Bøger af Erik A. Nielsen

Emblemer er de måske mest gådefulde billeder, den lange kristne tradition har frembragt. Mellem middelalderens kalkmalerier og oplysningstidens moderne tider blev de igennem 250 år højeste mode i Europa. Moden rejste også til Danmark. De kan ses rundt om i danske kirker, hvor de sidder som malerier på fx stolestader, prædikestole og pulpiturer. Emblemerne er allegori og billedrebus i særlige kompositioner, som kirkegængerne skulle fortolke og forstå. Erik A. Nielsens rigt illustrerede bog er fortællingen om emblematikken som kirkekunst – hvorfra de henter deres forlæg og inspiration, hvordan de komponeres, og hvordan de gådefulde billeder skal forstås og fortolkes.

"H.A. Brorson. Pietisme, meditation, erotik" er tredje bind i værket BILLED-SPROG, hvis to første, stærkt anmelderroste bind, "Kristendommens retorik" og "Thomas Kingo. Barok, enevælde, kristendom" udkom hhv. 2009 og 2010.H.A. Brorson (1694-1764) besidder ikke samme den udadvendte glans som sin barokke forgænger Thomas Kingo. Brorson tilhørte pietismen, 1700-tallets stærke fromhedsbevægelse, og hans verden er indadvendt, lidenskabelig, dybsindig. Den er både poetisk opfindsom og teologisk stringent; gang på gang åbner den sig mod det visionære.Brorson er barn af en videnskabelig og forstandsklar tidsalder: Oplysningstiden. Skønt Oplysningstid og pietisme ofte klichéagtigt modstilles, er deres mellemværende meget mere inspirerende og overraskende end man skulle tro. Hvis Oplysningstiden udfører en ny, metodisk kritik af den gamle verden, udfører pietismen en tilsvarende gennemlysning af en træt og upersonlig lutherdom. Ikke bare verden, men også menneskesjælen trænger til oplysning!I indledningskapitlet viser Erik A. Nielsen os den pietistiske bevægelse i al sin tvetydighed. Den var barsk og dømmesyg, men også klarsynet og gennemmetodisk. Senere føjer et stort kapitel på overraskende vis Brorson ind i den kristne meditations stærke tradition. Som poetisk teolog er Brorson uovertruffen; mængder af kristendommens symbolik nyfortolkes hos ham, og bogen kan bruges som leksikon over hele denne ikonografi.

Lone Hertz: “Glæden ved sproget – og sorgen” (s. 9-14)Anne Marie Helger: “At labbe sproget i sig” (s. 15-25)Jytte Abildstrøm: “Glæden ved at læse” (s. 27-32)Asger Baunsbak Jensen: “Den sidste samtale” (s. 33-40)Birgit Pettersson: “At nå hinanden gennem sproget” (s. 41-46)Klaus Rifbjerg: “Det rige sprog” (s. 47-51)Lars Bonnevie: “Vi har kun det” (s. 53-58)Johan de Mylius: “Sprog som binder og forløser” (s. 59-67)Erik A. Nielsen: “Hvad Gud har sammenføjet …” (s. 69-78)Claus Tilling: “Hvad børn dog hører: Tanker i anledning af Ib Michaels ‘Vanillepigen‘” (s. 79-83)Jesper Hoffmeyer: “Max erobrer virkeligheden – i sproget” (s. 85-91)Lene Johansen: “Glæden ved sproget – begejstringen for livet” (s. 93-97)Per Jespersen: “Samtalens nødvendighed” (s. 99-103)Modersmål-Prisen 1996 ved Gerda Thastum Leffers (s. 105-108)

En fortolkning af kernepunkter i den kristne billedtradition inden for kunst og poesi