Bøger udgivet af Forlaget Etcetera

NOBELPRISEN I LITTERATUR 2022"Med kortromanerne ’Min far’ og ’Kvinden’, der lige er udkommet på dansk, befæster franske Annie Ernaux, at hun transformerer sit eget liv til stor, europæisk litteratur om klassesamfund, modernitet og tab."INFORMATIONMIN FAR og KVINDEN er to af hovedværkerne i Annie Ernaux’ (f. 1940) forfatterskab, og de er blevet moderne klassikere i fransk litteratur. Her kan de to romaner læses samlet.MIN FARAnnie Ernaux’ far døde nøjagtig to måneder efter, at hun var blevet uddannet til gymnasielærer. I Min far tegner hun et portræt af den uuddannede staldknægt, der blev café- og købmandsejer i en lille nordfransk by, og som hele sit liv kæmpede med sin sociale arv. Af en retskaffen, hårdtarbejdende mand, som med årene blev gladere og gladere for livet. Men også af en far, der forsigtigt, næsten modvilligt, beundrede sin datter for alt det, hun opnåede, alt imens hun fjernede sig uendeligt langt fra alt, hvad han kendte.KVINDENKvinden er et fantastisk billede af forholdet mellem en mor og en datter. Det er Ernaux’ forsøg på at indfange moren som det individ, hun var, og den kvinde, der levede uafhængigt af datterens blik. Ligesom i portrættet af faren er det morens vaner, ord og bevægelser, der tilsammen aftegner et stærkt billede af en selvstændig, arbejdsom og handlekraftig kvinde, som ikke lod sig nøje med et fattigt fabriksarbejderliv, men skabte sig det liv som butiksfrue, hun drømte om. En mor, som vogtede skarpt over sin datters dyd og skolegang, så hun kunne få alt det, moren aldrig selv havde fået.Annie Ernaux (f. 1940) bliver betragtet som en af de vigtigste litterære stemmer i sit hjemland, Frankrig. Hendes mere end 20 romaner er alle blevet hyldet af både læsere og kritikere, og hun er en stor inspirationskilde for mange af Frankrigs unge forfattere. I disse år oplever Ernaux desuden en enorm revival i udlandet med bl.a. en nominering til den prestigefyldte litteraturpris Man Booker International. I 2022 modtog hun den største hæder af dem alle, nemlig Nobelprisen i litteratur. På dansk er tidligere udkommet Pigen fra ’58.”Annie Ernaux er dronningen af den nye autobiografiske litteratur.” DIE ZEIT"To små gribende fortællinger"LITTERATURSIDEN

NOBELPRISEN I LITTERATUR 2022”Jeg har villet glemme denne pige. Glemme hende rigtigt, dvs. ikke mere have lyst til at skrive om hende. Ikke mere tænke, at jeg skal skrive om hende, hendes begær, hendes vanvid, hendes idioti og hendes hovmod, hendes sult og hendes ophørte blødninger. Det er aldrig lykkedes mig.”Det er sommeren 1958. Sommeren, hvor den purunge Annie D rejser fra sin katolske kostskole til feriekolonien S i Normandiet. Her møder hun H, der ligesom hun selv er ansat som pædagog sommeren over. Det er første gang, hun er sammen med en mand, og oplevelsen udløser en bølge af ulykkelig forelskelse, skam og bulimi.Siden bliver hun en berømt forfatter og skriver bøger med udgangspunkt i sit eget liv, bare aldrig om denne sommer. Ikke før nu, næsten 60 år efter, hvor hun ud fra fotografier, breve og minder prøver at genskabe den unge pige, hun var: Pigen fra ’58. Annie Ernaux (f. 1940) bliver betragtet som en af de vigtigste litterære stemmer i sit hjemland, Frankrig. Hendes mere end 20 romaner er alle blevet hyldet af både læsere og kritikere, og hun er en stor inspirationskilde for mange af Frankrigs unge forfattere. I disse år oplever Ernaux desuden en enorm revival i udlandet med bl.a. en nominering til den prestigefyldte litteraturpris Man Booker International. I 2022 modtog hun den største hæder af dem alle, nemlig Nobelprisen i litteratur. På dansk er desuden udkommet Min far & Kvinden. "Annie Ernaux … har stillet subtilt beskrevne kropslige erfaringer … til rådighed forkollektiv refleksion og personlig fortolkning. Det er overmåde relevant, overmåde gavmildt."POLITIKEN"Annie Ernaux beskriver sin seksuelle opvågnen med både realisme og sårbarhed. Erindringerne er ubarmhjertige og i skarp kontrast til det enkle, elegante sprog."LITTERATURSIDEN"Knivskarp og elegant."INFORMATION"En sublim bog, der føjer sig som endnu etmesterværk til Annie Ernaux’ forfatterskab."ELLE"Annie Ernaux er dronningen af den nye autobiografiske litteratur."DIE ZEIT

”Det er historien om Sarah, hendes gådefulde skønhed, hendes krumme næse som på en blid rovfugl, hendes øjne som grønne småsten, nej, ikke grønne, hendes sælsomme øjenfarve, hendes slangeøjne med de tunge øjenlåg. Det er historien om Sarah den ildfulde, Sarah den passionerede, Sarah den svovlholdige, det er historien om præcis det øjeblik, hvor tændstikken knitrer, præcis det øjeblik, hvor træet bliver til ild, hvor gnisten lyser natten op, hvor forbrændingen vælder frem af ingenting. Dette lillebitte, præcise øjeblik, et splitsekunds svajen. Det er historien om Sarah, med symbolet: S.”En nytårsaften i Paris mødes to kvinder tilfældigt. Den ene er lærer, nyskilt, alenemor med rutiner og faste rammer. Den anden er en talentfuld violinist, livlig og impulsiv: Det er Sarah. De udvikler et brat og lidt umage venskab, der stiger i et crescendo frem til den aften, hvor Sarah i skæret fra en knitrende tændstik siger: Jeg tror, jeg er forelsket i dig.Pauline Delabroy-Allard skabte sensation i Frankrig med sin poetiske, kraftfulde og kompromisløse beskrivelse af en altopslugende kærlighedshistorie mellem to kvinder; en ægte amour fou, der brænder dem begge op, og hvor passionen og døden går hånd i hånd. Det er historien om Sarah tegner et moderne portræt af kærlighedens væsen i en tid, hvor begreber som køn og seksualitet flyder friere end før.Pauline Delabroy-Allard (f. 1988) er en af Frankrigs nye litterære stjerner og sammenlignes med ikoner som Marguerite Duras og Marguerite Yourcenar. Hendes debutroman Det er historien om Sarah var nomineret til adskillige priser – og kun et mulehår fra at vinde den største af dem alle, Goncourt-prisen. Romanen er nu under udgivelse i en række lande. Pauline Delabroy-Allard bor og arbejder i Paris. Pressen om Det er historien om Sarah:‘Pauline Delabroy-Allards debutroman om en umulig kærlighed er indiskutabelt talentfuld og lynende smuk.’LE MATRICULE DES ANGES‘Dragende og foruroligende.’THE GUARDIAN‘Det er historien om Sarah bevæger sig imponerende fra kærlighedens kaos og støj til stilhed og ensomhed, som en snurrende mønt, der falder til ro.’THE OBSERVER‘Kærlighedshistorien om to kvinder i Paris er et sandt vidunder af en roman, sproget er imponerende, fortællingen genial.’DIE WELT‘En vild og nådesløs debutroman, som sendte den franske forfatterinde direkte til anden runde af Goncourt-prisen.’DER STANDARD‘Mesterlig og musikalsk.’L’HUMANITÉ

**BESTSELLERROMAN** **SOLGT I MERE END 400.000 EKSEMPLARER I FRANKRIG****VINDER AF GONCOURT-UNGDOMSPRISEN 2017 ** **VINDER AF AVISEN LE MONDES LITTERATURPRIS 2017 **Fra sin plads på færgens dæk ser Naïma Algeriets kyst nærme sig. Bag sig har hun et Paris, der er rystet af terrorangreb, foran sig et land, som indtil nu kun har været et ubetydeligt baggrundstæppe i hendes liv.Naïmas farfar Ali var olivenbonde i Algeriet og måtte flygte ud af landet ved uafhængighedskrigens afslutning i 1962. Sådan gik det for mange algeriere, der havde samarbejdet med kolonimagten. I Frankrig blev de sat i lejre, inden de blev sluset videre til de nybyggede sociale boligområder og de dårligste jobs. Her voksede Naïmas far Hamid op, dybt splittet mellem sin gamle og nye kultur. For Naïma er alt dette fortid, men hvordan skal man forstå sin egen historie, når ingenting er blevet fortalt.Alice Zeniter har med Kunsten at miste skrevet en kraftfuld og modig fortælling, som er mere aktuel end nogensinde, om en familie, der er fanget af sin fortid. Men også om friheden til at være sig selv, på trods af personlige og sociale barrierer.Alice Zeniter (f. 1986) er forfatter, dramaturg og teaterinstruktør, uddannet fra eliteuniversitetet École normale supérieure i Paris. Hun voksede op i Normandiet med en fransk mor og en algerisk far. Kun 16 år gammel debuterede hun som forfatter. Siden da har hun skrevet yderligere fire romaner, der alle er prisbelønnede. Kunsten at miste markerede Zeniters helt store gennembrud i Frankrig. Den er solgt i mere end 400.000 eksemplarer, fik stor kritikerros og vandt bl.a. Goncourt-ungdomsprisen og avisen Le Mondes litteraturpris 2017.

Jeg elskede ikke en af mit eget køn, jeg elskede en af min egen slags. Jeg ville være en af den slags, en pige som hende. Jeg så for mig nu, hvordan jeg rejste til Amerika – Sydamerika, ikke hendes Amerika. I mine planer var min rygsæk violblå. En dag ville jeg få et barn, jeg ville sætte det i denne rygsæk, og vi ville drage af sted, klatre, gå hen over den udstrakte jords rygrad. Hun kunne godt lide min historie. Hun sagde ”Ja, ja, det skal du gøre!”En sommer på Korsika. Hun forelsker sig med en 16-årigs lidenskabelige intensitet i en smuk, stærk og fri kvinde. Forelsker sig i alt det, hun gerne selv ville være. Igennem mere end 30 år taber de hinanden af syne, genoptager kontakten, forlader hinanden igen …EN PIGE SOM HENDE er historien om en første kærlighed skrevet i Sylvie Bocquis særegne, poetiske sprog.Sylvie Bocqui (f. 1962) er fransk forfatter, bosat i Strasbourg. Hun romandebuterede i 2013 med En sæson, som bl.a. var nomineret til den prestigefyldte Goncourt-debutantpris. Derudover er hun forfatter til Uendelig muslinger (da. 2016), som genremæssigt placerer sig mellem prosa og poesi. Begge er udkommet på dansk på Forlaget Etcetera.

NOBELPRISEN I LITTERATUR 2022”Jeg tilfører litteraturen noget hårdt, noget tyngende, noget voldeligt ligefrem, noget, der knytter sig til livsvilkårene og til sproget i den verden, der, indtil jeg fyldte atten, var den eneste verden, jeg kendte, en arbejder- og landbrugsverden. Altid noget virkelighedsnært. (...) Jeg føler, at skrivningen i mit tilfælde, i min situation som social afhopper, er det, jeg bedst kan bidrage med, som en politisk handling og som en ′gave′.”
Igennem et års tid korresponderede Annie Ernaux og litteraten Frédéric-Yves Jeannet om Ernaux’ forfatterskab. Det blev til en række refleksioner over en skriftlig praksis, der begyndte for mange år siden og bl.a. har udmøntet sig i romanerne Min far, Kvinden, Årene og Pigen fra ’58 – refleksioner over skriften som en kniv, eller et våben, der skærer
ind til tingenes kerne. Skriften som kniv tegner hermed et portræt af en forfatter med et stærkt socialt og politisk engagement, der allerede som barn var opslugt af at læse og gennem bøgerne blev klogere på verden uden for forældrenes købmandsbutik. RELIEF
 er Etceteras nye serie for nonfiktion. Her udgiver vi både helt nye og lidt ældre tekster, der vækker til eftertanke og sætter den tid, vi lever i, i relief.Annie Ernaux (f. 1940) bliver betragtet som en af de vigtigste litterære stemmer i sit hjemland, Frankrig. Hendes mere end 20 romaner er alle blevet hyldet af både læsere og kritikere, og hun er en stor inspirationskilde for mange af Frankrigs unge forfattere. I disse år får Annie Ernaux desuden stor opmærksomhed i udlandet. I 2022 blev hun tildelt den mest prestigefyldte litteraturpris af dem alle, Nobelprisen i litteratur.Frédéric-Yves Jeannet (f. 1959) er forfatter og lektor i litteraturvidenskab. Han har franske rødder, men har de sidste mange år boet rundt omkring i verden, bl.a. i Mexico City og New York. Ud over en række romaner er Frédéric-Yves Jeannet også forfatter til flere samtalebøger med franske forfattere.

Det var på den tid, hvor morens bevidsthed begyndte at svækkes. Det var så tydeligt for Norma. En skæv sørgmodighed havde indfundet sig i hendes ansigt, og hun trak sig tavst og akavet væk, hver gang hun ikke kunne overkomme andet end at famle efter ordene. Det var et langsomt og fordringsløst forfald. Sådan forlod hendes mor verden, sådan forlod hendes mor sig selv. Men hvad var det, hun forsøgte at sige, som hun stod dér i drivhuset med en flaske citronvand, som hun ville vande potteplanterne med?Et par måneder efter morens død rejser Norma ud til sin far, Torsten, som har bosat sig i et ombygget sommerhus på en ø. Torsten og moren blev skilt, da Norma var i tyverne. Nu er Norma selv i gang med at blive skilt; datteren har hun efterladt hos faren i byen denne uge i juni. Allerede under overfarten til øen synes tingene at vise sig for Norma på en ny måde, og da hun står ved færgelejet og venter på at blive hentet, ser hun noget ejendommeligt: Skikkelsen af en rytter under et vindblæst træ oppe på højdedraget. Måske er det Norma selv, der omskaber omgivelserne til mysterier. Eller foregår der virkelig noget mystisk på øen? Meget tyder på, at Torsten og moren havde en hemmelighed, som Norma aldrig fik del i. Og nu hvor moren er borte, er det kun faren, der kan give hende svar – medmindre løsningen allerede findes i hende selv?Rune Christiansen leger i Affæren med den tabte tids luner med kriminalromanens præmisser og atmosfære, men først og fremmest er bogen en fortælling om længsel. Om en kvinde på evig jagt efter forankring og tilknytning, selvstændighed og frihed. * PRIX TRANSFUGE FOR BEDSTE UDENLANDSKE ROMAN 2023 ** ÅRETS BEDSTE NORSKE BØGER 2021 ** GYLDENDALPRISEN 2015 FOR DET SAMLEDE FORFATTERSKAB *Norske Rune Christiansen (f. 1963) markerede sig som en central og indflydelsesrig forfatte rallerede med debuten Hvor toget forlater havet (1986). Siden har han udgivet ti anmelderroste romaner og adskillige digtsamlinger og har modtaget en lang række priser, bl.a. Brageprisen 2014 og senest den franske Prix Transfuge for bedste udenlandske roman 2023 for Affæren med den tabte tids luner. I 2015 modtog han Gyldendalprisen for sit samlede forfatterskab.‘Skrivekunst på højt niveau! Med denne roman slår Rune Christiansen sin position fast som en af vores mest fintslebne stilister.’ VG ‘Enestående, sanselig roman omhemmelige familieforhold… Forfatteren er i særklasse, når det gælder prosapoetisk sprogbeherskelse. I tredive små indbydende kapitler finder far og datter tilbage tilsamtaler, som åbner for hemmeligheder, der har ligget i mørke længe.’ ADRESSEAVISEN‘Vil du være høj på sprog, så er det bare at læse Rune Christiansen. Hans nyeste roman er en berusende læseoplevelse.’ DAGSAVISEN

Atanasia Bartolome vil ikke være typen, der siger undskyld, når man træder hende over tæerne. Hun vil væk fra det søvnige forstadsliv i Bilbao, og da hun en dag ser et maleri af den berømte kunstmaler Roberto Diaz Uribe, bliver hun overvældet af dets kraft. Det viser sig – for intet er tilfældigt – at Diaz Uribe er Atanasias onkel, og hun sætter ud på en rejse for at løse mysteriet om ham: Hvem han var, og hvorfor han en dag forsvandt som dug for solen.Rejsen fører hende til Paris, hvor hun møder en afhoppet sovjetisk kunstprofessor, der lider af samlermani. Og den fører hende flere hundrede år tilbage i familiehistorien, sådan som den er blevet fortalt af hendes farmor Esperanza. En familiehistorie befolket af spanske biskopper med underskønne elskerinder, trillingesøstre med heksekræfter, opdagelsesrejsende i kolonitidens Congo og en pige, der kan tale med dyrene.Véronique Ovaldé er en eminent historiefortæller, og i romanen flettes fortid og nutid sammen til en eventyrlig fortælling om frigørelse, udlængsel, kunstens kraft og vores trang til at skabe idealsamfund, for til sidst at ødelægge det hele for hinanden. Véronique Ovaldé (f. 1972) er en af Frankrigs mest læste forfattere, kendt og elsket for sit poetiske og fantasifulde fortælleunivers. Hun debuterede i år 2000 og har siden udgivet både romaner, børnebøger og noveller, flere af dem prisbelønnede. Vi er efterkommerne af de hekse, I ikke fik brændt er hendes seneste roman. På dansk er tidligere udkommet romanen Fugleliv. ”Ingen kan som Ovaldé fortælle historien om Torneroser, der vågner af deres søvn og frigør sig fra mændenes forbandelse.” – ELLE France”Under den lette overflade er Vi er efterkommerne… både en dannelsesroman og en politisk roman i ordets fineste forstand, en roman om mod, om giftige usagtheder og, ikke mindst, om jagten på frihed.” – Le Figaro

Med sin debutroman Blodbog lykkedes det Kim de l’Horizon at blive et ikon i den tysksprogede verden, skabe ramaskrig og ikke mindst vinde både den tyske og den schweiziske bogpris i 2022 trods sine kun 30 år. Da Kims bedstemor bliver ramt af demens, forsøger Kim at udfylde stilheden med sine egne barndomsminder og at skrive hendes historie, før det er for sent. Men det er ikke nemt at optrevle fem hundrede års kvindehistorie, når barndommens krav om at være enten dreng eller pige spøger, når man både leder efter blodbøgens hemmelighed og sex på Grindr, når isheksen lurer, og hukommelsen flyder som vraggods. I sin vilde og poetiske fortælling om barndom og blodbøge, om en historisk varm sommer med technofester og hekseritualer og med botaniske omveje og litteraturhistoriske sidespring skriver Kim de l’Horizon med en ild, der efterlader litterære former og sproglige normer i flammer. Blodbog er en bog om at finde sig selv i sproget, om flydende kønsidentitet og århundreders historier om kvinder, der måtte klare sig selv. Det er historien om at ville være som blodbøgen, fordi ingen bestemmer dens form. OM FORFATTERENKim de l'Horizon, født 2666 på Gethen. Inden debutromanen Blodbog prøvede Kim først at gøre opmærksom på sig selv via diverse skrivekonkurrencer, bl.a. Textstreichs konkurrence for uskrevet lyrik og det etårige scenekunstprogram Dramenprozessor. I dag har Kim fået nok af at arbejde med sig selv og studerer i stedet hekseri hos den amerikanske forfatter og økofeminist Starhawk og skriver kollektive tekster til magasinet Delirium. Blodbog blev i 2022 tildelt Jürgen Ponto-Stiftungs litteraturpris, Deutscher Buchpreis og Schweizer Buchpreis. Romanen er solgt til udgivelse i 17 lande og er desuden på vej i en teaterversion.PRESSEN SKREV"Man kan ikke andet end forbløffes over den litterære suverænitet, som de l'Horizon udviser." – Die Zeit"I Kim de l'Horizons Blodbog bliver sproget lige så flydende, som kroppene og identiteterne er det: Man rives med af dets strøm." – Süddeutsche Zeitung"Kim de l'Horizon har vundet Deutscher Buchpreis, og det er på alle måder fantastisk. [...] Kim de l'Horizons bog er lige netop ikke en ideologisk pamflet, det er en historie om at finde et sprog for sin egen identitet, en historie om at blive og være sig selv." – Die Welt"Med Blodbog har Kim de l'Horizon indfriet noget af det, der hører til litteraturens store løfter, et nyt stjernebillede for gamle mønstre og fastlåste positioner." – Jürgen Ponto-Stiftungs pristale"Det er ikke svært at få øje på, hvorfor den nonbinære schweizisk-tyske forfatter vandt Deutscher Buchpreis for sit autofiktive værk: de l'Horizon oversætter kunstfærdigt erfaringerne fra en person, der identificerer sig som genderfluid, til en "écriture fluide" ­– en skrivemåde, der er kendetegnet ved hyppige skift i genre, register og tone. Fortælleren, Kim, bevæger sig således ubesværet mellem detaljerede beskrivelser af brutal analsex, lyriske meditationer over barndommens ensomhed, akademiske refleksioner over Foucault, Goethe og 1800-tallets fascination af blodbøge (som Kim har et mystisk forhold til), Ursula K. Le Guins evolutionsteorier samt overvejelser over magiens og skrivningens lighedspunkter." – Times Literary Supplement

Sønnen, det er André, født i 1924. Den ukendte søn af den ukendte far. Fra André var tre uger gammel, har han boet i Figeac i den midtfranske bjergregion Auvergne hos sin moster og onkel; dem, han regner som sine rigtige forældre. Hver sommer kommer hans biologiske mor Gabrielle med toget fra Paris for at holde tre ugers ferie med familien på landet. Først da André bliver gift, afslører hun hemmeligheden om, hvem hans far var. Men inden da er et fireårigt barn død på tragisk vis, et skæbnesvangert møde har fundet sted på drengegymnasiet i Aurillac, to verdenskrige har sat deres spor, der har været begravelser, fødsler og bryllupper – og alle disse mærkedage fletter Marie-Hélène Lafon sammen til en fortættet familiesaga, der spænder på kryds og tværs gennem tid og rum. Med sin livfulde, men samtidig eftertænksomt reflekterende fortælling om hundrede års menneskeliv og familiehemmeligheder understreger Lafon den særlige plads, hun indtager i det franske litterære landskab. En søns historie modtog i Frankrig den prestigefyldte Renaudot-pris 2020. ’I som endnu ikke kender Marie-Hélène Lafons forfatterskab, har en vidunderlig læsevandring foran jer.’ Svenska Dagbladet’Fortællingen bevæger sig frem og tilbage i tiden, og hvert kapitel er som en egen miniature, der går helt tæt på de personer, som træder frem af netop de sider. Tilsammen skaber de korte nedslag en stærk følelse af liv. Det er ufattelig dygtigt gjort.’ Kulturnytt, P1 Sverige’Marie-Hélène Lafon fanger sine hovedpersoners sindstilstand i det øjeblik, deres liv forandres, og hendes observationer kan læses som regibemærkninger til et maleri, der griber os med sine nådesløst skarpsindige psykologiske strøg.’ TransfugeMarie-Hélène Lafon (f. 1962) voksede op på forældrenes bondegård i Cantal, et udslukt vulkanlandskab i Auvergne, som indtager en central plads i hendes forfatterskab. Hun har udgivet ni romaner og flere novellesamlinger og vundet et hav af priser for sine værker, bl.a. Goncourt-prisen for bedste novellesamling (2016) og senest den prestigefyldte Renaudot-pris (2020) for En søns historie. Marie-Hélène Lafon bor og arbejder i Paris, hvor hun ved siden af sit forfatterskab underviser i klassisk litteratur og sprog.

En sommer i Roquebrune-Cap-Martin sniger to unge mennesker sig ind i Villa E.1027, arkitekten Eileen Grays kridhvide villa på kanten af Middelhavet. Ved siden af bor den ældre kvinde Gréco, som våger kærligt og opmærksomt over den fredede villa. En dag overrasker hun de to unge squattere, som begge er dansere. Gréco er lige så forsigtig og blufærdig, som de er kropslige og lidenskabelige. De er hinandens modsætninger, men langsomt udvikler et venskab sig. Célia Houdart formår som ingen anden at tegne et helt univers ud fra få, præcise detaljer fulde af sanser, farver og dufte. I Villa E.1027 er det Côte d’Azurs duftende blomster og krydderurter, cikadesangen og den dirrende varme, der sitrer på bogens sider. Både villaen og Eileen Gray findes i virkeligheden, men Houdarts hyldest til villaen og arkitekturens utopiske univers er fri fantasi.Om forfatteren:Célia Houdart (f. 1970) er forfatter, scene- og lydkunstner, født og opvokset i Paris. Siden sin forfatterdebut i 2007 har hun skrevet seks romaner, hvori hun afsøger kunstens verden. I Carrara (da. 2013) var det billedhuggerens støvede værksted; i Med dæmpet stemme (da. 2016) dykkede Houdart ned i operaens storslåede musikalske univers; og i Villa E.1027 er ’hovedpersonen’ villaen af samme navn tegnet af den irske arkitekt og designer Eileen Gray i slutningen af 1920’erne. Pressen om Villa E.1027:’Med en uendelig ynde og skarpt optrukne linjer antyder Célia Houdart, mere end hun viser. Det er meget smukt, meget mystisk, og ekkoet efter denne store lille bog er et af dem, der lever videre på trods af årstidernes og bogsæsonernes skiften.’ LE FIGARO MAGAZINE’Célia Houdart udfolder sin vegetabilske skrift, uden et eneste gram fedt, fuld af skrøbelighed og vildskab.’ TÉLÉRAMA “Fortryllende.” LIRE

Franske stemmer –captations littéraires er ti bud på, hvordan fransksproget litteratur tagersig ud netop nu. Vi har inviteret ti fremtrædende forfattere fra Frankrig,Belgien og den tidligere franske koloni Burkina Faso til at skrive en tekstsærligt til bogen her – og de har fået helt frie hænder.Det er der kommet både digte, noveller, essays oggenreeksperimenter ud af, som i al deres forskellighed viser spændvidden på denfransksprogede litterære scene. Vi har valgt at lade de danske oversættelserledsages af de originale franske tekster for at synliggøre den proces – ellertransformation – en tekst gennemgår, når den rejser til et nyt land og et nytsprog.En del af forfatterne har allerede egne værker udgivet pådiverse danske forlag. Andre introduceres for første gang på dansk. Fælles for forfatterneer, at de alle har været inviteret til Danmark af Dansk selskab for nyfransksproget litteratur gennem selskabets første 5 års levetid – til forfattermøderpå litteraturfestivaler, i bogcaféer og i universitetsregi. Og netop under etaf disse arrangementer spirede idéen til bogen her.Ordet captationi den franske del af titlen har vi lånt fra en af forfatternes tekster. Det kanbåde betyde ’opfangelse’ (konkret og i overført betydning), ’besnæring’ og ’afbildningaf virkeligheden i et (kunst)værk’. På den måde udtrykker det meget fint bogensoverordnede ønske om at indfange, inspirere og initiere (nye) læsere til denfransksprogede litteratur.

Yada bor på en menneskeskabt ø i Østersøen. Den er opfundet af hendes far, frihedskæmper og tech-iværksætter, som med Seestatt har fået skabt et fristed fra det stigende kaos i verden udenfor. Men i de år, der er gået siden grundlæggelsen, er glansen begyndt at falme, og alger og mos blomstrer på de engang så skinnende overflader. Yadas far frygter, at hans datter skal lide samme skæbne som hendes mor, der inden sin død led af en mystisk sygdom. Og en dag opdager Yada noget, der får hendes verden til at ryste i sin grundvold.Theresia Enzensberger har med På havet skrevet en radikal og storslået samtidsroman om de utopiske løfter om nye fællesskaber og lykke i en verden på kanten af undergang.Den tyske journalist og forfatter Theresia Enzensberger (f. 1986) er på få år blevet en af sin generations vigtigste stemmer. Hun debuterede i 2017 med den prisvindende roman Blaupause om kvinderne i Bauhaus-skolen i 1920’ernes Tyskland. Sidste år udkom så den Deutscher Buchpreis-nominerede På havet. Enzensberger skriver som freelancejournalistfor bl.a. Frankfurter Allgemeine Zeitung, Die Zeit og magasinet Republik og har studeret filmvidenskab på Bard College i New York. Hun bor i Berlin.‘Den bedste tidsrejse, jeg nogensinde har været på.’ Forfatter Margarete Stokowski‘En kompleks roman, der stiller mange spørgsmål, bl.a. det helt store: Hvordan ser fremtiden ud? Har vi en fremtid? Den er bevægende og alligevel let at læse, fordi Enzensberger finder ind til en direkte, til tider næsten saglig og enkel tone. Ikke desto mindre viger hun aldrig fra sine romankarakterers side. Et kunstværk. Men den verden, hun skaber, får én til at gyse.’ NDR Kulturjournal

Paule er vokset op på sin mors hønseri et sted i det sydligste Frankrig. Hun er i trediverne og har for længst taget storbylivet til sig, levet som vegetar i årevis. Men da moren dør, står hun med en hel flok høns, som hun er nødt til at tage stilling til; slagte og sælge. Hun skaffer en stadeplads på det lokale marked, og grebet af pludselig inspiration begynder hun at skrive små biografier om kyllingerne, som hun klistrer på indpakningen. Det bliver en bragende succes, og Paule begynder at drømme om at forbedre hønsenes eksistens. Hun vender tilbage til byen og bygger i samarbejde med en entreprenant supermarkedsdirektør en kunstig landidyl af kafkaske dimensioner. Men opskaleringen til industriel skala er ikke uden risici, og det narrativ, Paule har skabt, skrider i retning af det absurde…Den vakuumpakkede kyllings kaglen er en vegansk øko-thriller, et sort-humoristisk take på den moderne forbruger og vores forkvaklede forhold til dyrevelfærd. Lucie Rico (f. 1988) er forfatter og filmskaber. Hun er født og opvokset i Sydfrankrig, men bor i dag i Paris, hvor hun skriver bøger og filmmanuskripter, instruerer og underviser i creative writing. Den vakuumpakkede kyllings kaglen (2020) er hendes debutroman. Den fik stor opmærksomhed for sit skarpe blik på det 21. århundredes dyreetik og forbrugeradfærd. I efteråret 2022 slog hun yderligere sin status fast som en af Frankrigs nye, vigtige stemmer med sin anden roman GPS, der handler om virtuel voyeurisme og mobilafhængighed. Den er også på vej på dansk her på Etcetera. ‘En vellykket roman, hvor latteren afløses af en skurrende uro, som en pippen lige inden slagtningen.’ Télérama‘Et moderne eventyr, en skælmsk og fjerprydet debutroman, som udfolder industrikyllingens særegne poesi, dette uskyldige symbol på vores ligegyldige, vakuumpakkede liv.’ ELLE‘Lucie Rico balancerer i sin marketing-fabel på en knivsæg, uden nogensinde at falde i hverken antropomorfismens eller rædslens fælde.’ Libération

”En blomsts lange og langsomme fald, lyden af den mod jorden, som en blød og tom pose.”En kvinde og en mand skilles. Det er manden, der går fra hende og deres to børn, han er allerede langt væk, fanget ind af en anden kærlighedshistorie. Lidt efter lidt kommer kvinden til sig selv, vender tilbage til livet, åbner sig igen for sansninger, for tegn. Og så kommer en anden mand, nye rejser, et tog, som hun ikke tager. Derefter skriften. Muligheden for at skrive.Langt og langsomt fald er en sammensmeltning af sansninger, lyde og farver, det er historien om enden på kærligheden og det, der følger efter. Den franske forfatter Sylvie Bocqui (f. 1962) romandebuterede i 2013 med En sæson, der bl.a. var nomineret til den prestigefyldte Goncourt-debutantpris. Godt ti år før havde hun på et lillebitte parisisk forlag udgivet hybridværket Uendelig muslinger, der genremæssigt placerer sig et sted mellem fortælling og digt. På dansk er desuden udkommet En pige som hende (2020). Langt og langsomt fald er hendes tredje roman.

Langt ude i skoven et sted i Alsace i det nordøstlige Frankrig har Gloria søgt tilflugt sammen med døtrene Loulou og Stella i mormorens gamle hus. Men hvorfor egentlig?For at finde ud af det må vi tilbage til dengang, hvor Gloria boede i et blåt skur ved den franske riviera og serverede pizzaer på sin højtelskede onkel Gios strandbar. Dér hvor hun mødte Samuel, pigernes far, med det fløjlsbløde blik og et vist talent for handel med spilledåser og stjålne kunstgenstande. Og dér hvor Santini, farens advokat med det katteagtige smil, tog Gloria under sine vinger, da faren døde.I Alsace begynder Loulou at se spøgelser, naboens bidske hunde dør under mystiske omstændigheder, og hvad er det i grunden for en trussel, Gloria flygter fra? Ingen er bange for folk, der smiler; Véronique Ovaldé har uden tvivl smilet bredt, mens hun fortalte sin historie.”Tag jer i agt for folk, der smiler … så er I advaret.”FEMME ACTUELLE ”Umulig at lægge fra sig, når man først er begyndt.”RTLOm forfatteren: Véronique Ovaldé (f. 1972) er en af Frankrigs mest læste forfattere, kendt og elsket for sit poetiske og fantasifulde fortælleunivers. Hun debuterede i år 2000 og har siden udgivet både romaner, noveller, børnebøger og grafiske romaner, flere af dem prisbelønnede. På dansk er tidligere udkommet Fugleliv (2014) og Vi er efterkommerne af de hekse, I ikke fik brændt (2018).

Den sommer han fylder atten, genkender en ung pianist en sang i radioen. Han begynder at synge med. En stemme stiger, et uvejr bryder ud. Med dæmpet stemme – mezza voce – er et udtryk fra musikkens verden. Her er det historien om en ung mand, der ved et tilfælde opdager, at han har et særligt talent. Om en musikalsk karriere fuld af omveje og succeser, storslåede operahuse og karismatiske dirigenter. Men først og fremmest historien om den menneskelige stemme, dens kraft og evne til at bevæge sine tilhørere. Célia Houdart (f. 1970) er forfatter, dramatiker og lydkunstner, født og opvokset i Paris. Siden 2007 har hun udgivet 4 romaner, som bl.a. er solgt til udgivelse i Italien, Holland og Grækenland. Gil blev hendes store gennembrud, da den udkom for et år siden i Frankrig. På dansk er tidligere udkommet Carrara. VINDER AF PRIX DEAUVILLE LIVRES & MUSIQUES 2015 Nomineret til Prix du Livre Inter og Prix de la Closerie des Lilas 2015

I den imaginære sydamerikanske by Villanueva bor Vida Izarra sammen med sin mand Gustavo i en villa med udsigt til farvestrålende blomsterhaver og uendelige sandstrande. Efter en ferie opdager de, at nogen har boet i deres hus, mens de har været væk. Kan det tænkes, at det er deres forsvundne datter Paloma, der har været der med sin kæreste, gartneren Adolfo? Overbetjent Taibo drages ind i sagen, og sammen med ham tager Vida ud for at finde sin datter. Rejsen fører dem blandt andet til Vidas barndomsby Irigoy, hvor lovløsheden råder, og indbyggerne siges at nedstamme fra vilde hunde. Véronique Ovaldé (f. 1972) er en af Frankrigs mest læste forfattere, kendt og elsket for sit poetiske og fantasifulde fortælleunivers. Hun debuterede i år 2000 og har siden udgivet 8 romaner, flere af dem prisbelønnede. 'Fugleliv' var bl.a. nomineret til Frankrigs største litterære pris, Prix Goncourt, i 2011. Ovaldés bøger er solgt til udgivelse i 15 lande og bl.a. oversat til engelsk, tysk, spansk, italiensk, finsk, rumænsk og kinesisk. Ved siden af sin forfattervirksomhed arbejder Ovaldé som redaktør på forlaget Points. Hun bor og arbejder til daglig i Paris.

Hun er oldfrueassistent på et fornemt hotel ved den franske riviera. Diskret, som en nærmest usynlig skygge, går hun sine runder og tjekker, at værelserne er i perfekt orden. Hendes arbejde er på én gang mekanisk og uendeligt intimt, når blikket strejfer en genstand i en skuffe, eller fingrene glider over en henslængt silkekjole. I al hemmelighed stjæler hun sig til små pift af gæsternes parfumer. Laver lister over dem. Opbevarer dem som små livstegn, som et værn mod ønsket om helt at forsvinde. ”Romanen er som et prægtigt maleri, fuldt af stilhed og mystik.” – L’Express ”Tyve sider inde i romanen begynder man allerede at glæde sig til hendes næste.” – BSC News MagazineEN SÆSON er den franske forfatter Sylvie Bocquis (f. 1962) debutroman. Den var nomineret til indtil flere priser, da den udkom i Frankrig i 2013, bl.a. den fornemme debutantpris Prix Goncourt du Premier Roman. Sylvie Bocqui bor og arbejder til daglig i Strasbourg.

CARRARA er historien om den unge pige Lea, der er i lære som billedhugger i Carrara nord for Pisa i Italien; om hendes far, Andrea, der er ekspert i antikke sydindiske tekstiler; om hendes mor, Marian, som er undersøgelsesdommer og involveret i en retssag mod armeneren Marco Ipranossian, der er anklaget for at have skudt mod Pisas politimester under et indbrud; og om Marco Ipranossian selv, som udvikler et dybt venskab med sin cellekammerat Filippo, mens han venter på sin dom.Med et særligt blik for detaljen sammenfletter Houdart de forskellige personers historier i en række korte kapitler bygget op af sanselige, billedrige sætninger – med de toscanske bjerge og berømte marmorbrud som bagtæppe.CÉLIA HOUDART (f. 1970) er en af Frankrigs nye, store, litterære talenter. Hun har en universitetsgrad i litteratur og filosofi og arbejdede derefter i mange år med eksperimentelt teater, før hun i 2007 debuterede som forfatter. CARRARA, som er hendes tredje og seneste roman, blev ligesom debutromanen varmt modtaget af de franske kritikere og modtog i 2012 den prestigefyldte Prix Françoise Sagan.