4-Hour Work Week af Timothy Ferriss indeholder mange gode principper, og har været med til at sætte nogle interessante tanker i gang hos mig omkring prioritering og det ideelle liv.
Som titlen antyder, giver Timothy hans guide til en 4-timers arbejdsuge. Guiden er baseret på hans egen rejse fra et 9-5 arbejde til ultimativ frihed, outsourcing og automatisering. Måske lyder titlen urealistisk, uopnåelig eller for nogle lidt kæk, men dette er Timothy’s oprigtige forsøg på at give dig opskriften.
Timothy Ferriss har et imponerende CV og kan blandt andet prale af, at være national mester i Kick boksning i Kina og uddannet hestebueskytte i Japan. Timothy Ferriss er yderst kvalificeret og er et levende bevis på, at hans vision om en 4-timers arbejdsuge kan realiseres.
Bogen er på engelsk og skrevet i et letlæseligt sprog. Den er humoristisk og nem at relatere til. Af en faglitterær bog at være, er den god underholdning og indeholder mange gode historier.
Overordnet set, er jeg glad for at have læst bogen. Den har givet mig nogle ting at tænke over og nogle gode redskaber jeg kan tage med videre. Den har givet mig nogle nye vinkler på, hvad der bør prioriteres og være målet i sidste ende.
Der hvor bogen mister mig, er når det handler om, hvordan man lettest muligt kan skabe en forretning, som man på ‘bedste’ vis, ikke er en del af. Jeg er iværksætter og ønsker for alt i verden at være helt inde i min forretning. Jeg er måske heller ikke den ideelle læser, da jeg ikke søger en nem løsning eller en virksomhed, som er uafhængig af min tilstedeværelse. Jeg elsker jo at arbejde og ønsker mere end 4 timers arbejde om ugen.
Det skal dog siges, at den giver nogle spændende ideer og forslag til outsourcing og automatisering, som kan være med til at eliminere nogle af de opgaver, som får de fleste iværksættere og selvstændige til at rive håret af dem selv.
Jeg føler ikke, at jeg kan tage Timothy’s opskrift og starte et liv med en 4-timers arbejdsuge efter at have læst bogen. Til gengæld føler jeg, at jeg står tilbage med nogle redskaber og perspektiver på det at arbejde og det at drive forretning. Samtidig giver den et spark bag i, noget motivation og plads til at drømme om et mere frit og uafhængigt liv.
Bogen introducerer også læseren for nogle spændende principper og metoder, der kan bruges til at opnå bedre resultater og komme ens mål nærmere.
Jeg vil dog også påpege, at selvom det var min tanke at jeg gjorde, da jeg først havde set og hørt om bogen, befinder jeg mig egentlig ikke i målgruppen. Jeg tror i højere grad, at bogen henvender sig til nogle, som har et 8-16 arbejde eller som drømmer om, at kunne arbejde mindre og have mere tid til at komme væk.
Udover at bogen er skrevet i 2007 og derfor har nogle helt grundlæggende ting som er outdated, synes jeg også godt, at der kunne have været et større fokus på selve forretningsdelen. Det bliver beskrevet meget nemt, alt det med at starte en virksomhed.
Jeg kan anbefale bogen til andre, som også er nysgerrige på iværksætteri og selvudvikling og som ønsker mere frihed i hverdagen og færre dage på et indelukket kontor, eller til dem, som måske bare ønsker at få nogle nye og helt anderledes inputs.
Jeg har valgt at give bogen 3.5/5 stjerner, da den ganske enkelt ikke ramte mig på samme måde som andre bøger har gjort, og da den tabte mig i for lange afsnit om, hvordan man får lov til at arbejde flere dage hjemmefra og planlægger effektive mini-ferier.
Køb The 4-hour Work Week af Timothy Ferriss her.
Gæsteindlæg af Martin Bjørn.