Bøger af Ingeborg Bachmann

Efter succesen med romanen Malina udkommer nu Ingeborg Bachmanns Krigsdagbog fra 1945. Den 18-årige kvinde jubler i juni 1945 i sin dagbog over, at opleve den skønneste sommer i sit liv. Det var sommeren, hvor freden endelig nåede Østrig. Sommeren, hvor hun, datter af en nazist, mødte den britisk-jødiske soldat, Jack Hamesh, som blev hendes åndelige forbundsfælle i et samfund der var ribbet for troen på mennesket og på fremtiden. Ingeborg Bachmanns bevægende dagbogsblade udgives her sammen med brevene fra Jack Hamesh, der emigrerede til Israel i 1946. Hans sidste brev til hende er fra 1947, og de to sås aldrig igen. "Helt inde ved kærlighedens atomkerne." - Politiken, 5 hjerter"En stor og vidunderlig kærlighedshistorie og en fuldbyrdet tragedie." - Berlingske, 5 stjerner"Et scoop." - Femina, 4 stjerner"En udgivelse med litterær og historisk tyngde i sig selv." - Information

Ingeborg Bachmann var en af tysk litteraturs mest radikale digtere og forfattere. I fem fortællinger betragter hun med mikroskopisk intensitet kvindens vilkår i forholdet mellem kvinder og mænd. Ingeborg Bachmann var gift med forfatteren Max Frisch og havde desuden et livslangt forhold til digteren Paul Celan. Hun døde 47 år gammel i 1973 og blev begravet i sin fødeby, Klagenfurt. Hendes brevveksling med Paul Celan udkommer på Forlaget Vandkunsten i 2011.

Kærlighedsroman, trekantsdrama, psykologisk thriller, historie om en forbrydelse – Malina er det hele. En imaginær selvbiografi, kaldte Ingeborg Bachmann selv romanen. Men først og fremmest er den en svimlende og fuldstændig omvæltende læseoplevelse for den, der giver sig tid til at finde ind i den. Den navnløse jegfortæller lever sammen med militærmanden Malina i Wien. Men det er en anden mand, Ivan, hun elsker. ”Lykkelig med Ivan” hedder første del, hvor den forelskede hovedperson dog mest tilbringer tiden med at længes efter den fortravlede Ivan og ryge smøger – samt skrive natlige breve til alle mulige som hun siden river i stykker. Anden del, ”Den tredje mand”, skildrer i drømmens surreelle form den vold og lidelse, udgående fra faderen som figur, der har ført til en nedbrydning af det kvindelige jeg. I tredje og sidste del finder en afsked med kærligheden sted, hovedpersonen er alene tilbage med Malina, og i romanens berømte slutscene forsvinder hun ind i væggen. Mord eller selvmord? spurgte det tyske forlag sine læsere, da romanen udkom i 1971."Det er mesterligt gjort. Læs 'Malina' og giv dig selv en oplevelse, du aldrig glemmer." Berlingske, seks stjerner"Vigtig og dybt original roman." Kristeligt Dagblad, seks stjerner"En fantastisk og utrolig vigtig bog." - Information"Et mesterværk." - Weekendavisen

”Ingeborg Bachmann er den første kvinde i den tysksprogede efterkrigslitteratur, der med de mest radikale poetiske virkemidler beskriver krigens og ødelæggelsens videreførelse i forholdet mellem mænd og kvinder.” – Elfriede Jelinek”Den betydeligste forfatterinde, vores land har frembragt i dette århundrede.” – Thomas BernhardIngeborg Bachmanns ufuldendte roman Franzas bog begynder med den unge arkæologistuderende Martin Ranner, der kort før sin afrejse til Ægypten har modtaget et kryptisk telegram fra sin storesøster Franza: Hun er flygtet fra sin ægtemand, den verdensberømte psykiater Leopold Jordan, der kontinuerligt udøver forsøg på sin unge kone. Martin finder hende på afgrundens rand i deres barndomshjem i provinsen Kärnten. Franza taler i vildelse, og hendes fine natkjole er forvandlet til en sølle klud. Blandt sine få ejendele har hun et falsk pas, der skal hjælpe hende med at undslippe sin magtfulde mand og flygte med Martin til Egypten. Han føler sig fremmed over for sin ofte fraværende søster, men giver efter for hendes ønske, i håb om at rejsen kan helbrede Franza for hendes pludselige og tilsyneladende dødelige sygdom.Sammen tager de to på en rejse gennem Sudan og Ægypten og gennem Franzas nedbrudte sind, hendes sygdom og traumer og hendes tidligere forhold til de mænd, der har ageret elskere og/eller faderfigurer for hende.Hos Bachmann bærer alle på sygdomme, psykiske såvel som ideologiske. Det gælder også i Franzas bog, hvor spørgsmål om bøddel og offer, om skyld og uskyld efter 2. verdenskrig, om køn, racisme og kolonialisme vendes og drejes i Bachmann svimlende og svimle prosa, der både er en undersøgelse af traumets mange manifestationer – og hvordan disse ultimativt leder til et menneskes død – og af en verden, hvor fascistiske og imperialistiske ideologier lever hverdagsligt videre efter krigen.Romanfragmentet er en del af Bachmanns ufærdige romancyklus Todesarten (Dødsmåder), der skulle udforske de måder, hvorpå kvinders død påføres dem af mænd. På dansk udkom fra samme cyklus Malina i 2021 (Grif, overs. Judyta Preis & Jørgen Herman Monrad).Ingeborg Bachmann (1926-1973) blev født og voksede op i den østrigske provinsby Klagenfurt. I 1953 flyttede hun til Rom. Der skrev hun essays, hørespil, librettoer og især digte, som gav hende status af en af efterkrigstidens største tysksprogede lyrikere. Senere skrev hun sine prosaværker, der især beskæftiger sig med fascismens oprindelse og konsekvenser, og som er gennemsyret af et mismodigt syn på magtforhold mellem mænd og kvinder.Mod slutningen var Bachmanns liv præget af alkoholisme og pillemisbrug. Hun døde i 1973 af brandsår, hun havde pådraget sig ved at falde i søvn i sengen med en tændt cigaret. Hun anses i dag for en af de vigtigste østrigske litterære stemmer i efterkrigstiden.

En landsby, som med krigen udvikler sig fra rolig til beklemt. En trediveårig mand i midtlivskrise. En far der ikke kan elske sin søn, og en flok krigsveteraner der tager krigen med sig i deres civile liv. Ingeborg Bachmanns Det tredivte år er en både brutal, smuk og livsklog skildring af det centraleuropæiske menneske anno 1961. Bachmann var selv i midten af trediverne da bogen udkom og er lykkedes med at lade sit røntgenblik trænge lige så dybt ind i den mandlige psyke, som i den kvindelige. Samlingen, er præget af krigens sorte skygge. Alligevel indeholder den små antydninger af håb om en ny tid hvor det særligt er de borgerlige patriarkalske dyder, der står for fald. I Barndom i en østrigsk by skildres den omsiggribende uro og paranoia der opstår i et landsbysamfund efterhånden som anden verdenskrigs skygge trækker op i horisonten. Det tredivte år er en knivskarp analyse af de overvejelser man står i, når livets alvor trænger sig på og ungdommens ubekymrethed er forbi. Alt følger, på uhyggelig vis, en mand der ikke formår at elske sit barn og først for sent erkender hvad han kunne have gjort anderledes. Blandt mordere og galninge viser hvor tynd civilisationens fernis er hos den generation af mænd der gik forrest på krigens slagmarker. Et skridt mod Gomorra skildrer en borgerlig kvindes forsøg på at frisætte sig i mødet med en yngre kvinde. En Wildermuth følger en dommers sygelige sandhedssøgen, der har forpestet hans liv. I Undine går afsiges der dom over en særlig mandetype under samlebetegnelsen ’Hans’. Ingeborg Bachmann (1926 – 1973) er en af østrigsk mest betydningsfulde forfattere. Efter en doktorgrad på baggrund af studier i filosofi, psykologi og germanistik debuterede hun som digter i 1953. Hun blev en del af den såkaldte Gruppe 47, der blandt andet talte digteren Paul Celan, som hun stod i et forhold til. Hendes værker tæller især kortprosa, digte og ikke mindst hørespil. Mod slutningen af sit liv påbegyndte hun en romancyklus, hvoraf kun romanen Malina blev udgivet. Efter hendes tragiske død i 1973 er den ufuldendte roman Franzas bog også blevet udgivet. Bachmann beskrives ofte som en stærk feministisk stemme, men som Det tredivte år vidner om, var hun en lige så stærk skildrer af den mandlige som af den kvindelige psykologi.

Das ist der schönste Sommer meines Lebens, und wenn ich hundert Jahre alt werde – das wird der schönste Frühling und Sommer bleiben. Vom Frieden merkt man nicht viel, sagen alle, aber für mich ist Frieden, Frieden! (Ingeborg Bachmann) 1944 beginnt die achtzehnjährige Ingeborg Bachmann mit ihrem Tagebuch: Darin beschreibt sie das Leben unter und die Befreiung von der NS-Herrschaft – wie auch die enge Nachkriegs-Freundschaft mit Jack Hamesh, einem britischen Besatzungssoldaten. 1946 wandert Hamesh nach Palästina aus – seine Briefe sind ein Höhepunkt dieses einzigartigen Hördokumentes.Ingeborg Bachmann (1926-1973) war eine der bedeutendsten deutschsprachigen Autorinnen des 20. Jahrhunderts.

Ingeborg Bachmann (1926-1973) is recognized as one of postwar German literature's most important novelists, poets, and playwrights. Nearly twenty years after her death, during an estate sale in Vienna, fifteen episodes of the Viennese radio drama The Radio Family were discovered. This book features these fifteen scripts.

A series of sketches, depicting the last months of World War II and the first year of the subsequent British occupation of Austria.

The first English translation of the essays, lectures, and other critical writings of the celebrated Austrian poet, novelist, and public intellectual, one of the most influential postwar writers in German.

Through the tales of two women in postwar Austria, Bachmann explores the ways of dying inflicted on women by men, and upon the living by history, politics, religion, family, and the self.

Efter Anden Verdenskrigs afslutning befandt hele Centraleuropa, og særligt Tyskland, sig i nulvte time, Stunde Null, som tilstanden også betegnes. Intet sted viser dette tomrum sig tydeligere end i litteraturen, for hvad kan man skrive om, når alt ligger i ruiner? Kortprosaforfatterne valgte at beskrive det, som var. De fikserede på denne måde virkeligheden i et røntgenblik og fremviste situationen i hele sin fortvivlende håbløshed; kun sådan kunne et håb få lov til at spire igen. Min blege bror. Tysk kortprosa efter krigen tæller – udover store, anerkendte forfattere som nobelpristageren Heinrich Böll, Ingeborg Bachmann og Arno Schmidt – også mindre kendte forfattere som Elisabeth Langgässer, Hans F. Bender og Luise Rinser. Flere af teksterne indeholder skildringer af hverdagsliv, eller mangel på samme, i en turbulent efterkrigstid, som er farvet af hungersnød, inflation og enorme traumer, psykiske som fysiske. Andre tekster peger mere frem mod kortprosaens videre udvikling og på udviklingen inden for nyere litteratur generelt.