Kunst og kultur

Paradisets haver oppefra er udgivet som kunstbog i forbindelse med udstillingen af samme navn, i Næstved Kunstforening i foråret 2019. Bogen indeholder samtlige 32 malerier der var med på udstillingen, samt introduktion af kunstneren Simon Bang, der i 32 kapitler beskriver tilblivelsen af malerierne og ikke mindst barndomserindringer og kunstslægten Bang, som slog sig ned i Fensmark ved Holmegaard Glasværk i slutningen af 1920erne. Simon Bang beskriver ikke alene sin egen tid, men også generelle og universelle temaer, som han kommer på sporet af, da han dykker ned i sin barndom, der beskrives som et paradis. Teksterne har litterære og teknisk kvaliteter. Malerierne er fra Fensmark by og oplandet som kunstneren som barn også tegnede og malede. Bogens malerier er inspireret af luftfotografier, som i det i kunstnerens barndom var på mode, at få taget af sit hus, ejendom eller gård. Flot udstyret bog i stort format med helsides farvegengivelser.

Christoffer Wilhelm Eckersberg (1783-1853) stands among the most important artists of Danish art history. While working in Rome around 1815, he created the basis for an entire epoch in Danish art: the so-called Golden Age. Eckersberg’s art combines dual traits: great precision in the depiction of every detail as well as a desire to show his subjects to their best advantage. He disregarded the accidental and the ugly. And he would often adjust and “improve” his subjects. Eckersberg paved the way for modern painting. Without the understated transition away from classical history painting to studies of nature’s essential forms effected by him and other artists such as J.A.D. Ingres, later artists like Paul Cézanne or Edvard Weie would not have had the same starting point for their work with the picture plane, nor for their poetic liberation of colour itself. In his own day, Eckersberg struck a highly successful balance between fundamental respect for the actual visual appearance of the physical world and a keen sense for the formal architecture of paintings. Christoffer Wilhelm Eckersberg offers insight into the artist’s life and career while also considering his work within the framework of the international art scene of his day. Instead of providing a conventionally slavish chronological account of his life, the book sheds new light on his art by exploring five central themes: views of nature, portraying people, the human body, storytelling and image construction. Written by a range of leading experts on Eckersberg’s art, this book is published to coincide with the SMK exhibition Eckersberg - A Beautiful Lie.

'NEVER RUN FASTER THAN YOUR GUARDIAN ANGEL CAN FLY' is Fryd Frydendahl's first publication with At Last Books. The book works as a series of diaristic entrances made while Frydendahl, a longtime resident of New York City, found herself in quarantine during COVID-19 with her family in western Jutland, Denmark. Mette Kia Krabbe Meyer, a Senior Research Fellow at the Royal Danish Library, was invited to write accommodating text pieces for Frydendahl's photos with images and texts feeding off of each other.

Dansk Modeleksikon er det hidtil største opslagsværk om dansk mode, og her præsenterer Mads Nørgaard og Anne Christine Persson de mange danske modemærker og branchens aktører, som fx modebosser, fotografer, stylister og modeller, der har tegnet den danske modeverden gennem de sidste 100 år.Foruden de næsten 400 artikler er der over 30 essays af nogle af modeverdenens skarpeste hjerner samt et par interviews. Teksterne stiller skarpt på aktuelle emner som bæredygtighed, diversitet i modebilledet, digitalisering, kritisk modejournalistik, m.m.

´Mod er menneskets svar på livets kår´, siger Karen Blixen i et interview fra september 1942 i forbindelse med udgivelsen af Vinter-Eventyr / Winter´s Tales.Under meget vanskelige betingelser lykkes det Karen Blixen under Anden Verdenskrig gennem Sverige at få fremsendt manuskriptet til udgivelse i New York og London. Ikke kun besværligheder under krigen, men de mange års korrespondance med forlæggere og redaktører i USA og England har været en kraftanstrengelse for forfatteren. De mange breve og dokumenter i denne bog viser, at Karen Blixen har forholdt sig professionelt og omhyggeligt til udgivelsesopgaven, og hun har været dybt involveret i den økonomiske og redaktionelle side af enhver ny publikation.Dette værk, som indeholder en omfattende samling af denne korrespondance, viser hvor lang vej der er fra de første manuskriptudkast til det færdige værk. I diskussionerne mellem kunstner og forlægger afdækkes en række væsentlige sider af Blixens forfatterskab fra Seven Gothic Tales i 1934 til Shadows on the Grass i 1962. Dokumenterne, som er fundet i arkiver i Danmark, USA, Eng­land og Sverige, vidner om Blixens intensive korrekturarbejde, idet hun arbejdede parallelt med teksterne på dansk og engelsk. Desuden indeholder brevene en særdeles spændende diskussion af kvalitetskriterier og valg af genrer, idet Blixen i en længere periode efter Anden Verdenskrig publicerede fortællinger i amerikanske magasiner, angiveligt for at tjene flere penge på sit forfatterskab.

Landskabet ved Moesgaard er et ganske enestående eksempel på et velbevaret østjysk herregårdslandskab fra tiden omkring 1700-tallet. Samtidig rummer landskabet usædvanlig mange og velbevarede spor, som vidner om særdeles forskelligartet udnyttelse af området fra oldtid til nutid. Med den nye museumsbygning blev landskabet tilført et moderne indslag, som har åbnet for helt nye oplevelsesmuligheder. Det er muligheder, der tager afsæt i stedets egne kvaliteter, men som også giver kant til det gamle landskab. Dette samlede kulturhistoriske tæppe af ALLE TIDERS landskaber danner i dag klangbund for museet og bidrager, som et af de få steder i Danmark, til, at man som besøgende får en totaloplevelse, hvor museumsformidlingen ikke udelukkende begrænser sig til bygningens udstillingsgenstande løsrevet fra tid og sted, men også er til stede mere eller mindre present on-site – i landskabet. Ud over at være et fortællende museumslandskab er Moesgaard et yndet udflugtsmål: Byens borgere cykler og vandrer i skovene, holder picnic i det grønne, tænder bål og bader ved stranden. Moesgaard er et fritidslandskab for en hel by; det er en herlig smeltedigel for alle kulturer og folk i alle aldre, og er derfor et forbilledligt kulturhistorisk og demokratisk landskab – et ALLE TIDERS LANDSKAB – vi både kan lære af, og som det i fremtiden er vigtigt at værne om. Bogens forskellige forfattere bidrager på hver deres måde til at give et indblik i landskabets lange kulturhistorie, herunder Moesgaards livslange forhold til Aarhus By, og hele processen omkring den nye museumsbygning udfoldes i en samtale mellem Jan Skamby (forhenværende direktør for Moesgaard Museum), Troels Troelsen og Niels Edeltoft (hhv. ansvarlig partner og projekteringsleder fra Henning Larsens Architects) samt landskabsarkitekt Kristine Jensen (indehaver af Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue).

In Rhythm. Advanced Studies, Erik Højsgaard, composer and professor of aural training at the Royal Danish Academy of Music, provides a detailed guide to reading and understanding advanced use of rhythm. The 451 exercises and their corresponding notes allow those professionally involved with music to further develop their technical and practical skills in this specific area. The book also includes exercises aimed at developing modern composition techniques. Danish professor and composer Per Nørgård writes: The many aspects of aural training in this book by Erik Højsgaard have been inspired by his deep insight into western music and its thousand-year-old traditions. Written with clarity that allows for rhythm and polyphony to be presented in an understandable form, Højsgaard's book is both musical and entertaining. There is no doubt that one gains new insights and musical joys after working through the book's exercises.

Fredensborg Slot blev bygget som jagtslot for Frederik 4. i 1722 af hofarkitekt I.C. Krieger og har siden dannet ramme om både dagligliv og store begivenheder i Kongehuset. Her holdes bryllups-, sølvbryllups- og fødselsdagsfester, her modtages gæster fra alverdens lande, og dronning Margrethe og hendes familie tilbringer forår og efterår på slottet. Dronning Margrethe har udført et omfattende arbejde med at føre slottet tilbage til den oprindelige indretning, mens prins Henrik indrettede sine private gemakker i en mere global og franskinspireret stil. Vi kommer også ind i de private arbejdsværelser og stuer, som aldrig har været vist før, og dronning Margrethe har en vigtig stemme i bogen, når hun fortæller om, hvordan statsoverhoveder ridser deres navnetræk ind i slottets glasruder med en diamant, og hvordan hun og prins Henrik spiste frokost i Lille Barokspisestue og tilbragte aftenerne i Frederik 4.s Rum.

Hvilken film er din yndlingsfilm? Spørgsmålet markerer begyndelsen på en af de sjoveste selskabslege, men for Informations anmeldere blev det lynhurtigt alvor, da de sammen skulle finde de 24 bedste film fra det 21. århundrede. Det har kostet ubærlige fravalg og er resulteret i interne fløjkrige blandt skribenterne at lave listen, der favner alt fra mainstreamfilm til arthouse produktioner. Det er en liste, der rummer alt fra Disneys De utrolige til Jacques Audiards Profeten. Endelig er det en liste, der efter endt læsning forhåbentlig sætter diskussionen i gang om de seneste 20 års filmkunst.De 24 film er nøje udvalgt af Rune Lykkeberg, Lone Nikolajsen, Christian Monggaard, Katrine Hornstrup Yde og Ralf Christensen.

Billedserien i ISOLA er en ganske præcist afgrænset tidskapsel fra foråret 2020. Den 11. marts om aftenen blev Danmark lukket ned. Med et slag var vi alle fanget og alene i verden. Næste morgen mødte arkitekturfotografen Jens Lindhe et København, som på en nat var ble­vet tømt for liv. Bygningerne var der, men menneskene og den larmende trafik var væk. Med et slag var vi alle fanget og alene i verden. Nu var storbyens ellers livlige byrum med et slag forvandlet til en slags øde teaterscenografi. Dér hvor dagligdagens bulder og stress normalt tegnede bybilledet, trådte nu byens ”kulisser”, arkitekturen, uforstyrret frem.Med essay af Tore Leifer og digt af Morten Søndergaard. ”Jeg har altid holdt af ordet ”samfund” i dets sproglige enkelhed. Samfund er, at vi har fundet sammen. Det er samliv mellem mennesker. ”Samfund” har haft betydninger som samvær og sammenkomst, forbindelse og sammenhæng, forening og selskab, fællesskab og harmoni.Som bikuben eller myretuen har vores travle byer været selve billedet på det menneskelige samfund. Fulde af aktivitet, fulde af samvær, fulde af liv.Men pludselig blev byen tom. Pludselig viste vi bedst vores samfundssind ved at isolere os fra samfundet. Menneskene var der selvfølgelig stadig, et sted, i skjul – dem, der ikke var flygtet til deres sommerhuse.Men de sad oppe i deres lejligheder og ventede, de vovede sig ikke ud. Byen stod alene tilbage.”Fra Tore Leifers essay ”Byen uden mennsker – I venten på at det bliver tid”  ”Verden er en anden.Verden er forandret.Vi vil aldrig glemme det vi står midt i nu.Verden er ny og nu.”Fra Morten Søndergaards digt ”Vi rus”

Denne bog hører til en serie af små informative bøger om udvalgte danske kunstmalere, især med vægt lagt på udøvere af genren realisme.Hver enkelt bog i serien kommer med en kort biografi og en fyldig præsentation af kunstnerens værker, så vidt muligt med titel og årstal.

Forfatteren, som selv er maler, besøgte Monets hus og have i Giverny i det nordlige Frankrig gennem en hel forårsuge. Denne kunstner havde nemlig altid betydet meget for forfatteren som maler. Monets blide og varme farvevalg anes tit i forfatterens egne oliemalerier. Denne bog er en af de mange hyldester, denne store impressionistiske maler har modtaget gennem tiderne. Forfatteren har forsøgt at gå ret dybt i Monets liv og arbejde på basis af sine besøg i området og gennem det store udvalg af bøger, der er skrevet om denne kunstner. Den er derfor et nyt tekstsupplement til det store billedmateriale, der allerede findes om denne kunstner. Forfatteren og hans hustru tilbringer en hel uge i Giverny og besøger Monets have dagligt. De forsøger på denne måde at nå dybt ind i de tanker, denne kunstner har haft om sin have, inspiration og kunst.

Spilleøvelser for begyndere og lettere øvede med indlagt CD.Rockguitar basic er det helt rigtige sted at gå i gang med at spille rockguitar. Når du er klar til at forlade Basic, hedder bogen Rockguitar.Det tekniske niveau i Rockguitar basic er tilpasset den ganske let øvede bruger. Så har man spillet bare en smule og fået fat i det allermest grundlæggende, kan man være med. Alt er omhyggeligt forklaret, og man kan bruge bogen såvel på egen hånd som i en undervisningssituation.Kernen i bogen er en række play-along numre, der alle findes i forskellige versioner/mix, der gør det muligt at øve til den indlagte CD. Før hvert nummer er der forberedende øvelser. Det vil sige, at udvalgte steder fra nummeret er forklaret og belyst, så de lidt vanskeligere steder kan øves særskilt. Disse øvelser er selvfølgelig også med på CD´en. Bogen fungerer desuden som opslagsværk, så man kan finde skalaer eller akkorder, man gerne vil se og øve.

Al kunst har med åndedræt at gøre, hele dit liv er pulsens slag, dag og nat, åndedræt, uafbrudte rytmer. Det er præcist dem, jeg har arbejdet med hele livet, at søge de rette rytmer, det rette åndedræt. Finder jeg den rytme, som forfatteren, den, som har skrevet eller komponeret, har følt og kan genskabe den, da er det rigtigt.Måske er en forfatter ikke altid så bevidst om, hvorfor han gør noget på en bestemt måde, men hvis man fortolker, hvad han ubevidst har skabt og finder det rigtigt, så lever det, fortæller film- og teaterinstruktøren Ingmar Bergman i et interview i Weekend avisen, december 2002.Arkitektur er arkitektur og kunst er kunst. Fagene overlapper hinanden — i den måde værkerne bliver til, i deres udtryk, i deres form. Arkitekter kan bygge billeder, der er tæt på de billeder, der ellers opfattes som kunst. På samme måde kan kunstnere arbejde med udtryk og former, der er tæt på arkitekturens. Fælles for begge fag er rytmen, åndedrættet, kroppen og historien som en samlet erfaring og målestok.I en række modeller og korte tekster skriver billedhuggeren, professor Niels Guttormsen og arkitekten Jens Bertelsen en arkitekturens poetik med kunsten som model.”Kapitlerne kommer godt omkring i sin indkredsen af forholdet mellem rytme og masse, erkendelse og kommunikation (…) bogen er både uprætentiøs og generøs”, skrevAllan de Waal i sin anmeldelse i Information 22. april 2003.Udgivelsen er støttet af Billedkunstrådet.

Svenske Spotify har grundlæggende ændret, hvordan mennesker over hele verden bruger og lytter til musik. Historien om Spotify fortæller historien, fra dengang stifterne Daniel Ek og Martin Lorentzon sad i bare underbukser og fandt på navnet, til det, som siden blev musik- og teknologiverdens absolutte midtpunkt. Den første version af Spotify var en slags pirattjeneste, siden har de største musikselskaber investeret milliarder i Spotify og styrer nu musikudbuddet gennem uigennemskuelige playlister. Dette er en fortælling om en virksomhed, som holder fast i en grundidé, gratis musik, men undervejs har begået fejl, brudt love, fået kritik, gået på retræte, kopieret andre, prøvet igen – og lykkedes.Trods Spotifys eventyrlige succes har virksomheden aldrig givet overskud. I stedet er stifterne blevet mere og mere afhængige af risikovillig kapital.

Palle Nielsen (1920-2000) var en af de største grafiske kunstnere og tegnere i sin generation. Han arbejdede i den europæiske grafiske tradition, beherskede alle det grafiske håndværks teknikker og valgte frit mellem dem, så de passede til hensigten med det udtryk, han søgte. Han skelnede mellem de spontane teknikker som raderinger og litografier og de tidskrævende, træsnit og linoleumssnit, hvor materialet gjorde fysisk og psykisk modstand. Han var selvlært i alle teknikker og trykte sine ting selv, nummererede dem aldrig og solgte dem fra begyndelsen af tresserne kun gennem Clausens Kunsthandel.Palle Nielsen var også, hvad der er mindre kendt, en fin essayist og en fremragende sprogbruger, hvis kendskab til både det talte og skrevne sprog kan aflæses i hans serier, hvor han udviklede en særlig dialektik mellem billede og tekst. Hans produktion var enorm, og bogens hensigt er at skabe en sammenhæng mellem værkets forskellige dele på grundlag af de temaer, som Palle Nielsen med stor konsistens behandlede gennem hele sit lange liv.I skildringen af denne indre og ydre sammenhæng mellem det grafiske udtryk og dets hensigt er der lagt mindre vægt på dets forankring i hans biografi, som allerede er grundigt fremstillet af Kristian Romare i tæt samarbejde med Palle Nielsen selv, men mere vægt på billedanalyserne og analyserne af det narrative indhold i serierne. De mange tekster, essay, foredrag og det store undervisningsmateriale han efterlod, er givet en fremtrædende plads til belysning af det, der blev Palle Nielsens mest skelsættende bidrag til dansk kunst: Hans tegnede og trykte serier. Palle Nielsen udtrykte sig i billedrækker, som enten havde en historie at fortælle eller en associativ sammenhæng, men altid en bestemt hensigt, som ikke blot var at skabe et billede, men også et budskab. At forsøge at efterspore, hvad dette budskab egetlig er, og beskrive hvordan Palle Nielsen udtrykker det i billedsproget, er bogen egentlige hensigt. (uddrag fra forfatterens forord)Se også bogen om hans hustru Elsa Nielsen: ”Elsa Nielsen – Akvarel, tegning, grafik” (EAN 9788772459585)

Inspired by the fresh perspective of a collector and an adventurer, westep into a rare universe of Ancient Miniature Art humbly illuminatingcritical historical principles we have forgotten.A crisp presentation of more than three hundred photographs withdescriptions tiptoes us back to the beginning of Western culture. Wediscover hidden art and artists who were silent visionaries interpretingmessages in astrology, politics, medicine, science, love and emotions.Apollo to Apollo is our ‘wake-up call’ to explore, not just the stars in ourskies, but much closer; the intuitive world of Ancient Miniature Art thatwe, today, can still hold in our hands.

Minutes To Go er det senere så berømte rockband Sort Sols debutplade, udgivet under navnet Sods. Som den første danske punk-lp var albummet inspireret af navnlig den engelske scene, og de korte, højenergiske sange var ulig noget andet, der før var skabt på dansk jord. Meningen var blot at lave rav i den, men de fire unge mænds album blev ikke bare startskuddet til en helt ny musikbølge, men også en ny ungdomsbevægelse. Jan Poulsen fortæller historien om, hvordan et af de vigtigste nybrud i dansk musik blev til.

Renæssancen er et omstridt begreb. Det bruges ofte uden større overvejelser om en periode af Europas historie, overgangen fra middelalder til nyere tid. Men skal man sætte årstal på denne periode eller endda definere, hvad begrebet renæssance indebærer, bliver meningerne hurtigt delte. I denne bog diskuteres renæssancebegrebet ud fra forskellige faglige traditioner, naturvidenskabeligt såvel som humanistisk. Bl.a. forsøger bogen at sætte dansk 1500-tal ind i større sammenhænge. Artiklerne afspejler de første års diskussioner i Forum for Renæssancestudier ved Københavns Universitet der i 2004 havde 20-års jubilæum.

Udstillingen 'Smuk og farlig' aktualiserer Bruno Liljefors og hans værk ved i sit kuratoriske greb at inddrage vores samtidslitteratur i form af udvalgte tekster om natur, dyr, jagt, om nutidsmenneskets længsel mod vild natur, om et darwinistisk natur- og menneskesyn, evolutionens fravalg og de udstødtes position.Udgivet i forbindelse med udstillingen 'Smuk og farlig. Naturen set af Liljefors' på Nivaagaards Malerisamling

Mogens Wenzel Andreasen – Tchaikovsky – Den store russer (Olufsen Bøger 2020) 168 sider illustreret.Fascinerende portræt af russisk musiks største romantiske komponist er historien om en sent modnet komponist med en helt ekstraordinær sans for såvel kompositionsteknik som melodi.Alle de vigtigste værker gennemgåes, og Wenzel trænger samtidig ind til personligheden bag denne store kunstner.

I 1850’erne blev kurvemøbler fast interiør på det velhavende borgerskabs kursteder og badehoteller. I løbet af 1900-tallet fandt møblerne vej til danske hjem som arkitekttegnede møbler og indskrev sig i historien om ’Danish Modern’. Og for mange danskere rimer kurvemøbler på de klassiske danske sommerhuse, siden møblerne i 1950’erne blev fast interiør i sommerlandets sorte træhuse. I 1970’erne blev kurvemøbler fortrængt af nye måder at indrette sig på. Stål og plastik fandt vej til danske hjem, og kurvemøblerne rykkede igen ud i havestuen og i de sommerhuse, som i mellemtiden var blevet populære i takt med, at danskerne fik bil og mere fritid. Som denne bog viser, har kurvemøbler i dag fået en renæssance som vintagemøbler og som nyproducerede møbler fra Østen.Birgit Lyngbye Pedersen, født 1961, er designhistoriker, billedredaktør og medforfatter til flere bøger, bl.a. om møbelarkitekten Finn Juhl.

Molières Amfitryon er en historie om illusion og virkelighed - og fra Moliéres side en ægteskabskomedie på en ny måde.Den handler om noget så ejendommeligt som en påtvunget og ubevidst utroskab, om Jupiter som en umættelig Don Juan, om Amfitryon som en hanrej mod sin kones vilje (!) og først og fremmest om Alkmene som den trofaste, men utro hustro. Der drives gæk med menneskene i dette gudespil i en grad så personerne må spørge sig selv, hvem de er.

Building Diversity: who is the architect? explores how the figure of the architect has been constructed and challenged in recent years. Traditionally perceived as male, Western, and individualistic, architects are now being urged to redefine themselves in a more diverse, inclusive manner. The publication discusses the need to challenge norms and establish caring as an essential quality in architectural discourse. With the threat of environmental collapse and other societal challenges, the need for collective teamwork and empathy has become central in establishing a common understanding that includes all beings. Building Diversity aims to tackle these issues and explore topics on diversity and equality in the architectural field's past, present, and future.The publication features thoughts and ideas from a broad range of countries and diverse perspectives on the architectural profession, contributing to a wider dialogue about inclusion, intersectionality, and progress. Building Diversity is not intended to provide concrete solutions but aims to stimulate discussion and open up venues for hosting dialogues pointing to possible paths and the expansion of perspectives. It is an important contribution to the ongoing conversation about diversity and equality in the architectural field.

”Malerens tro og tvivl” handler om det at gerne ville tro men også at tvivle.Mange mennesker længes efter at nærme sig troens mysterium, men er fuld af tvivl overfor alle de spørgsmål som troen rejser. Hvad er meningen med en selv, er der en skaber eller større mening bag livet? I denne bog nærmer maleren Kræsten Krum Byskov sig troen og tvivlen med nogle malerier der har udgangspunkt i tekster fra bibelen og filosofien.Malerierne af teksterne kan åbne for en ny overvejelse af ”hvad er tro”. Desuden er teksterne valgt fordi de handler om det at se eller forestille sig visioner af teksterne. Hvordan forestiller vi os teksterne i vores indre? Og hvordan er vores forestilling i forhold til en tekst. På den måde åbner man en sprække til sit personlige forhold til teksten og dermed for troen og tvivlen.Der er en beskrivelse af malerens bugtede vej til de religiøse billeder. Bogen kan bruges af troende og tvivlere. Malerierne er alle malet af forfatteren, og har været udstillet forskellige steder.Kræsten Krum Byskov har siddet på tegnestuen Gimle fra 1986-2002 og lavet illustrationer til aviser, Ekstra Bladet, Weekend-avisen, Kristeligt Dagblad, samt udgivet bøger på Carlsen, Gyldendal.Kræsten Krum Byskov har malet og udstillet billeder, bl. a. de billeder der er vist i bogen. Udgav i 2016 ”Croquis, tegning og maleri” om male og tegne teknikker. Kræsten Krum Byskov underviser desuden i kunstfagene på Grundtvigs Højskole, Hillerød.

I 2018 er det 100 år siden, at Wilhelm og Henny Hansen åbnede deres hjem, Ordrupgaard i Charlottenlund, for kunstinteresserede besøgende. I dag rummer museet en af Nordeuropas væsentligste samlinger af dansk og fransk kunst fra det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede.Museets direktør, Anne-Birgitte Fonsmark, bringer os tæt på Wilhelm Hansen og de danske kunstnere og værker, han samlede i årene fra 1892 til 1916. Den danske guldalder er rigt repræsenteret af blandt andre C.V. Eckersberg, Christen Købke, Johan Thomas Lundbye, Wilhelm Marstrand og P.C. Skovgaard. Men også fra Wilhelm Hansens samtid: blandt andre Vilhelm Hammershøi, Theodor Philipsen, L.A. Ring samt Fynbomalere som Johannes Larsen, Fritz Syberg og barndomsvennen Peter Hansen. Bogen rummer desuden samtidige private fotografier fra Wilhelm Hansens boliger.

Så kom bogen om Mathilde Grafströms fotokunst, fyldt med hendes kendte billeder af naturligt nøgne kvinder, oftest taget midt i naturen. I bogen fortæller Mathilde åbenhjertigt om sit kunstnerliv. Hun fortæller om en svær start i det Nordjyske, hvor forældrenes skilsmisse tidligt slog hende ud af kurs. Hun blev en af de unge, der ikke trivedes, med et vildt liv, list småkriminalitet og et overdrevent alkoholforbrug. Hun flyttede siden til København, og blev gift og fik barn, men ægteskabet var ikke lykkeligt. Han arbejde i en bank, og hun ville være kunstner. De forskellige værdier blev til krise i ægteskabet og efter hun var blevet skilt turde hun endelig række ud efter den gamle livsdrøm om at blive kunstner. Og siden er det gået slag i slag for Mathilde, med en række udstillinger, og på de seneste omtale ikke bare i danske medier, men også i mange store, udenlandske. For Mathilde har noget på hjertet, som rækker langt ud over de danske grænser: Hun vil sætte kvinden fri. Hun kæmper for at alle kvinder skal kende deres eget værd, også på det kropslige og kærlighedsmæssige plan. Alle kvinder er smukke, og alle kvinder har værdi. Men for at skønheden skal komme frem, må kvinden selv kunne se den. Og netop det er Mathildes mission: At vise verdens helt almindelige kvinder, hvilken helt utrolig skønhed de besidder. Når de bare tør være sig selv! I bogen beskriver Mathilde de problemer, hun har haft med sit projekt ”Female Beauty”. Folk har hånet hendes kunst, ødelagt billederne, kastet dem i havnen, gennemboret dem med knive, og skrevet graffiti på dem. Hendes udstillinger er blevet censureret, og taget ned før tid af galleriejere, der er bukket under for publikums vrede reaktioner. Også det at optræde i magasiner og på TV, som er en del af det at være end kendt kunstner, er svært for Mathilde, der ind i mellem lider af voldsomme depressioner og ofte får anfald af social fobi. Men de største problemer har Mathilde dog med Frederiksberg Kommune, der ikke kan få hendes rolle som kunstner til at passe ind i systemerne, og som igen og igen kommer med krav, der forekommer Mathilde helt urimelige. Fx må hun ikke tage penge for sin kunst, så længe hun er på kontanthjælp, fordi det at blive selvstændig kunstner er i konflikt med den plan, som kommunen har lagt for hende. I bogen giver hun konkrete eksempler på hvordan hun – ligesom andre kunstnere - bliver behandlet i det kommunale system, og det er nok værd at tænke over for politikere og alle andre, der sætter pris på kunsten, og gerne ser mere kunst fra Mathildes og andre kunstneres hænder hængt op i Danmark. Mathilde har skrevet en ærlig og modig bog. Hun har et vigtigt projekt. Mere end 10 millioner mennesker i over 30 lande har set Mathildes billeder og læst om hendes kamp for at sætte kvinders selvbillede frit. I bogen bringes billeder, der er mere vovede, mere nøgne, og mere smukke end nogensinde før. Kontakt til Mathilde på mail: matgrafstrom@gmail.com og telefon 53631981 Nedenfor bringes uddrag af bogen: Female Beauty projektet Jeg kan ikke ret meget. Jeg er ikke god til ret meget. Jeg kan køre bil, men ikke godt. Jeg er mor, men ikke en god mor. Det synes jeg ikke at jeg er, selv om jeg er bedre nu end før. Jeg er kæreste, men ikke en god kæreste, selv om jeg hver dag gør mig umage for at være det. Men jeg har et talent for at tage billeder af nøgne kvinder og vise dem hvor smukke de er. Det er et mærkeligt lille, næsten ligegyldigt talent. En lille ting jeg kan finde ud af, i en hel verden fyldt med ting jeg ikke kan. Gennem fotografiet hjælper jeg kvinderne til at se deres naturlige skønhed og dermed kan de komme af med deres lave selvværd. Kvinderne portrætterer jeg oftest i naturen, fordi det er afslappende og sjovt. Det er også smukkest at kombinere kvindekroppen med en naturscene. Det er ligesom om de to ting passer godt sammen. Jeg ser skønhed overalt. I folks øjne. Kroppe. Stemmer. Lys. Natur. Musik. Jeg lever for skønhed. For det meste ser jeg desværre ikke min egen skønhed så godt, fordi jeg har problemer med at elske min egen krop, men jeg elsker at portrættere andres. Men jeg har lige indset, at den skønhed jeg kan se i modellerne, den kan jeg kun se, fordi jeg selv rummer den samme skønhed. Hvis jeg ikke selv var smuk, hvis jeg ikke selv ejede denne skønhed inden i mig, dybt i min sjæl, ville jeg heller ikke kunne se deres. Nogle kvinder kan jeg ikke hjælpe. De er simpelthen ikke åbne for forandring og har stillet sig tilfredse med sig selv, som de er blevet. Disse kvinder lyver ofte for sig selv, fordi det er for smertefuldt at indse det sørgelige faktum, at de hader deres egen krop. Jeg kan næsten altid se kvinders skønhed. Selv gennem et tykt lag af støv og snavs kan jeg skimte en diamant. 1 | Hvordan jeg blev kunstner Min første tid Mit barndomshjem var et meget smukt, gammelt, gult hus, med en stor have, omgivet af enge og strand i byen Hou som ligger i Nordjylland: en lille søvnig havneby med i dag 692 indbyggere. Landsbyen og det gule hus med min familie blev støbeformen; de dybe indtryk jeg fik her formede mig til at være den person jeg er i dag. Efter mine forældre blev skilt, flyttede vi fra det smukke gule hus i Hou. Jeg var knust og er aldrig helt kommet mig over det opbrud der skete, hvor jeg følte jeg miste de min familie og mit barndomshjem. Jeg havde det og så svært med at miste min første skole, som jeg elskede, hvor jeg følte at lærerne kunne lide mig. Vi flyttede dog ikke langt væk, kun 7 km til den næstmest søvnige by, Hals, som ligger ved udmundingen af Limfjorden på østkysten, men jeg var nu alligevel ked af at jeg skulle flytte og at familiens bånd blev brudt. Men min mor har altid været bossen i familien og hendes vilje var lov. Efter en tid vænnede jeg mig dog til den nye skole, og vennerne jeg fik der blev min redning. Jeg elskede mine venner, især min allerbedste og sødeste veninde Didde som jeg legede med hver dag fra jeg var 7-12 år gammel. Hendes familie blev min familie og de bedste minder i mit liv kommer fra tiden med Didde. Vi fulgte hinanden overalt og hun var også med på weekend hos min far, og det var godt, fordi jeg var lidt utryg ved at være sammen med ham alene: det fik jeg jo aldrig lov til som lille og jeg troede derfor, at han måtte være lidt farlig. Da jeg var 13 år, valgte min mor igen at rive mit liv op med roden, men rødderne knækkede af denne gang og mit nye liv i Ålborg som teenager gik i en forkert retning. Jeg blev rodløs. Jeg fik usunde venner, som lærte mig at ryge og drikke øl og jeg fik engang et lift hjem i en varevogn, plørefuld og 14 år gammel, det kunne have gået helt galt. Min nye bedste veninde Mia elskede at stjæle i butikker, og siden min søster havde lært mig hvordan man stoppede ting op i ærmet, kunne vi mødes med denne fælles interesse. Så vi stjal alt vi kunne og hver eneste dag stjal vi ligegyldige småting fra Søstrene Grene og Magasin butikkerne i Ålborg. Vi havde dog en del sjov på den måde, men det stoppede den dag vi blev grebet i armen af to detektiver som meldte os til politiet. Jeg var i chok og det begyndte at gå op for mig, at der måske ville være konsekvenser af hvad vi havde gjort, fordi vi pludselig sad i en politibil uden håndtag på indersiden af døren. Jeg blev meget bange og da min mor hentede mig sagde hun grædende, at det her skal vi ikke snakke om, nu tager vi hjem, fordi hun havde lavet frikadeller. Min søster fortalte mig, at hun længe havde prøvet at snakke med min mor om alle de nye ting jeg bragte hjem, men min mor mente ikke at søde Mathilde nogensinde ville kunne gøre den slags. Kort tid efter måtte min mor hente mig hjem fra et halbal for di jeg var for fuld til at tale. Jeg begynder at fotografere Måden jeg lærte at fotografere på, startede hos min far som lånte mig et kamera da jeg var 13 år gammel. Min søster syntes at jeg kopierede hende, og det gjorde jeg måske også. Min far har altid fotograferet meget og fik den uintelligente ide at imponere ham ved at blive lige så dygtig som ham. Jeg ville nemlig gerne være mere sammen med ham, så jeg bad ham lære mig at fotografere. Hans tålmodighed slap dog hurtigt op, da jeg var for dum til at forstå hans undervisning i lukkertid, ISO og blændetal. Men jeg var fortsat opsat på at imponere ham og derfor lærte jeg mig selv at fotografere igennem års ihærdig træning. Det gik hverken værre eller bedre end at jeg endte med at få job som ejendomsfotograf, hvor jeg gennem 7 dybt kedelige år med stue og villafotos dog fik rutinen med al teknikken ind under huden. Jeg fik som 18-årig en kæreste i Sønderjylland som jeg blev dødforelsket i, og jeg flyttede nu væk fra Nordjylland for aldrig at vende tilbage. Mit forhold til mine forældre var håbløst og min første kæreste var mig utro, så det sluttede mellem os, men kun fordi min søster sagde til mig at jeg burde afslutte det. Jeg tænkte at hun nok havde ret… Så at komme væk fra min hjemby virkede på det tidspunkt som en rigtig god idé. Senere flyttede jeg så til København. Men mine rødder er i det jyske, og jeg længes den dag i dag ofte tilbage til Jylland. Lykke piller og svære dage Hobbyen med at fotografere fulgte mig, og da jeg var 18 år gammel havde jeg min første model. Jeg prøvede stadig at lære mig selv al teknikken. Det var dyrt at fremkalde, så det blev ikke til den store kunst. Ingen i min familie troede på, at jeg nogensinde ville kunne blive fotograf. Derfor forsøgte jeg i stedet at blive grafiker, men søgte uden held praktikpladser i hele landet. Sønderjylland er det underligste sted jeg nogensinde har boet. I byen Gråsten hvor jeg boede, var alle min kærestes mandlige venner enten mekanikere eller murere, og pigerne var allerede som 18 årige ved at gøre sig klar til at blive husmødre. Der var ingen normale jobs ledige, men jeg var heldig at kunne arbejde sort på det lokale pizzeria, hvilket blev mit levebrød i den tid i Sønderjylland. Kommunen nægtede mig kontanthjælp, så jeg var meget taknemmelig for de 50 kr. i timen jeg tjente på restauranten. Det hører til historien at chefen ikke altid ville give mig mine penge, så jeg en enkelt gang måtte pudse min muskuløse og lettere racistiske kæreste på ham. Han havde stor fornøjelse af at true ham med tæsk. Den iranske chef på pizzeriaet elskede også at gramse på mig, når jeg var på arbejde, og jeg hadede ham så meget for det, at jeg en dag ridsede hans Mazda 626 hele vejen rundt med en skruetrækker. Han kom aldrig på arbejde i den bil igen. Herefter, men i stedet i en gammel spand han åbenbart også ejede. Det var i denne del af landet jeg startede på lykkepiller, fordi jeg meget ofte fik 4 timers lange grådanfald. Da jeg følte jeg havde brug for støtte gik jeg til lægen, som Efter 5 minutters konsultation gav mig en recept på noget meget stærk medicin. Pillerne gjorde mig rigtig dårlig og jeg ringede til lægen igen. Hun indså, at hun havde givet mig for stærk medicin, den var kun anbefalet til skizofren en, og hun gav mig derfor Cipramil i stedet for (normale lykkepiller). I Sønderjylland er der ikke så langt til pillerne. Efter 8 måneder i denne smukke, men dybt formørkede, landsdel tænkte jeg: “Måske var det ikke så smart at flytte til Sønderjylland alligevel. ” Jeg lånte en bil af min fars ven fra København og jeg kørte afsted mod hovedstaden, med de ting som kunne være i bilen og resten lod jeg blive tilbage. De første to måneder i København, hvor jeg boede på et nedlagt plejehjem, var jeg mutters alene, indtil jeg startede på handelsskole. Ideen med at flytte til København, udover at jeg der kunne støtte mig til min søster, bundede i et råd jeg fik fra en studierådgiver i Sønderjylland. Han sagde, at jeg ville kunne blive grafiker, hvis jeg gik i skole i 2 år på handelsskolen i København først. Det hører til historien, at jeg ofte er utrolig naiv og godtroende, så uden at tjekke om han havde ret startede jeg altså på handelsskolen. Det viste sig jo at han havde rådet mig helt forkert – eller også havde jeg misforstået ham, det er også muligt. Først efter et års tid gik op for mig, at handelsskolen kun tilbød mig at blive kontor – eller butiksassistent og slet ikke tilbød grafikeruddannelsen, som jeg ønskede at tage. Jeg kan i dag se, at jeg dengang levede som et blad for vinden, uden hjerne. Jeg valgte, da jeg forstod hvordan tingene hang sammen, uden at tænke videre over det at opgive min halvhjertede grafiker drøm, også fordi jeg jo godt vidste, at jeg ikke var dygtig nok til at blive grafiker alligevel, og sandt at sige interesserede det mig jo heller ikke rigtig, for det var jo fotograf jeg i grunden gerne ville være. Så jeg tog altså en uddannelse som butiksassistent, og fik snart et job i Magasin Du Nord i København. Jeg fortrød dog få dage efter ansættelsen, for det var et helt forfærdeligt arbejde for mig. Jeg er generelt meget bange og utryg ved at være blandt fremmede mennesker, og pludselig fandt jeg mig i dette skræmmende hav af folk. Det var virkelig anderledes end i Jylland. Da jeg heller ikke havde nogen som helst interesse i butikslivet var jeg havnet i en virkelig dårlig situation. Det var et chok for mig at modtage alle disse kunder hver dag, fine damer som ofte var meget krævende og somme tider direkte vrede og aggressive, når jeg ikke kunne hjælpe som de forventede. Jeg var snart på nervesammenbruddets rand. Lykkepillerne tog jeg stadig, og de gav mig alle mulige bivirkninger. Det var virkelig en svær tid for mig. Men min familie var glade, fordi jobbet virkede sundt for mig og de syntes, at jeg var godt egnet som sælger. Jeg havde også fået mig en fast kæreste, som virkede fornuftig, og ham flyttede jeg sammen med i denne periode. Han blev 9 år senere min ægtemand og far til min søn. Til min families glæde og tilfredshed. Da butiksuddannelsen langt om længe var slut, gik jeg i en dyb krise, en alvorlig depression, og jeg opgav at arbejde i 2 lange måneder, hvor jeg gik hjemme og forsøg te at hygge mig lidt med en nyindkøbt kattekilling og et akvarie med zebrafisk som selskab, og med en ny hobby, hvor jeg uden succes bagte brød hver dag. Jeg var på dette tidspunkt 23 år. En dag fik jeg et job i en stille kamerabutik, hvor der næsten ingen kunder var. Chefen hadede jeg selvfølgelig og jeg glædede mig til at komme væk derfra. Pludselig smilede lykken til mig: jeg fik et tip om at man manglede ejendomsfotografer i København. Dette job søgte jeg ivrigt, fordi det indebar fotografering, gode penge og meget få mennesker. Endelig kunne jeg slappe af troede jeg. Men jobbet var ensformigt, det var meningsløst at fotografere huse til salg fra den mest salgbare vinkel, og det hele resulterede i endnu en omgang tunge depressioner, hvor jeg var alene hele tiden, kedede mig til døde, og når jeg endelig kom hjem, var det til et parforhold, der ikke fungerede. Jeg var dybt ulykkelig. Min mand forstod mig ikke, slet ikke. Han arbejde i en bank, lagde vægt på det med penge, og mente ligesom resten af min familie, at jeg havde alt – og det havde jeg vel også. Det eneste jeg ikke havde, var det eneste, der interesserede mig: kunstfotografering. Når jeg ser tilbage kan jeg se at jeg i mange år ikke har fungeret i samfundet pga. angst og depression krydret med selvmordstanker. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg ret konstant overvejede at tage mit eget liv, og pillerne gjorde det kun værre. I over 9 år i træk spiste jeg lykkepiller og endnu stærkere psykofarmaka, uden at det hjalp mig det mindste. Først da jeg blev gravid med min søn ændrede mit liv sig, og til og med drastisk. Jeg stoppede med at tage medicinen for ikke at skade mit barn. Efter to år som mor faldt min drøm om familieidyl endeligt sammen og jeg blev skilt fra min daværende mand efter 12 års forhold, og jeg flyttede fra vores fælles ny købte drømmehus på landet i Lille Skensved tilbage til København. Dette brud resulterede i en kæmpe personlig krise med evindelige grædeture. Det tog mig over et år at acceptere den barske sandhed, at mit gamle, liv som jeg kendte det sammen med min mand, var slut. Jeg befandt mig nu i et mærkeligt ingenmandsland. Alene. Nu med et 2-årigt barn, som jeg havde meget svært ved at være en glad mor overfor. Ingenting hang sammen og jeg var helt alene og blev også hurtigt meldt permanent syg fra mit arbejde som ejendomsfotograf gennem 7 år. Hvad gjorde jeg nu? Jo, jeg begyndte at tage billeder. Jeg gik ingen steder uden mit gode kamera, og jeg tog billeder af alt. Og efter ca. 20.000 billeder begyndte jeg at finde mig selv i fotograferingen, jeg begyndte at finde min stil, jeg opdagede hvad det var for billeder jeg kunne lide og hvorfor. Det gav mig en glæde, som jeg aldrig før havde kendt til. Min drøm var gået i opfyldelse, ud af den mest tragiske og forfærdelige krise fandt jeg det, der gav mig grund til at leve: jeg var blevet kunstner. Som jeg altid havde haft lyst til at være. Mit nye liv I dag ser mit liv heldigvis noget anderledes ud: Jeg er stort set aldrig alene mere, nu bor jeg i kollektiv i København, hvor jeg bruger al min fritid sammen med søde venner, som godt kan lide mig trods min mange gange dumme opførsel. Jeg har mødt en skøn mand, som elsker mig, og han er svensker. Jeg elsker alt ved Sverige. Når jeg gør noget, laver jeg det jeg elsker, og det er at fotografere. Jeg er på kontanthjælp i skrivende stund, og jeg kæmper for retten til at være kunstner og have foto som hobby, og jeg plager hele tiden kommunen om at støtte mig i projektet. Jeg fortæller, at fotografiet reddede mit liv, og at jeg behøver at fotografere for at overleve. Men det er en kamp, som jeg skal fortælle mere om senere i bogen. Trods alle de fantastiske venner, min store succes med mine billeder og min skønne søn og søde kæreste, så er jeg desværre stadig fanget i tungsindet. Jeg går derfor i terapi en gang om ugen, og deltager ofte i intense kurser og gruppeterapi, som handler om at lære sig selv at kende og at leve et aktivt og dermed lykkeligt liv. Sammen med terapien hjælper fotograferingen mig meget. Fotografiet reddede faktisk mit liv, på den måde at jeg gennem arbejdet med kameraet fik arbejdet mig ud af det sure hul, jeg var i hele tiden, og jeg begynder faktisk at have det sjovt hver dag. Så jeg skal ikke romantisere tingene, jeg er stadig udfordret. Det er svært at skyde mine modeller, det er svært at give interviews til damebladene, og det er meget vanskeligt for mig at optræde på TV og fortælle om mig selv og mine billeder. Men jeg elsker det også, mit hjerte brænder for det, og min hjerne bliver stadigt skarpere, des flere udfordringer jeg får. Jeg gror. Jeg lever. Jeg er glad meget af dagen. Jeg elsker min kæreste. Og somme tider kan jeg være den mor for min søn, som jeg gerne vil være. Så jeg trækker vejret roligt, jeg er ved at lande. Tak Gud for det. OBS: Medier kan frit citere fra bogen, også i lange uddrag. Mathilde Grafström: Female Beauty. Min fotokunst ISBN: 978-87-90190-47-7 1. udgave, 1. oplag 2016 © Livskvalitetsforlaget, 2016 204 sider, 4 farver, A4 tværformat, 498 kr. (vejledende pris) Pressen skrev: “Mathilde Grafström is, in her own words, ‘just an ordinary Girl from Jutland’s countryside in Denmark’. But beyond her modest and self-deprecating manner, Grafström turns out to be a scintillating photographer of female Beauty.” Erotic Review Magazine, 23. december 2015

J.F. Willumsen (1863-1958) er en af Danmarks største og mest særprægede kunstnere nogensinde. Jeg er en anden er den første fuldstændige biografi om hans mytomane selviscenesættelse, hans kunst og de tre stærke kvinder i hans liv.I forhold til andres forventninger var Willumsen hele tiden et andet sted. Hans ambition var, hver gang han havde nået et udtryk og et niveau, hvor han var på højde med andre kunstnere, at skrabe lærredet rent og begynde forfra, både stil- og genremæssigt.Værket belyser, hvordan han inspireres af og er med til at definere sin samtids mange forskellige kunstneriske bevægelser, og sætter hans virke i relation til epokens litterære, filosofiske og sociale tendenser.Willumsen var utrolig produktiv som maler, keramiker og billedhugger, og Jeg er en anden er illustreret med over 400 billeder.Henrik Wivel (f. 1954) er kritiker, forfatter og dr.phil. Han har udgivet en lang række bøger om litteratur, kunst, arkitektur og film, senest Det glasklare hjerte. En biografi om L.A. Ring (2020).

Michael Utzon (f. 1984) har altid fotografe­ret, og som barn brugte han utallige timer i mørkekammeret, hvor han under kyndig vejledning af sin farfar, den banebrydende danske fotograf Keld Helmer-Petersen, blev introduceret til fotografiet. Under et op­hold i New York i 2013 udviklede Utzon for alvor sit helt eget formsprog, der er karak­teriseret ved organiske og farverige billeder i en stram grafisk komposition. Utzons blik fæstnes ved ting fra hverdagen, som han bevæger sig så tæt på, at de ofte fremstår uigenkendelige og abstrakte. Motivet må vige pladsen for syrlige og sammenflydende farver. Fotografierne vidner om Utzons unikke evne til altid at se det skønne i til­værelsens abstrakte og til tider oversete strukturer, og han inspirerer os til at se på det synlige omkring os fra et nyt perspektiv, altid på en instinktiv, umiddelbar og sanse­lig måde, som gav man sig hen til et stykke musik. Netop fordi vi sjældent tuner ind på detaljer i det nære og virkelig ser på disse med grundige øjne, skaber Michael Utzon rum for et nærstudie af virkelighedens over­sete detaljer.ETERNAL er den første udgivelse om Michael Utzon og samler hans fotografi­ske arbejde frem til i dag. Fotografierne sup­pleres med tekster af mag. art. og kurator på ARoS Aarhus Kunstmuseum Maria Kappel Blegvad, billedkunstner Nicky Sparre-Ulrich og fotograf Keld Helmer-Petersen.