Bøger om Skizofren

Skizofreniens gidsel er en autentisk fortælling om hverdagslivet i familien med et barn med en paranoid skizofreni-diagnose. Bogen er skrevet af en mor med bidrag fra hendes teenagedatter med en paranoid skizofreni. På usentimental og ærlig vis beskrives det, hvordan man som familie kan gå sammen om psykosen, og hvordan man kan planlægge med psykosen. Med en faglig og hjertevarm tilgang indføres læseren i skizofreniens mange indtryk og udtryk. Med selvindsigt og åbenhed beskriver datteren, hvordan virkeligheden kan opløses, om hallucinationer, stemmer og tanker, der ikke er hendes egne. Det er en indvielse i forældrerollens ansvar, etiske dilemmaer, udfordringer. Den er om kunsten at bevare parforholdet og forankringen i sig selv. Det er fortællingen om mødet med velmenende fjolser i vores sundheds- og velfærdssystem, og hvordan man som forældre pålægges en behandlerrolle. Det er historien om en helt almindelig teenagerfamilie og skizofrenien. Uddrag af bogen Jeg forestillede mig lyden og fornemmelsen af hans krop, når den stødte mod min kofanger for hernæst at bøje ind over min kølerhjelm. Jeg forestillede mig, hvordan hans ansigt ville fortrække sig, når erkendelsen ramte ham. Jeg havde egentlig ikke en lyst til at skade ham, men så ville jeg da have en ting mindre at skulle forholde mig til. (…) I denne tilstand kan et toiletbesøg give mig anledning til stress. Tænk nu, hvis min datter går til grunde, mens jeg sidder her. Jeg bliver en medlidende forældre. Jeg tager mig selv i mentalt at materialisere min datters hallucinationer. Jeg deler min datters frygt for ”Manden”. Jeg frygter, ”Manden” kommer efter mig. I samme moment overvældes jeg af omsorgstræthed. Om forfatteren Isabella Fussing Hansen (f. 1977) er opvokset på vestegnen. Uddannet socialpædagog 2003. Efterfølgende har hun arbejdet i alle psykiatriens arenaer. Herunder 13 år i socialpsykiatrien og roterede til den specialiserede retspsykiatri i 2017. Hun er gift og samlevende med sin mand siden 1996, og så er hun ifølge sin datter en brunbjørn.

Skizofrene tanker handler om, hvordan det er at leve med psykiatriske diagnoser. Bogen fortæller om et langvarigt somatisk forløb, der mundede ud i diagnosen funktionel lidelse. I kølvandet på den diagnose fulgte diagnoserne paranoid skizofreni og asperger, og som følgediagnose til disse angst og depression. Bogen er en barsk fremstilling af livet med psykiatriske diagnoser, og der beskrives en række indlæggelser samt kraftig selvskade og selvmordsforsøg. Nogle af symptomerne ved sygdommene fremhæves, og jeg forsøger så vidt muligt at give et autentisk indblik i, hvordan mit forløb har været fra somatikken og over i psykiatrien. Bogen er også et forsøg på at informere befolkningen om, hvad psykiatriske lidelser kan være samt at være en del af afstigmatiseringen af psykisk sygdom generelt.

Potemkins paraply er en roman om en skizofren mand, der i sine vanvidsøjeblikke tror, at han er rådgiver for den russiske præsident. Han hjemsøges af tvangstanker, der er ved at ødelægge ham selv og hans omgivelser. Han forsøger at flygte – både fra præsidenten, sin familie, sin kæreste og fra sig selv, men han er på en umulig opgave. Jens Blendstrup skriver om Tørke: Det er sjældent, jeg har læst en nutidig satire så skarp som den her. En vigtig pointe er, at der ikke er nogen helt – men en vranten gammel mand, der insisterer på medmenneskelighed i en tid, hvor menneskelighed betragtes som en svaghed. (…) Der er noget Panduro over det … Jens Blendstrup skriver om Næsvisheder frabedes: God bog. Meget fin og ganske usentimental. Nogen ville sige sort komik. Og denne pragtfulde umulige far-figur. Og sønnen der fører fanen videre. Det er jo på den ene side tragisk men også enormt befriende festligt, ja livsbekræftende. Der bliver sagt meget på de 70 sider – også på de 10.000 sider, som er i mellem sætningerne. Jeg kan rigtig godt lide den måde, musikken og fortiden blandes ind i historien – ligesom sætstykker. Det er en lille perle, sgu. Uddrag af bogen Jeg har forgæves prøvet at afkode magtesløsheden på en tilfredsstillende måde. Man taler om den nødvendige samtale. Det er værd at huske, at nogle mennesker er bange for kvinder. Sådan er det bare. Det er jo ikke alle, der sørger for at holde kvinden i snor. En løbende dialog er vigtig, før man beslutter sig endeligt, den slags er jo ret nemt at få fat på. Det er en mild vinter i år, og det er ikke kun det egern, der sidder der i træet, der er blevet overvægtig. Man tænker på sig selv, gør man, og man gemmer sine sparepenge i fryseren, gør man… Man er som et pindsvin, der har rullet sig sammen og er gået i dvale. Næh, du – tænker Sergej højt – det er ikke alle, der sørger for at holde deres kvinde i kort snor. Jeg søger sorgløs dovenskab, men jeg mangler viljekraft. Min ferieudflugt er for at passe på mit helbred. Min interesse for mig selv er min udødelige pine. Mine trætte øjne. Det dunkle må blive klart. Er det her en forsvarstale? Eller er det en syndsbekendelse? Jeg bebrejder mig selv. Vanen har gjort mig sløv. Jeg er en kamæleon. Jeg burde gøre noget og følge én vej – i stedet for at være så apatisk. Om forfatteren Michael Pedersen (f. 1974) har tidligere udgivet romaner, noveller og en filosofihistorisk bog om Søren Kierkegaard. I dag underviser han til daglig på Vejen Gymnasium og HF. Før dette underviste han på musikskole i Aalborg.