Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
Grundbog i psykiatri er det autoritative hovedværk inden for dansk psykiatri. Denne tredje udgave er væsentligt opdateret, og beskrivelser af både den nuværende diagnoseliste ICD-10 og den kommende ICD-11 er inkorporeret i alle kapitlerne. Bogens kapitler er grundigt revideret af både tidligere og nye forfattere, ligesom der er kommet nye kapitler til.Hvert kapitel indeholder casemateriale, oversigtsbokse, relevant litteraturliste og resumé, hvilket gør bogen til en oplagt grund- og opslagsbog for medicin- og psykologistuderende samt andre studerende inden for social- og sundhedsfagene. Kan også bruges af professionelle med interesse for psykiatri, fx praktiserende læger, kliniske psykologer, psykiatriske sygeplejersker og psykiatere samt personale på bosteder og i socialforvaltninger.Grundbog i psykiatri giver en opdateret beskrivelse af psykiatrien med mennesket i centrum og med en bred videnskabelig tilgang. Alle psykiske lidelser i WHO’s ICD-diagnoselister bliver gennemgået med fokus på årsagsforhold, forekomst, det klinisk billede, diagnostik og behandling. Fremstillingen af de enkelte lidelser og deres behandling er baseret på den nyeste forskning, og der lægges vægt på, at alle kliniske beslutningsprocesser og behandlinger er evidensbaserede.Erik Simonsen er professor emeritus ved Institut for Klinisk Medicin ved Københavns Universitet og speciallæge i psykiatri tilknyttet Forskningsenheden Psykiatrien Øst, Region Sjælland. Bo Møhl er professor emeritus i klinisk psykologi ved Aalborg Universitet, cand.mag. og cand.psych., specialpsykolog i psykiatri, specialist og supervisor i psykoterapi. Begge har mere end 35 års klinisk erfaring fra psykiatrien.
Moderne psykoterapi – teorier og metoder er den første samlede og opdaterede beskrivelse af de dominerende psykoterapeutiske retninger og deres anvendelse i psykiatrisk og psykoterapeutisk praksis i en dansk sammenhæng.Bogen er skrevet af en lang række erfarne psykiatere og psykologer. I den første del omtales de mest udbredte psykoterapeutiske retninger, herunder psykodynamisk psykoterapi, kognitiv adfærdsterapi, systemisk terapi, interpersonel psykoterapi og gruppeterapi. Første del afsluttes med to kapitler om psykoterapiens diversitet og integration.I anden del gennemgås den psykoterapeutiske behandling af forskellige psykiatriske lidelser som f.eks. psykoser, angsttilstande, depressioner, personlighedsforstyrrelser, belastningsreaktioner, somatiseringstilstande og spiseforstyrrelser.Tredje del af bogen beskriver behandlingen af særlige tilstande og problemstillinger som f.eks. selvmordsforsøg, traumer, transkulturelle spørgsmål og seksuelle problemer. Bogen afsluttes med kapitler om evidens i psykoterapi, supervision, uddannelse og identitet samt etiske spørgsmål i psykoterapien.
Psykoterapeutisk praksis på psykodynamisk grundlag er en bog, der beskriver principperne for god psykodynamisk psykoterapi. Hensigten er at være nyttig på en relativt praksisnær måde og at give en på én gang grundlæggende og nuanceret beskrivelse af psykoterapiens ”how to do”. Bogen forsøger at imødekomme mange terapeuters behov for at finde ud af, hvad man kan gøre eller måske netop ikke gøre i en række af de utallige tvivlssituationer, man kommer ud i som psykoterapeut, ikke mindst, hvis man er ny i faget. Bogen tager afsæt i nutidig psykoanalytisk og udviklingspsykologisk teori, nyere psykoterapiforskning og ikke mindst forfatternes omfattende erfaring som psykoterapeuter og supervisorer i psykodynamisk psykoterapi. De har begge undervist i psykoanalytisk psykoterapi på grunduddannelser på universiteter og på videreuddannelser i psykoterapi og supervision og har herfra erhvervet sig en stor viden om, hvilke spørgsmål eller problemer, der ofte trænger sig på hos terapeuter.
Supervision af psykoterapi og andet behandlingsarbejde fremstiller den kliniske supervisions mange problemstillinger og dilemmaer på en praktisk og anvendelsesorienteret måde. Bogen beskæftiger sig bl.a. med supervisionens afgrænsning i forhold til andre interventioner, supervisors mange forskellige roller, opgaver og funktioner, supervisionens rammer, materiale og proces samt etablering af en supervisionskontrakt. Andre kapitler handler om vurdering af supervisandens faglige kompetencer, forholdet mellem supervisor og supervisand, parallelprocesser, supervision i gruppe og af arbejde med børn og unge samt supervisoruddannelse.Bogen henvender sig til primært til psykologer, læger og andet social- og sundhedsfagligt personale, der står over for at skulle påbegynde deres første supervisioner. Som sådan kan Supervision af psykoterapi og andet behandlingsarbejde læses som en grundbog. Bogen giver også supervisander et nyttigt indblik i, hvad supervision er, og hvad de kan forvente og kræve af deres supervisor. Endelig tilbyder bogen ny inspiration til mere erfarne supervisorer, der trods mange års supervisionspraksis måske aldrig har modtaget en formel indføring i supervisionsteori.Bogens forfattere er erfarne kliniske psykologer. De har begge publiceret bøger og artikler om bl.a. psykoterapi og supervision, de har et stort teoretisk kendskab til området, har forsket i supervision og været tilrettelæggere af og lærere ved en række supervisoruddannelser. Sammen har de bl.a. udgivet bøgerne Supervision af psykoterapi. Teori og praksis (Akademisk forlag, 2007) og Psykoterapeutisk praksis på psykodynamisk grundlag (Hans Reitzels Forlag, 2013).
Betegnelsen tværfaglig supervision dækker over supervision af grupper, bestående af fx psykologer, psykiatere, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, plejere, ergoterapeuter, fysioterapeuter, socialrådgivere, pædagoger og lærere, der typisk arbejder inden for et social- eller sundhedsfagligt felt. Bogen præsenterer fire faglige supervisionsmodeller: en almen, en psykodynamisk, en kognitiv adfærdsterapeutisk og en narrativ. De øvrige kapitler omhandler supervision af personale, der arbejder med specifikke grupper: børn, psykotiske patienter, personlighedsforstyrrede patienter og patienter fra andre kulturer. Tilsammen behandles spørgsmål om teoretisk grundlag, rammer, emner for supervision, metoder, brug af gruppen, variation, supervisors ansvar m.m.
Fokus på relationer handler om at arbejde med relationer i psykiatrien: At kunne skabe en kvalitativ god og respektfuld relation til den psykisk syge er helt afgørende for at skabe udvikling og forandring. Det har stor betydning for den psykisk syges recoveryproces at få hjælp til at kunne indgå i relationer til andre mennesker, i særdeleshed til det nære netværk af familie og venner. Fokus på relationer tager udgangspunkt i relationens betydning for al menneskelig udvikling, dens potentiale, når det drejer sig om psykisk sygdom og om, hvordan man udvikler sin egen relationskompetence, som professionel. Fokus på relationer omhandler følgende emner: De værdier, der ligger til grund for relationstankegangen Det teoretiske grundlag for den relationelle psykiatri Den relationelle psykiatri: psykopatologi og behandling Udvikling af relationskompetence i praksis Relationskultur Familien – den altid tilstedeværende relation Børn og unge i familier med psykisk lidelse Ledelse og relationsarbejde Bogen henvender sig til sygeplejersker, pædagoger, sosu-assistenter, socialrådgivere, ergo- og fysioterapeuter og andre, der arbejder i psykiatrien.
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.