Bøger udgivet af Gladiator

Dan Turèll var 28, da den store digtbog Karma Cowboy udkom i 1974. – Men på det tidspunkt havde han allerede en lang-lang række udgivelser bag sig, niogtyve faktisk, fra sin debut Vibrationer i 1966. – For Turèll skrev hele tiden. Og ikke mindre væsentlig: udgav hele tiden og i alle mulige formater.
Som sin egen forlægger, hos vennerne, og sammen med vennerne, som Dobbeltskrift med Peter Laugesen i 1973, og ikke mindst store, uhyre vigtige værker i sort indpakning på Arena, Forfatternes Forlag.
– Man kan sige: Dan Turèll ånder i skrift.
Både før og efter Karma Cowboy. – For nok er Karma Cowboy skelsættende, af mange regnet som hans gennembrud, væk fra det hallucinatoriske skrift-tematiske i enhver henseende uafgrænsede rum, han før havde færdedes i, og lige lukt ind i stuen til Hr. og Fru Danmark.
Selvom det nok er en overdrivelse. Endnu. For det er en plads, som Vangede Billeder fra året efter, må tildeles.
Men den slentrende sludrende politiserende og filosoferende Dan Turèll, som vi siden kom til holde så meget af, det er ham, der kommer på banen med Karma Cowboy. – Ham, som vi også synes, kender os og tager vare på os, og snakker og giver gode råd med på vejen.– Men nu! år 2016. Hvad skal vi med Dan Turèll nu?
Svaret er meget enkelt: Læse ham. – Og det er ikke svært. Det er bare at glemme alt om manden med den sorte hat og det stærke blik og hengive sig til skriften. Til den dér malende puls, som hele tiden hvirvler stof op, stort og småt imellem hinanden, fra hverdagen, hvor selv det mest banale får værdi, og fra det, som har tidens fylde i sig, og som han uden videre formår at indfange og gøre hverdagslig, så det er til at forstå.
Han trækker aldrig tingene ned, men tør omgås det sentimentale, og han bliver aldrig højtragende, mister aldrig jordforbindelse, heller ikke, når han tager livtag med tilværelsens store spørgsmål og liv og død. Han ser sammenhænge, hvor der ikke før var sammenhænge, forbinder ender, som aldrig før var i nærheden af at kunne knyttes.
Der er én ting, han i hvert fald ikke er, og det er natur-romantiker. – Han gør oven i købet en dyd ud af det. Aldeles vidunderligt. Jeg elsker ham for det. At han tillader sig dét: at kokettere med, at naturen ikke siger ham en pind.Karma Cowboys lange afsluttende digt, Karma Cowboys Common Prayer, skrevet over og under inspiration fra Allen Ginsberg, den store amerikanske beat-digter, kører sådan her:
Vær venlig mod dig selv, du er den eneste
af din slags
og du er ikke usårlig, du kan blive hadefuld og paranoid
du kan blive angrebet af kræft forkølelse eller syfilis –
Vær venlig mod dig selv, du er den ene
hvis bløde finger trækker følelsens linie
fra brystvorte til kønshår
den hvis tunge forsvinder ind mellem læberne
eller ind mellem hvide lår –
Vær venlig mod dig selv, Harry, for uvenlighed opstår
når kroppen eksploderer
napalm herbicider og enorme dødsleje Viet Nam
et mærkeligt sted at drømme om nu grene
bøjes til side og vrede amerikanske ansigter
griner deres søvngænger terror ind i dit sidste blik –
Vær venlig mod dig selv, for din egen venligheds lykke
vil overstrømme politiet i morgen
fordi koen græder på marken og musen hyler i kattens hul –
Vær venlig mod dette sted som er din nuværende bolig
med boretårne og radarstationer og lægevagter
og blomster i parkerne ved strømmende bække –
Vær venlig mod din nabo som græder massive tårer
på fjernsynssofaen
han har intet andet hjem og hører ikke andet
end telefonernes hårde stemmer
klik, summen, kanalskift, og filmen forsvinder
og han er overladt til natten alene, han forsvinder
mellem sengens lagner –
Vær venlig mod din forsvindende far og mor
der stirrer ud af terrassevinduet
som mælkevognen og ligvognen drejer om hjørnet –
Vær venlig mod politikerne der græder i korridorerne
i Whitehall Kreml Det Hvide Hus Louvre
Peking Westminister City og Christiansborg
aldrende vrede bange og frysende
krybende orme krybende orme krybende orme TIMEN ER IND
Se de syge, utilfredsstillede, underelskede, rynkede
pander på Kaptajn Premierminister Præsident
Sir Comrade FRYGT!Det digt bør have samme status som J.P. Jacobsens Arabesk til en Haandtegning af Michel Anglo og Johs. V. Jensens På Memphis Station – ligesom værket Karma Cowboy som sådan bør have samme status som f.eks. Inger Christensens DET. – For nu bare at få manden retteligen placeret i konge-/dronningerækken.Velkommen ombord.
Kh Gladiator / Hans Otto Jørgensen

New Forest er en roman om lys og skove, familier og myter, kærlighed og død Mødre, søstre og døtre I romanen møder vi en pige, en kvinde i 30'erne og en ældre dame. Pigen er på efterårsferie med sin familie og beslutter sig for at gå tur alene i plantagen bag huset. Den unge kvinde rejser rundt i Europa, alt imens hun kæmper for at gøre sig fri af et forhold der længe har gjort hende til en slags zombie, en levende død. Hen imod slutningen af bogen rejser hun til New Forest i Sydengland for at genfinde det område hvor hun var på ferie som barn, et sted der i hendes bevidsthed er blevet et mytologisk sted. Den ældre kvinde mister sin mand, og hun låser sig inde i huset med liget. Sådan lever de to videre sammen der i huset hvor tiden ligesom kroppen opløses, og han på den måde - for hende og for os - pludselig er levende igen og syg igen, og vi er igen tilbage i en tid hvor de var en familie; hvor pigerne drak saftevand i køkkenet, og hvor de skoldede høns ude bag huset. De tre generationer af kvinder bliver gennem bogen til en slags familie, eller de bliver hinandens fortid og fremtid, hinandens mødre og søstre og døtre. Bogen beskriver passagerne i livet, tærskelerfaringer, der hvor noget er mellem formerne. Der hvor et menneske både er levende og dødt, hvor en erindring både er sandhed og løgn. Romanen insisterer på at det er i denne urolige sitren mellem stabile tilstande at livet er. Således udnytter romanen også genrens muligheder for at bevæge sig mellem fortælleformer, i en lyrisk ramme at veksle mellem dagbogsfragmenter og prosa. Myterne Man siger at historien skrives af sejrherrerne. Familien såvel som samfundet er en kampplads. Der kæmpes for retten til at definere fortiden og vælge det sprog og den fortælling som individets, familiens, kollektivets og samfundets erindringer skal fastholdes og fortælles i. Man forsøger på forskellige måder at enes om én fortælling. Med tiden bliver disse fortællinger myter, og de fremstår måske endda sande for os. Men hvordan bryder man ud af disse myter. Hvordan holder man sig i bevægelse som menneske, med andre ord: hvordan bevarer vi evnen til at frigøre os fra myterne. New Forest undersøger og nuancerer nogle af disse fortællinger og strukturer. Bogen - og dens kvinder - insisterer på at det er i opbruddet med de eksisterende myter og i skabelsen af nye fortællinger med flere perspektiver samt i udviklingen af nye sprog at vi får adgang til ny erkendelse. New Forest er en roman om denne kamp. Det er i den forstand en frigørelsesroman. En roman om at forlade noget man elsker, og noget man er - for på den måde at redde sig ud af et brændende hus i tide. En insisteren på at ville leve i en større, mere kompleks verden. NaturenNew Forest er samtidig en bog om naturen. En minutiøs beskrivelse af naturen omkring os og i os. Bogen er komponeret over døgnets bevægelse, mørke og lys og mørke igen. Den er en poetisk udgravning som når ned til andre lag i døgnet og i årstiderne - andre lag i erindringen end dem vi før har stirret os blinde på og indtil nu forstået os selv igennem. Ved at lade sansninger og tanker forbinde sig på nye måder fortælles der nye historier som vi kan finde os selv i for første gang. Den konkrete verden gennemtrænges af en indre, hemmelig virkelighed. Gennem den minutiøse og vedholdende beskrivelse af verdens og sindets mindste bevægelser opstår der en stille eksistentiel klang som løfter romanen til at være en stor fortælling om hvad det vil sige at være menneske.

Det er vinter, og Barbara rejser tværs gennem landet med sit spædbarn for at være sammen med sin mor og søster i dagene, hvor faren skal gennemgå en stor hjerteoperation.Operationen går som planlagt, men da han slår øjnene op er det blik der møder Barbara tomt og helt uden tegn på genkendelse; det er som at se ind i øjnene på et menneske rømmet for sjæl. Et stort fald ud i et øde bagved. Hver dag i den følgende uge forsøger lægerne at vække ham fra narkosen, og hver dag sker det samme. Vi forstår det ikke, siger de, men der er jo nogen, som aldrig rigtig vågner. Herfra ser Barbara tilbage på sin families historie. Fra moderens opvækst i et fattigt hjem i Århus til virkeliggørelsen af hendes vision om det frie liv i pagt med naturen i Mols Bjerge, hvor pigerne vokser op. Søstrenes forbundethed og konflikt; forældres længsler, fortidens traumer og fortielser. Alt dette kunne du få er et portræt af en familie og af tidens passage gennem os. Den handler om at være kvinde og mor i 1980 og i 2020. Om individets forankring i en tid og i et sted, i jorden. Den er en illumination af de forbindelser, der løber mellem alt levende – liv adskilt i tid og rum, men knyttet sammen af erindringer, myter, blod og længsler.Josefine Klougart (f. 1985) er en af de mest markante stemmer i nordisk samtidslitteratur, hun er oversat til 12 sprog og nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris to gange. Alt dette kunne du få er hendes 6. roman.

Marble er en bog om marmor og koraller, antik polykromi og infrarødt fotografi, bemalede gipsafstøbninger og digitale 3D-modeller, arkaiske korestatuer og græske svampedykkere. En bog om at blive opslugt og om at længes – om Marble, der rejser fra Daniel og kærligheden i København til Athen for at lede efter farverester på byens antikke skulpturer, og om den danske billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen, der foretog en lignende rejse til samme by 110 år tidligere.

Ida Marie Hedes Bedårende består af fire dele og handler om familien og det samfund, der omgiver den. Det handler om familiens fortid og fremtid. Om fødsel, småbørnsidyl og hverdagsliv. Om intimitet, hengivelser og misforståelser. Om sorg, nostalgi, opbrud og død. Om overlevelse, forfald og undergang.I første del møder vi B i familielivet med partneren Q og i symbiosen med datteren Æ. I anden del finder vi ud af, at de døde er animerede i Bs hjerne. I tredje del dør en far. I fjerde del er det endelig fredag. Vi ryger med B og Q ned under stuegulvet og vandrer gennem underverdenen.Bedårende er en vandring gennem et døderum, som også er et kærlighedsrum. Det er umuligt at sige, hvor døden begynder eller slutter, hvor livet begynder eller slutter. Billederne af døden er animerede og rumlige. Kærlighedsbillederne romantiske, slidte og autoerotiske. Det handler egentlig ikke om et endeligt. Bakterier bor som familier i vores kroppe, akkurat som vi bor i vores familier i en større omverden, vi ikke kender til fulde, men som vi oplever gennem billeder og fortællinger. Man kan trænge igennem alle kroppe, og alle kroppe trænger sig på. Man kan trænge igennem alle familier, og alle familier trænger sig på. Både barnet, liget og den elskede er bedårende. Når det gælder dem, vi elsker, har vi ingen fornemmelse for afstande.Om Ida Marie Hedes trilogi, En, To, Tre (Seancer, 2009, Det kemiske bryllup, 2013, og Inferno, 2014, samlet udgivelse 2016) skrev Politikens anmelder Mikkel Krause Frantzen: I Ida Marie Hedes psykedeliske og vitalistiske forfatterskab er mennesker ikke andet end “bunker af jord, eksplosioner af gas, fantastiske landskaber af ribben, råd, tarme og maddiker i royale lilla farver.”Med (gen) udgivelsen tegner der sig et billede af et utrolig konsistent og kompromisløst forfatterskab … I stedet for at henholde sig til plot og psykologisk dybde bevæger hun sig i krydsfeltet mellem litteratur og kunst, mellem tekst og performance, mellem æstetik og viden(skab). På engelsk taler man for tiden meget om art writing og theory-fiction, og det er til en vis grad også, hvad der er tale om her.Med Bedårende både fortsætter og bryder Ida Marie Hede sin undersøgelse af, hvad litteratur er og kan. Farens død giver fortællingen en anden alvor, ikke kun den del, hvor døden indtræffer – dødens skygge er over alt. Og fortællingen bliver mere netop fortælling, end hvad vi før har set.

Løsning, 2000. Den livstrætte folkeskolelærer Erling er blevet ramt af forelskelsens sindssyge. Subjektet: Eleven Mira i den niendeklasse, han er klasselærer for. Pludselig findes der en mening med tilværelsen, og i følelsernes og sansningernes voldsomme rus, glemmer han sit ansvar overfor såvel eleverne, som overfor sin hustru Irma, der intet aner om alt det, som foregår i ham. Den nye verden, han pludselig er blevet en del af. Indrammet i fortællingen om folkeskolelæreren Erlings genfødsel som følende menneske, tegnes et portræt af et søvnigt landsbysamfund under eurodance-epidemiens hærgen lige midt i årtusindskiftet. Buffalo-støvler og smadrede biler med store anlæg. Og en skole, hvor kosmos holdes oppe af fællesskabets tyrannisering af de svageste. Visse elevers undergang er en præmis for folkeskolens fællesskabs harmoni. Men Der går min klasselærer er også en fortælling om fællesskabet som begreb — og om individet, og dets tilpasning til fællesskabet. Hvordan der må ofres, og hvordan der må satses. Hvad der er muligt, og hvad der ikke er muligt. Og allerførst er det en fortælling om følelser — om hvordan følelserne styrer mennesket, og i sidste ende håner vores forestillinger om at noget menneske evner at være herre over dem.

Jeg bruger min krop som et møbel er digt-romanen vi alle har ventet på. Episk realisme i tre bind. En fortælling om at finde sig selv og om at huske på at hvis man ikke kan dét, altså finde sig selv, så kan man altid lave sig om til Taylor Swift. En fortælling om at gå i stå og om at gå i stykker. En fortælling, der er lidt et digt, lidt et langdigt, lidt et manuskript, lidt country, lidt hiphop, lidt roman, lidt kammerspil og meget god. Veronika Katinka Martzen (f. 1994), debuterer med Jeg bruger min krop som et møbel. Hun er uddannet fra Vallekilde Højskole i 2016, men er ellers autodidakt.

Det starter med en bytur. Værtshusuorden, en voldsom anholdelse. To år senere skal der fældes dom i sagen. Hvem kan huske hvad der egentlig skete. To betjentes ord mod en borgers. En bagatelsag. Det bliver til en behandlingsdom på fem år. Fem år i det psykiatriske system. Fem års destruktion. Fem års stilstand. Fem år som død, som ingenting, som patient. Fem års ødelæggelse, tilintetgørelse, knuste drømme, uddannelse, jobs, relationer. Fem års gøren svag. Fem års hjælp.HJÆLP er Jacob Skyggebjergs vidnesbyrd fra det bizarre forløb, han i perioden 2008-2013 var igennem med en behandlingsdom og det psykiatriske system, der forvalter sådan en. Det starter med en næsten uskyldig bytur i Vejle, og det slutter med udgivelsen af debutromanen Vor tids helt og det gennembrud, den afstedkom. Men HJÆLP er mere end et vidnesbyrd om turen gennem psykiatriens ofte umenneskeliggørende maskineri. Det er også et desperat råb om hjælp, et ungt menneskes insisteren på menneskelig forståelse fra et system, der insisterer på systemets forståelse.

Bogen fortæller en kritisk historie om transnational adoption. Med udgangspunkt i forfatte­rens egne erfaringer tegnes et portræt af en adopteret og et adoptionskritisk miljø i Sydkorea. Refleksioner over en opvækst i Danmark blander sig med oplevel­ser fra en hverdag i Seoul og beretninger fra andre adopterede. Bogen er resulta­tet af mange års research, og den kommer rundt om en lang række emner som slægt­skab, racisme, køn, krig og global ulighed. Vreden er omdrejningspunktet i bogen, der rummer mange lag af følelser og en underspillet humor. Bogen beskriver et nyt erfaringsområde i dansk litteratur. En dybt personlig og poli­tisk bog, der kan læses som både et digt, et kollektivt vidnesbyrd og en dokumenta­tion af forholdene i adoptionsindustrien. Samtidig er bogen et vigtigt indspark i den aktuelle debat om transnational adoption, en debat der i mange år har været domine­ret af adoptanter og dem, der arbejder i adoptionsindustrien. Nu bliver debatten beriget en stemme, som er den adopteredes egen. Maja Lee Langvad (f. 1980) er uddannet fra Forfatterskolen og debuterede i 2006 med den konceptuelle digtsamling Find Holger Danske. Fra 2007-2010 boede hun i Seoul, hvor hun var en del af et adoptionskritisk miljø. Hun har arbejdet sammen med videokunstnere, komponister og teaterinstruktører i både Danmark og Sydko­rea. Hun arbejder performativt med sine tekster og har fremført dele af HUN ER VRED – Et vidnesbyrd om transnational adoption på bl.a. Overgaden – Institut for Samtidskunst.

"Bag tågen gemmer sig noget. Men der er et valg. Enten forsøger jeg at kortlægge det, jeg har glemt. At begive mig ud i tågen. Eller også udskyder jeg det. Igen. Lever videre i uvidenhed. Det er egentlig ikke et valg."En vej ud af tågen er ikke en roman, det er heller ikke erindringer, pænt ordnet fra en ende af, det er måske et essay. Om at huske det glemte, om at eje sin egen fortælling, om at være far og om at fortælle historier.

Mor og Busser er en romantisk komedie om en lesbisk kernefamilie i den kreative klasse, om hverken at være moren eller faren, og om at være voksen, selvom man dybest set opfatter sig selv som et barn. Billedkunstneren Pernille Kløvedal Helweg har illustre­ret bogen med 20 grafiske blade. “Kristina Nya Glaffey er satiriker. Familiemønstre, øko-bevidsthed, 68-generationen, ekspertvælde og hverda­gens små selvfølgeligheder og kunstnerrollen står for skud. Men det er for så vidt set før. Det er der så mange, der gør i. Vi gider ikke høre mere. Men det mærkelige er, det er aldeles forunderligt, at selv det banale, det aller­mest trivielle hos Kristina Nya Glaffey bliver nyt. Vinklet igen. Følsomt og intelligent. Her under dække af barnets undrende perspektiv.”- Hans Otto JørgensenKristina Nya Glaffey er forfatter og født i 1979 og uddannet fra Forfatterskolen i 2005. Hun har tidligere udgivet prosabø­gerne Lykkejægere og Padder og krybdyr. Pernille Kløvedal Helweg er billedkunstner og født i 1946. Hun har været aktiv på den danske kulturscene siden 1970’erne og har mange bøger og udstillinger bag sig. www.pernillekloevedalhelweg.dk

Dead man walking tager afsæt i Hans Otto Jørgensens bror og svigerindes konkurs med deres gård i 2016. Romanen er optaget af broren og hans families tragedie privat, hvordan den lægger pres på deres forståelse af hvem de er og hvilken ret de mener at have til jorden i kraft af at gården har været i slægtens eje i 150 år.Men Dead man walking er ligeså optaget af at afstanden mellem land og by igennem de sidste 50 år er blevet større, fordi familielandbruget er væk og erstattet af industrilandbrug. Således har vi i byerne ikke mere en erindring om sommerferien hos mormor og morfar … Byboernes forståelse af naturen i almindelighed har – i forlængelse af denne ikke-forbindelse mellem land og by – udviklet sig til, hvad Jørgensen i romanen kalder, øko-fascisme.

DE POLYGLOTTE ELSKERE er en mørk humoristisk, intens og intelligent roman, der i højt tempo væver tre karakterers skæbner sammen gennem jagten på et mystisk manuskript. I denne flerstemmige roman om sprog og seksualitet er mandens blik på kvinden i fokus, men også forførelsen, ydmygelsen, magtkampen og drømmen om forståelse mellem kønnene. Ellinor er midt i trediverne, da hun opretter en datingprofil og efterlyser "en øm, men ikke alt for øm mand". Den uheldige forfatter Max Lamas leder også efter kærligheden og inspirationen. Han søger en polyglot elskerinde, som taler alle de sprog, han selv behersker. Den unge Lucrezia har en plan, der skal redde sin families økonomi og omdømme. Lina Wolff (f. 1973) er svensk forfatter og oversætter. DE POLYGLOTTE ELSKERE udkom i 2016 og blev en af årets bedst anmeldte og mest omtalte bøger, der bl.a. tildeltes Sveriges største litteraturpris, Augustprisen, for årets bedste roman.

Katrina, hovedpersonen i Johanne Kirstine Fallsroman Der er altid nogen at befri,skal indlægges på Odense Universitetshospital på grund af anoreksi. Vi følgernøje Katrina i de tre måneder, hun er indlagt – et forløb, der spænder mellemen ikke-eksisterende sygdomserkendelse og en grad af selvindsigt, der gør, atKatrina kan udskrives fra psykiatrisk afdeling. Det er chokerende læsning. Ikke kun iportrætteringen af selvskaden eller slanke- og afføringspillerne, der smuglesind. Eller måden hvorpå personalet i visse tilfælde taler til patienterne på.Snarere er det fordi, den insisterende tone fremstår nødvendig. – den syge gøralt for at snyde, lyve og bedrage alle omkring sig. Der er altid nogen atbefri er en roman, der er gennemsyret af løgnen, og at lyve er, hvadKatrina gør bedst. Hun lyver over for lægerne, sygeplejerskerne, moren ogkæresten ... hun lyver over for sig selv. Romanen er fuld af galgenhumor og kynisme ogselvironi, men man er ikke i tvivl om, at det er er alvorligt, det her. Dødsensalvorligt. Døden byder sig således allerede til i prologen: ”Er du bange for at dø?”, spørger psykologen. ”Nej”,siger hun og kigger for første gang psykologen i øjnene. ”Jeg er ikke bange forat dø, men jeg mener… Når nu jeg skal dø, vil jeg da gerne have lidt kontrolover, hvornår det skal ske, og hvordan jeg ser ud, når jeg er død.” Katrina er i konflikt med sig selv. Hun ergrundlæggende i tvivl om, hvorvidt det kan betale sig at leve. Johanne KirstineFall har med rammefortællingen, der starter og slutter i tredjeperson, skabt etrum for det Katrina-jeg, der taler i resten af romanen som reporter – ikke fraen krigszone – men en anden zone, hvor det også handler om noget så umiddelbartog simpelt som at spise. Johanne Kirstine Fall skriver med pondus, ogKatrinas medpatienter beskrives med en indlevelse og humor, så deselvstændiggør sig med hver deres specifikke væsen, hver deres specifikkehistorie. Men Katrina er ikke bare anorektisk, hun frembyder også psykoser.Johanne Kirstine Fall formår med groteskens virkemidler at beskrive Katrinaspsykotiske anfald på en måde, så det giver et levende indblik ivrangforestillingen: Vi sidder samledeved frokosten. Jeg skal spise rejeost. Jeg tager en bid af knækbrødet, dervokser små buler frem under min hud. De bevæger sig op og ned under huden påmine arme, huden spændes og bliver stram over dem. Jeg ved, at det er rejernefra osten. Man kan se deres små ben arbejde under min hud …Derer altid nogen at befrier en voldsom, skrøbelig og sårbar historie, men opretholder hele vejen igennem– og det er noget af en bedrift – en usentimental indstilling. Man bliver somlæser klogere på anoreksiens mangeartede u-væsen.

Jacob Skyggebjergs Bonnie-&-Clyde-agtige roman Jalousi gennemspiller på klassisk vis den store kærligheds rus med øjnes svimlende dyb etc. – og den store kærligheds opløsning ved hovedpersonen HPs altødelæggende jalousi. Jeg har sagt det før: Jacob Skyggebjerg kan det hele. Dette lille kammerspil, som Jalousi dybest set er, ikke kun bekræfter talentet, men fuldbyrder det. Man kan heller ikke med sin tredje bog blive ved med at nøjes med prædikatet talentfuld. Nu skal det være.Efter den obligatoriske komme-til-hovedstaden-og-falde-dybt-roman Vor tids helt – i tradition med Johs. Jørgensens små mester-romaner fra begyndelsen af 1890erne eller Johs. V Jensens Danskere og Ejnar Elkjær – og den store satiriske samtidsroman Hvad mener du med vi strammes grebet, formatet er mindre og til at styre og så gør det for alvor ondt.Samsine og HP er det unge par. De lever livet hårdt, på samfundets skyggeside, i en af kommunen anvist bolig etc, det skal gå galt. Nattesjov og druk og almindelig utilpassethed. De rige får deres bekomst, der lægges ikke fingre imellem, det er på den vis også en fortælling om samfundsklasser. Men det er noget så banalt som jalousi, noget så ædende, der ødelægger ikke alene forholdet, men også HP, så han til sidst krabber rundt som en anden idiot. Idet han på detektiv-manér kortægger Samsines færden hin ulyksalige aften.Men når det gør så ondt, er det fordi, Jakob Skyggebjerg formår at levendegøre sine personer. Selv om de er outlaws – hvad det end betyder, outlaws – er de præcist som alle vi andre: legesyge, drillesyge, frem for alt: kærlighedshungrende … og for hans vedkommende sygelig jaloux.Hun er af småborgerlig herkomst og elsker alt, hvad der er småborgerligt, hygge og fødselsdag og kat, mens Han er en skide proletar, som aldrig kan blive andet end proletarisk og uformående med hensyn til bordskik og hvordan man håndterer parforholdets vanskeligheder.Klimaks i den henseende: han brækker hendes arm.Men iøvrigt er de to, hun og han, så meget mere, end hvilken klasse de kommer fra. Med hensyn til vildskab er de lige vilde, eller – man tror det næppe – hun distancerer ham. Hun kan ikke få nok, der skal flere øl til, mere vin. Hun er på mange måder et barn, han en sensymbolistisk drømmer.Som sagt: Der er noget Bonnie & Clyde over dem. De klarer den, man bliver ved med at tro, de klarer den, det kan ikke være andet, når vi elsker dem så meget, og alligevel går det galt. Vi ved det godt. – Jeg kan sagtens se Jalousi som film. Men så skulle Ingmar Bergmann genopstå, for det er det, det er. I sidste instans. Et satans psykologisk drama.— Et kammerspil.

Hjemmeliv, kærlighedsliv, rejseliv - det er nok de vigtigste elementer i det reservoir, Fryden øser af. Med en klar overvægt i pladsen til hjemmelivet på gården med far og mor og brødrene. Ikke i et nostalgisk tilbageblik, men i kærlighed til hver enkelt nu som før. Andreas Pedersens portrætter af forældrene står og lyser efter endt læsning. I al deres skrøbelighed og menneskelighed. Fryden er vis, men den er også ung og beruset – måske først af alt beruset, det mærkes helt ned i den enkelte strofe, hvert enkelt velvalgte ord – og så opstår der undervejs og tydeligst i rejsedigtene en selvstændiggørelse af det unge menneske. I kærlighedsmødet, som er uden flovhed eller plat ironi, men af hjertet rent, og i mødet med en tilfældig medpassager i metroen i Tokyo. Præcision i billede og tankegang og argument, som forløber ubesværet i digte, der er op til flere sider lange. Velkommen i labyrinten!

Om natten havet fortsætter hvor Johanne Kirstine Falls debutroman Der er altid nogen at befri slap: Hovedpersonen Katrina udskrives fra Odense Universitetshospital efter en længere indlæggelse med anoreksi. Hun indleder et forhold til Markus og hans ven Sebastian. De introducerer hende til et nyt liv fyldt af stoffer, vold og eksperimenterende sex. Vi får, som i Der er altid nogen at befri, hele forløbet skildret gennem Katrinas på en gang følsomme og nøgterne, på grænsen til det brutale, blik, der brænder sammen i selvdestruktivitet og til tider en verden af vrangforestillinger. Johanne Kirstine Fall, født 1993. Debuterede i 2017 med romanen Der er altid nogen at befri, som blev shortlistet til Bogforums Debutantpris og Munch-Christensens Debutantpris. Om natten havet er den selvstændige efterfølger.

Gladiators Sandalserie er klassikere på kanten. Dansk litteratur fra oldtiden til i dag. Principielt set. Det vil sige den litteratur, der udvider undersøgelserne af hjernens geografi. Som rapporterer om nye opdagelser, andre erfaringer. Og som i en vis forstand har gjort arbejdet før os, flyttet grænserne for det normale, så vi ikke behøver at kæntre. Helga Johansens Hinsides er andet nummer i Gladiators Sandalserie. Den første udgivelse i serien er Hundrede postkort fra helvede af Henrik Bjelke.

En technoklub i Berlin der damper under en tre uger lang hedebølge. Folk daser i skyggen på hullede lædersofaer og tungekysser i krogene. Og de sniffer, sluger og sælger. En ecstasy-hangover kureres med speed: Jagten på den næste rus er allestedsnærværende. På Berlins klubscene betyder klokken ikke noget, dagslyset kommer og går, og det samme gør opturen – og efter den nedturen med svedeture, depressive tanker og en altoverskyggende tørhed i munden. Vi følger Nikolaj, en 29-årig homoseksuel mand med forfatterdrømme. Vi er med hele vejen: Til festerne hvor den ene nat glider over i den næste, i Nikolajs slidte lejlighed, når han vågner alene med telefonen som eneste selskab og i playroomet hos Klaus, Nikolajs 17 år ældre elsker, hvis liv er gået i stå, siden han mod forventning overlevede sin HIV-diagnose i 1980’erne.Men Livet er en fest og så dør man er meget mere end en roman om hårde stoffer og hård sex. Det er også en roman om den ukuelige søgen efter nogen at holde af. Og om den eufori der findes i forelskelsen. Dette farvestrålende, hvileløse liv i Berlin er ikke uden konsekvenser. Her festes med livet som indsats.

Relikvie er minimalistisk i sit udtryk – en reportage om demindste forskydninger i et kvindeligt jegs hverdag, og det vel at mærke enhverdag, hvor der ikke sker ret meget – men så meget større i tanke, og i hvadman kunne kalde etisk fordring.Da vi kørte overbroen lige før og kom fri af bygningerne, faldt solen ind på en pige, somsidder i den anden side af bussen med en skijakke på. Jeg tænker på om hun mon,før det skete, havde følt sig efterladt, om hun om morgenen ikke magtede atvaske sit hår, ikke rigtigt kunne insistere på sig selv, og om hun, da vikrydsede broen, vidste, at også jeg sad og mærkede den vilje, lyset havde valgthende med, at det insisterede på hendes vegne.Kvinden kræverabsolut ærlighed af sig selv, hun er konstant anfægtet af – på gaden, i busseni forhold til en tilfældig medpassager eller nårsomhelst – om hun nu er nokmenneske.Fordi man iensomheden lever på grænsen af det menneskelige.Det bliver ennødvendighed for hende at forbinde sig og at skrive disse forbindelser. Forsimpelthen ikke at gå i opløsning, at falde fra hinanden.Vi er meget langtfra eksistentialismens sværmen for den fundamentale ensomhed; for her er det iselve berøringen at alting begynder – gennem det sprog, der hele tideninsisteres på som noget, der både kan nægte og frelse.Relikvie beståraf 3 dele. De indledes af en liste hvor alt, hvad der overhovedet betydernoget, bliver samlet sammen som relikvier i et forsøg på at gøre livet helligt,at få tingene til at bevare deres styrke, at overskride døden.I første delopholder jeget sig alene i London og registrerer omhyggeligt hverdagenshændelser og tanker og sin længsel efter kærlighed – den navngivne anden.I anden del erjeget tilbage, hjemme i København, deler tilværelse med sin kæreste, men er ommuligt endnu mere alene og skriver et langt kærlighedsbrev til sangeren KurtCobain, som bliver en slags åndelig livsledsager.Men de piller,jeg tar, gør mig lysfølsom. Jeg ved heller ikke, hvor interesseret jeg er i densol, der tilbydes. Det passer selvfølgelig ikke! Men Kurt, jeg fryser sådan, atjeg ikke holder ud at sidde mere end et par timer på en stol. Jeg erforfærdelig urolig. Mine trøjer er så tyndslidte og blege, jeg bliverfuldstændig sindssyg. Og nu hvor solen lægger sig over mig her i sengen, kommerjeg til at tænke på alle de munde, der nogensinde har kysset de syge. Jeg mågræde lidt. Jeg må sværge: Dét lys er også en andens. Endelig i tredjedel ryddes der op, med flere på hinanden følgende flytninger, jeget flytter,ting – verdens enorme mængder af ting – både dem der har stået fremme, men ogsådem, som før var gemt væk, men nu skal pakkes om, afgiver en pludselig nybetydning. Julie Mendelappellerer til og tror på det bedste i mennesket. Man kunne sammenligne med enanden ung lyriker, Andreas Pedersen, som debuterede sidste år med den megetroste samling Fryden, som på sammemåde har lagt den ironiske distance bag sig og alvorligt insisterer på detgode. Intensiteten hos Julie Mendel er så høj, hver sætning er så vigtig, atden kommer til at synge ... Næsten umenneskelig.Selve skriften,det at benævne, bliver et spørgsmål om liv eller død. At være præcis nok. Nu kan jeg mærke, at du sover, din fine rødebrystvorte. Du skal ikke være bange.Det er vel først, når vi kalder noget for noget, at vi kan se det.

Litteraturhistorien var hurtig til mere at se Emil Bønnelycke som sensationsmager end som forfatter af betydning. Bønnelycke introducerede med digtsamlingen Ild og Ungdom ekspressionismen i DK i 1917, så megen kredit er man enige om at give ham, plus det at han fyrede en pistol af som den store finale på recitation af sin dødsmesse Rosa Luxemburg ved ekspressionistaftenen i Politikens Hus febr. 1919. Men måle sig med Otto Gelsted og Tom Kristensen kunne han ikke. - Og nej, det kunne han ikke. Han var ung og der var for meget Johs. V. Jensen-epigoneri over det. I formen og i indholdet og den høje cigarføring. For mig har imidlertid Spartanerne fra 1919 en særstatus i Bønnelyckes forfatterskab. – jeg mener, det er hans vigtigste arbejde. Men litteraturhistorien gjorde det bekvemt for sig selv og kaldte den for ”et eksperiment”. For hvad ligger der egentlig bag flosklen ”eksperimenterende litteratur”. Der ligger det i det, at der er den fuldbyrdede litteratur, som vi kan regne med, den særdeles pålidelige, som har fået det blå stempel etc., og så er der den, der kun er halv og ikke bliver regnet for meget mere end en spøg. Spartanerne handler om krig set med soldatens øjne. Ét spor forløber hos den unge soldat i militærstaten Sparta, et andet spor forløber hos den unge soldat helt fremme i skyttegravene under 1. verdenskrig, et tredje spor forløber hos rekrutten på kasernen i domkirkebyen. I virkeligheden fortæller de tre spor – som blev bortdømt som eksperiment – at krigen er ét og det samme. Alle steder og til alle tider. Hvor det unge menneskes identitet nedbrydes og han forvandles til en lille ubetydelig del i det store maskineri. Realismen hersker. Kærlighed og længsel og død står skarpt overfor hinanden. Bønnelycke tvinger med Spartanerne os læsere til at tænke over, hvad krig gør ved ikke bare soldaten, men os alle sammen.

Emma Emma er en roman om sommerens arkitektur og landskaber. Hvor sidder feriens hjerte. Hvordan laver man kærlighed og omsorg om til begivenheder, man sammen kan bebo. En roman om jobs i serviceindustrien, om sankthansbål og om, på en gang at være nervøs og eksalteret over, ikke at kunne adskille sig selv fra andre og fra omverdenen. Romanen udfolder sig over en sommer, der er så lang, at det kan være svært at tro på, at den nogensinde slutter. Tiden er holdt op med at gå og er blevet til et stort, blødt og uformeligt nu, der hæver og hæver som en gærdej i varmen.Luka Holmegaard er uddannet fra Forfatterskolen i København, med afgang i 2013.Tidligere udgivet under navnet Ida Holmegaard

Én af os sover handler om at forlade og blive forladt; en insisteren på sorgen som en nødvendighed. At blive fri af alt det, man bærer med sig i ansigtet. En roman om tab, hjemløshed og lys.Pressen skriver:»Klougart er og bliver en mester«– Lillian Munk Rösing, Information»Josefine Klougart er nok den stærkeste yngre forfatter, vi har overhovedet. … en af årets bedste romaner.«****** – Per Krogh Hansen, Berlinske Tidende»En tænksom og henførende bog«– Anders Juhl Rasmussen, Kristelig Dagblad»Hvem sover? I hvert fald ikke Klougart. ’Én af os sover’ er, med alle sine ornamenter, med sin intenst villede inderlighed, med sin genuint usædvanlige egenartethed og sin stærkt formede, på skift lakoniske og boblende prosa en fascinerende roman om kærlighed og kærlighedstab. Vi går hen over havbunden, men sikke en undervandsrejse .« – Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken»En fascinerende roman om kærlighed og kærlighedstab.« – Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken»En gnistrende lyrisk fortælling … Klougarts sanselige billedsprog er suverænt«**** – Frank Sebastian Hansen, Ekstra Bladet »Josefine Klougart behersker kunsten at sprogliggøre eksistensens ubevidste udtryk, aftryk og indtryk.«– Birte Strandby, MetroXpress »Skrevet så forrygende flot … helstøbt roman«– Arne Mariager, Fredericia Dagblad

den uanstændige madam D består af den skøre kones tale, når hun tager det, de andre kalder galskab, på sig: sin kamp for at forstå døden og volden, sine metafysiske spekulationer og sin vrede mod sit århundredes mand. Erindringer blander sig med stumper af samtaler og længere dialoger uden at danne et fremadskridende narrativ, men bogens situation er enkel nok: Jeg-fortælleren Hillé har mistet sin mand Ehud og er flyttet ind under trappen i sit hus, hvor hun nu hjemsøges af de døde og af landsbysamfundet omkring hende. Romanen bliver på denne måde til en diskussion af både åndelige og konkrete sociale vilkår set fra en håbløst isoleret position: den gale enkekvindes.Hilda Hilst (1930-2004) skrev lyrik, dramatik og prosa og hendes omfattende forfatterskab kredsede bl.a. om sindssyge, seksualitet og religiøs splittelse. I modsætning til eksempelvis sin ven og landsfælle, Clarice Lispector, valgte Hilst at udkomme på mindre forlag og ofte i særudgivelser, og hendes modvilje mod det litterære etablissement har medvirket til, at udlandet har været lang tid om at opdage hende. den uanstændige madam D er den første udgivelse af Hilda Hilst på dansk.

Med udgangspunkt i kirkeårets evangelietekster, som søndag efter søndag læses op under gudstjenesten og som præsten prædiker over, har Charlotte Strandgaard med digtsamlingen Min tro givet sin personlige tolkning af troens spørgsmål.Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, skriver i sin anbefaling:Charlotte Strandgaard har med denne Min tro begået en andagtsbog. Man læser en bibelsk tekst og følger kirkeåret og derefter rykker man 2000 år frem i historien og læser hendes overvejelser. Overvejelserne er sprogligt enkle, rammende, eftertænksomme og ganske ofte provokerende. Personerne er ikke ophøjede og fjerne, men meget tæt på. Nærmest ubehageligt tæt på, men derfor også læsværdig. Der er ikke plads til idealisering, hverken af den bibelske person eller læseren. Personligt finder jeg karakteristikken af kvinderne i Ny Testamente meget stærke og i de digte, hvor Charlotte Strandgaards eget liv tydeligt anvendes som baggrund, er teksterne gribende og bevæger læseren. Forfatteren er meget generøs med sine egne erfaringer og derfor er teksterne oprigtige og til at forholde sig til.Det kan ikke siges bedre.Charlotte Strandgaard bruger hele sin poetiske pondus i den for hende karakteristisk enkle stil og med en ukuelige vilje til at se realiteterne i øjnene. Charlotte Strandgaard mistede i 2011 sin søn og hendes identifikation med jomfru Maria som mor og hendes tab af sønnen er gribende læsning.Halfdan Pisket har med tegneserietrilogien Desertør, Kakerlak og Dansker, 2014-2016, slået sit navn fast som en fornyer af genren i Danmark. – Hans 16 tegninger til Charlotte Strandgaards digte er ikke én til én illustrationer, men fremstår som et værk i værket: fra bebudelsen over Jesu lidelseshistorie og Marias skrig ved korsnedtagelsen til Maria himmelfart.Ligesom Charlotte Strandgaard har sine oplevelser og sin fortolkning af de bibelske fortællinger, sådan har Halfdan Pisket også sine oplevelser og sin fortolkning udtrykt gennem den enkle streg, som er hans, og med brug af bare én farve, rød, som både refererer til Kristi lidelse og Helligåndens ild. Tilsammen revitaliserer de to kunstnere, digteren og tegneren, med udgangspunkt i evangelierne det aldrig fuldt besvarede spørgsmål, om der er en mening med lidelsen.

Seksualitetens mørke sider er det centrale tema for digteren Pia Busk. I sin anden digtsamling uddyber hun sit litterære projekt med en vidtfavnende versfortælling, der trækker på både oldtidens elegiske digte og på nutidens rå erfaringer.Fortælleren, en ung kvinde, opsøges i de tidlige forårsmåneder omkring årtusindskiftet af en ældre, halt professor. Forholdet udvikler sig og snart kommer professoren som fast gæst hver uge. Med kastanjetræets lysegrønne blade uden for det åbentstående vindue i hendes værelse går lektionen ud på at ligge mellem lagnerne og læse Ovids latin. Fra Ovid kommer også den kvinde, professoren er betaget af og som spejles i titlen: Det er Corinna fra Ovids første og mest erotiske digte: Amores.Men professorens betagelse af Corinna og hans besættelse af den romerske oldtid og episke digte smitter af på den unge kvinde. Gennem de grå ringe af stær i professorens øjne ser hun tilbage gennem tiderne og Ovids passioner. Hun tager Corinna til sig og begynder at se en tvillingeverden gennem sit eget og en romersk elskerindes blik.Forholdet varer elleve år og som tiden går, kan hun ikke længere skjule sine egne problemer. Dobbeltlivet, afhængigheden, og den nye, mærkelige oplevelse det er for hende at skrive ting ned i de kinabøger, hun bruger til at holde styr på sine aftaler. Det er kinabøgerne, der sammen med Ovids Amores senere kommer til at udgøre råstoffet for denne voksende digtfortælling.Corinna og jeg er en trekant af Ovid, heroin og poesi. Hvor første dels centrale tema er Ovids digte og professorens tragikomiske væsen, fokuserer anden del, Kastanjely, på fortællerens hårde afvænning. Her findes blandt andet en suite ”Metadonsonetter”: Det er en kunst at blande heroin og kokain. Ingen skal sige andet. Der er kunstnere iblandt os: dygtige hænder, som blander pulvere, så de racer side om side i det kapløb, enhver junkie afholder i sine hullede blodbaner. Du er lodret åndssvag, hvis du ikke tror på den metafor. Det var den første linje, jeg nogensinde skrev, og den er lige så klodset som den er ærlig: En ny hånd fordeler de små bunker på spejlet, min hånd, kan du høre, hvordan barberbladet skrider, og jeg lægger alt for meget i ordene: gylden tjære, optursnektar, mudderslik, sød smat, honeyball. Og når linjerne bare er fulde af lort? ”Det er som metadon,” sagde min roommate: ”Alting smager af prosa.” Det er et konkret og sanset vidnesbyrd fra en af livets mere smertefulde ’afdelinger.’ Man kommer til at tro på, at der er kunstnere iblandt os. Man tror på den hjælpeløshed, hvor barberbladet skrider henover et arret spejl.Tredje og sidste suite har titlen Den ny tosomhed og beskriver fortællerens ’genopstandelse’ på den anden side af afhængigheden gennem en sansemættet rejse til Cairo. Det er også her, år efter professorens død, at Pia Busk samler trådene i digtsamlingen. Det er nært, fuldt af dufte og flodvand – man får selv lyst til at rejse dybt ind Cairos garverier, hvor Gud går rundt blandt huderne og holder styr på sjælene på et regneark sin MacBook Pro.I den forstand er Corinna og jeg en utraditionel rejseguide til underverdenen og op dernede fra og ud i livets skærende lys. En tredelt bevægelse og en indsigt i et liv, der ellers sjældent løfter stemmen. En historie om en kvindes emancipation gennem den klassiske litteratur.Pia Busk debuterede i 2015 med Grotten, som tegnede et sprogligt kort over halvt gemte kælderadresser i København og omegn. Det var en mørk seksuel historie fuld af gru og litterære allusioner, men også en fortælling præget af underverdenens sært karske lyriske jargon.Med Corinna og jeg får vi hele baggrundshistorien med. billedkunstneren Troels Carlsen, der også lavede omslag til debutbogen Grotten, har til Corinna og jeg lavet både omslag og vignetter, hvor han behandler temaerne i sin originale streg.

Emil Aarestrup (1800-1856) udgav i hele sit liv én bog, Digte, i 1838. Den slutter af med en digtcyklus på 51 digte, der hedder Erotiske Situationer.En situation er en tilstand man kan befinde sig i, legemligt og/eller sjæleligt. Emil Aarestrups situationer er korte handlingsforløb af erotisk karakter. Hvert digt er altså lig med en situation. Måske kun et øjeblik, eller rettere en redegørelse for øjeblikket. Han bremser tiden voldsomt op og folder situationen ud.Men situationerne er kunstige. For det første er Emil Aarestrup rolledigter. Hans jeg er ikke ham selv. For det andet er det ikke virkelighedens verden, han vil skildre. Farverne er skarpere, kontrasterne klarere. Der er skruet op for det hele. Digtene er gerne opkaldt efter deres lokalitet: I Teatret, I en Landsbykirke osv. Således er scenen på forhånd sat og det poetiske og erotiske øjeblik kan udfolde sig i rum. Eller de er opkaldt efter aktiviteten, det der sætter rammen for det øjeblik, hvor eros viser sit ansigt. For eksempel i digtet Fjerboldtspillet. Det vigtige er langt fra badmintonspillet, men netop det øjeblik, hvor jegets blik møder badmintonspillerindens. Jeg stod paa Torvet – Himmel,Hvor Øieblik kan nyttes!Dit Blik og mit – hvor hastigt,Hvor lykkeligt de mødtes! Hvert digt kan læses vertikalt og give mening som et selvstændigt digt, formfuldendt og afsluttet, men der er også en horisontal dimension, en fortælling, der forløber ad værkets længdeakse. Som en novelle. Det er en kærlighedshistorie, eller en forførelseshistorie, hvor en borgerlig piges seksualitet skal vækkes og langsomt modnes. Hun hører til i huset, borgerskabets bastion, han i naturen, som fri elsker og fritænker. Han er koket og arbejder samtidig på forførelsen med en læges nøjagtighed, følger hende på afstand, betragter hende gennem husets vinduer, lokker hende ud i naturen, som man kan sige er hans element, men i digtet Kanefarten, da deres elskov endelig skal fuldbyrdes, siger hun nej. Hun bliver syg, svækkes og dør til sidst. På den måde har vi en trefaset novelle, der spænder over: tilnærmelse, hengivelse og død. Altså en ulykkelig kærlighedshistorie, der ender med døden for den ene, kvinden, men hvor til gengæld, gennem smerten, jeget fødes som digter. Det vil sige: han gennemgår en transformation fra elsker til digter i overensstemmelse med det romantiske ideal om digtning og inspiration.

Susan Simonsen debuterer med DET UNDERDANIGE OG DET MAGTFULDE, en hybrid af genrer, fra reportagen over essaystikken til det lyriske. Det handler om den politiske kultur på Christiansborg. Susan Simonsen skriver om sine erfaringer som praktikant hos Venstre og senere som medarbejder i Social- og Integrationsministeriet (fra 2010 til 2012). Men DET UNDERDANIGE OG DET MAGTFULDE er ikke en "sladder-bog", som vi ellers har set eksempler på, men en kritisk analyse af de politiske arbejdsprocesser og den politiske debat – og det er alt andet end kedeligt. I kraft af sin sikre sans for form og hvilke muligheder de formelle greb rummer, styrer Susan Simonsen os igennem dagene, ugerne, månederne, hvor hendes drøm om at blive del af embedsmandsvældet nedbrydes, og hvor ikke kun hendes personlighed, men også kroppen bliver syg. Et møde på Karen Hækkerups kontor. Citat: Alle sætter sig hierarkisk, og vi taler ikke om det. Hierarkiet har automatiseret vores bevægelser, den personlige stillingtagen udebliver. Personligheden har man liggende derhjemme. Vi er slaver for hierarkiets gnidningsløse mekanik. Essaystikken tager sig af analysen, reportagen beskriver forholdene hos henholdsvis Venstre og i ministeriet, det lyriske inddrager det private og kroppens erfaringer i det pres, der opstår undervejs. Samlet: en stadig insisteren på det hele menneske. DET UNDERDANIGE OG DET MAGTFULDE sætter den politiske kultur under lup. Den afslører dobbeltmoral, magtmisbrug etc. Det er tåkrummende pinligt at læse om ydmygelsen af dem, der er underst, at læse om chikane pga. køn, at en hel sværm af unge venstreløver tager i byen, da det rygtes, at vores helt – Susan – serverer i meget lidt tøj og med politikasket på hovedet på en bar for at tjene til brødet (praktikken er selvfølgelig ulønnet). Det er så pinligt, hvordan de – venstredyrene og Susan – efterfølgende skal gå op og ned af hinanden på arbejdet. Et andet citat: Inger Støjberg fortæller om at være minister, hun fortæller om at være i opposition. Den afgørende besked er: “I praktikanter skal finde områder, hvor Venstre kan være uenig med regeringen. I skal skrive debatindlæg om det. I skal stille § 20-spørgsmål om det, og vi skal hive ministrene i samråd. På den måde får vi ministerierne til at arbejde, og vi forhindrer dem i at udvikle ny politik.” Det er ikke det billede, vi gerne vil have af politik. Det lyder som 5te kolonne-virksomhed – men det er godt at vide, at det er sådan, det foregår. At det i oppositionen handler om sabotage af regeringens arbejde. Man bliver simpelthen klogere af at læse DET UNDERDANIGE OG DET MAGTFULDE – jeg gjorde i hvert fald.

MOR OG BUSSER SKAL SKILLES handler om en lesbisk kernefamilie i den kreative klasse, som går i opløsning og bliver til noget andet – et kludetæppe af lesbiske mødre og kærester og nye bofæller. Kristina Nya Glaffeys Mor og Busser fra 2014 ender med den store forsoning, sådan som forsoningen nu engang ser ud i disse post-post-tider: familien tager på charterrejse, ned til varmen, til soppebassinet og hyggen. Mor og Busser skal skilles tager over lige der, hvor det gjorde allermest ondt, da den småborgerlige familie viser sit sande ansigt. Trods den ikke helt sædvanlige familie – mor og busser lever ægteskabligt, men er lesbiske, børnene indgivet pr. sæddonor – lever den fuldt op til vanlige mål for dansk standard (DS). Men nu har Busser fået en ny kæreste, som også engang har været mors kæreste, og mor får en ny kæreste, som engang har været kæreste med alle mors og Bussers venner. Busser er flyttet ind i et kollektiv med sin barndomsven Peter, og da mor og Bussers tvillingedøtre får til opgave at tegne deres familie på et stykke A3-papir, som skal hænge over tavlen forenden af klasselokalet, er spørgsmålet om Emma og hendes søster så skal tegnes to gange eller skal de stå sammen i et af vinduerne og vinke over til mor eller Busser i huset ved siden af etc. Vi kender historien, den er åh så triviel, så pinligt triviel. Og i Kristina Nya Glaffeys bøger bliver det ikke mindre pinligt, det er aldeles tåkrummende, men det er samtidig ustyrlig morsomt. Det er satire på højeste niveau: Intelligent og vedkommende. Billedkunstneren Pernille Kløvedal Helweg har illustreret bogen med 21 grafiske blade. Citat fra bogen “Busser siger, at Emma og mig lige så godt kan få hele historien, og faktisk har vi allerede mødt hende, der samler Bussers IKEA-møbler, for det er nemlig Carl og Gustavs mor, som er en af mor og Bussers venner, som mor kendte, fordi hun også engang samlede hendes IKEA-møbler, og på den måde, siger Busser, er det hele noget, der hedder én stor pærevælling, som var en ret, man spiste rigtig meget i gamle dage, dengang man også godt kunne lide at gifte sig med sine fætre og kusiner, og få en masse børn med lave pander og meget store, strittende fortænder.”

Henrik S. Holck har været ude for længe, det er kun for et fåtal, at han er kult. Debut 1978 med digtsamlingen Vi må være som alt, som Lars Bukdahl har kaldt et hovedværk i ny dansk litteratur. Samme år debuterede Michael Strunge med Livets Hastighed, og de to, Holck og Strunge, udgjorde sammen med F.P. Jac den ny generation i dansk poesi.Den har længe været uopdrivelig, men nu er den her: Vi må være som alt i Gladiators Sandalserie, hvormed Holck er udråbt til klassiker som et kompliment til den gode smag.Andreas Pedersen skriver i sit efterskrift: "Vi må være som alt tager de svimlende afstande på sig, lever i de svimlende afstande, i et kontinuum, glædesfuldt:”der findes ingen baggrund
og heller ingen forgrund
men fugle og fjelde
og store stenstykker halvt af jorden
himlens hvide ridt og røde bær i klaser”Det hele på én gang – ikke fugle og derefter fjelde og derefter stenstykker. ”Og” forstået som: sammen med, for ever together. ”Og” som den tyndeste, hurtigste forbindelse, swush. En perforeret verden. Gå forlæns og baglæns med samme utrolige lethed. At skrive som solens stråler, simpelthen … Stå ikke og sten, tegn ikke linjer i sandet og se dem forsvinde (gentag ikke din ”skæbne” i en række repræsentationer), find en eufori i kroppen, i at kunne rejse sig eller ligge som sandet, selv i den tilsyneladende lammelse er der ”blodets kropsrejse”, find denne solidaritet med livet i klarhed, i bevægelse, i levenhed, livstro, uprøvede kombinationsmuligheder, cirklende, gentagende, roterende, sivende, sydende, dampende, den måde det blinde finder vej på, spyt ordene ud som vand, før det dråbes: jordansigt, et månelivslys."