Bøger om Vidnesbyrdlitteratur

"Theresienstadt" er et erindringsværk af den danske overrabbiner og forfatter Max Friediger om perioden under besættelsen. I 1943 blev Friediger sammen med 450 andre danske jøder interneret i Horserødlejren af den tyske besættelsesmagt og herfra blev de overført til koncentrationslejren Theresienstadt. I bogen fortæller han om tiden i Horserød, om transporten til Theresienstadt, om livet i barakkerne, om Theresienstadt som arbejdslejr, men også om det åndelige liv i ghettoen og om befrielsen af lejren med De hvide bussers ankomst. "Theresienstadt" er et vigtigt og uforglemmeligt vidnesbyrd fra det 20. århundredes mørkeste kapitel. idden /title /head body center h1 403 Forbidden /h1 /center /body /htmlMax Friediger (1884 - 1947) var en dansk overrabbiner og forfatter. I 1920 blev han valgt til overrabbiner ved Mosaisk Trossamfund i København, men under anden verdenskrig blev han sammen med sammen med 450 andre danske jøder interneret i Horserødlejren af den tyske besættelsesmagt og senere deporteret til Theresienstadt. I Theresienstadt førte Friediger ministerialbog over de danske jøder i lejren, hvor han registrerede fødsler, navngivning og dødsfald. Sammen med de overlevende danske jødiske fanger blev Friediger i 1945 hentet af de De hvide busser.Friediger var stor fortaler for et større fællesskab med den kristne verden samtidig med at han gik ind for et jødisk genopbygningsarbejde i Palæstina. Gennem sit liv udgav han flere bøger om jødedommen, herunder "Lærebog i den jødiske religion" (1922) og "Jødernes historie" (1934) samt erindringerne "Theresienstadt" (1946) om sin tid i koncentrationslejren.

Indlæst af Karen Secher"Ved Stalingrad var der så mange dræbte, at hestene holdt op med at være bange for dem. Normalt bliver de skræmt. En hest vil aldrig træde på et dødt menneske. Vi samlede vores egne døde op, men tyskerne lå spredt ud over det hele. Frosne . Iskroppe . Jeg var chauffør, jeg kørte kasser med ammunition, og jeg kunne høre, hvordan deres kranier knustes under bilens hjul . Deres knogler . Og jeg var lykkelig." ***Da Tyskland i 1941 går over grænsen til Sovjetunionen og bryder ikkeangrebspagten fra 1939, begynder det der i Sovjetunionen benævnes "Den store Fædrelandskrig". Omkring en million russiske kvinder melder sig til Den Røde Hær og ikke blot til traditionelle kvindelige opgaver som at bære sårede væk fra slagmarken og fungere som sygeplejersker. Mange insisterer på at få egentlig militære opgaver, og som piloter, snigskytter og kampvognsførere kæmper de side om side med mændene. Efter krigen bliver de i modsætning til mændene ikke betragtet som helte, men mødt med mistænksomhed og ofte ligefrem foragt. Derfor tier de. Indtil Svetlana Aleksijevitj i 1978 begynder at opsøge dem rundt om på fabrikkerne og i deres hjem og beder dem fortælle deres historie. Krigen har ikke et kvindeligt ansigt består af over 200 kvinders vidnesbyrd, en mangfoldighed af stemmer, der sammen med forfatterens refleksioner danner en helt særegen stil, en slags prosa-drama eller lyrisk dokumentar. Bogen er den første i forfatterens store projekt om at beskrive "Det utopiske menneske".

Holocaust-vidnesbyrdet er i øjeblikket genstand for en overvældende forskningsinteresse både herhjemme og i udlandet. At skrive Holocaust er en introduktion til tre litterære vidnesbyrdforfattere, Primo Levi, Elie Wiesel og Jorge Semprún, og deres forfatterskaber.De tre forfattere er imidlertid meget forskellige og har derfor forskellige bevæggrunde for deres aflæggelse af vidnesbyrd. Primo Levi er videnskabsmanden. Han aflægger vidnesbyrd for eftertiden, for sine medfanger, som ikke kom hjem i live – og for selv at forstå. Elie Wiesel er vidnet med de religiøse dogmer, som aflægger vidnesbyrd for at give religiøs mening til sin egen og det jødiske folks historie. Jorge Semprún er det intellektuelle vidne – filosoffen, politikeren, kunstneren – der behandler Holocaust fra så mange vinkler som muligt for at skabe orden på det kaos, som erindringen er.Morten Lassens analyser af forfatterskaberne viser, at et vidnesbyrd ikke er en ’hellig tekst’, men et stykke erindring, der er vinklet og drejet, og eftersom erindringen er en skrøbelig størrelse og det, der skal vidnes om, er ufattelige hændelser, er det måske ikke så underligt, at et vidnesbyrd vanskeligt lader sig afslutte.Morten Lassen, cand.mag. i litteraturvidenskab, adjunkt ved Københavns VUC.