Bøger udgivet af Forlaget Gladiator

Små hverdagsproblemer er en komplet samling af de spørgsmål og svar, som er blevet bragt i Familie Journal i den 20-årige periode fra 1956-1976, hvor Tove Ditlevsen var brevkasseskribent. I alt mere end 4000 spørgsmål og svar, der her, for første gang nogensinde, bliver tilgængelige i en samlet udgivelse. Bogen giver med en utrolig rigdom et indblik i danskernes liv og hverdag. Tove Ditlevsen svarer med varme, intelligens og humor på spørgsmål om alt lige fra husholdningsbudgetter til generationsopgør, fra vold til ulykkelig forelskelse. Meget ændrer sig gennem årerne, ser man, men mennesket forbliver på samme måde udsat i tilværelsen. Derfor er Små hverdagsproblemer ikke kun spændende som en kulturhistorie over en af de vigtigste perioder i Danmarkshistorien, men også genkendelig og vildt aktuel. Bogen er et atlas over menneskelivet, en husbibel man kan tage frem, når livet igen spænder ben og man har brug for et svar fra en klog dame.

Om Vor tids helt:Der er ingen plads til romantik, 68 er en gang for alle et overstået stadie, hjernen blæses ud. Arbejderen er og bliver arbejder, han og hun befinder sig på bunden, dannelse i betydningen borgerskabets dannelse er en by i Rusland. Men der er styr på det. Handlingen er enkel: Vores helt, skiderikkens første år i Kongens København og hvad som hændte fastholdt i et fantasmatisk metaperspektiv, idet det undervejs viser sig, at skiderikken er en alien.

Efter naturen er et essay, som gennem læsning af billedkunst søger en æstetisk vision for oplevelsen af kunst og litteratur. Gennem læsningen af en række kunstværker fra Glyptotekets samling trækker Josefine Klougart forbindelseslinjer op mellem kunsten og litteraturen og reflekterer over spørgsmålet om, hvad det er for en erkendelsesform, æstetikken repræsenterer. ”I krisetider, som den vi lever i i dag, opstår ofte den drøm, at kunsten og litteraturen skal komme os til undsætning (…) Kunsten skal tage stilling, udmønte en form for etik, “betyde noget”, og i sidste ende virke, det vil sige skabe forandring i den konkrete verden.” Efter naturen diskuterer, hvordan kunsten og litteraturen kan være politisk og hvilke fordringer, man egentligt kan stille til den. Bogen giver et unikt indblik i de tanker, der ligger bag forfatterens egne bøger, og den er et vigtigt bidrag til diskussionen om kunstens rolle i samfundet i dag og i fremtiden. Den er blandt meget andet en vision om en æstetisk og samfundsmæssig revolution. Udstilling og bog Glyptoteket inviterede i januar 2023 forfatter Josefine Klougart til at kuratere en udstilling med natur- og landskabsmaleri fra museets store samling af franske og danske kunstnere. Essayet Efter naturen er blevet til i forlængelse af dette arbejde, som en reflektion over en række store temaer, der knytter sig til spørgsmålet om, hvad kunstens forhold til naturen er og historisk set har været. Bogen udkommer samme dag som udstillingen, ”Efter naturen – Josefine Klougart genlæser Glyptotekets værker” åbner. Om forfatteren: Josefine Klougart (f. 1985) er en af de mest markante stemmer i nordisk samtidslitteratur. Hun har læst kunst- og litteraturhistorie på Århus Universitet, er uddannet fra Forfatterskolen i København og var i 2018 gæsteprofessor på Bern Universitet. Josefine Klougart har siden debuten i 2010 udgivet 6 romaner og en række essays. Hendes værker er oversat til 12 sprog.

Marie Bregendahl: En Dødsnat+ Ved Lars Skrædders Sygeseng (1912 og 1902)Marie Bregendahls En Dødsnat er uhørt moderne. Og også meget mere moderne end det meste af det, der bliver skrevet i dag. Som Johannes V. Jensens Kongens Fald. De er lige skånselsløse i beskrivelsen af undergang. Der er død og ødelæggelse i hver sætning. Men Marie Bregendahl er kvinde og som kvinde for længst skrevet ud af litteraturhistorien. Kanon tilhører manden.Set i dannelsesromanens perspektiv er der noget svimmelt og kantet og ufærdigt over En Dødsnat. Fortællingen som sådan er egentlig kun til som en ramme for sansning og refleksion. Og ikke desto mindre handler En Dødsnat netop om dannelse. Hvordan en moders død i barselsseng inden for mindre end et døgn forandrer alt for den 13-årige Lise.Romanen er båret af erindringens stof, men Marie Bregendahls tilrettelæggelse af dette stof og hendes stærke modellering af sproget forrykker blikket fra det opbyggelige eller jævnt fremadskridende til en aperspektivisk myldrende ornamentik. Fortælleren påtager sig på den ene side at sætte en scene og zoomeind og lade scenens personer overtage styringen, men på den anden side er denne selvsamme fortæller parat til at stige ned fra olympen og kommentere, hvad personerne, bundet som de er til øjeblikket, har gang i. Fortælleren sprænger tiden, strækker den langt ud over scenens tid, og skriver senere skete det og det. – Det vil sige, tiden er ikke fast, øjeblikket findes ikke, men er altid inficeret af både det, der ligger før, og af det, der kommer. Selve distraktionen, at rummeså mange følelser på en gang, og så megen viden, bliver hermed, fra nu og i al evighed, et vilkår.En Dødsnat + Ved Lars Skrædders Sygeseng, 188 sider,199,95 kroner.

Younes er vokset op i et religiøst hjem i et gudsforladt socialt boligbyggeri på Vestegnen. Han drømmer om at blive forfatter, men er endt som fuldmægtig i Vejdirektoratet, hvor han finjusterer incitamentsstrukturer i større offentlige anlægsprojekter. I fritiden hænger han ud på barer, forelsker sig i snart sagt alle de kvinder han dater og får i øvrigt tiden til at gå med at skrive på en socialrealistisk novellesamling, der skal kompensere for næsten alt i hans liv. Men pludselig åbner verden sig, da Younes en dag får en åbenbaring, der ændrer hans liv for altid. En følelse af mening, samhørighed med alting og vild eufori breder sig i ham, og snart er det klart, at han ikke kan vende tilbage til sit gamle liv, i hvert fald ikke som det samme menneske Jamal Bendahman er født i Marokko i 1986, opvokset i Ishøj, bosat på Nørrebro. Ash-Shaheed [Vidnet] er hans debutroman.

Hans er forfatteren Charlotte Strandgaards skildring af sin søn Hans Strandgaards lidelseshistorie. En moderne helgenbiografi. Hans Strandgaard blev født 1963 og døde 2012. Han bar fra sit 18ende år på en svær skizofren lidelse, og det er denne syge unge og med tiden modne mands liv, vi som læsere får indblik i. Ikke isoleret, som en historie for sig, men hele tiden i set relation til Charlotte Strandgaard som mor. Hvor usikkert det har været med den konstante angst for, hvad morgendagen bringer, hvor hospitalet tackler situationen, herunder Hans’ sidemisbrug af heroin, og hvornår han igen bliver sendt på gaden eller lagt i spændetrøje. Men også – og det er et scoop - i retrospektiv, hvor meget hun lærte af Hans’ store hjerte og klippefaste tro på Gud. Så bogen er, udover at være en moderne helgenfri, også både en øm og medrivende skildring af dette helt særlige mor-søn-forhold og en sønderlemmende kritik af behandlingssystemet. Charlotte Strandgaard kaldte oprindelig bogen for På det modsatte fortov. For at pege på ham, der går derovre og luder sådan lidt foroverbøjet. For at stille spørgsmål ved vores opfattelse af, hvad der er normalt og hvad der er sygt. Ligger det f.eks. indenfor det normales rammer at se syner, at tale med engle, eller er det noget, som vi som moderne mennesker ikke bryder os om. Som vi forkaster, fordi det er pinligt, eller bare løgn og latin. Den hellige Frans af Assisi er ét af Hans’ forbilleder, og for moren efterhånden at betragte som Hans’ lidelsesfælde. - I Sundby kirke, i mødet med kristne fra Egypten og Armenien møder Hans trosfælder, for hvem åbenbaringer ikke nødvendigvis hører en fjern fortid til, her finder han ro og efter Ærkeenglen har åbenbaret sig for ham slipper han ud af sit misbrug, fra den ene dag til den anden, hvorved hans liv med sikkerhed forlænges med adskillelige år. Bogen er vanskelig at genrebetegne. Som ofte før spiller Charlotte Strandgaard lyrikken ud mod hårdere genrer, som her f.eks. lægejournaler. Dertil endelig nogle håndfulde af den syge mands fremragende ikke-syge digte.

** NY UDGAVE I TASKEFORMAT 17x24 cmSmå hverdagsproblemer er en komplet samling af de spørgsmål og svar, som er blevet bragt i Familie Journal i den 20-årige periode fra 1956-1976, hvor Tove Ditlevsen var brevkasseskribent. I alt mere end 4000 spørgsmål og svar, der her, for første gang nogensinde, bliver tilgængelige i en samlet udgivelse. Bogen giver med en utrolig rigdom et indblik i danskernes liv og hverdag. Tove Ditlevsen svarer med varme, intelligens og humor på spørgsmål om alt lige fra husholdningsbudgetter til generationsopgør, fra vold til ulykkelig forelskelse. Meget ændrer sig gennem årerne, ser man, men mennesket forbliver på samme måde udsat i tilværelsen. Derfor er Små hverdagsproblemer ikke kun spændende som en kulturhistorie over en af de vigtigste perioder i Danmarkshistorien, men også genkendelig og vildt aktuel. Bogen er et atlas over menneskelivet, en husbibel man kan tage frem, når livet igen spænder ben og man har brug for et svar fra en klog dame.

I denne boks er de første 10 udgivelser i Gladiators Sandalserie samlet i en limited edition håndlavet æske fra ELVO.Gladiators Sandalserie er klassikere på kanten. Dansk litteratur fra oldtiden til i dag. Principielt set. Det vil sige den litteratur, der udvider undersøgelserne af hjernens geografi. Som rapporterer om nye opdagelser, andre erfaringer. Og som i en vis forstand har gjort arbejdet før os, flyttet grænserne for det normale, så vi ikke behøver at kæntre."[...] forlaget Gladiators alternative klassikerserie, der genudgiver værker, som ikke har fået den plads i litteraturhistorien, som de fortjener. Det er på alle måder både æren - og læsningen - værd.” - Weekendavisen

Hesten er andet bind i Bjørn Rasmussen og Rikke Villadsens tegneserie 9 piger. I 9 mørke eventyr følger vi 9 pigebørn på jagt og på flugt.Hesten fortæller om en forfrossen, hulkindet pige, der sælger døde dyr til en ung dreng, Herren. Hun håber på at kunne tjene til en billet til Amerika og vikles således længere ind i en ondsindet udnyttelse.

Ingeborg Stuckenberg: Samlede værker (ca. 1894-1904)Ingeborg Stuckenbergs skæbne er ond. Privat og i litteraturhistoriske sammenhæng. Hun er født 1866, blev gift med forfatteren Viggo Stuckenberg og var som sådan med i den radikalt nytænkende kreds omkring Johannes Jørgensens tidskrift Taarnet i midten af 1890’erne, men skød sig, fattig og forladt, efter at være emigreret til New Zealand i 1904.Hendes Samlede værker omfatter novellen Badegæster, trykt under egen signatur som føljeton i Kjøbenhavns Børstidende i 1889-90, udkast til romanen Fagre ord, som hendes mand udgav i sit navn i 1895, og den i 1986 posthumt udgivne Korte Breve fra en lang Rejse forfattet ca. 1903.Det er ikke meget, men vidtspændende. Både med hensyn til stil og indhold. Det handler om ung kærlighed, om ægteskabeligt bedrag og om emigranttilværelsens fornedrelse. Kort fortalt. Men stilistisk er der i Ingeborg Stuckenbergs arbejdeet skred, som har med en kunstners bevidst valg at gøre, og som viser, hvor stor en forfatter, hun er: fra stemningsmalende impressionisme over en kort groteske i slutningen af udkastet til Fagre Ord og videre til en sensationel hardcore realisme i hendes vidnesbyrd om civilisationens endeligt i det fremmede.Hun skriver, at Europa med sin Civilisation for Europæeren bliver som en Paradisets Have, der er lukket. - Forsilde forstaar den Udelukkede alle de Goder, han har mistet. - Det er i den civiliserede Verden Chancerne er – for den der kan og vil noget, midt i Mylderet og Striden. - Der har man brug for de bedste Mænd og det bedste Arbejde. - Her behøves det ikke – endnu. - Anbefalinger og Rekommendationer – selv de bedste, ere værdiløse.Samlede værker, 199 sider, 199,95 kroner.

Ét af to værker forfattet over en periode på 20 år som har det tilfælles, at de transcenderer gården og den agrare tilværelse og gør dem og det til et mytologisk sted, hvis man da kan tale om tilværelsen som et sted. Der er som sædvanlig hos Jørgensen masser af ulykker, nedslidning og sygdom og død, men der er også heltedåd og noget så svært som kærlighed.

Ét af to værker forfattet over en periode på 20 år som har det tilfælles, at de transcenderer gården og den agrare tilværelse og gør dem og det til et mytologisk sted, hvis man da kan tale om tilværelsen som et sted. Der er som sædvanlig hos Jørgensen masser af ulykker, nedslidning og sygdom og død, men der er også heltedåd og noget så svært som kærlighed.

nittenhundredetrediverne præsenterer en vigtig side af dansk poesi i 1930’erne, nemlig den ekspressionistiske, surrealistiske strømning, der ikke mindst samlede sig omkring tidsskriftet linien, men som allerede havde markeret sig, inden dette tidsskrift blev grundlagt. Det drejer sig om digtere som bodil bech, ejler bille, hulda lütken, tove meyer, gustaf munch-petersen og jens august schade. Netop disse seks digtere udgør hovedvægten i antologien, men der er også bidrag af bent g. andersen, sonja hauberg, bergliot heinesen og rau levinsohn. Fælles for digterne er en optagethed af det ubevidste og en udtalt trang til at eksperimentere, prøve nye veje til besyngelsen af livet og kærligheden. I flere tilfælde er der et sammenfald mellem billedkunst og ordkunst, idet malerne digter, og digterne maler. I alle tilfælde er der en tilsvarende bestræbelse hos de samtidige malere som hos digterne. De er alle inspireret af internationale bevægelser i Frankrig og i Finland, men også i andre europæiske lande. Denne væsentlige avantgarde har i Danmark stået i skyggen af mere traditionelle tendenser i tidens litteratur, selv om nogle af digterne har været meget læst eller er blevet opdaget og genopdaget. Som en nyhed kommer her en antologi, der alene fokuserer på netop denne spontane, surrealistiske linje i 1930’ernes digtekunst. Antologien er lagt kronologisk til rette år for år, således at digtene optræder efter årstal og ikke samlet efter forfatterskab. Den kaster et blik på en vigtig strømning i årtiets poesi i en ny, samlet optik. Antologien er redigeret af Asger Schnack, der tidligere har beskæftiget sig intenst med denne periode i både billedkunst og litteratur.

Med erindringsværket Afstanden sætter Kristian Leth punktum for anmelderrost trilogi. Kristian Leth afrunder sit moderne epos med Afstanden - sidste bog i erindringstrilogien, der samler op på de første værker og bringer barndommens uskyld og fortiede traumer ind i voksenlivets indsigter og levede liv. Afstanden kredser om temaer som forældreskab, arv, generationer, maskulinitet, det gode liv og udkommer den 11. april på Forlaget Gladiator. “At give folk adgang til en er at give dem mulighed for at såre en. At elske sine børn kan føles som at give dem direkte adgang til ens følelser. Sådan tror jeg ikke det skal være, jeg tror man skal passe på, bevare den afstand, der gør at man ikke selv kollapser, netop når de har brug for en, fordi de har det svært. Barnets smerte bliver til ens smerte. Men det hjælper ikke barnet. Og slet ikke en selv. At elske et menneske er i sin sundeste form at bevare afstanden til den anden.”

For at gå med dig er Freja Bøgh Lassens debutbogudgivelse. Hun har tidligere skrevet og instrueret kortfilmen ’Alt er hvidt’ og skriver klummer for Politiken samt arbejder for deres debatredaktion. Derudover laver hun podcast og har før lavet live radio om litteratur samt været medforfatter på en litteraturteaterforestilling på Huset i Magstræde. Hun har tidligere udgivet i tidsskriftet Slagtryk.

Det her er Balkan foregår i Østeuropa, med afstikkere til Sibirien og de østeuropæiske sæsonarbejderes liv i Grækenland. Historien udspiller sig under kommunismen, og efter systemets fald, hvor drømmen om frihed og demokrati overtages af et korrupt mafiastyre. Romanen bygger på en virkelig historie.Vi følger en bulgarsk kvinde, fra hun som barn møder de forældre, hun aldrig har kendt. Senere, i et forsøg på at give sin egen søn et lykkeligere liv, må hun indse, at hun gentager de svigt, hun selv er vokset op med. En fortælling om et tabt paradis og kampen for overlevelse.

Maskinerne slukkes og kroppen bliver fri handler om forældreparret Theis og Viktoria. De er indlagt med deres for tidligt fødte barn Elias. En klaustrofobisk periode på tre måneder på en neonatalafdeling.Skriften i Maskinerne slukkes og kroppen bliver fri er både nøgternt beskrivende og mere sansende fabulerende, fuld af humor, omsorg og ømhed for de mennesker, der er omdrejningspunktet for romanen, og for de børn, der fødes for tidligt, og som hjælpes ind i livet af maskiner.Luca Engberg Talamona (1993) debuterede med den anmelderroste digtsamling Alcatraz (2017). Maskinerne slukkes og kroppen bliver fri er hans anden udgivelse.

Om rovdyr og andre realiteter handler om den pagt, vi indgår med hinanden. Og som vi værner om, kæmper for og så imod, forråder, føler os begrænset af og fortabt uden. Om at have hinandens ryg, have et sted at sove uden frygt. Og om bagholdsangrebet. Mødre, fædre, børn, søskende, elskende, venner, naboer rystes eller ryster andre i novellerne. Det er de historier, vi ikke fortæller hinanden, Roné tager fat i.

Patrick Sørensen Falk har al mulig grund til at være glad: han har for nylig forsvaret sin ph.d. i litteraturvidenskab, og nu står han på tærsklen til at blive optaget i den magtfulde kritiker Tudses inderkreds. Et selskab af herrer, om hvilket det siges at deres samlede indflydelse er umålelig:Litteraturhistorien skrives ikke af forfattere; den skrives af os - som Tudse snart skal formulere det for ham. Patrick går en tid med storhed i møde.Men der er altid en slange i paradis…På hjemmefronten har ægtefællen Karen travlt med at få sat (begavede) børn i (en tiltagende idiotisk) verden: det seksuelle samkvem er blevet sat i system, og lyst følgelig en latterlig romantisk indbildning. Og over for dette liv, og Karen, står internetpornografien så med sin altid alle steder frit tilgængelige, ubegrænsede palet af perfektionerede fiktioner. Snart er Patrick på vej gennem en psykologisk og moralsk deroute, der ikke stopper før den verden han har kendt, brænder sammen.Inderkredsen er et portræt af det vestlige menneske, teknologiens fortsatte erobring, patriarkalske strukturer, afhængighed, og intellektualismens (for)fald. Der blæses til kamp med og mod tidens forestillinger om moralsk renfærdighed.En tragedie, nuvel, men også en satire over vor samtid - meget vil være genkendeligt, omend forvrænget i digtningens filtrering.En moderne Hærværk.

Josefine Graakjær Nielsens digtsamling Jeg savner dit døde hår er en skriftmontage; stof organiseret i åbne sætninger. Digteren er ikke til stede - er ikke et unikum men en samplende og samlende instans, der skriver en kollektivitet frem gennem brudstykker af samtaler. De forskellige spor rummer fragmenterede bevidsthedsstrømme om byen, familien, den elskede, de intellektuelle og de psykisk udfordrede.Det er en skrift, som konstant begynder, men ikke ender, går i stå, tages op igen, eller kun består af onelinere. En poetisk collage af sætninger, som et folkeligt oprør mod en på overfladen aldrig tøvende, neoliberal identitetsproduktion. Et oprør mod sammenhæng, overflade, ensretning.Jeg savner dit døde hår er Josefine Graakjær Nielsens tredje udgivelse, og indeholder tegninger og grafiske værker af Kaspar Bonnén & Morten Schelde.

Elastik er en roman om at være kvinde. Om at være kvinde mellem kvinder, mellem mænd og om at være alene med sin kvindekrop. Alice bryder sig ikke om at være kvinde. Hun føler sig fremmed i sin krop, med sit køn.På samme tid er Elastik også en moderne, høvisk kærlighedshistorie. Om Alices fortiede, men stormfulde forelskelse i den enigmatiske Mathilde. En forelskelse, der ikke findes plads til hverken i Alices forhold til kæresten Simon, til Mathildes mand Alexander eller i Alice selv. Johanne Bille har et nænsomt og nuanceret blik, når hun skriver denne forelskelse frem, men i beskrivelsen af, hvordan de to mænd bliver trofæagtige værktøjer i relationen mellem de to kvinder og i skildringen af det pompøse, grænsesøgende livs skyggesider er hun skånselsløs.Elastik handler om ikke at ville nøjes med at finde sig til rette – i parforholdet, i samfundet og i sig selv. Om at ville kærligheden og fællesskabet, men ikke kunne løsrive sig fra sin egen egoisme og narcissisme. Hvordan kan vi være sammen? Det spørgsmål bliver i Elastik til: hvordan bruger vi hinanden?Elastik er Johanne Billes anden roman. Hendes debutroman Tænk nu hvis udkom i 2015 på Tiderne Skifter.

Stræk din krop mod min er en brevveksling mellem Charlotte Strandgaard og Johanne Kirstine Fall. Brevene er en håndsrækning på tværs af halvtreds år, hvor forfatterne tager udgangspunkt i en fælles interesse for kroppen og deres egne komplicerede forhold til samme, men emnerne vokser sig større og flere. Tro, sygdom, sex, parforhold og fædre tages op til debat.Brevene blotlægger to forskellige generationer, erfaringsgrundlag og temperamenter, men forfatterne knytter netop gennem disse hudløst ærlige breve bånd og kommer hinanden i møde på trods af alt det, der adskiller dem.

Det notoriske bløddyr, færingen Vón, rygrad som en regnorm, bærer på et tungt og stort hjerte i en ussel, brugt krop. Han elsker Christina, som går på CBS, og hun elsker ham på trods af hans kommen og gåen i jobcentrene. Undervejs, i deres forhold, støder han på nogle krav, han ikke kan opfylde. Der er så meget liv, der skal leves – og passes på. Christina drives af en udlængsel, hele tiden mod noget større og bedre, og hun tager et semester i udlandet, mens Vón overmandes af en slags eksistentiel hjemlængsel, knyttet til en krop og bevidsthed, der driver længere og længere væk fra ham. Åh! er en roman om udødelig, sprittet vagabondkærlighed, der muligvis kan dø mellem to mennesker, men som ikke desto mindre lever dobbelt så stærkt i erindringen og aldrig stopper med at være sygelig sentimental og håbløs umoderne.

Relikvie er minimalistisk i sit udtryk – en reportage om de mindste forskydninger i et kvindeligt jegs hverdag, og det vel at mærke en hverdag, hvor der ikke sker ret meget – men så meget større i tanke, og i hvad man kunne kalde etisk fordring.Da vi kørte over broen lige før og kom fri af bygningerne, faldt solen ind på en pige, som sidder i den anden side af bussen med en skijakke på. Jeg tænker på om hun mon, før det skete, havde følt sig efterladt, om hun om morgenen ikke magtede at vaske sit hår, ikke rigtigt kunne insistere på sig selv, og om hun, da vi krydsede broen, vidste, at også jeg sad og mærkede den vilje, lyset havde valgt hende med, at det insisterede på hendes vegne.Kvinden kræver absolut ærlighed af sig selv, hun er konstant anfægtet af – på gaden, i bussen i forhold til en tilfældig medpassager eller nårsomhelst – om hun nu er nok menneske.Fordi man i ensomheden lever på grænsen af det menneskelige.Det bliver en nødvendighed for hende at forbinde sig og at skrive disse forbindelser. For simpelthen ikke at gå i opløsning, at falde fra hinanden.Vi er meget langt fra eksistentialismens sværmen for den fundamentale ensomhed; for her er det i selve berøringen at alting begynder – gennem det sprog, der hele tiden insisteres på som noget, der både kan nægte og frelse.Relikvie består af 3 dele. De indledes af en liste hvor alt, hvad der overhovedet betyder noget, bliver samlet sammen som relikvier i et forsøg på at gøre livet helligt, at få tingene til at bevare deres styrke, at overskride døden.I første del opholder jeget sig alene i London og registrerer omhyggeligt hverdagens hændelser og tanker og sin længsel efter kærlighed – den navngivne anden.I anden del er jeget tilbage, hjemme i København, deler tilværelse med sin kæreste, men er om muligt endnu mere alene og skriver et langt kærlighedsbrev til sangeren Kurt Cobain, som bliver en slags åndelig livsledsager.Men de piller, jeg tar, gør mig lysfølsom. Jeg ved heller ikke, hvor interesseret jeg er i den sol, der tilbydes. Det passer selvfølgelig ikke! Men Kurt, jeg fryser sådan, at jeg ikke holder ud at sidde mere end et par timer på en stol. Jeg er forfærdelig urolig. Mine trøjer er så tyndslidte og blege, jeg bliver fuldstændig sindssyg. Og nu hvor solen lægger sig over mig her i sengen, kommer jeg til at tænke på alle de munde, der nogensinde har kysset de syge. Jeg må græde lidt. Jeg må sværge: Dét lys er også en andens.Endelig i tredje del ryddes der op, med flere på hinanden følgende flytninger, jeget flytter, ting – verdens enorme mængder af ting – både dem der har stået fremme, men også dem, som før var gemt væk, men nu skal pakkes om, afgiver en pludselig ny betydning.Julie Mendel appellerer til og tror på det bedste i mennesket. Man kunne sammenligne med en anden ung lyriker, Andreas Pedersen, som debuterede sidste år med den meget roste samling Fryden, som på samme måde har lagt den ironiske distance bag sig og alvorligt insisterer på det gode. Intensiteten hos Julie Mendel er så høj, hver sætning er så vigtig, at den kommer til at synge ... Næsten umenneskelig.Selve skriften, det at benævne, bliver et spørgsmål om liv eller død. At være præcis nok. Nu kan jeg mærke, at du sover, din fine røde brystvorte. Du skal ikke være bange. Det er vel først, når vi kalder noget for noget, at vi kan se det.

Lila bor og arbejder i et landbrugskollektiv. Hun planter tomater fra potter og ud i drivhuset. Sorterer græskar og høster rosenkål. En kalv bliver slagtet og ulden bliver skilt fra fårets krop. Arbejdet hjælper hende med at få styr på sine tanker, alt det rod hun går rundt med, som man nødvendigvis oplever, når man går fra at være barn til at blive voksen. Hendes syge mor, familien der er ved at falde fra hinanden, og al den sorg der er forbundet med det. En sorg der, viser det sig, strækker sig flere generationer tilbage, og ind i et mørkt kapitel af Europas historie.Stillezone handler om at være barn og jøde og kvinde. Om sex og barndom og grøntsager. Den handler om sanserne og Anden Verdenskrig. Om at føle sig fremmed i sin egen familie. At opdage, at alle er børn hele livet. Alt sammen skrevet frem med Shosha Raymonds stilfærdige og samtidig voldsomme sensibilitet.

Om Mørke handler om mørket i alting, eftermiddagen, døden. Den fortsatte undergang, kærlighedens mørke og naturens, skybrud og sygdom. Bogen er en moderne apokalypse og en protest mod nogle helt grundlæggende forhold. Og så handler den om sol og lys og øjne.Om mørke er både undergangsfortælling og skabelsesberetning. Der er jordskælv, laviner, eksplosioner, skybrud, hesteulykker, øjenskader, en ung mand, der mister sin far, en kæreste, der gerne vil have adgang til sorgen og til ham, der er muligvis et mord, i hvert fald masser af død. Der er forelskelse, perler, flotte gaver fra en familie, æblerov i Bogens, en rejse til Italien, gåture på stranden, alt det kragesølv du kan slæbe med hjem og rav.Den undergang som bogen beskriver, er ikke kun den ekstraordinære dramatiske undergang, men først og fremmest den undergang vi er vidner til hver dag. Den daglige kronfrontation med døden i smerten, sygdommen, kroppen der ændrer sig, neglene der skal klippes igen, frugten i skålen der rådner, efteråret der æder sig ind på os. Simpelthen det at man er vidne til en altomsluttende afvikling hver dag.

Ole Kollerød blev halshugget på Amager Fælled den 17. november 1840, kroppen blev parteret og lagt på et hjul og hovedet sat på en stage. Mens han sad de syv måneder i Stokhuskælderen og ventede på eksekveringen af dødsdommen skrev han flittigt på sin levnedsskildring, Min Historie.Min Historie er efter mit bedste skøn et hovedværk i dansk litteratur. Ole Kollerød har ikke mere end måske to-tre års skolegang, men forstår alt vedrørende sin situation. Han analyserer samfundsforholdene, hvad der er oppe og nede, men fører sig samtidig frem med en digters kneb og veltalenhed. Han ved, hvad det vil sige at fortælle, han sætter en scene og skildrer levende sine personer, eller han henvender sig til direkte læseren og appellerer til dennes forståelse og sympati. Han er en charlatan og skriver lystfuldt om sine erobringer, han ironiserer over og håner sine modstandere.Ole Kollerød lever i en tid og et samfund, som også er H.C. Andersens. En tid hvor tyveri af nogle kirsebær i en skål giver stokkeprygl og tyveri af et klæde udbredt til blegning i en have livstid i fængslet. Det er ikke sharialov, men det ligner, det er den samme primitive form for straf, afhugning af fingre og anden form for lemlæstelse med invaliditet til følge.Min Historie er flerstrenget. Det er på en gang et fortvivlet forsvarsskrift, en forklaring på, hvorfor det gik som det gik, og en kritik af samfundets misforhold og uretfærdighed. Lov og ret er de riges lov og ret, og Ole Kollerød finder sin identitet ved at fremstille sig selv som repræsentant for de fattige og mishandlede.Ikke ulig H.C. Andersen, men med modsat fortegn.Og ligesom H.C. Andersens eventyr er gennemsyret af vold, tænk bare på Fyrtøjet og Lille Claus og Store Claus, hvor hovederne ruller, så det er en lyst, er også Min Historie gennemsyret af vold. Og druk og liderlighed. I familien, i tjenesteforhold, i nattelivet og ikke mindst i fængslet, hvor der ikke spares på nogen ting for at få en tilståelse ud af de ofte uskyldige fanger.

Pia Busk (f. 1965) debuterer modent med et sært og brudfyldt epos: Grotten. Pia Busk har sine referencer i orden, det er ikke tilfældigt, at vi har med eposet at gøre, noget så gammeldags, men hvis vi troede, tiden for den heroisk bedrift var forbi, er det herved dementeret. Grotten låner fra Illiaden og Odyseen, men i en fri lyrisk form og med storbyens underverden – læs: prostitutionsmiljø - som kulisse. Her forsøger mennesker på mørklagte adresser at genopfinde kærligheden, hvor grænserne mellem det gode og det onde flyder ud, og hengivelsen til kødet udvikler sig fatalt. I to parallelle spor fortæller en kvinde og en mand, Lucy og Manden med leen, om hver deres liv og erfaringer i miljøet, som køber og sælger, og om hvordan de positioner skrider ud, og man bliver hinandens nærmeste. Lucie og Manden med leen fortæller, ikke som bekendelseslitteratur, slet ikke, men i en stilliseret form, surreelt og humoristisk. Figurerne gennemspiller teatralske forløb, de hygger sig med bl.a. hård sadomascokisme, men der skal hele tiden mere til, det kommer ud af kontrol og kulminerer, da manden vil redde kvinden ud. Grotten er hverdagskost i strømmen af udgivelser sådan et efterår. Mennesket bliver meget lille, livet staves med småt, når man har sluppet sin skygge og begynder at svæve. Og man iøvrigt vejer de samme kilo. Man har den samme dødvægt. Så falder man tungt. Én af Grottens bipersoner er Marianne Petersen, som sammen med sine to drenge blev offer for det tilfældige møde med Peter Lundin i juni 2000. Det er så alvorlige ting, Pia Busk tager under behandling, og man lige ved at tude, når man læser passagen om Marianne, og så er livet alligevel værd at leve, når det gøres med en sådan omsorg.

Der var et orkester og let påklædte damer. De ville være kaniner. De havde kaninører og en lille haledusk i enden. De hoppede som kaniner. Det morede at se dem hoppe, at de kunne finde på det. At sætte sig hos en herre og kilde ham på halsen og sige dikke dik. En kalv med seks ben blev drevet rundt i manegen. En dreng gik bagefter og slog på den med sin kæp. Han var barfodet og hans tøj hang i laser. Kalvens ekstra to ben hang og dinglede slapt ned fra ryggen. Alting var ligesom forvrænget. At verden kunne være sat sammen på den måde. Det var, som om det alt sammen var blevet skilt ad og samlet igen og havde fået vendt det hvide ud af øjnene. At stå og dreje på et sving. - Uddrag fra bogen.

Rum tegnes op, lys og skygge brydes, bånd brister og bindes på ny, og tider mikses sammen. Et jeg og et du. Et forsøg på at nærme sig noget andet, noget nyt, lade et nyt lys kaste sig over relationerne, stederne og tiden. Meget civiliseret, men i så fald med en egen vildskab i det civiliserede.