Bøger af Gabrielle Wittkop

Alene i kraft af sit emne er Gabrielle Wittkops debutroman Nekrofilen (Le nécrophile, 1972) klam, provokerende og grænsende til det anstødelige. Disse egenskaber fremhæves af fortælleren, antikvitetshandleren Luciens temmelig grafiske beskrivelser af sine affærer, der fremviser en varieret smag i såvel køn som kropsbygning og alder.Da romanen oprindeligt udkom, var den da også en mindre succès de scandale i hjemlandet Frankrig på forfatteren Régine Desforges’ forlag. ”Jeg kan ikke lide hende, og hun kan ikke lide mig. Men hun er ikke bange for noget”, sagde Wittkop om hende. Men ser man bagved det umiddelbart provokerende, er bogen en meditation over menneskets ensomhed og over altid at måtte skilles fra dem, man elsker.Med sin egen grumme logik er Nekrofilen en skildring af et menneske, som igen og igen må tage afsked med sine elskede, trods sine intense følelser for dem; et menneske i dybeste isolation, hvis nærmeste relationer er de døde. Men nekrofilien bliver også til en form for absolut kærlighed: Den er måske flygtig, men i bogen er den fri for de hensyn og kompromiser, der hjemsøger mere gængse parforhold.Det er en melankolsk bog, formet som dagbogsroman og skrevet i en lyrisk og skønhedssøgende prosa, men Nekrofilen er også en fortælling, hvor hovedpersonens sensuelle beruselse ved sine gerninger balanceres af morbidt humoristiske indslag, som da en desværre levende ung mand forsøger at forføre ham: ”Jeg kunne ikke ligefrem sige til ham: ’Jeg kan i særdeleshed godt lide Deres øjne, når det hvide vender ud af dem, Deres stumme læber, Deres iskolde køn, så hvis bare De var død. Desværre har De den utroligt dårlige smag at være i live’”. Når alt kommer til alt, er Nekrofilen både amoralsk, makaber og en tragisk komedie. Gabrielle Wittkop (1920-2002), fransk forfatter, journalist, oversætter og tegner. I sin faders private bibliotek læste hun som 13-årig Marquis de Sade og blev, som hun selv sagde, "et barn af Oplysnings­tiden". Sammen med E.T.A. ­Hoffmann og Edgar Allan Poe er Sade en tydelig inspiration for et forfatterskab, der er lige så amoralsk, som det er skønheds­søgende. Under anden ­verdenskrig indgik Gabrielle, der efter eget udsagn var biseksuel, misogyn og børne­hader, ægte­skab – en såkaldt "intellektuel alliance" – med den ­homoseksuelle tysker Justus Wittkop for at redde ham fra nazisterne. Begge begik med års mellemrum selvmord for at undgå uhelbredelig sygdom; hun med beskeden: "Jeg ­ønsker at dø, som jeg har levet: som en fri mand".

In the last days of the Venetian Republic, the successive wives of Count Alvise Lanzi suffer mysterious, agonizing deaths. Murder Most Serene offers a cruel portrait of a beautiful but corrupt city-state and its equally extravagant and corrupt inhabitants. Redolent of darkness, death, poison and transgression, it is also an over-the-top, tongue-in-cheek Venetian romp.

“Døden er livets vigtigste øjeblik”, sagde den franske forfatterinde Gabrielle Wittkop, og at sige, at hendes forfatterskab kredser om døden, ville da også være en underdrivelse. De fem noveller i Eksemplariske bortgange (Les départs exemplaires, 1995/2012) handler om seks særegne dødsfald. En spion og selskabsløve forsvinder i den malaysiske jungle med alle sine hemmeligheder; en ung kvinde lider en grusom sultedød i en slotsruin med udsigt over Rhinen; Edgar Allan Poe rammes af delirium i Baltimore; en sælger med moderbindinger dør som vagabond i New Yorks kloakker; og et hermafroditisk og incestuøst tvillingepar myrdes på flugt fra Paris.Det eksemplariske er på en og samme tid noget forbilledligt og det, der kan tjene som et karakteristisk eksempel. Forstået på sidstnævnte vis er det så som så med det eksemplariske ved bortgangene, der er højst atypiske, men forstår man det eksemplariske som noget forbilledligt, er det en anden sag: Der er ikke noget nobelt ved bortgangene, der er resultatet af tilfældighedernes spil. Men dødsøjeblikket forlener i novellerne livet med tyngde, med det ekstraordinære.Wittkops blik er kynisk og klinisk, og verdensordenen altid amoralsk: “Øjet, der betragter Kain, er den rene fiktion”, men til gengæld er der æstetisk nydelse at hente i novellernes sanselige orgier, hvis kølige elegance viser inspiration fra forfattere som Marquis de Sade, Edgar Allan Poe, E.T.A. Hoffmann og Charles Baudelaire.Gabrielle Wittkop (1920-2002), fransk forfatter, journalist, oversætter og tegner. I sin faders private bibliotek læste hun som 13-årig Marquis de Sade og blev, som hun selv sagde, "et barn af Oplysnings­tiden". Sammen med E.T.A. ­Hoffmann og Edgar Allan Poe er Sade en tydelig inspiration for et forfatterskab, der er lige så amoralsk, som det er skønheds­søgende. Under anden ­verdenskrig indgik Gabrielle, der efter eget udsagn var biseksuel, misogyn og børne­hader, ægte­skab – en såkaldt "intellektuel alliance" – med den ­homoseksuelle tysker Justus Wittkop for at redde ham fra nazisterne. Begge begik med års mellemrum selvmord for at undgå uhelbredelig sygdom; hun med beskeden: "Jeg ­ønsker at dø, som jeg har levet: som en fri mand".