Bøger af Anders Ehlers Dam

Ernst Jünger (1895-1998) er en af de største og samtidig mest omstridte tyske forfattere i det 20. århundrede. Da Første Verdenskrig brød ud i august 1914, meldte han sig straks under fanerne, og i efteråret 1918 modtog han Tysklands højeste militære udmærkelse, Pour le mérite, for sin krigsindsats.I 1920 debuterede Jünger med den selvbiografiske I stålstormen, der regnes for en af de bedste bøger, der er skrevet om Første Verdenskrig, og har begejstret læsere som André Gide, Jorge Luis Borges og herhjemme Thorkild Bjørnvig.Op gennem 1920'erne markerede Jünger sig som en af sin generations vigtigste forfattere, på samme tid ultrakonservativ og eksperimenterende avantgardist med forbindelser til bl.a. den franske surrealisme.Interessen for Jünger og hans forfatterskab, der omfatter romaner, fortællinger, essayistik, filosofi og dagbøger og strækker sig over det meste af det 20. århundrede, har siden Murens fald været støt stigende både internationalt og i Danmark.Soldat, arbejder, anark. Ernst Jüngers forfatterskab er den første samlede fremstilling af denne fascinerende århundredskikkelse på dansk. Den er skrevet af førende danske og internationale eksperter og følger forfatterskabet fra debuten om soldaterlivet i skyttegravene over mellemkrigstidens interesse for arbejderen frem til alderdomsværkets dyrkelse af den uafhængige anark.Med bidrag af Christian Benne, Karl Heinz Bohrer, Anders Ehlers Dam, Heinrich Detering, Carl-Göran Heidegren, Søren Harnow Klausen, Kathrin Maurer, Daniel Morat, Adam Paulsen, Michael Karlsson Pedersen, Jan Rosiek, Kasper Hedegård Schiølin og Frederik Stjernfelt.

Kunsten skal intensivere livet. Det er grundtanken i den vitalistiske strømning, der prægede dansk litteratur og kultur omkring år 1900, og hvis dyrkelse af livets kraft og dynamik var udbredt i hele Europa. Denne bog viser, at intensiteten ikke kun opstår af lys og livslyst: Vitalistisk litteratur er også tæt forbundet med tidens dekadente dyrkelse af forfald og opløsning.Driften i det strømmende liv står i centrum for periodens største forfattere, fra digtere som Johannes V. Jensen, Thøger Larsen og Sophus Claussen til kritikere som Vilhelm Andersen og Georg Brandes. Bogen sætter i en række nylæsninger deres værker i spil med århundredskiftets billedkunst og musik, repræsenteret af J.F. Willumsen og Carl Nielsen.Den livsdyrkende kunst i Danmark sættes desuden ind i sin internationale idéhistoriske sammenhæng. Her er de tyske filosoffer Arthur Schopenhauer og Friedrich Nietzsche i fokus.

”Jeg har en Angst som aldrig før”, hedder det hos H.C. Andersen. For Tom Kristensen er angsten ”asiatisk i Vælde”, mens Tove Ditlevsen oplever ”Verdenshave af Angst”. I de sidste 200 år har angst været et centralt tema i dansk litteratur – helt frem til bekymringen for teknologiske og klimamæssige forandringer hos en samtidsforfatter som Jonas Eika.Romaner, noveller og digte forvandler oplevelser af angst til litterær form. Litteraturhistorien er dermed et emotionelt arkiv, der opsamler fortolkninger af angst og forandringer i angstens udtryksformer. Ved at undersøge, hvordan angsten er skildret hos forskellige forfattere på tværs af tid, får vi et dybere indblik i angstens rolle i den menneskelige tilværelse. I bogen analyserer 13 forskere repræsentationer af angst i dansk litteratur fra H.C. Andersen og Søren Kierkegaard over blandt andre det moderne gennembruds kvindelige forfattere, Henrik Pontoppidan og Inger Christensen frem til de nyeste tendenser inden for spekulativ fiktion.

Hvad sker der, når man trækker sig væk fra verden – praktikaliteternes, synlighedens og interaktionernes gesjæftige tumult – i distanceret refleksion over tingene? Det er det litterære og filosofiske spørgsmål her.Op gennem historien løber en linje af digtere og tænkere, der har holdt sig på afstand af de kulturelle og civilisatoriske centre. I tilbagetrækningen har de opsøgt kontemplation og autenticitet eller set en forudsætning for kritisk distance. Nogle har aktivt bevæget sig væk, andre har følt sig skubbet ud i periferien. Tilbagetrækning kan gå i retning af indre eksil, hvor distance til omgivelserne nok findes, men hvor et almindeligt liv leves. Eller tilbagetrækning kan ikke mindst i moderne tid forekomme i form af konkrete distanceringer, fx i forhold til storbyen, der ellers har været modernismens sted frem for alle andre.Forskellige tilgange til 'distancens patos' er repræsenteret ved en række bidrag. Bogens forfattere fortolker tilbagetrækningens figur som del af en tradition, der er aktuel igen.

Hvad der kan siges, skrives og males, men også hvem der har lov til at gøre det, er under hastig forandring.Er det i orden, at en kvindelig hvid maler lader sig inspirere af sort lidelseshistorie i sin kunst? At en mandlig forfatter, der selv stammer fra den hvide, heteronormative middelklasse, skriver indlevende om seksuelle eller etniske minoriteters undertrykkelse, når det ligger uden for hans egen erfaringshorisont? Og hvad gør vi med kunst- og litteraturhistoriens mange kompromitterede skikkelser? Kan vi stadig med god samvittighed udgive og læse forfattere som Louis-Ferdinand Céline, der var notorisk antisemit? Skal vi tillade udstillinger af Emil Noldes værker, efter at det er kommet frem, at han ikke skyede noget middel for at indynde sig hos nazisterne?Det er nogle af de spørgsmål, der granskes her. Bidragene er skrevet af forfattere og forskere fra en lang række forskellige humanistiske fag og institutioner. De behandler de vigtigste emner i de seneste års diskussioner om identitetspolitik, litteratur og kunsten udfordrede frihed.

Johannes V. Jensens Kongens Fald har siden sin første udgivelse i 1900-1901 fascineret kritikere, forfatterkolleger og et bredere publikum. Romanens forskelligartede modtagelser er for længst blevet en del af dens fascinationskraft: fra samtidskritikkens opfattelse af værket som et usammenhængende og voldsforherligende venstrehåndarbejde over den danske modernismes ophøjelse af den til det sandeste, der er skrevet om det danske sind, til nyere tids kanonisering, popularisering og adaptation til teaterscener. I dette nummer af Passage præsenterer vi en række nye, friske læsninger af dette hovedværk i dansk litteratur. Kongens Fald undersøges fra forskellige vinkler – fra Johannes V. Jensens særlige evne til i det litterære sprog at lade en verden fremtræde for læseren over litteraturhistoriske problemstillinger vedrørende dekadence og vitalisme og den interessante modtagelse i Tyskland til tematiske undersøgelser af hadets betydning og stil og de atmosfæriske og affektive forhold i værket. Endelig undersøges de mange illustrationer, der igennem årene er blevet skabt til dette i både overført og bogstavelig forstand billeddannende mesterværk. Uden for tema bringer vi desuden en artikel om angst i Inger Christensens det.Nummerets temasektion viser, at Kongens Fald er en levende klassiker, der også i 2022 inspirerer dens læserne.

Tiden efter Anden Verdenskrig var præget af krisestemning og kulturkritik. I ruinerne efter krigens barbari voksede en gennemrationaliseret og affortryllet verden frem. De gamle myter var forstummede, og mennesket var efterladt i en moderne virkeligheds ørken. Det var svært at se et grundlag, kulturen kunne bygge på.I Danmark kom kulturkrikken blandt andet til udtryk i tidsskriftet Heretica, hvor digterne ønskede at gøre op med rationalisme, ideologier og politik. Man ventede på nye tider og ville bringe poesien i centrum.I ti artikler af danske og internationale forskere ser Den stumme myte tilbage på efterkrigstidens kulturkritik i dansk litteratur, film og kunst. Med særligt fokus på dansk-tyske forbindelser undersøges de historiske forløbere, og kulturkritikkens status og relevans diskuteres. Fra Kierkegaard og Spengler over for eksempel Blixen, Bjørnvig og Sarvig til Dreyers filmkunst og det kunstneriske nybrud hos Jorn dykker antologiens forfattere ned i forestillingen om den myteforladte modernitet og ser på de erfaringer, der dannede grobund for kritikken.