Bøger af Jørgen Bonde Jensen

Med "København 1937" vender Bonde Jensens topografier hjem, for i Mogens Klitgaards trediver forfatterskab at pejle tredivernes krise og retning mod en ændring af de politiske og økonomiske forhold, og af litteraturens æstetiske. Klitgaard følger den almindelige udvikling tæt og udtrykker sin egen fra udgangspunktet i en filmisk socialrealisme frem mod en sprængning af facadekunsten i den tidlige efterkrigstid i nitten hundrede og fyrrerne. Han kan ses som en tærskelfigur mellem tiden før og efter nazismen. Han rækker over både før og efter uden at springe det mellemværende over. Hans æstetiske moral er uforandret: flugt fra 'byen' er umulig, hvor by ikke bare forstås som et fristed, men et fængsel for den gældsplagede småborger, som de fleste af os kan se os selv i. Det er her, i byen, at slaget skal slås for befrielsen fra undertrykkelsen i os selv og den ydre i form af fjenden i landet. - Det leder over i Danmarks forhold til Tyskland, før, under og efter 2. verdenskrig. Kapitlet om det hedder 'Det dårlige tyske eksempel' , som følges (i afsvækket form) i behandlingen af de svage i ånden og i holdningen til de tyske jøder, der søgte asyl i Danmark. Den sociale eksklusion af de svage ses som 'bondeofferet' for 30rnes socialreform, - prisen Socialdemokratiet måtte betale for bl.a. over for sig selv at legitimere berettigelsen af øget støtte til arbejderklassen ved f.eks. sygdom. Stillingen som lille land i det storpolitiske spil følges via den førte udenrigspolitik frem til den fortsatte tilskyndelse til at søge beskyttelse under den store og stærkes vinger, og det nationale demokratis vanskelighed ved at indgå i et udvidet europæisk fællesskab. Og ender nær ved forfatterens personlige udgangspunkt i København, bydelen Vesterbro med hovedgaden Istedgade, der aldrig overgav sig, og skolerne i Oehlenschlægersgade og Helgolandsgade ved Hovedbanegården. Her havde han hjemme, i en familje, hvis voksne medlemmer, far, mor og bedstefar, var indvandrere fra Jylland. Og hvor han blev en blandt andre i gadens fællesskab.

Omslaget til "Moskva 1937", andet bind i Bonde Jensens Erindringstopografiske essays, gengiver et billede af Juri Pimenov, der hænger på Tretjakov Galleriet i Moskva, hvor forfatteren fotograferede det i 2011. Billedet, et oljebillede, viser en ung blond kvinde, set bagfra ved rattet i en åben cabriolet på vej gennem et sommerligt Moskva, der glinser af væde efter en regnbyge. Alt strømmer, bilruden, bakspejlet, de forankørende moderne biler og busser, de let klædte kvinder og mænd på fortovene, husene, høje ny og lavere gamle. Den røde blomst i bilrudens venstre hjørne. Alt ånder grøde og fremskridt, forandring, frigørelse og optimisme i genkendelsens knæsatte realisme. Det charmerer, det kan sit kram, det rummer hemmelig forførelse, og det rummer hemmeligt politi på pladsen bagude, som den unge kvinde ved rattet netop forlader, - stedet, åstedet, for forhør af dem der ikke forstod at de ny tider var kommet, som man kun kunne være for og ikke imod. Billedet rummer skjult det dobbeltgreb, intellektuelle i øst og vest var holdt i, og som en eftertid ikke kan undslå at forholde sig til ved at henvise til at man ikke har befundet sig i det dobbeltgreb og det derfor ikke vedrører én. Som barn af sin tid er man arving til både tidens aktiver og passiver. Det gælder i særlig grad de intellektuelle. Moskva er, som det hedder på bagklappen af bogen, et privilegeret sted for erindringen om det 20. århundrede, for de erfaringer der dér blev gjort, med, ok, særlig relevans for nutidige drømmere om en samfundsændring.

Erindringer om tid og sted og personer i forfatterens liv, der har været med til at forme ham som den han er, og som han har virket tilbage på som universitetslærer og skribent. Den antydede metode er program: ikke personens privatliv er i og for sig interessant, men hans udveksling med sin tid kan være det. Udvekslingen fandt løbende sted og nu igen på papiret. - Et indledende kapitel former sig som en afsked med den afdøde lærer og ven, forfatteren Villy Sørensen og hans bog "Jesus og Kristus". To mindre kapitler forholder sig til to kollegers humanvidenskabelige engagement. Et kort kapitel diskuterer alderdommens tab med Simone de Beauvoirs bog om "Alderdommen". I det længste kapitel vender forfatteren sig mod antikkens Italien, for derfra at bevæge sig frem mod Italien af i dag. I centrum står katastrofen som trussel, realitet og æstetisk tiltrækning i skikkelse af katastrofe-bjerget Vesuv. Det sidste kapitel forsøger i et billede af Palle Nielsen at nærme sig krisen i forholdet mellem kønnene, der er opstået i kølvandet på den fælles frigørelse ved at efterlade dem rådvilde om hvad så? Kan vi have et liv sammen uden overordnede regler?