Bøger af Liv Nimand Duvå

I Liv Nimand Duvås roman Rosenreglen flytter en kvinde ind i et nyopstartet kollektiv ved en skov. Hun har et halvt år til at lave en udstilling og har brug for arbejdsro. Men i takt med, at hun forsvinder ind i arbejdet med udstillingen, begynder underlige ting at ske i huset og i skoven. Jo mere hun går ind i alt det, der skete omkring hendes trettende år, desto mere hjemsøges hun af fortiden. Dengang hun var alene med en fotograf og en spiseforstyrrelse, en mormor og en mor, der troede hun kunne give hende et andet liv, men i stedet gav hende noget at hævne. Som tiden går, bliver det ikke ufarligt at bo i kollektivet, hverken for kunstner eller kollektivister.

Findes i ny udgave. Vi er vel helte er en fortælling om at være barn af en alkoholiker. I romanen skildres Billies relation til sin far, til Zaid, til sundhedsvæsnet og til dem hun møder undervejs. Hvem der er helte og ofre er ikke entydigt, og læseren bliver vidne til Billies rastløse tilværelse, mens faren forfalder i sit misbrug. En del af romanen udspiller sig i et aktivistmiljø i Berlin, hvor Billie blandt andet er optaget af hændelserne under det arabiske forår. Vi følger Billie i barndomshjemmet, på hospitalet, til terapi med andre pårørende. Det er netop den pårørendes vinkel, der gør Vi er vel helte til en sjælden roman.

"Mødrenes hus" er en stærk og uforglemmelig fødselsfortælling. Det, der skulle være en helt almindelig, ukompliceret fødsel, udvikler sig til et mareridt på fem døgn for Rosa og hendes kæreste Gilbert. Nat og dag flyder sammen, og grænsen mellem drøm og virkelighed viskes ud. I morfintåger genforenes Rosa med sin døde bedstemor, og sammen begiver de sig ud på en farefuld vandring gennem skoven – for at nå frem til Mødrenes hus. "Mødrenes hus" er en mørk og drømmende roman om fødsler og mødre. En historie om at vente – på livet, på døden, på en forløsning, som ikke vil komme. Det er også en roman om afsindig smerte, et forladt og fremmedgørende hospital og længslen efter fællesskab med andre mødre – både de levende og de døde.

Zoe Leonard skrev i 1992 digtet I want a President, som et udtryk for ønsket om mere diversitet blandt folkevalgte. En drøm om flere politikere, der har oplevet kriser, modstand og som har gjort sig minoritære erfaringer – i modsætning til de fleste repræsentanter i det politiske system.Med udgivelsen af Jeg vil have en statsminister peger Liv Nimand Duvå på samme problemstilling i en aktuel dansk kontekst.