne kom let, og jeg så, at der var en overvægt af minder fra min barndom, især om min mor. Jeg inviterede derfor min mor til at skrive med. En dialog tog form på tværs af generationer, livsomstændigheder, de minder som stadig kan huskes og de, som er frembragt. Derefter kom polyfonien. Judith Butler taler om skrøbelighed som modstand; en krop er aldrig individuel, i stedet er den afhængig af netværk, af støtte og andre kroppe. Jeg var ikke længere den som skrev, men den som kuraterede. Venner og bekendte, min far og mor, samt mine to brødre blev alle bedt om at skrive minder som omhandlede mig. Et selvportræt, set gennem andres blik, var nødvendigt for at opretholde en balance i værket. Hvert af kapitlerne er ufuldstændige, på hver deres måde. Denne bog kan siges at værende snakkende, da det giver agens til flygtighed ved at omsætte minder, som lever gennem tale og oplevelse, til skrift. Enhver bog er et arkiv. Måden, hvorpå vi arkiverer, er på ingen måde universel, ligesom ingen krop heller er det. Når noget eller nogen synliggøres, er der en risiko for at gøre andet og andre usynlige.