Bøger udgivet af Editorial Aurora Boreal

En gruppe børn finder et lig, der fyder i en vandingskanals grumsede vand nær landsbyen La Matosa i det sydlige Mexico. Liget viser sig at være Heksen, en kvinde, der har arvet hvervet fra sin afdøde mor, som befolkningen i området frygtede og respekterede.

Memorias de la utopia. Cuba en los años 80 y 90 (Minder fra utopien. Cuba i 80erne og 90erne) er en nostalgisk vandring på knap 90 sider gennem 80ernes og 90ernes Cuba og Havanna. Gennem godt fyrre korte essays skrevet af Jan Gustafsson (på spansk) og et tilsvarende antal fotografier af Oscar Alvarez Holt-Seeland og Jan Gustafsson, bringes vi i kontakt med et Cuba og et Havanna, der tilhører en anden æra, utopiens tid. I tekst og fotografi genskabes en verden der er oplevet, husket og forestillet af bogens forfattere, en dansker der tilbragte en væsentlig del af sit liv i landet, og en cubaner med norsk mor. Memorias de la utopía er tro mod den verden, den genskaber. Og samtidig er den skabt med frihed og med kærlighed. Frihed i sit valg af temaer – der varierer fra korte, historiske analyser til personlige minder om mennesker og steder – og frihed i valget af billedmaterialet, der fremstår som en selvstændig række af essays uden ord. Og med kærlighed til mennesker og steder, om end ikke til politiske dogmer af nogen art. Kærligheden er ikke en hindring for det kritiske blik, og det kritiske blik ser med venlig ironi på en tid og et sted, hvor en bedre verden syntes inden for rækkevidde. Vi møder Fidel Castro og vi møder almindelige mennesker, vi hører om bådflygtninge og kriser, men også om en dagligdag, der på én gang var tryg og besværlig. Denne lille bog er en slags guide til erindringen om et utopisk Cuba, der langsomt, men sikkert er ved at forsvinde i en tid af reformer og forandringer, hvor de historiske ledere forsvinder en efter en. Oscar Alvarez Holt-Seeland er fotograf. Han er født og opvokset i Cuba og bor nu i Norge. Jan Gustafsson er dansk født og har boet i Cuba i en længere periode i 80erne og fortsat med at besøge landet. Han er forfatter til romanerne Havana Moon og Sommerfuglens skrig og arbejder med Latinamerikastudier ved Københavns Universitet.

Verden er det her hus, siger Clara, som forsøger at beskytte sine kære fra en verden uden for hjemmets fire vægge, der synes at udgøre en stadig større trussel. Clara har lukket sig inde i en mørk lejlighed sammen med sin far, sin datter og en kanariefugl, og tagterrassen bliver det sted, hvor hun finder den sidste rest af frihed. Kommer trusler og smerte udefra eller inde fra vores egen krop? Hvoraf opstår volden? Hvad er vi bange for? Fernanda Trías forsøger ikke at besvare disse spørgsmål om instinkt, civilisation og tabuer, men hun giver dem form og graver dybt ned i dem med denne groteske og stærke roman, skrevet med nærmest kafkask humor. Tagterrassen er en klaustrofobisk roman om frihed, men også om angst, vold og moderskab og om det at miste. ”Trías har skabt en verden, hvor alle sociale normer og konventioner går i opløsning, hvor en hjælpsom nabo bliver til en spion, og tagterrassen på et lejlighedskompleks til det eneste fristed fra en verden, der er ved at smuldre. En foruroligende kraftpræstation af en af de mest spændende og nyskabende nulevende latinamerikanske forfattere.” Morning Star

En baskisk forfatter rejser i august 2007 med sin kone og to døtre til Nevada for at tilbringe et år i Reno. I en række tekster i dagbogsform blandet med fragmenter om baskiske udvandrere, forfatterens barndomsminder og aktuelle begivenheder beskrives livet på campus, i byen, ørkenen og det vestlige USA ud fra forfatterens perspektiv i et forsøg på at blotlægge forbindelsen mellem to så forskellige geografier og kulturer som Baskerlandet og ”the American West”. Der er klapperslanger og giftige edderkopper, der afholdes vælgermøder med Obama og Clinton, bisættelse af en amerikansk soldat dræbt i Irak og Thanksgivingmiddag. Og vi lytter med, når forfatteren ringer til sin mor derhjemme. Dage i Nevada er en fortælling bestående af mange fortællinger, der væver det tørre landskab i Nevadas ørken og de funklende lys fra Renos kasinoer sammen med et mere intimt og personligt landskab i Baskerlandet. Oplevelser blandes med minder, fortidige og nutidige hændelser og drømme, og der knyttes venskaber på tværs af kontinenterne.

Hr. Watanabe, der som barn har overlevet atombomben i Hiroshima, hvor han mistede sin far, føler, at han flygter fra sine egne minder. Jordskælvet forud for Fukushima-ulykken forårsager en forskydning, der samtidig ripper op i den kollektive fortid. Fire kvinder fortæller om deres liv med og minder om Watanabe til en argentinsk journalist under en følelsesbetinget og politisk rundrejse til byerne Tokio, Paris, New York, Buenos Aires og Madrid. Denne blanding af sprog, lande og parforhold afslører, hvordan intet sker på et enkelt sted, hvordan hver begivenhed breder sig og skaber rystelser på den modsatte side af kloden. Måden, hvorpå samfund husker og – især – glemmer. I Brud sammenvæves kærlighed, humor, historie og skønheden, der kan opstå af ødelæggelse

Caribisk lys og storbystemning, fattigdom, revolution og afro-caribisk religion udgør det brogede bagtæppe for historien om Argenis Luna, en ung og i egne øjne mislykket billedkunstner med psykotiske tendenser og et seriøst heroinmisbrug. Han er sendt til Cuba på et afvænningsophold af sin far, der er en tidligere revolutionshelt, og hvis parti nu er på vej mod regeringsmagten i Den Dominikanske Republik. I Cuba møder Argenis blandt andet den halvkorrupte læge Bengoa; Susana med de lækre bare tæer, der har studeret kunsthistorie, men gør rent i Argenis’ lejlighed; overboen Vantroi, en empatisk dragqueen, der lægger hus til Argenis’ kolde tyrker, da behandlingen slår fejl. Det lykkes Argenis at hustle sig hjem til Santo Domingo, blandt andet ved hjælp af sin gamle hippiefaster Niurka, der i modsætning til Argenis’ far fravalgte revolutionen og blev psykiater. I Santo Domingo må Argenis, mens han kæmper for at holde sig fra stofferne, konfrontere barndommens traumer og prøve at forstå sin fars generations revolutionære ambitioner i et forsøg på at komme videre som menneske og kunstner. ”… En vild og frigørende bog.” Sam Sacks, Wall Street Journal

Vores døde hud - Roman. Natalia García Freire. Vores døde hud udforsker denne underverden og kæder Lucas’ minder om barndommen sammen med nutiden og reflekterer over ondskab og sygdom, vanvid og død. “One of three short debut novels that most stood out this year in Latin America.” Jorge Carrión, The New York Times

VIDA - Noveller. Patricia Engel kortlægger landskaber, både ydre (New Jersey, New York, Miami, Bogotá) og indre, I denne fantastiske debut, hvor den gennemgående figur er Sabina - seriøs, vittig, skiftevis forsigtig og hensynsløs, åben for forandringer, men skeptisk over for deres varighed.

Jeg har aldrig været første dame - Romanen giver med humor og ironi et dybdegående portræt af den cubanske virkelighed gennem tre kvinder, der repræsenterer tre forskellige generationer, og bevæger sig ind i labyrinterne af et Cuba, der for en stor del vil være ukendt for læseren.

Næsten aldrig - Demetrio er en ung, uddannet agronom, der har job som forvalter på en plantage i Oaxaca i det sydlige Mexico. Dog keder han sig enormt i sit ensformige liv, og han tager derfor en beslutning om, at der skal ske noget nyt. Noget der vil give hans liv mening – sex.

Forfatteren Lucas Pereyra tager en dag turen fra Buenos Aires til Montevideo for at hæve de penge, han på grund af valutarestriktionerne i Argentina har modtaget fra udlandet på en bankkonto i Uruguay. Han er i fyrrerne, er gift og har en søn, men finder ikke livet så tilfredsstillende, som det burde være. Udsigten til en dag i et andet land i selskab med en ung veninde gør ham i bedre humør, men turen til Uruguay går ikke helt, som han har planlagt. Kvinden i Uruguay er en roman om en ægteskabelig krise, på fremragende vis fortalt i første person og med stor humor. Den handler også om, hvordan vi på et eller andet tidspunkt i livet bør konfrontere de løfter, vi har givet os selv, men ikke har holdt – forskellen mellem hvem vi er, og hvem vi gerne ville være.Med udgivelsen i Argentina i 2016 slog Pedro Mairal sig fast som en af de mest fremtrædende fortællere i den moderne argentinske litteratur. Dansk er det ellevte sprog, som romanen oversættes til. Kvinden i Uruguay har modtaget to priser: 2017: Premio Tigre Juan, Oviedo, Spanien 2018: Premio San Clemente, Spanien

Ni noveller afspejler de dramatiske konsekvenser af kontakten mellem wayuu-indianernes ældgamle kultur og den moderne verden i La Guajira (Colombia og Venezuela).

Fascinerende roman forankret i Guatemala i anden halvdel af det 20. århundrede om en rapport, der fordømmer det folkemord, militæret gennem mange år har begået på den indianske befolkning.

Fiktionen har erstattet virkeligheden i den verden, vi lever i, og de middelmådige mennesker i den virkelige verden interesserer os ikke. Digterne, de gør. Mario Vargas Llosa En fascinerende roman uden fiktion gennemsyret af fiktion. Det er ikke forfatteren, der skaber fiktionen. Den skaber Enric Marco. Hvem er Enric Marco? En mand fra Barcelona på mere end halvfems år, der udgav sig for at være en overlevende fra de nazistiske lejre, og som blev demaskeret i maj 2005 efter i tre år at have ledet den spanske forening af overlevende, holdt hundredvis af foredrag, givet snesevis af interviews, modtaget vigtige udmærkelser og ved én lejlighed at have rørt de spanske parlamentarikere til tårer, da de var forsamlede for første gang for at hylde de republikanere, der havde været deporteret til Det Tredje Rige. Sagen løb hele verden rundt og forvandlede Marco til den store bedrager og den store skurk. Nu, næsten et årti senere, forfølger Javier Cercas i denne hypnotiske thriller, som også er et bord dækket med mange retter – fortælling, reportage, essay, biografi og autobiografi – denne persons gåde, hans sandhed og hans løgne, og gennem denne efterforskning, der undersøger næsten et århundrede af Spaniens historie, dykker han med en passion som en kamikazepilot og en hudløs ærlighed dybt ned i det inderste af os selv: ned i vores ubegrænsede evne til selvbedrag, ned i vores konformisme og vores løgne, i vores uslukkelige tørst efter følelser og ned i vores modsatrettede behov for fiktion og virkelighed. Præmier og udmærkelser for Bedrageren Premio de Las Letras Región de Murcia for den litterære løbebane – 2018 Premio Letterario L. Mastronardi Cittá di Vigevano – 2018 Longlisted for The Man Booker International Prize 2018 New York Times Critics’ Top Books of 2018 Premio Letterario Isola d’Elba ‘Raffaelo Brignetti’ – 2016 Premio Friuladria ‘La Storia in un Romanzo’, Italia – 2016 Prix du Livre Européen – 2016 Premio Taofen (Beijing) for den bedste udenlandske roman i kinesisk oversættelse – 2015 Premio Arzobispo Juan de Sanclemente – 2015 Premio Speziale Internazionale Ceppo di Pistoia – 2015

Hvor er det sært jeg hedder Federico er en smuk og rørende fortælling om identitetsfølelse, frustration, smerte og alle de dybe følelser, der er i spil hos mor og søn, adoptant og adoptivbarn. På den ene side en kvinde, der midt i en succesfuld karriere mod forventning pludselig føler det biologiske ur tikke. For at få opfyldt sit altoverskyggende ønske om at blive mor må hun igennem smertefulde, mislykkede fertilitetsbehandlinger og et ødelagt parforhold. Og selv da den længe ventede nyhed omsider kommer, svarer intet til de forestillinger, hun har gjort sig. Og så gør de måske alligevel ... På den anden side en ung fotograf med behovet for at søge efter de rødder, han ikke har nogen erindring om. Som femårig forlod han Colombia og fløj med sin nye mor over Atlanten mod sit nye hjem og en helt anden verden. Et stipendium og et kunstprojekt bliver nu Federicos undskyldning til at vende tilbage og genopdage sin barndomsby og sin colombianske identitet, en opgave, der på ingen måde bliver let. Yolanda Reyes lader med stor indsigt både Belén og Federico komme til orde hver for sig. De fortæller med deres egen stemme hver deres historie i en dialog på tværs af tid og rum.

Den ugifte og barnløse psykiater León Soler nærmer sig defyrre og føler sig fanget i en dagligdag uden lyspunkter. Hans arbejde er hansliv, indtil han en dag modtager et mystisk brev uden afsenderadresse på sitkontor på hospitalet.Brevet indeholder blandt andet et billede af en flagermus,der holder et skilt med påskriften »Melencolia«, titlen på et berømt kobberstikaf Albrecht Dürer. Indholdet af dette og tre efterfølgende breve rusker op iSoler. Det fører ham tilbage til hans barndom og motiverer ham til at forsøgeat opspore brevets afsender, hans gamle ven, Alfonso Rivas, en deform ogpukkelrygget dværg, der uden at vide det har gjort ham den største af alletjenester: reddet ham fra fortabelsen – som kun en sømand er i stand til atfinde sig selv i kampen mod havets rasen.Dette er enhistorie om venskab, begær, loyalitet og minder, der bliver en redningskransfor et par anonyme helte, ofre for livets genvordigheder, som forsøger at findedet bedste i sig selv og vise, at ikke alt er tabt, for rejsen – den sanderejse – skaber altid forandringer i det enkelte menneske.

Langt inde i de colombianske bjerge ligger gården La Oculta. Pilar, Eva og Antonio Ángel er de sidste arvinger til den gamle slægtsgård, som familien gennem generationer har kæmpet for at beholde. Det er stedet for de tre søskendes lykkeligste minder, men det er også der, de har mødt vold, frygt, rastløshed og flugt.Héctor Abad Faciolince slår sig fast som en af de største latinamerikanske forfattere i vores tid med romanen Det fortabte paradis, hvor han kaster lys over de konsekvenser, som forandring medfører i en familie eller et samfund. Historien fortælles gennem de tre søskende, når de mindes kærlighed, angst og håb knyttet til det smukke landskab, hvor deres families paradis ligger. Andreas Breitenstein fra Neue Zürcher Zaitung har sagt: Héctor Abad Faciolinces Det fortabte paradis står som et nutidigt litterært svar til Hundrede års ensomhed, Gabriel García Márquez’ hovedværk.

Når talen falder på Gabriel García Márquez’ forfatterskab, er Beretning om et varslet mord kendt for den virtuositet hvormed plottet fortælles. Alle er med til bryllupsfesten i den lille by ved den caribiske kyst, men ud på natten bliver bruden leveret tilbage til sine forældre. Hun var ikke jomfru. Hendes brødre har intet andet valg end at hævne søsterens tabte ære. Den påståede skyldige, Santiago Nasar, skal dø. Læseren kender fra første linje den uafvendelige slutning, og den overlegent fortalte roman finder sin spænding i den stramme komposition, i oprulningen af mordet og i de afslørende spørgsmål der opstår: Hvem vidste at Santiago Nasar skulle dø? Hvad gjorde de med den viden? Hvorfor? Nobelprismodtageren Gabriel García Márquez slog igennem internationalt med slægtskrøniken Hundrede års ensomhed i 1967 og etablerede sig som en af verdenslitteraturens største forfattere. Han var et af de absolutte hovednavne i det latinamerikanske litterære boom i 1960’erne og i den magiske realisme, som der også findes træk af i Beretning om et varslet mord – en nyoversættelse af værket, som udkom første gang på dansk i 1982 og blev filmatiseret i 1987.

Udmattede efter en femten timer lang flyvetur venter to unge guatemalanske brødre på deres bagage i Tel Avivs Ben Gurion-lufthavn. De er ankommet for at deltage i deres lillesøsters bryllup i Jerusalem med en ortodoks jøde fra Brooklyn. Mens mange ser Israel som det forjættede land, overraskes fortælleren, der definerer sig selv som ”sommetider jøde”, over et voksende ubehag i sin oplevelse af landet. Et tilfældigt møde med en sensuel israelsk kvinde, som han har mødt mange år tidligere i Antigua Guatemala, tvinger ham til at konfrontere stedet og sin egen families historie. Kloster er en bevægende og intens rejse dybt ind i emnerne identitet, religiøs intolerance og de grænser og fiktioner, som mennesket anvender for at forstå sig selv og overleve. “Helten i Halfons roman finder fornøjelse i nutidens tåbelige globalisering, men erkender, at det, vi tager til os andre steder fra, gør os til dem, vi er.” The New York Times “Kloster er ikke så meget en roman som en formidabel refleksion over emnet identitet.” Le Monde

Novellesamlingen Sletten i flammer udkom i 1953 på det anerkendte mexi­canske forlag Fondo de cultura económica. Oplaget var på 2000 eksemplarer, og bogen solgte i første omgang ikke særlig godt. Juan Rulfo (1917­ - 1986) havde kun udgivet nogle få noveller før denne bog så dagens lys. To år senere udkom romanen Pedro Páramo, som gjorde forfatteren berømt, og som forårsagede at Sletten i flammer fik den opmærksomhed som den fortjener. Siden har begge bøger været genstand for utallige genudgivelser og er blevet oversat til alverdens sprog. Sletten i flammer er et klassisk værk fra den latinamerikanske litteratur og et mønstereksempel på den moderne litterære tradition. Den er så at sige et kompendium over den moderne litteraturs ressourcer: brud på kronologien, subjektiv tid, stream of consciousness, synsvinkelskift, flertydig symbolik osv. Der er samtidig en paradoksalitet i kontrasten mellem hvad læseren får fortalt og beskrevet, og hvordan dette bliver fremstillet. På den ene side ser man et landligt og tilbagestående Mexico for sig – de fattige landarbejdere, den støvede landsby, det fraværende statsapparat osv. – og på den anden side bliver denne virkelighed fremstillet med nogle meget moderne og sofistikerede midler.

Den anden krig – En fortælling om den argentiske kirkegård på Falklandsøerne. I 1982, efter afslutningen på Falklandskrigen mellem Argentina og Stor­britannien, sendte den britiske hær en officer ved navn Geoffrey Cardozo til øerne for at assistere tropperne. Der blev han mødt af et uventet syn: Ligene af de argentinske soldater lå stadig spredt ud over slagmarken. Efter megen parlamenteren mellem de to regeringer fik Cardozo ordre om at anlægge en kirkegård til de faldne argentinere. Rapporten om hans grundige arbejde blev efterfølgende sendt gennem Internationale Røde Kors til den argentinske regering, som dog hverken offentliggjorde den eller gav de faldnes familier besked. Der gik således flere årtier, før de pårørende fik vished om deres sønners, fædres og brødres skæbne og sidste hvilested. I Den anden krig fortæller Leila Guerriero om anstrengelserne for at overkomme modstanden imod identificering af de faldne ved hjælp af dna­test og genvinde erindringen om en krig, som i mange år var blevet fortrængt på grund af myndighedernes passivitet, den nationale stolthed og diktaturets skygge, der endnu lå over landet.

Ingen har nogensinde været holdt indespærret i et så sikkert, så fjernt og så uindtageligt fængsel som det, Napoleon Bonaparte er forvist til efter nederlaget ved Waterloo. Verden er blevet træt af hans uendelige ambitioner og på hinanden følgende katastrofer og har besluttet at behandle ham som det, han virkelig er: alle tiders største geni, men styret af ondskab og magtbegær. Stedet er Sankt Helena, en ø tusinder af kilometer fra den nærmeste kyst, befængt med rotter og bevogtet af den britiske flåde. I foråret 1819 drager tidens store forfatter François­René de Chateaubriand og hans elskerinde, markisen af Custine Delphine Sabran, ud på rejsen til Sankt Helena midt i det uendelige Atlanterhav. Markisen af Custine ønsker at sætte sin elskers kærlighed på prøve. Vil han, som det ses hos nogle af de berømte par i historien og litteraturen – heriblandt Marcus Antonius og Kleopatra, Romeo og Julie – være villig til at overvinde to enorme forhindringer: en stor afstand og en stor modstander? Markisen dokumenterer i sin dagbog deres møde med den kejser, der har skabt kaos i hele Europa. Og Chauteabriand og Delphine vil til deres rædsel opdage, at uhyrer kan have mange ansigter. ”En form for Robinson Crusoe betragtet gennem mørkt glas. Fascinerende. Det følelsesmæssige indtryk overrasker.” Kirkus Reviews

Forfatterens familie emigrerede fra Polen til Uruguay før Holocaust. I 1972 blev Rosencof arresteret som medlem af Den Nationale Befrielsesbevægelse og sad fængslet indtil 1985, elleve et halvt år af den tid i isolation. I løbet af sine år i fangenskab trænede han sin hukommelse og rekonstruerede historien om sit liv og sin polsk-jødiske familie gennem sin stemme som barn, ung mand og voksen. En virkelighed, der får fiktionen til at blegne. Den unge Moishe fortæller om en barndom præget af adskillelse, krig, flugt og tab, men også af et ukueligt mod. Det er ligeledes fortællingen om den voksne søns kærlighed til den nu afdøde far, som hele sit liv forgæves har ventet på nyt om slægtninge, der er blevet sendt i koncentrationslejr. Og om Moishes mor, der viser sin søn familiebilleder fra Polen og taler om Ruth, Anna, Irene B mennesker, som ikke længere er. Moishes dybe reflektioner om livet afbrydes af ”brevene, der ikke kom”, som hans bedstemor skrev efter deportationerne til koncentrationslejrene. Bevis på en dyb menneskelighed, der har overlevet døden – breve fulde af musik og makaber humor! Denne fremragende selvbiografiske roman er et af de mange vigtige vidnes- byrd om en forfærdelig periode i menneskets historie, som aldrig må gentage sig.

På disse sider med rå, ironisk og foruroligende realisme fremstilles scener af jødisk kultur i Once­kvarteret i Buenos Aires. Her skitseres personer fra et klaustrofobisk og måske selvbiografisk univers, et univers med familien og fællesskabet i centrum. På trods af at alle synes at kende hinanden, er ægte kontakt, følelsesmæssig åbenhed og nærhed uden andres mellemkomst noget flygtigt og utilstrækkeligt. I tolv noveller udfolder Tenenbaum fortællinger om ubehagelige og fru­ strerende øjeblikke, i hvilke drivkraften – eller i hvert fald en del af den – synes at være ensomhed, skuffelse, familie, død og problemerne med at finde sig selv, deriblandt en mors død og livet uden hende, minutter i venteværelset på en klinik, en gravid kvinde uden kendt partner, unges liv i det ortodokse samfund, et pars beslutninger under overvejelserne om at åbne deres forhold, en forelsket teenager, der synger i et kor. “Jeg formoder, at det er noget meget tidstypisk,” bekræfter Tenenbaum, “at slås med en stor ensomhedsfølelse, selv om man er omgivet af mennesker, hvor hver person udfører sin egen dans. Næsten alle novellerne er inspireret i historier om folk, jeg kender, anekdoter, jeg har fået fortalt, eller ting, der er sket for mig selv.”

Manuskriptforfatteren Dani og Marta, der er fotograf, bor i Barcelona og har ikke boet sammen ret længe, da Marta opdager, at hun er gravid. Nyheden kaster dem ud i en afgrund af tvivl, der får dem til at genoverveje sig selv som individer og som par. Han, der tidligt mistede sin far, må konfrontere det løfte, han for længe siden har givet sig selv om aldrig at svigte sit barn. Og hun, der har en baggrund i den perfekte familie, har intet ønske om at blive mor, men vil tværtimod gerne flytte til Berlin for at få sine kunstneriske drømme opfyldt. Hvad gør man med den smerte, der fødes ud af en følelse, man ikke anede, man havde? Hvordan giver man stemme til et undertrykt ønske? Er professionelle ambitioner lige så vigtige som ønsket om at stifte familie? Det er bare nogle af de spørgsmål, Marta Orriols behandler i denne roman.

Rio de Janeiro, 2014. Med VM i fodbold og De Olympiske Lege lige om hjørnet er hele landet i en tilstand af eufori og håb. Júlia er en lovende ung arkitekt, der har ansvaret for at designe golfbanen i den kommende olympiske by. Den dag hun skal deltage i et vigtigt møde om projektet, tager hun en løbetur til udsigtspunktet Vista Chinesa i Tijuca-parken i byens udkant. Pludselig peger en mand på hende med en pistol og trækker hende ind i skoven, hvor han voldtager hende. Mange år senere beslutter hun sig for at skrive et brev til sine børn for at fortælle dem om denne oplevelse. Læseren følger Júlia på den lange vej, hun må gå for at overvinde oplevelsen: fra smerten og følelsen af skam og skyld gennem politiets efterforskning i et samfund, hvor fattigdom alene giver anledning til mistanke om skyld, til genvindingen af hendes krop og seksualitet. Med følsomhed, mod og sjælden litterær dygtighed giver forfatteren Júlia en stemme, mens hun genvinder sit selvværd. Med overvældende kraft er denne roman – baseret på en sand historie – blevet en af de mest læste og anerkendte i Brasilien i de senere år. “Det er ikke et let emne at skrive om, men Levy har klaret det. Resultatet er en umiddelbar og stærk roman, som bør give hendes talent større anerkendelse.” The Sunday Times

Krigsteater tager os med på en rejse ind i en rekonstruktion af erindringen, et universelt emne, der her bliver til en refleksion over, hvordan store historiske begivenheder kan påvirke anonyme individers tilsyneladende ubetydelige liv. En stærk roman, der beskriver de ødelæggende psykologiske virkninger af krig, politisk vold og misbrug i hjemmet. Historien fortælles af Tamara, der som barn må tilegne sig indviklede overlevelsesstrategier i den verden, hun arver, en verden præget af fattigdom, traumer og fastlåste scenarier. Tamara står over for spøgelserne fra en meget håndgribelig fortid, der omfatter hendes fars krig i det tidligere Jugoslavien, et meget uroligt familieliv, selvmord, tabte landskaber, nedarvede traumer, fraværende søskende og en mor, der på grund af en udefinerbar sygdom har lidt et delvist hukommelsestab og ikke kan genkende sin egen datter. Andrea Jeftanovic nærmer sig erindringens ruiner for at udvinde den kærlighed, der er nødvendig for at opbygge hendes identitet som voksen. En fantastisk, følsom, hjerteskærende og meget rost roman af en af Latinamerikas vigtigste kvindelige romanforfattere. Priser • PEN Translates Award 2020 • Førstepris Juegos literarios Gabriela Mistral • Bedste roman udgivet i Chile Consejo Nacional de la Cultura • Særlig omtale Premio Municipal de Literatura “A memorable novel of devastating poignancy.” Irish Times

Strategens død og en anden historie, Det sidste ansigt, er to noveller som i klassisk Álvaro Mutis-stil udfolder sig i en historisk epoke, den første i Det Byzantinske Rige omkring år 800, den anden i Colombia i 1830. Alligevel er det ikke historiske noveller. Historien er altid nutidig for Mutis fordi vi konstant genoplever den og – med hans hjælp – også kan leve i den gennem personerne i fortællingerne. De handler om fænomener som ikke lader sig binde af tiden: menneskets stræben over for intetheden og på trods af håbløsheden, kærligheden som til sidst giver livet mening uanset alt andet. Álvaro Mutis, født i Colombia i 1923, anses for en af de vigtigste forfattere i Latinamerika. Han har modtaget en række priser, herunder Premio Príncipe de Asturias og Premio Cervantes. Hans righoldige værk omfatter novellesamlinger, romaner og digte. Han har boet i Bruxelles og Bogotá samt i Mexico, hvor Nobelprismodtageren Octavio Paz åbnede dørene til de litterære kredse for ham. Han var nær ven af Gabriel García Márquez, men udviklede selv sent i livet sin gennemgående karakter Maqroll. Denne bog med novellerne Strategens død og Det sidste ansigt er en hyldest fra Aurora Boreal i anledning af 100-året for Álvaro Mutis’ fød

Virkelighed blander sig med fiktion, fortid med nutid, prosa med poesi, når Manuel Vilas med udgangspunkt i dagliglivets banaliteter reflekterer med humor og ironi over menneskets eksistens i en intens, personlig historie om sit liv og behovet for at samle sig selv op og fortsætte, når næsten alle de bånd, han har haft til andre, er forsvundet, og livet alligevel går videre. Vilas mærker alderen trykke, og når han ser sig i spejlet, er det i stedet sin far, han ser. Han føler et behov for at lære sine forældre at kende som mennesker, men de er nu kun til stede som spøgelser. Han ser sig selv som en brik i tiden, placeret mellem de menneskeliv, der har eksisteret i mange led før ham, og dem, der kommer efter ham: hans to sønner og en uudgrundelig fremtid. Det er en historie, vi alle kan genkende os selv i. Behovet for i bund og grund at forstå, hvem vi selv er, finde en forklaring på vores liv. Og ikke mindst er bogen samtidig en fantastisk fortælling om de seneste årtiers Spanien. ”En storslået, modig og hjerteskærende bog.” Javier Cercas ”Det er en bog med dybe analyser – af det vigtige og det hverdagsagtige – men skrevet med et let, fantasifuldt touch ... På trods af den melankoli, der ligger i hjertet af denne bog, er det en lysende bog.” The New York Times Book Review

Hvorfor kom du igen hver sommer er beretningen om det seksuelle misbrug, som Belén López Peiró var udsat for i flere år, mens hun var teenager. Misbrugeren var hendes egen onkel, en magtfuld politikommissær, en bevæbnet machomand i en mindre by i Argentina, hvor hun tilbragte sine somre. Det er beretningen om at komme til en forståelse af det skete og kampen for blive anerkendt som offer for en forbrydelse, som lokalsamfundet og dele af familien foretrak at lukke øjnene for og benægte.De mange brudstykker og stemmer flettes sammen med retslige dokumenter i en bog, som udspringer af forfatterens personlige oplevelser og gennem litteraturen bliver til en politisk handling, der tvinger os til ikke at vende blikket væk fra det, vi helst vil undgå at se.