Bøger om Sundhedssystem

Alle kender arbejdstitlen, men få ser sygeplejerskernes verden med fagpersonens øjne. Det er svært at beskrive, hvordan arbejdet er, fordi sygeplejen er vidt forskellig, alt efter i hvilken sektor og afdeling man er ansat. Arbejdet og ansvaret kan i første øjekast se ens ud inden for regionerne og kommunerne hver især, men det er langtfra tilfældet. Lige så snart man kommer inden for sundhedssystemets verden, åbner den sig op. Lag for lag vil nuancerne afsløre sig inden for hvert speciale, afdeling og område. Gennem sort/hvid analog fotografering, leverer Sebastian Strange Nielsen en mulighed for at se, hvor forskellig og unik sygeplejen er fra sted til sted. Han introducerer hvert kapitel i tekst, men lader hovedsageligt sine fotografier stå alene. Sebastian er selv sygeplejerske, og selvom hans værk ikke skal være en faglig fortælling, giver han alligevel indblik i den verden, som de uindviede ikke ser. Om forfatteren Siden 2016 har Sebastian Strange Nielsen arbejdet som sygeplejerske på Odense Universitetshospital, og i 2021 afsluttede han specialuddannelsen til anæstesisygeplejerske. Han blev født i 1992 og har selv lært sig analog fotografering, inden han begyndte på den rejse, som har ledt til den bog, du holder i hånden nu.

Jonas Sjöström har med sin nye roman skrevet en varm og optimistisk roman, selvom den handler om ganske alvorlig sygdom. Romanen adskiller sig fra mange andre ved at være en positiv historie om sammenhold, også i dårlige tider, og en indfølt skildring af Ole og Asgers liv i modgang og medgang. Som de to hovedpersoner ofte siger til hinanden: ”Sammen er der intet, vi ikke kan klare.” Alligevel står både Ole og Asger over for en meget stor udfordring, da Asger får et langvarigt og meget voldsomt skleroseattak, som gør, at Asger selv tænker på, om han nogensinde kommer til at kunne gå igen. Det er dystre udsigter, men ingen af dem agter at give op, og ved fælles hjælp begynder de en vanskelig navigation gennem det danske sundhedssystem for at finde den bedste behandling til Asger.

Omforladelse er en stærk fortælling om sult, håb og frygten for at blive forladt. I romanen møder vi den unge kvinde Lea, der har lidt af anoreksi siden barndommen. Hveruge kæmper hun mod angsten for at skulle vejes i psykiatrien og få målt sitværd i et BMI. For hvis ikke hun tager et kilo på om ugen, bliver hun sendthjem på tænkepause. Hun er både tynd nok til at få hjælp og for tynd til at få hjælp. Fortalti brudstykker af hovedpersonens liv går romanen tæt på anoreksiens rutiner ogleverer en rå og lidelsesfuld skildring af, hvordan spiseforstyrrelsen pisker sit offer rundt i manegen, mens hun desperat leder efter det, hun frygter mest: hvile, frihed og kærlighed. @font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1107305727 0 0 415 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-469750017 -1073732485 9 0 511 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin-top:0cm; margin-right:0cm; margin-bottom:8.0pt; margin-left:0cm; line-height:107%; mso-pagination:widow-orphan; font-size:11.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-ansi-language:DA; mso-fareast-language:EN-US;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-ansi-language:DA; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}

I det moderne sundhedssystem er det for det meste behandlerne, der har ordet. Patienterne bliver overhørt eller er ude af stand til at tale deres egen sag. I denne bog forsøger jeg at give et unikt indblik i livet bag murene, når psykisk sydom har udviklet sig til kriminalitet. I bogen fortæller jeg åbenhjertigt om min kamp for at komme ud af selvskade og dermed skabe mig et nyt liv. Jeg fortæller om min dagligdag, med mine op- og nedture, og jeg skildrer de forhold, jeg lever under nu – på fjerde år. Bogen er ikke skrevet til hyggelæsning, så man skal være forberedt på, at det er både rørende og barsk læsning. Man kan mene om bogen, hvad man vil, og man kan tage den til sig eller lade være. Men her er beskrivelsen af mit liv i ”længslernes fængsel”. Uddrag af bogen Jeg ankom til afdelingen en varm sensommerdag i september 2012. Jeg havde haft en lang tur, hvor jeg havde følt mig meget slem og farlig, da jeg jo kørte med politiet. Jeg kunne virkelig ikke betragte mig selv som hverken kriminel eller pyroman. Men jeg havde jo gjort noget kriminelt og var derfor nødt til at blive transpor­teret af politiet. Det må siges, at det ikke var den store velkomstkomite, der mødte mig – ikke positiv i hver fald. Jeg blev vist ind i besøgsstuen, hvor jeg blev bedt om at tage tøjet af, så jeg kun stod i undertøj. Så blev mit tøj undersøgt, og alle mine personlige ejendele blev kigget igennem fra a til z. Det var ekstremt krænkende at fremmede mennesker gennemrodede mine ting. Jeg stod jo bare der i undertøj. Om forfatteren Trine Petersen (f. 1975) er født i Helsingør. Hun har aldrig taget en uddannelse eller været på arbejdsmarkedet og er med egne ord ”professionel patient”.

Min grå maske kan ikke tale er en personlig beretning om at møde den eksistentielle meningsløshed. Om at miste sit ønskebarn under graviditeten, om at føle ensomheden og smerten som usynlig mor og far. Om ikke at kunne flygte fra sin egen klaustrofobiske og voksende kvindekrop, når noget går galt indeni, og om at skulle føde sit døde barn. Om at mærke forståelseskløften til omverdenen, sundhedssystemet og dem, der elsker en. Om at møde sorgens had og jalousi og overleve bag en stille maske. Men det er også en beretning om to mennesker, der vælger kærligheden og livet midt i tomheden. Og om, hvordan forestillingen om fairness, forældreskab og meningen med ens eksistens får en ny dimension gennem tabet og igennem erkendelsesglimt af, at livet er utæmmeligt, forgængeligt og enestående. Uddrag af bogen Jeg skulle ikke være med til at slå mit barn ihjel. Jeg skulle ikke være med til at føde mit lille kærlighedsmenneske, hvis ikke det skulle leve. Jeg skulle ikke se mit elskede lille Tigerdyr ligge stille i mine arme. Jeg insisterede på, at jeg ikke kunne. Hun lyttede. Perler af frygt trillede ned ad mine kinder. Mit hjerte gjorde ondt. Hun talte til mig, og ordene lagde sig som skyer af tåge over mine tanker. Jeg hørte intet. Jeg frøs. Jeg mærkede pludselig kærlige strøg inde fra min mave. Fra en lille fiskehale, der beroligende kærtegnede mit forpinte hjerte. Tårerne svømmede ud. I oceaner af sorg. Om forfatterenLouise Desirée Handberg-Huusfeldt (f. 1987) er uddannet bachelor i Internationale Virksomhedsstudier og kandidat i Service Management fra Copenhagen Business School. Min grå maske kan ikke tale er hendes første non-fiktive udgivelse.