Moderne filosofi: efter 1800

En ung franskmand i Algeriet, Meursault, lever et ganske almindeligt hverdagsliv, indtil han en dag på grund af tilfældige omstændigheder skyder et menneske, han overhovedet ikke kender. Alt, hvad der sker omkring Meursault, oplever han på en underlig søvngængeragtig måde uden rigtig at forstå meningen med hverken det, sig selv eller verden. Han skelner ikke mellem godt og ondt. For ham har alle handlinger samme gyldighed. Romanen er nyoversat af Hans Peter Lund.

Symbolsk roman om en pestepidemi, der i 1940'erne bryder ud i byen Oran i Algeriet.

Mange forbinder eksistentialismen med efterkrigsforfattere som Jean-Paul Sartre, Albert Camus og Simone de Beauvoir, men den havde også rod i Kierkegaards og Nietzsches tænkning. Et kernespørgsmål for eksistentialisterne er: Hvad vil det sige at være menneske? Et andet fælles udgangspunkt er erkendelsen af, at man ikke kan tænke sig frem til et meningsfuldt liv – det er de konkrete erfaringer, der tæller. For eksistentialisterne står mødet, konfrontationen, relationen derfor i centrum. Som mennesker bliver vi kort sagt til i kraft af at træffe valg og involvere os i hinanden. Eksistentialismen er en praktisk livsfilosofi. ”Meningen med det hele” præsenterer de væsentligste tænkere og temaer i den eksistentialistiske tradition. Vi har brug for at genopdage eksistentialismen i en tid, hvor digitale medier vænner os til at tænke meget kortsigtet, og hvor vi er fokuseret på forbrug og underholdning, hævder forfatteren. Bogen stiller løbende refleksionsspørgsmål til læseren og tager udgangspunkt i genkendelige cases. OM FORFATTEREN Jakob Holm (f. 1973) er litterat. Har undervist i dansk sprog og litteratur – herunder Søren Kierkegaard og andre eksistentialister – ved The University of Texas i en årrække og er nu presseattaché ved den danske ambassade i London. Tilknyttet Weekendavisen som anmelder og skribent.

’Enten-eller’ er ikke blot en klassiker inden for eksistentialistisk filosofi, men også et litterært værk man ikke kan komme udenom. Gennem sit smukke, finurlige og til tider drillende sprog peger Søren Kierkegaard på nogle helt essentielle aspekter af den menneskelige eksistens. Det er et værk, der både rummer humor og utrolig filosofisk tyngde. Eller som en af guldalderens største kulturpersonligheder, Johan Ludvig Heiberg’ formulerede det, så slog ’Enten-eller’ ned i ham som: "'Tankelyn, der pludselig opklare hele Sphærer af Tilværelsen'". ’Enten-eller’ er både et filosofisk og litterært mesterværk, og har siden sin udgivelse i 1843 været ét af de mest oversatte danske værker. "[...]'Enten-Eller' har fået klassikerstatus, fordi værket ikke blot var epokegørende ved sin fremkomst, men også siden har fået enorm betydning for blandt andet eksistentialismens udformning. Selvom bogen bestemt har litterære og filosofiske forbilleder hos blandt andre Heiberg, Sibbern og Poul Martin Møller – for nu blot at nævne nogle af de danske inspiratorer – så markerer bogen et nybrud, der gør det rimeligt at tale om tiden før og tiden efter 'Enten-Eller'." - Joakim Garff i Kristeligt Dagblad Gateway /title /head body center h1 502 Bad Gateway /h1 /center /body /htmlDen danske teolog og filosof Søren Aabye Kierkegaard (1813-1855) regnes som eksistentialismens grundlægger og den største danske filosof nogensinde. "Enten-eller", "Begrebet angst" og "Frygt og bæven" er nogle af de mest indflydelsesrige værker, som Danmark har bidraget med til den internationale filosofihistorie.

Tysk-jødiske Hannah Arendt er en af det tyvende århundredes mest udbredte og originale tænkere, og ‘Åndens liv’ er hendes ufuldendte hovedværk, som hun skrev på til sin død i 1975. I ‘Åndens liv’, der var planlagt som et trebindsværk, men som på dansk udgives som ét bind, undersøger hun tanken selv, som den udfolder sig i det kontemplative liv. Til forskel fra sine tidligere skrifter, hvor hun fortrinsvis fokuserede på det aktive, politiske liv i den ydre verden, er dette værk anlagt som en afdækning af det indre liv, åndens liv, som af Arendt blev anset for at være det fundamentale. Ud af denne metafysiske undersøgelse kom et dybt originalt og udfordrende værk om at tænke, om at ville og om at dømme. Arendt står på skuldrene af traditionen, men altid modigt og selvstændigt - hun udfolder med sit eget pligtbud en dybt original “tænkning uden gelænder”. I ‘Åndens liv’ tænker hun i forlængelse af Aristoteles, Augustin, Immanuel Kant og Martin Heidegger, og stor opmærksomhed vies til Paulus, Epiktet, Thomas Aquinas, Duns Scotus, Hegel og Nietzsche.

Vi lever i en tid, hvor mange er bekymrede for den verden, vi ser omkring os – med opbrud som fortegn for meget af det, vi før tog for givet. Og hvor klimakatastrofer, flygtningestrømme og skarpe opdelinger mellem ”os” og ”dem” er blevet en del af vores hverdagsretorik. Vi lever med andre ord i en tid med fokus på, hvad der skiller os. Men hvad binder os sammen – ud over frygten? Er der også håb? Ja, lyder svaret. Folkelig vækkelse kan genopstå, og verden ophører næppe med at bevæge sig fremad. Denne bog giver ordet til en række af de skarpeste tænkere, både inden for filosofien og litteraturen. Under en række fælles temaer forholder blandt andre Marilynne Robinson, Salman Rushide, Anthony Giddens og Axel Honneth sig til den samtid, de lever i og er optaget af i deres værker og tænkning. Bogen er skrevet på baggrund af interviews, som Bjørg Tulinius og Michael Bach Henriksen har foretaget. Mødt: Salman Rushdie, Anthony Giddens, Amos Oz, Zygment Bauman, Mario Vargas Llosa, Charles Taylor, Per Petterson, Finn Skårderud, Ida Jessen, Dorthe Jørgensen, David Grossman, Axel Honneth, Marilynne Robinson, Hartmut Rosa, James Wood, John Gray, Patti Smith og Slavoj Zizek. Om forfatterne:Bjørg Tulinius, født 1964, har læst filosofi og er uddannet journalist. Tidligere redaktør ved DR og mediechef ved Aarhus Universitet. Siden 2015 journalist ved Kristeligt Dagblad. Michael Bach Henriksen, født 1974, er cand.mag. i litteraturhistorie og amerikanske studier. Tidligere underviser ved Aarhus Universitet. Foredragsholder og forfatter af flere bøger om amerikanske samfundsforhold og litteratur. Siden 2005 kulturredaktør ved Kristeligt Dagblad.

Wolfram Eilenberger har sat nye standarder for formidling af filosofi med denne nye bog, som sammenfletter fire fascinerende biografier, en solid portion fagfilosofisk teori og et portræt af 1920’ernes Tyskland. Tilsammen danner disse ingredienser en både underholdende og tankevækkende fortælling - ikke mindst takket være de fire excentriske hovedpersoner: sprogfilosoffen Ludwig Wittgenstein, værenstænkeren Martin Heidegger, nykantianeren Ernst Cassirer og mystikeren Walter Benjamin. Bogen følger disse fire personer i årene 1919-1929 - et tiår, som ifølge forfatteren har været definerende for den filosofiske debat siden. De fire havde nærmest ingen omgang med hinanden, men meget med hinanden at gøre. Fire livsudkast, fire forskellige svar på spørgsmålet: hvad er et menneske? “En enorm og lærd præstation - og oveni det et fortælleteknisk mesterværk, der med usædvanlig fingerfærdighed sammenstrikker de fire mænds kærlighedsliv, pengeproblemer og ontologiske bekymringer.”The Times“Et gruppeportræt af fire brillante filosoffer i kølvandet på Første Verdenskrig … Eilenberger beretter suverænt og smagfuldt.”Guardian

Professor Bent Meier Sørensen har kastet sig ud i et atypisk forsøg: Som mangeårig forsker og underviser ved Copenhagen Business School kunne han for et par år siden konstatere, at det ikke længere var en selvfølge, at de studerende deltog aktivt i undervisningen. Alt for ofte vandt facebook og Google kampen om de unge menneskers opmærksomhed. Bogens forfatter indgik derfor en kontrakt med sine studerende: tilbage til pen og papir, computer og iPad ingen adgang i lokalet. Resultatet: Kvaliteten af undervisningen steg eksplosivt, fordi de havde fundet ro til at forstå komplekse problemstillinger. Hvad betyder det for vores kroppe og hjerner, at vi har vænnet os til konstante afbrydelser, fordi vi går på sociale medier midt i en anden aktivitet? Hvad betyder det for forholdet børn og forældre imellem, når vi ikke længere har øjenkontakt, men taler hen over skærmene? "Skærmens magi" er en kritisk og polemisk bog om vores brug og misbrug af skærme i alle livets vigtigsteforhold: barndom, skole, uddannelse, arbejde, parforhold og familieliv. Når skærmen er slukket, mærker man pludselig, at man er et ensomt og afgrænset individ. For at vokse som menneske må man nu stille sig selv fundamentale spørgsmål som: Hvad betyder virkelig noget i mit liv? Hvilke værdier skal præge mine børns opvækst? Hvilke fysiske fællesskaber vil jeg indgå i? Hvad skal binde os sammen som samfund? "Skærmens magi" er et engageret opråb om at trække stikket noget mere og oftere, så vi husker at tænke stort. Det er ikke nok med mere mindfulness og terapi eller at lære at sige nej og stå fast. Ifølge forfatteren skal vi igen lære at fordybe os i skabende arbejde, hente næring og inspiration i viden, gennem fysisk arbejde, i naturen og kunsten. For ganske enkelt at vokse som mennesker, kultur og samfund. Det kræver træning at aflære dårlige vaner, men kampen er først lige begyndt. Bent Meier Sørensen (født 1967) er professor ved Copenhagen Business School samt klummeskribent ved Kristeligt Dagblad.

Den mest indflydelsesrige nulevende filosof udgives for første gang i fuld oversættelse på dansk. Martha Nussbaum er optaget af følelsernes betydning - for vores evne til at knytte os til hinanden og opbygge samfund. Hendes nyeste udgivelse er en suveræn, urovækkende og dog opløftende bog, som med Nussbaums vanlige udsyn tager udgangspunkt i det nye politiske landskab i den vestlige verden, men hæver sig over Trump-figuren og i stedet går gennem den antikke historie for at række ud mod fløjene og modarbejde tidens polarisering. Dét har vi brug for for at modvirke den splittende frygt og uro, som ses i globaliseringens kølvand.

En medrivende fortælling om de fire mest indflydelsesrige kvindelige filosoffer i det 20. århundrede og deres kamp for frihed i mørke tider: Simone de Beauvoir, Hannah Arendt, Simone Weil og Ayn Rand.Wolfram Eilenberger beskriver disse fire menneskers dramatiske liv og deres visionære ideer om individ og samfund, om køn, om forholdet mellem frihed og totalitarisme og mellem Gud og menneske. I et af historiens mørkeste årtier lagde de grunden for et frit samfund.Deres liv - som flygtninge, aktivister, modstandskæmpere, udstødte og oplyste - er en levet filosofi og vidner imponerende om tankens befriende magt. En storslået bog om fire globale ikoner, der i det 20. århundredes afgrund legemliggjorde, hvad det vil sige at leve et frit liv, med verdensomspændende virkning den dag i dag.Bogen er netop udkommet i Tyskland, hvor den allerede er en bestseller.

En morgen i slutningen af august står Bjørn Hansen på Kongsberg Stastion og venter på sin søn. Han er netop blevet halvtreds, og det er fire år siden han forlod Turid Lammers, den kvinde som i sin tid var årsagen til at han forlod kone og barn og flyttede til Kongsberg for at følge "drømmen om stjålen lykke". Men heller ikke mødet med sønnen formår at fylde Bjørn Hansens tilværelse med det indhold han længes efter, og i protest mod livet undfanger han en plan der skal virkeliggjøre hans store Nej.Forord til "Elvte roman, bog atten" af Haruki Murakami.I "17. roman" møder vi Bjørn Hansen igen. Han er blevet pensionist og har for længst afsonet en fængselsdom for forsikringssvindel. Siden har han forsøgt at gå under jorden, og forblive der, i stilhed, så godt det nu lader sig gøre. Men så bestemmer han sig for at kontakte sønnen, som han ikke har set i femten år. Udgivelsen er en samlet udgave af de to første Bjørn Hansen-romaner, der på koncentreret og kompromisløs vis favner alle grundtemaerne i Dags Solstads mesterlige forfatterskab.Denne bog er oversat af Camilla Christensen, Kari Sønsthagen og Torben Weinreich.

"Naturen har udelukkende skabt individerne for at understøtte Lidelsen, for at hjælpe den med at sprede sig på deres bekostning." Mange af sætningerne i Bitterhedens syllogismer (1952) kunne være formuleret med det formål at udtrykke mest mulig fortvivlelse på mindst mulig plads. Aforismesamlingen er skrevet på fransk af den rumænskfødte filosof Emil Cioran, som for at overvinde en mangeårig depression gav afkald på sit modersmål og tilegnede sig en formfuldendt frankofon stil med syttenhundredetallets belletristik som forbillede. Den knappe prosa i Bitterhedens syllogismer bærer præg af denne "kærlighedsaffære med en ordbog": De mest destruktive tankerækker fremføres på en subtil og elegant måde, som hvis Nietzsches filosofiske hammer var forvandlet til en fleuret.Umiddelbart virker Bitterhedens syllogismer heller ikke som en bog skrevet af nogen, der har overvundet en depression, snarere tværtimod: Sortsynet er konstant og angår alt fra religion og ateisme over kærlighed og ensomhed til liv og død. Alligevel er teksten, på trods af det pessimistiske udgangspunkt, altid lystbetonet, motiveret af en generøs vilje til at charmere og underholde. Cioran forstår kunsten at være "elskværdigt ulykkelig", som han selv udtrykker det, og går aldrig af vejen for en vittighed: "En filosofisk mode er ligesom en gastronomisk; man er lige så utilbøjelig til at gendrive en idé som til at gendrive en sovs."Det paradoksale ved Cioran – den vennesæle misantrop – afspejles også i modtagelsen af hans værker. Allerede udgivelsen af hans første bog udløste på den ene side en pris til forfatteren, mens den på den anden side, hvis man skal tro en vandrehistorie, tvang hans forældre til at mørklægge deres hjem om aftenen. Den ikonoklastiske præstesøn var ikke sen til at forlade hjemlandet til fordel for Paris, hvor han boede resten af sine dage, altid nødtørftigt indkvarteret på små hotels med livsledsageren Simone Boué og en enorm bogsamling. Ciorans eneboertendenser og hans værkers uforsonlige udtryk forhindrede ham dog ikke i at indtage en plads i det intellektuelle parisiske miljø. Han var venner med især to andre eksilforfattere, Samuel Beckett og landsmanden Paul Celan, og er blevet beundret på afstand af Susan Sontag og Herta Müller. Bitterhedens syllogismer er det første af hans værker, der er oversat til dansk.Emil Mihai Cioran (1911-1995) var rumænsk forfatter og filosof. Langt størstedelen af sit liv tilbragte han i selvvalgt ­eksil i Paris, hvor han som "rejsende i smuldrende kosmologier" forfinede sit sortsyn til punktnedslag i altings utilstrækkelighed. På trods af en afsmag for anerkendelse lykkedes det ikke Cioran at holde alle læsere fra livet: Samuel Beckett skrev, at han "fandt ly" i hans "ruiner", landsmanden Paul Celan oversatte ham til tysk, og for Susan Sontag var han en arvtager efter Kierkegaard, Nietzsche og Wittgenstein.

En enestående skildring af en drengs opvækst i en fattig fransk familie i Algier, og en ufuldendt roman, der smukt og varmt fuldender et stort forfatterskab.

Arthur Schopenhauer (1788-1860) er en af de mest indflydelsesrige tænkere i europæisk ånds- og kulturliv, og hans Aforismer om Livsvisdom kan uden betænkning betegnes som et litterært mesterværk.Bogen er oversat af dr.phil. Martin Pasgaard-Westerman, som endvidere har skrevet et fyldigt efterskrift. Bogen tager sit udgangspunkt i det klassiske spørgsmål om muligheden for et godt eller lykkeligt liv (eudaimonia) og giver efter klassisk forbillede (Aristoteles, epikuræisme, stoicisme) en række livs- eller verdensklogskabsregler. Aforismerne består af to dele og et tillæg. Den første del omhandler betingelserne for muligheden for et lykkeligt liv med særlig fokus på ens individuelle karakter (åndelige egenskaber), ydre goder (besiddelse) samt ydre anerkendelse (rang, ry, ære). Anden del opstiller en række almene betingelser og almene forholdsregler i ens forhold til en selv, til andre og til verdens gang. Endelig giver Schopenhauer i et tillæg en beskrivelse af de forskellige aldre eller livsfaser. Aforismer om Livsvisdom indgår som et selvstændigt essay i Schopenhauers store senværk Parerga og Paralipomena [biværker og tiloversblevet]. Parerga og Paralipomena er Schopenhauers andet hovedværk og nok det mest indflydelsesrige. Ved udgivelsen i 1851 blev Schopenhauer med et slag verdensberømt både for sit dybtgående og vidtspændende filosofiske system og for sin uovertrufne litterære stil, der sammen med hans berygtede pessimistiske livssyn er blevet hans særlige kendetegn.Det er en stor glæde at kunne præsentere Aforismer om Livsvisdom som første bind af fire planlagte, der skal blive til den første komplette udgave af Schopenhauers Parerga og Paralipomena på dansk.

Ensomheden siger os noget vigtigt om os selv og vores plads i verden. Denne bog behandler både den dårlige og den gode ensomhed. Den dårlige har store konsekvenser for mange menneskers livskvalitet og sundhed, den gode ensomhed har vi måske for lidt af? Supermans tilflugtssted hedder ‘Ensomhedens fæstning’, og det er det eneste sted, hvor han virkelig kan være sig selv, uden at forstille sig. Også vi, som ikke er superhelte, har brug for sådan et sted.Ensomhedens filosofi giver en bred indføring i hvad ensomhed er, hvem der rammes af ensomhed, hvorfor ensomhedsfølelsen opstår, vedvarer og forsvinder, og hvordan man kan forholde sig til ensomheden som individ og som samfund. Er der træk ved vores moderne samfund, som skaber ensomhed?

“Når ytringsfrihed reduceres til propagandafrihed, er de eneste dele af den menneskelig ånd, som fortjener at udtrykke sig, ikke frie til at gøre det.”I essayet "Personen og det hellige" skriver den franske filosof, mystiker, lærer og aktivist Simone Weil sig ind i et område, hvor etik og retsfilosofi bliver uskelnelige. Med glødende intensitet og utrolig klarhed spørger hun, hvorfor den etiske handling aldrig kan reduceres til et spørgsmål om rettigheder, og hvordan begrebet om den juridiske person paradoksalt sætter grænser for retfærdigheden. På denne måde formulerer hun det store spørgsmål for enhver politisk praksis, der vil forstå sig selv som retfærdig.Simone Weil levede fra 1909 til 1943, og hendes liv og skrifter minder os om, at politik må forstås som en praksis. Selv tog hun et års orlog som lærer for at arbejde på Renault-fabrikkerne, for bedre at kunne forstå, hvordan hårdt fysisk samlebåndsarbejde påvirker arbejdernes måde at tænke på. Det er dette kompromisløse politiske engagement der gør, at hendes skrifter måske er mere relevante i dag end nogensinde før.

Det åbne er et helt centralt værk for forståelsen af Giorgio Agambens forfatterskab og desuden smukt i sin nærmest minimalistiske komposition. Bogens indledes og er oversat af Søren Gosvig Olesen.Bogens tema er forfatterskabets hovedtema: antropogenesen, eller hvordan man bliver menneske. Men Agamben går længere her end i andre af sine tekster. Han spørger, hvorvidt det stadigvæk er muligt at blive menneske, at gøre den bevægelse, gennem hvilken mennesket hæver sig ud af den øvrige natur for at opnå sin status af menneske. El­ler kort sagt – da »menneske« ikke straks betyder »enkeltmenne­ske« – han spørger, om menneskeheden stadig findes.Værket består af 20 kapitler, som hovedregel korte og fulde af citater, og som alle forsøger sig med definitioner af mennesket i forhold til dyret, alle sammen problematiske, på en eller an­den måde utilstrækkelige og uholdbare, viser det sig. Mennesket er et dyr, men det er ikke et dyr som de andre, det er også andet og mere. Men hvordan er det ‘andet og mere’ forbundet med det dyri­ske? Hvor går grænsen? Er det overhovedet muligt at trække en grænse? Hvis det er muligt, så er det i hvert fald ikke muligt med en streg, med lineal. Det er bare lige så kunstigt. Hver gang der viser sig en faktisk grænse, viser den sig at være et artefakt, i virkeligheden på én gang metafysisk og politisk.Mennesket er det væsen, der skal genkendes og anerkendes som sådan for at være, hvad det er. »Kend dig selv!« er, hvad Linné skriver til definition af mennesket i sit store klassifikationssystem. Men hvordan kan et imperativ udgøre en definition? spørger Agamben. For at afprøve det spørgsmål – om et væsen, hvis væsen aldrig er fastlagt – retter han det også til Kojève, Bataille, Uexküll og (især) Heidegger. I alt 20 korte kapitler, 20 plancher med citater og kommentarer til belysning af; hvordan mennesket bliver menneske.Giorgio Agamben (f. 1942) er en af vor tids mest markante og kontroversielle filosoffer. Hans tænkning er inspireret af bl.a. Heidegger, Benjamin, Nietzsche, Aristoteles, Marx og Derrida. For Agamben hænger sprog, litteratur, metafysik, politik og etik nøje sammen.Søren Gosvig Olesen (f. 1956), filosof, oversætter og forfatter. Han er dr.phil.habil fra Université de Nice og lektor i filosofi ved Københavns Universitet.

Lars von Triers film- og tv-produktioner har siden hans biografdebut med The Element of Crime i 1984 udløst stærke reaktioner hos publikum, og desuden har han vakt opsigt i hele filmverdenen med Dogme 95-manifestet. I dag regner mange Trier blandt de største nulevende filminstruktører, og med hver ny film forventes han at sætte nye standarder for, hvad filmmediet kan. I denne bog undersøges Lars von Triers affektskabende og etisk involverende stil med udgangspunkt i hans værker over en 30-årig periode, helt op til hans seneste film, Nymphomaniac. Centralt i Bodil Marie Stavning Thomsens læsninger står væsentlige analytiske begreber som det haptiske, det affektive, det diagrammatiske og det signaletiske materiale, der med Gilles Deleuze anvendes til at betegne det, der i filmene undslipper en repræsentationel analyse. Lars von Triers fornyelse af filmen 1984-2014 giver en omfattende læsning af Lars von Triers værker i lyset af Deleuzes (film)filosofi og udfolder en ny affektdiagrammatisk filmteori. Løbende inddrages Gilles Deleuzes og Félix Guattaris filosofiske arbejder, samt bl.a. Brian Massumis fortolkning af Baruch de Spinozas affektbegreb og C.S. Peirces diagrammatiske tegn. Bogen giver således en nytænkende analyse og diskussion af samtlige hovedværker af en af vor tids mest anerkendte filminstruktører. Bodil Marie Stavning Thomsen, ph.d., professor mso ved Nordiske studier, Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet.

“Situeret viden” (1988) er – vedsiden af “A Cyborg Manifesto” (1984) – Donna Haraways bedst kendte og mestudbredte værk. Artiklen har haft stor betydning for diskussionen af, hvadvidensproduktion, videnskab og objektivitet er, og ikke mindst kan være.– Fra Lis Højgaards forord til dendanske oversættelse Gennem en kritik afobjektivitetsbegrebet – videnskabens gudetrick, hvor alt ses intetstedsfra,uden krop og kontekst – vil Haraway generobre synet som sanse- ogerkendelsessystem, nu genindlejret i specifikke praksisser, situeret. Haraway vilvise os, at der ikke eksisterer noget uskyldigt perspektiv, at hvad vi ved, erbestemt af kontekst og situation. I stedet opfordres vi til at lære at tage ansvarfor vores viden ved at forholde os åbent (ikke-beherskende og i accept af det modsætningsfyldteog paradoksale) over for, hvordan den produceres. Situeretviden er en del afbogserien AFTRYK, der samler korte og vedkommende filosofiske tekster med væsentligvirkningshistorie. Lis Højgaard har skrevet introduktionen til teksten, der gørden relevant for studerende såvel som læsere med interesse for videnskab,objektivitet og feminisme.

Antifragile, a masterpiece by Nassim Nicholas Taleb, is a book that will truly change your perspective. Published in 2014 by Random House LCC US, this book belongs to a genre that blends philosophy, economics, and psychology in a unique and captivating way. Antifragile goes beyond the conventional dichotomy of fragile versus robust. Taleb introduces a third category, 'Antifragile,' things that gain from disorder. The author skillfully guides the reader to understand how we can apply this concept in various aspects of our lives. Antifragile is not just a book, it's a new way of looking at the world. Don't miss out on this enlightening read from one of the most profound thinkers of our time.

Udgivelsen er forlagets bidrag til fejringen af Friedrich Hölderlins 250-års fødselsdag i 2020. Udvælgelsen af digtene, skrifterne og brevene er foretaget af Jørn Erslev Andersen, som også har skrevet et fyldigt essay. Bogen er illustreret af Peter Brandes.Karsten Sand Iversen har nyoversat digtene 'Som når på højtidsdagen …', 'Brød og vin', 'Natsange' og de filosofiske fragmenter 'Væren, urdeling, modalitet', 'Bemærkninger til Ødipus' og 'Bemærkninger til Antigone'. Endvidere indeholder bogen ældre oversættelser: 'Fædrelandet i undergang …' ved Lars S. Arndal og Stig Olsen, 'Den tyske idealismes ældste systemprogram' ved Søren Mau og Søren Riis samt syv breve oversat af Peter Seeberg.Som digter og tænker virkede Hölderlin i en periode, der indvarslede moderniteten i Europas nyere historie. Krige, kulturelle opbrud, industrialiseringens gennembrud og den franske revolution udgjorde et konfliktpræget, visionært og dynamisk transformationsfelt for den gryende formning af moderne digtning, æstetik og filosofi, som han bidrog til sammen med en række andre nytænkende europæiske digtere og tænkere.Hölderlins epokegørende digte 1800-1806 og brevromanen "Hyperion" med deres komplekse og levende kombinationer af poetisk revolution og visionær filosofisk tænkning er unikke og slidstærke bidrag til periodens kulturhistoriske nybrud med virkning helt frem til i dag. I den henseende præsenterer antologien nogle af hans mest berømte og betydningsfulde digte, skrifter og breve.Jørn Erslev Andersens fyldige essay præsenterer, rentegner og aktualiserer relationen mellem natur og frihed i Hölderlins digtning og tænkning 1789-1806 gennem krydslæsninger af antologiens tekster. Det indledes med et introducerende afsnit om at læse Hölderlin i dag, cirka 100 år efter hans sene spektakulære entre på den verdenslitterære scene. Herefter følger en kort biografisk skitse og introduktioner til teksterne i to længere hoveddele, 'Natur og frihed' og 'Filosofi og poesi', med forslag til nye aktualiserende synsvinkler på Hölderlins naturtænkning og frihedsideer. Essayet afsluttes med en præsentation og analyse af Hölderlins berømte begreb om den tragiske cæsur, der endevendes i bemærkningerne til Sofokles-tragedierne Ødipus og Antigone.Jørn Erslev Andersen (f. 1953), litteraturhistoriker, lic.phil. og lektor ved Aarhus Universitet. Har etableret sig som en internationalt anerkendt Hölderlin-forsker.Peter Brandes (f. 1944), kunstmaler, grafiker, billedhugger og fotograf. Modtog i 2013 Friedrich-Hölderlin-Preis for sit arbejde med kunstneriske formidlinger af Hölderlin.

Denne bog indeholder fem taler, som den unge Nietzsche holdt i 1872, og som i dag stadig virker som en dugfrisk kommentar til og kritik af, hvad der sker i vores uddannelsessystem. Nietzsche var blandt de første til at se, hvordan den videnskabelige specialisering førte til en anden slags universitet end Humboldts klassiske dannelsesanstalt. Og han var yderst kritisk over for dette og over for den statslige nytteorientering, som fandt sted, og som over tid ville forvandle ikke blot universiteterne til åndløse uddannelsesfabrikker i erhvervslivets tjeneste, hvis mål ene og alene er at få de unge til at færdiggøre deres studier i en fart, så de kan blive nyttige samfundsborgere og bidrage til bruttonationalproduktet. Bogen forsynes med et grundigt efterskrift af idehistorikerne Lars-Henrik Schmidt og Jens Erik Kristensen.

Ensomhedsparathed fortæller historien om eksistentialismens opståen, død og genopstandelse i nyere tid. Eksistentialismen begyndte i 30’erne som et opgør med naturalismen og positivismen. Efter at have været forsvundet nogle år, er eksistentialismen aktuel igen. Den frigør den enkelte fra fællesskabets fængsel og befrier tænkningen fra naturalismens fangarme. Eksistentialismen styrker evnen til ensomhed. Ensomhedsparathed fortæller på en ny måde historien om, hvordan eksistentialismen opstod i 1930’ernes Tyskland, blev populær i 1940’ernes Paris, kom til England i 1950’erne og dukkede op i Danmark i 1960’erne, for så at forsvinde. Modstanden mod den kom først fra nazismen, dernæst fra katolicismen og kommunismen, så fra neomarxismen, og i dag kommer modstanden fra naturalismen og positivismen. Forskellige danske tænkeres tanker diskuteres, dissekeres og dekonstrueres: Niels Grønkjærs nye menneske hinsides eksistentialismen; Svend Brinkmanns forlorne eksistentialisme; Rune Lykkebergs kamp mod eksistentialismen; Jakob Holms friske eksistentialisme, Carsten Jensens skabs-eksistentialisme og Peter Lund Madsens uhyggelige determinisme. Eksistentialismen, individets filosofi, er vendt tilbage. Ensomhedsparathed slutter med et muntert og polemisk selvbiografisk efterskrift om ‘min tids litteraturbølger’. Pressen skriver: ★★★★ Som akademisk-polemisk debatbog er Ensomhedsparathed ret fremragende. At skrive så medrivende og fornøjeligt om et så vanskeligt emne er en stor kunst. - Berlingske ★★★★ Hans Hauge skyder veloplagt til alle sider i sin nye bog om eksistentialismens aktualitet. Både det moderne nytte-universitet og tidens varme drømme om fællesskab må holde for. - Kristeligt Dagblad Hauge er humanistisk belæsthed imod tidens akademiske korrekthed og mekanik. - Information Hans Hauge slår mange slag for individets ret til ensomhed i en lille, oplagt bog om eksistentialisme. - Weekendavisen Elskelig og veloplagt. - Tidsskriftet Fønix Guf for dig som har mod på filosofi på akademisk niveau. - Bibliotekernes lektørudtalelse ★★★★ - The Good Discussion

Max Stirner (pseud. f. Johann Caspar Schmidt): Kierkegaards samtidige, Hegels skarpeste kritiker, bekæmpet og hadet af Marx og Engels, af Feuerbach kaldt ´den mest geniale og frie forfatter, jeg har kendt´, beundret og plagieret af Nietzsche, Dostojevskijs inspiration til Raskolnikov-figuren i romanen Forbrydelse og straf, udstødt og forvist til litteraturens giftkabinet!"Den ultimative individualistisk-anarkistiske provokation... Nådesløs skarp er Stirners sensibilitet for den kærlighed til abstrakta, der fører til had til det konkrete, som hans genkommende kritik af humanister, der dyrker Mennesket, og som for at fremkalde dette fremdrømte idealvæsen er klar til at tage langt værre midler i brug mod enkelte, konkrete mennesker end folk, der ikke er vakte af drømmen om Mennesket".Frederik Stjernfelt i Weekendavisen, 10. september 1999."Bogen er udkommet på dansk med 150 års forsinkelse i en fin og fortjenstfuld oversættelse, og her kan man læse formuleringer, der foregriber Nietzsches opgør med hykleriet".Martin Zerlang i Politiken, 7. oktober 2000.

"Angst er som svimmelhed. Den der skuer ned i et svælgende dyb, han bliver svimmel".Søren Kierkegaards "Begrebet Angst" udkom første gang udkom den 17. juni 1844 under pseudonymet Vigilius Haunienses og er en psykologisk analyse af det dogmatiske problem om arvesynden.I denne udgave af "Begrebet Angst" er teksten ændret til nudansk af mag.art. Jens Staubrand, der tillige har udvalgt billederne og skrevet de uddybende informationer som billedtekster indeholder.Det er forlagets håb at denne nudanske, gennemredigerede udgave af dette centrale værk vil tiltale den nutidige læser, ligesom det er vores håb, at bogens billeder og deres ofte fyldige tekster giver læseren en dybere og mere rig læseoplevelse, end hvis man kun havde den nøgne tekst.

Tænkningens for-gængereMidt i verdensnattensmørke må nogen blandt de dødelige vove at se ud i afgrunden og erfare det, viendnu ikke har sprog for. Det er det, digterne gør. Digtning skaber perspektivforskydninger,giver os en chance for med en nyfunden klarhed at se alt det, der er, i sinhelhed. Heidegger mente selv kun at tænke én tanke: nemlig hvordan alt detværende i sin væren viser sig. Netop poesien frigør sproget fra den dagligdagsinstrumentelle brug, så det kan tale om, hvordan det værende er. For ”sprogeter værens hus”.“Hvorfor digtere itrange tider?” er det spøgende spørgsmål, der indleder Martin Heideggersforelæsning fra 1946, holdt i anledning af 20-årsdagen for Rainer Maria Rilkesdød – og skrevet i skyggen af anden verdenskrig. Især tre spørgsmål optagerMartin Heidegger i hans sene filosofi: Hvad vil det sige at eksistere påjorden, hvad er teknologi, og hvad skal vi med digtere? I Hvorfor digtere?viser de tre spørgsmål sig at være tæt forbundne. Hvorfor digtere? er en del af bogserien AFTRYK, der samler korte ogvedkommende filosofiske tekster med væsentlig virkningshistorie. Kasper NeferOlsen har skrevet indledning og oversat denne tekst, der er relevant for alle,der interesserer sig for kunstfilosofi, teknologikritik og eksistenstænkning.Martin Heidegger (1889-1976) indtager en fremtrædende position i det tyvendeårhundredes filosofi, særligt inden for fænomenologi, som han bragte i berøringmed hermeneutik og eksistenstænkning. Heidegger var optaget af spørgsmål omværen, tid, menneskets kastethed og frihed. Hans hovedværk er Væren og tid,der afsøger værensspørgsmålets mening i det konkrete, levede liv. Senere iforfatterskabet fortsætter denne søgen i dialog med historien, kunsten ogteknologien, og i nærværende tekst er det forholdet mellem liv, sprog, tænkningog digtning, der er i centrum.

"I vores såkaldte tekniske epoke er kampe mod vindmøller de eneste, vi ved, hvordan skal udkæmpes.”Det her oversatte essay af Simone Weil indeholder hendes afvisning af partiånden og partitagen overhovedet i de demokratiske samfund. Med grusom ironi spidder hun de demokratiske samfunds kerneinstitution: "Partierne er en vidunderlig mekanisme, som på det nationale plan sørger for, at ikke en eneste ånd kan henlede sin opmærksomhed på den indsats, der består i at forstå hvad der er godt, retfærdigt og sandt i de offentlige anliggender.” Gennem en sylespids analyse konkluderer hun, at de totalitære strømninger der i hendes samtid løb gennem det nazistiske og det kommunistiske parti, ikke blot er historiske undtagelser, men er definerende for ethvert politisk parti.Simone Weil levede fra 1909 til 1943, og hendes liv og skrifter minder os om, at tænkning er noget alle mennesker kan bedrive, for så vidt de tager udøvelsen af dømmekraften alvorligt. Hun læste filosofi på det franske eliteuniversitet Ecole Normale Superière på samme årgang som Simone de Beauvoir, der var misundelig på hendes store medfølelse. Da krigen brød ud flygtede hun til London, hvor hun døde i en selvbestaltet sultestrejke som 34-årig. I et brev til hendes mor, kaldte Albert Camus Weil for “vor tids eneste store ånd”.

Det guddommelige er Guds sag, det menneskelige „menneskets” sag; min sag er hverken det guddommelige eller det menneskelige; den er hverken det sande eller det gode, det rette eller det frie osv.; — den er blot min sag, og den er ikke almindelig, den er — den eneste, som jeg er den eneste. For mig har intet større betydning end jeg selv.

Metamening handler om hvordan mennesker skaber mening. I dag søger mennesker at realisere det meningsfulde liv på flere og flere områder, både i privatlivet og på arbejdet. Mening er således i centrum for menneskers liv, men hvad er mening egentlig for noget, og hvad er det, vi gør, når vi skaber mening? Metamening viser, hvorledes der findes fællesmenneskelige måder at skabe mening på, som skaber vores tanker og følelser, og som vi bruger til at forstå andre med. Metamening er først og fremmest en praktisk filosofibog, som anviser teorier og metoder, hvormed man kan udvikle en større selvindsigt i sin egen livsfilosofi og meningsudvikling. Bogen behandler emnerne: personlig livsfilosofisk udvikling, kommunikation, etik, organisationsudvikling og samfundsudvikling samt anviser metoder til livsfilosofisk vejledning. At have indsigt i menneskers måder at skabe mening på kan blive en afgørende faktor for, om menneskeheden formår at skabe en global fredelig sameksistens og tilpasse sig klodens økosystem. Uddrag af bogen "Dit liv er dit eksperiment, og det er din livsmening, du eksperimenterer med. Uden at vide noget om, hvad mening er, og hvordan mening forandrer sig, risikerer man at blive styret af mening. Med indsigt i metamening forstår man bedre, hvordan bevidstheden virker. Målet er at opnå en selvopmærksomhed rettet mod de forudsætninger, man skaber sit liv ud fra." Metamening s. 12 Om forfatteren Alex Riel (f. 1962) er cand.mag. i filosofi og forfatter til flere bøger om livsfilosofi. Alex Riel arbejder som foredragsholder og uddanner filosofiske vejledere, hvor forståelsen for menneskets livsfilosofiske udvikling er i centrum. For Alex er livsfilosofi ikke kun et fag, men en måde at leve på.

Th.W. Adorno, en af grundlæggerne af Frankfurterskolens kritiske teori, er en af vor tids største filosoffer. Han var meget optaget af musik og ville oprindeligt være komponist. Han skrev en lang række bøger om musik. Wagner – forsøg på en tolkning (1937) forsøger at demaskere komponisten i lyset af nazismens fremmarch. ‘Mahler – en musikalsk fysiognomik’ (1960) er en del af Adornos projekt om det modernes gennembrud. Helt tilbage i 1938 besluttede Adorno at skrive en bog om Beethoven – for ham måske den største af de klassisk-romantiske komponister, men han blev aldrig færdig. Livet igennem skrev han artikler om Beethoven foruden en lang række noter, fragmenter og udkast til dele af bogen. Adorno døde i 1969, og forskeren og lederen af Adorno­arkivet, Rolf Tiedemann, påtog sig opgaven at samle alle stumperne til en bog. Det medfører, at bogen ikke har værkkarakter i betydnin­gen afrundethed, indre sammenhæng, fuldendthed. Den er et værkfragment. Og til gengæld fyldt med modsætningsfyldte vurderinger, analyser, klarheder om Beethoven, som måske ikke ville have kunnet få plads i en færdig bog.Et af Adornos fragmenter lyder:“På lignende måde, som der kun findes Hegels filosofi, findes der kun Beethoven i vestens musikhistorie.”