Bøger om Vidnesbyrd

I det foreliggende arbejde har Ib Johansen bestræbt sig på at kortlægge nogle af de steder – i psykiatrien, i skønlitteraturen og i selvbiografiske vidnesbyrd – hvor man kan se, hvorledes galskaben i sine mange forskellige betydninger af ordet igennem århundreder eller årtusinder er kommet til udtryk i vores kultur. Hér er der ofte tale om et spændingsfelt, hvor det hellige og det verdslige liv – eller Gud og djævel – bliver spillet ud imod hinanden. I middelalderen og indtil begyndelsen af det syttende århundrede var det stadig muligt for de gale at føre en omflakkende tilværelse på landevejene imellem de mere “normale”. I litteraturen blev de såkaldte narreskibe dog med tiden afløst af “narrehospitaler”; thi med den såkaldte store indespærring i den klassiske tidsalder blev de sindssyge nemlig i stigende grad hospitaliseret og senere også tvangsmedicineret – mens gøglere og andre outsidere dog stadigvæk i et vist omfang formår at håndhæve deres ældgamle frihedsrettigheder. Uddrag af bogen Og på trods af at karnevallet tilsyneladende skranter, ser det alligevel ud til, at gøglet på vores breddegrader … måske ikke helt og holdent har opgivet ånden: torsdag d. 6. september 2018 kunne man således i et stuvende fuldt magnumtelt bagved Folkestedet … i Aarhus bevidne en happeningspækket, forrygende koncert med det legendariske band De Splittergale, som … forsøgte at leve op til deres navn (!) og leverede klassiske slagernumre for fuld udblæsning, med instrumenter som harmonika, banjo, guitar og savblad i de musikalske hovedroller … Hvor tilhørerne – som mest tilhørte de modne aldersklasser – var kommet langvejsfra (nogle helt nede fra Løgumkloster) for at stifte bekendtskab med og deltage i løjerne. Men det er en anden historie. Schwamm darüber! Om forfatteren Ib Johansen (f. 1938) har været ansat på faget engelsk på Aarhus Universitet, og hér har han bl.a. forsket i galskabens historie og dens forskellige litterære og kunstneriske udtryk. Han er også skønlitterær forfatter og oversætter af en række eksempler på “galelitteratur” (Adolf Wölfli, Leonora Carrington, m.fl.).

I sommeren 2008 besøgte jeg Palæstina. Jeg var invi­teret af Art School Palestine til at sam­arbejde og mødes med lokale kunstnere og andre folk i de besatte områder. Besøgets tema var temmelig åbent og min palæstinensiske vært havde forklaret mig, at opholdet godt kunne betragtes som en form for kunstnerisk forskning. Det passede mig fint, da jeg havde arbejdet med aktivistiske undersøgelser og kunstnerisk forskning ved Det Fri Universitet i København.Som et minimum havde jeg besluttet at føre en blog under mit ophold, hvor jeg løbende ville fortælle om mine oplevelser og overvejelser i de besatte områder. På den måde kunne jeg påtage mig rollen som vidnet, der formulerer sit vidnesbyrd til dem derhjemme for at give et kritisk og detaljeret billede af forholdene.Selv om jeg egentlig troede, at jeg var godt orienteret om livet på Vestbredden, var det faktisk forbløffende, hvor anderledes forholdene blev oplevet, da jeg stod på gaden i Ramallah. Alene den erfaring gør det klart, hvor langt der er fra mediebilledet af Palæstina til det konkrete liv i de besatte områder. Sam­tidig var det en gave at opleve, hvor rig og sammensat kulturen var blandt den gruppe palæstinensere, som jeg brugte det meste af mine seks uger sammen med.

”Det er der da ingen, der gider læse!” sagde mormor hovedrystende, da jeg i 1988 spurgte hende, om hun ikke kunne tænke sig at få det her vidnesbyrd udgivet.Jeg fandt manuskriptet og hendes fortællemåde både interessant og vanvittigt spændende.Hun havde skrevet sine 190 siders håndskrevne erindringer tre gange, nemlig et til hvert af sine børn.”Mormor, hvorfor har du ikke bare fået dem kopieret?” spurgte Thomas (hendes barnebarn og min ægtemand).Der kom en lille kluklyd fra hende: ”Ja, det havde jeg nok også gjort, hvis jeg havde tænkt over det.”Jeg kom til at holde af Thomas’ lille og milde mormor fra første færd. Hun var beundringsværdig, stærk og sej, på trods af sin ringe højde og drøjde, og så var hun alvidende – næsten. Indtil hendes mand døde, var det hendes pligt at gå 100 % op i sit vigtige job som husmor, som hun satte stor ære i. Hun var hustru, mor, bedstemor og familieplejer med stolthed!Jeg har bevaret hendes skrivemåde fra den håndskrevne historie og suppleret med egne og familiens erindringer samt hentet oversættelse af ikke længere kendte ord og vendinger i ordbøger og historiearkiver.Hun døde i 1999, 97 år gammel.

Bogens titel, Gøgeungen, bærer sin metafor med ære. For hvilken fugl lærer at flyve fra en rede, hvor den end ikke hører til? Det kræver, at man ligesom fugle i højere grad er styret af drifter end af bevidsthed.Denne bog er skrevet med frygt og bæven og sendt som flaskepost til en ukendt læser. Forhåbentlig sidder der et ungt menneske derude, der ligesom jeg selv har måttet famle sig med rystende hænder igennem tilværelsen. Til det menneske er hermed min udstrakte hånd og et vidnesbyrd om, at eventyr aldrig slutter, hvor grufulde de end kan være i begyndelsen, førend man selv har sat det sidste punktum.Uddrag af bogenFlugtrutenVejen er smal og bugter sig igennem det bakkede landskab.Vi kører sammen i bil, du og jeg, min BabyBella.Skulle det ske, at du blev syg og fik brug for lægehjælp, ville vi være på den, for så ville vores flugtrute blive tracket af de danske myndigheder.Indtil videre er du min hemmelighed, mit hjertebarn, vores mirakel.Bilen bryder imidlertid sammen.Vi sidder på et ”familievenligt” kontor.Tre damer sidder om det runde bord.De læser op af udtalelser og paragraffer.De vejer og måler Bella, som sover i sin kurv.De noterer og udveksler noterne imellem sig.Deres øjne er kolde og hårde, let sammenklemte og registreringsparate over for følelsesbetonede signaler.Jeg ved, at jeg skal undertrykke alle følelser og al ængstelighed for ikke at sætte deres antenner i vibration.Om forfatteren Forfatteren er en undseelig enlig mor i starten trediverne, som ofte får folk til at le, men sjældent til at huske sit navn.

Et genfærd besøger åstedet for en mordbrand. En ung paramediciner planlægger en bakteriologisk terroraktion.En purung pige bliver voldtaget af nazistiske skydebrødre.En hund stikker af fra sin herre for at følge sin afdøde elskede.En mordgåde fra efterkrigstidens Danmark forbliver uopklaret.En KGB-oberst i Minsk gør sin gamle Makarov-pistol klar til brug.En flok drenge udpønser en hævn med konsekvenser årtier frem. Og mens aboriginernes mytologiske sletter i Australien hærges af ild, anes konturerne af en kynisk fremtid, hvor livsvigtige organer bliver høstet hos tilfangetagne mennesker berøvet vores minder.Åsteder er et netværk af skæbner og historier, der griber dybt ind i hinanden med dramatiske og poetiske vidnesbyrd fra en kold fortid til de allervarmeste egne i nutiden og i fremtidens horisont.

En søndag i juni 2011 besøger den franske filosof og kunsthistoriker Georges Didi-Huberman den tidligere udryddelseslejr Auschwitz-Birkenau, hvor hans egne bedsteforældre blev dræbt. Han tager en række fotografier med et engangskamera og river tre strimler bark af birketræerne i udkanten af lejren. Hjemme i Paris sætter han sig for at meditere over birkebarken og billederne.Barker en essayistisk foto-fortælling, en række intime og originale refleksioner over Holocaust, vidnesbyrd, sorg og erindring. I 19 tekster og 19 fotografier kredser Didi-Huberman om umuligheden af at repræsentere eller forestille sig lejrenes lidelse —men også om nødvendigheden af at blive ved at betragte de materielle levn og rester, blive ved at se på det, der ikke kan ses.

"Theresienstadt" er et erindringsværk af den danske overrabbiner og forfatter Max Friediger om perioden under besættelsen. I 1943 blev Friediger sammen med 450 andre danske jøder interneret i Horserødlejren af den tyske besættelsesmagt og herfra blev de overført til koncentrationslejren Theresienstadt. I bogen fortæller han om tiden i Horserød, om transporten til Theresienstadt, om livet i barakkerne, om Theresienstadt som arbejdslejr, men også om det åndelige liv i ghettoen og om befrielsen af lejren med De hvide bussers ankomst. "Theresienstadt" er et vigtigt og uforglemmeligt vidnesbyrd fra det 20. århundredes mørkeste kapitel. idden /title /head body center h1 403 Forbidden /h1 /center /body /htmlMax Friediger (1884 - 1947) var en dansk overrabbiner og forfatter. I 1920 blev han valgt til overrabbiner ved Mosaisk Trossamfund i København, men under anden verdenskrig blev han sammen med sammen med 450 andre danske jøder interneret i Horserødlejren af den tyske besættelsesmagt og senere deporteret til Theresienstadt. I Theresienstadt førte Friediger ministerialbog over de danske jøder i lejren, hvor han registrerede fødsler, navngivning og dødsfald. Sammen med de overlevende danske jødiske fanger blev Friediger i 1945 hentet af de De hvide busser.Friediger var stor fortaler for et større fællesskab med den kristne verden samtidig med at han gik ind for et jødisk genopbygningsarbejde i Palæstina. Gennem sit liv udgav han flere bøger om jødedommen, herunder "Lærebog i den jødiske religion" (1922) og "Jødernes historie" (1934) samt erindringerne "Theresienstadt" (1946) om sin tid i koncentrationslejren.

"Kajakmænd. Fortællinger af grønlandske sælhundefangere" indeholder fjorten små fortællinger om livet som fanger i Grønland i anden halvdel af 1800-tallet. Historierne indeholder dramatiske oplevelser fra den barske natur og det iskolde polarklima. Fra møder med isbjørne til kajakforlis og farefulde rejser over indlandsisen. Bogen er et sjældent og yderst interessant vidnesbyrd fra det grønlandske folk fra en periode, hvor der foreligger ganske få skriftlige kilder på grønlandsk. Fangernes fortællinger er oversat og redigeret af den danske forfatter Signe Rink, der selv var født i Grønland, og som havde et indgående kendskab til inuitterne og grønlandsk sprog og kultur.idden /title /head body center h1 403 Forbidden /h1 /center /body /htmlSigne Rink (1836-1909) var dansk forfatter og etnolog. Hun blev født i Grønland af danske forældre, der fungerede som kolonibestyrere i Nuuk og Paamiut. Som fjortenårig blev hun sendt til Danmark for at uddanne sig og under sit ophold i København mødte hun geologen og grønlandsfareren Hinrich Rink. Sammen flyttede de tilbage til Grønland, hvor de blandt andet var med til at grundlægge landets første avis. Da Hinrichs helbred begyndte at svigte, tog de tilbage til Danmark og senere Oslo, hvorfra Signe nedfældede sine oplevelser fra Grønland. Hun talte flydende grønlandsk og skrev en lang række artikler og bøger om inuitterne og den danske koloni. Hun oversatte desuden grønlandske bøger til dansk og engelsk, og i dag anses hun for at være den første kvinde til at skrive om grønlandsk sprog og kultur.

Den 12. juni 1941 blev Anna Rakhmankos bedstefar, hans forældre og hans mindre søskende vækket midt om natten. De blev ført bort af bevæbnede soldater og uden en forklaring. At miste sit hjem, at leve ufrit under usle forhold i et fjernt og øde Sibirien sætter sine spor. At aldrig få en forklaring gør disse spor uudslettelige, og afstedkommer evige spørgsmålstegn i de kommende generationers dna. Din bedstefar Vasja er historien om hvad der skete med Anna Rakhmankos familie, om deres deportation og det liv de fik, fortalt til hende af bedstefarens lillesøster, Ljuba. Og det er historien om hvordan dine bedsteforældre og forældres oplevelser også kan blive en del af dit udsyn.