Bag om Flash MX 2004 - tips & tricks til begynderen
Macromedia Flash har gennemgået en enorm udvikling i løbet af ganske få år, og mulighederne er blevet nærmest endeløse, uanset om man ønsker at programmere spil, skabe brugerflader til mobiltelefoner, bygge flotte og avancerede grafiske brugerflader, oprette præsentationer osv. I sagens natur bliver programmet i kraft af denne udvikling også mere omfattende og dermed mere krævende at sætte sig ind i – ikke mindst for begynderen. Brugerfladen bliver større, og de discipliner, der før var grundkernen i programmet, f.eks. lettilgængelig animation, bliver pludselig en mindre del af noget meget større. Flash har også fået udviklet et scriptsprog med navnet ActionScript, og dette har bevirket, at det pludselig er blevet et decideret udviklingsværktøj til avancerede løsninger af mange slags. Det har samtidig bevirket, at man som bruger af programmet har fået mange flere og ganske krævende ting at forholde sig til – og sætte sig ind i.
Derfor denne bog. Flash MX 2004 er ikke længere helt ligetil at anvende, og det er ikke så lettilgængeligt, som det var i gamle dage. De simple teknikker med relation til animation, brugerflader med knapper, anvendelse af forskellige former for lyd og lignende er mere uigennemskuelige at bygge i Flash MX 2004 i forhold til f.eks. tilfældet var i Flash 3. Meningen med denne bog er at præsentere en række arbejdsopskrifter, der netop viser, hvorledes man som nybegynder eller mindre erfaren bruger kan bygge forskellige og brugbare ting i Flash – vel at mærke i Flash MX 2004.
Hvert trick i bogen tager sigte på noget, der i vid udstrækning kan anvendes af den almindelige bruger, som blot ønsker at bygge nogle spændende, sjove og interessante ting til f.eks. sit eget websted. Det er bl.a. grundlæggende animation, knapper, musikknapper, trækbare vinduer, grundlæggende brugerflader, vinduer med rullepaneler, preloaderfunktioner, indlæsning af tekst og billeder fra eksterne filer og mange andre spændende discipliner...
Desuden starter bogen blidt med en introduktion til de Flash-funktioner, der er værd at kende til, før vi tager fat på bogens egentlige tricks. Således vil du blive sat i stand til at finde rundt i programmet og til at eksportere/publicere dine film, så de kan tages i anvendelse på f.eks. websider.
Lær bl.a. om
Grundlæggende animation
Knapper
Musikknapper
Trækbare vinduer
Brugerflader
Vinduer med rullepaneler
Preloaderfunktioner
Indlæsning af tekst og billeder
Og mange andre spændende ting
Vis mere