Bag om Den store runde seng
Hank Janson, den fandenivoldske forhenværende politireporter fra Chicago, finder ud af, hvad store runde senge blandt andet kan bruges til – pengeafpresning!
Men så opdager han, at der var flere af slagsen, alle skuepladser for unævnelige hændelser, alle basis for både naturlige og unaturlige udskejelser. Der var også tre piger – alle skønheder og lige hæmningsløse …
Hank Janson er pseudonym for den engelske forfatter Stephen Daniel Frances, der gav hovedpersonen i sin populære serie af hårdtslående thrillere samme navn. Den første roman om Hank Jansons eventyr i England og USA‘s kriminelle underverden udkom i 1946, og bøgernes storhedstid fortsatte op igennem 1950‘erne, hvor de blev oversat til adskillige sprog og solgt i millioner af eksemplarer.
Hank Janson er en hårdkogt reporter, der ikke er bleg for at dykke ned i storbyens dystre underverden, hvor nådesløse gangstere, kæphøje håndlangere og hurtige damer lever efter gadens love – og ofte lader livet for dem.
Vis mere