Bøger om Statsborgerskab

Mennesker på min vej handler primært om mennesker, forfatteren har mødt og arbejdet sammen med i løbet af ca. 25 års arbejde med dansk ulandsbistand i flere afrikanske lande og i Indien. Her kan du møde: en stolt inder, der sagde nej tak til et amerikansk statsborgerskab, en ”Flying Doctor”, der viste sig at være eftersøgt for krigsforbrydelser, en venlig og beskeden afrikansk præsident og mange flere i en lang række anekdotiske snapshorts af morsomme – men også seriøse og tragiske – oplevelser. De små historier er fortalt med stor økonomi, så man aldrig keder sig. Humoren, uhøjtideligheden og selvironien løber gennem hele bogen, og man føler sig i mægtig godt selskab undervejs. Uddrag af bogen Han ville godt nok også sige tak, men på en anden måde, end jeg havde forestillet mig. Han stak venstre hånd frem mod mig, mens han med højre hånd holdt fast om venstre håndled. I hånden lå en meget krøllet pengeseddel og et par mønter, som han ville give mig som tak for turen. Fra hans side, var der nok tale om et ret betydeligt beløb – måske de sidste penge han havde. Det var et tydeligt tegn på, hvor meget det betød, at jeg havde standset og taget ham og familien med til sygehuset. Jeg kunne naturligvis ikke tage imod hans penge, og jeg håber så inderligt, at det lykkedes mig – ved hjælp at tegn og fagter – at sige pænt nej tak til hans rørende tilbud. Jeg håber, det lykkedes mig at lade ham beholde både pengene og hans værdighed og menneskelige stolthed. Om forfatteren Rud Larsen er født og opvokset på Fyn. Uddannet lærer fra Odense Seminarium, men blev tidligt involveret i Danmarks ulandsbistand. Han har været ulandsfrivillig, Danida-rådgiver, chefrådgiver, leder af Mellemfolkeligt frivilligprogram i Zambia og Botswana, Danmarks konsul i Botswana samt fuldmægtig i Danida i Udenrigsministeriet og bistandsråd på ambassaden i Nairobi.

Håbet dør aldrig begynder med at fortælle en biografisk tidshistorie. Jo mere forfatteren beskæftiger sig med at fortælle sin egen livshistorie, jo mere kan læseren følge med i, at forfatteren er et tidsvidne.Historien bliver spændende, da det hele foregår i et lille hjem, hvor livet bliver mere og mere besværligt, da hele familien er statsløse. De lever som udsatte, da de ikke har et tysk pas, ganske enkelt har de ikke penge til at købe det tyske statsborgerskab, alle og enhver kan sende dem ud af landet. Faderen arbejder for en lille løn i sin fætters slagteri.Da moderen er meget syg, ender det på tragisk vis, hun dør som 34-årig. Børnene Erika og Irma flytter for en kort tid til Oma Stein i Hagenerstrasse. Knap tre måneder efter moderens død gifter faderen sig med en meget yngre kvinde. Hun bryder sig slet ikke om de to børn, og en mishandling på brutal vis begynder.Faderen begår selvmord, og børnene finder ham hængende i sit eget slips. De to børn blev vajsenhusbørn og kommer et år i et katolsk børnehjem i Gerresheim, som er en forstad til Düsseldorf.