Bøger i Fortælleren serien i rækkefølge

Den elektriske by er en forrygende start på en fantasyserie.1. bind i serien "Fortælleren".Been er tretten år, da han beslutter sig for at forlade sin landsby og drage alene ud i verden. Han far er netop blevet slået ihjel, så Beens rejse har to formål: Han vil lede efter sin fars morder, men han vil også lede efter historier, for Been skal være fortæller ligesom sin far og farfar. Men en nådesløs tørke har ramt landet. Skovbrande hærger og mærkelige, farlige væsner ligger på lur overalt. Der går rygter om, at de kommer fra den bestrålede dal. Et sted man for alt i verden skal undgå. Beens rejse bliver eventyrlig og farefuld, men undervejs finder han også en ny ven, pigen Gali. De to slår følge, og i jagten på gode historier og en brutal morder rejser de mod øst, hvor der – ifølge rygterne – skulle ligge en helt utrolig by.Bind 1 i serien FortællerenTekstuddrag:Been og hans tre storesøstre sad en aften i køkkenet og prøvede at tygge sig igennem nogle hårde, indtørrede brødskiver. Der var stille imellem dem. En dyne af bekymring havde ligget tungt over hele huset de sidste dage og var ved at drive Been til vanvid. Han studerede sine søstre i smug. De havde alle tre mørkeblondt hår, som var flettet i en hestehale. Been var den mest lyshårede af dem. Hans hår var halvlangt og pjusket, men ikke nær så langt som søstrenes. De led alle under varmen. Gang på gang fik de så meget sol, at huden skallede af, selvom de opholdt sig mest muligt indendørs. Kun Been strejfede om i landsbyen som hed Dunmar og de omkringliggende stepper og skove på jagt efter mus eller andre smådyr med sin slangebøsse. ”Jeg knækker tænderne på det her,” klagede Miina, den ældste af dem. ”Har vi virkelig ikke andet at spise?” vrissede Turi. Hun lod sit brød falde ned på tallerkenen. Det landede med et hårdt klonk. ”Jeg kan godt spise dit,” sagde Been hurtigt og rakte ud efter det. ”Niks,” hvæsede hun og slog ham over fingrene. Det bankede på hoveddøren. Been sprang op med et begejstret råb, for han var sikker på, at det var hans far, som havde været til den store fortæller-samling. De havde ventet ham hjem for flere dage siden, men nu var han her endelig, og det var først i det sekund, Been tog fat i dørhåndtaget, det gik op for ham, at det alligevel ikke kunne være hans far, for havde det været det, ville han ikke have banket på, men bare være trådt direkte indenfor. Det var jo hans eget hus. Det bankede igen, og Been åbnede forsigtigt døren på klem.”Hvem er det?” hviskede Leena, der var et år ældre end Been. Alle tre piger stod bag ham og kiggede over hans skuldre. ”Far,” råbte han overrasket og glad, for det var alligevel hans far, der stod derude i mørket. Men hvem var de to fremmede mænd på hver side af ham, og hvorfor så det ud, som om de holdt ham oppe? Så trådte Been et halvt skridt tilbage og åbnede døren helt. De tre mænd tumlede indenfor, og i det samme gik det op for Been, at noget var galt – frygteligt galt – og opdagelsen var så ufattelig, at han et øjeblik troede, det var hans øjne, der var noget galt med. Han blinkede hårdt et par gange, men intet forandrede sig. Hans far havde stadig ingen ben. Hans søstre måtte have set det i samme øjeblik. Deres skrig overdøvede stilheden. ”Hvor kan vi lægge ham?” stønnede den ene af de fremmede mænd. Been kunne ikke svare eller røre sig ud af flækken. Forsøgte blot at forstå, hvor benene kunne være blevet af. ”Der,” sagde den anden af mændene og pegede på det store, solide spisebord. De løftede den mangelfulde krop op på bordet, og i det samme kom Beens mor ind ad døren. ”Hvad er der sket?” råbte hun med det samme og tabte den kurv med urter, hun havde været ude at samle. Been hørte ikke, hvad mændene svarede. Stuen begyndte at snurre rundt. Det susede for ørerne. Han støttede sig til muren og fik sin gispende vejrtrækning nogenlunde under kontrol. Så opdagede han, at den ene af mændene bar på en sæk. Been vidste, uden at have set det, at den indeholdt de manglende ben. Han greb ud efter sin fars højre hånd, der var knyttet, som om den holdt om noget. Søstrenes skrig var blevet til spage klynk. Moren stod med vidt åben mund. Been så et glimt af metal mellem de stive fingre. I det samme hørte han Leena skrige igen, og da han kiggede op, så han hvorfor. Hans far manglede ikke kun benene, men også sin venstre hånd. Så kunne Been ikke holde sig længere, men bøjede sig ned og kastede op på gulvet, og mens han stod og gylpede, hørte han flere skrig trænge igennem den susende lyd i ørerne. Skrigene kom fra hans søstre, der stod tæt sammenslyngede som et seksarmet, trehovedet væsen. ”Hent lægen,” råbte Beens mor og skubbede ham hen mod døren. Han tumlede udenfor i mørket og løb gennem byen, så hurtigt han kunne. Et lille håb om at faren ikke var død, tændtes i Been undervejs. Hvorfor ville hun ellers have, at han skulle hente lægen? Been fik næsten slået døren ind, før den blev åbnet, og en søvndrukken lille mand med store buskede bakkenbarter, dukkede frem. Tre minutter senere var de på vej tilbage. Lægen forsøgte at proppe sin skjorte ned i bukserne, mens de løb. Been havde hans lægetaske i hånden. De brasede ind i køkkenet, hvor tiden så ud, som om den havde stået stille. Alle stod, sad eller lå, hvor de havde gjort, da han sidst så dem. Han skubbede lægen hen mod kroppen på bordet. Det tog ham mindre end fem sekunder at fastslå, at historiefortælleren Kaan Kabana var død.

Fantastisk fantasy. Meget spændende.2. bind i serien "Fortælleren".Der er fest i landsbyen. Beens søster skal giftes, og stemningen er på sit højeste, da det frygtelige sker: Been bliver indhentet af en gammel fjende!Den frygtede lysgarde fra den elektriske by er kommet på sporet af Been og hans ven, pigen Gali. Lederen af lysgarden, Peeters, leder efter noget, han kalder en harddisk, som de to børn uden at vide det fik med sig fra den elektriske by og smed i Døde å. Nu er det afgørende spørgsmål, hvem der først finder den igen.Peeters skyer ingen midler i sin jagt på harddisken. Been og Gali tvinges på flugt, men får hjælp fra både gamle og nye venner, og snart er de mod Beens vilje rodet ind i et nyt og farefuldt eventyr.Bind 2 i serien FortællerenTekstuddrag:I det samme væltede larmen fra helikopterne ned over festen og musikken som en flodbølge. Den bragte storm med sig. Flag blev flået af flagstænger, baldakinen over scenen væltede og al musik forstummede. Folk løb i alle mulige retninger. Hvor der for et øjeblik siden havde været orden og glæde, var der nu panik og frygt. Bordene med mad væltede, stole blev knust, musikerne løb fra deres instrumenter, alt sammen, fordi ingen af dem nogen sinde havde set eller hørt en helikopter før i deres liv. Ingen ud over Been og Gali. Jo, og så kræmmer Piil, der ofte fortalte historien, om dengang han så en drage, uvidende om, at det, han virkelig havde set, var en helikopter. ”Herind,” råbte Been og trak Gali med ind i en staldbygning. Han smækkede døren i og skød slåen for. ”Nej, nej, nej!” hvæsede Vaks. ”Her finder de os. De har instrumenter, der kan se gennem mure. Vi må væk. Væk fra landsbyen. Ud i skovene. Flygt!” ”Shhhh,” tyssede Been, og kiggede ud gennem et lille vindue. To helikoptere var ved at lande lige midt på pladsen, hvor bryllupsfesten for et øjeblik siden havde været i fuld gang. Endnu inden helikopterne stod på jorden, sprang de første soldater ud. ”Vaks har ret,” sagde Gali. ”Hvis vi bliver her, er det kun et spørgsmål om tid, før de finder os.” Soldaterne delte sig i fire grupper, der forsvandt mellem Dunmars lave huse. Fire mand blev tilbage. En af dem så ud til at være lederen. I skæret fra månen så Been mandens ansigt. Hele den ene side var dækket af et stort ar. ”Det er Peeters,” hviskede Been. Manden, som Been fejlagtigt havde haft under mistanke for at have myrdet hans far. Manden, der havde været Jaaps højre hånd. En meget højtstående lysgardist med andre ord. Hvad lavede han her? ”Han kommer herhen.” Been mærkede en gysen kravle op ad rygraden. Panikken lå lige under overfladen og ventede på at bryde frem. Sammen med de tre lysgardister nærmede Peeters sig staldbygningen. Han greb efter et eller andet i sit bælte. Been vidste straks, hvad det var. En strålestok. En tynd, blå lysstråle sprang frem, og det gibbede i Been. Det var med sådan et våben, at Jaap havde skåret begge ben og den ene hånd af sin far og det halve øre af sin bror. Been havde stor respekt for det våben. ”Nu kan vi ikke komme ud,” hviskede Vaks. ”Nej, ikke gennem døren,” sagde Gali. ”Vi må kravle ud ad et af vinduerne på bagsiden.” De maste sig ind mellem de opstaldede køer, hvis knogler tydeligt kunne ses lige under huden, og Been skulle lige til at åbne et af vinduerne, da der lød en høj banken på stalddøren. ”De slår døren ind!” skreg Vaks. ”Shhh!” hvæsede Gali. ”De ved ikke, vi er her.” ”Jo, de gør,” peb Vaks. ”Jeg har jo sagt, de kan se gennem murene.” ”Det er noget vrøvl,” stønnede Been, mens han slog på vinduets træramme. ”Jeg kan ikke få det op.” Gali greb en trebenet malketaburet, kylede den gennem vinduesglasset og slog de sidste glassplinter væk med en mælkespand. ”Af sted!” råbte hun og greb Vaks. Hun kravlede ud sammen med hunden, og Been var på vej ud, da stalddøren sprang op, og fire lysgardister væltede ind. ”Stop!” råbte de og skød et varselsskud, der ramte væggen over vinduet. Puds og murstensstumper dryssede ned over Beens ryg, køerne brølede og blev urolige. Hængende halvt ude, halvt inde vendte Been sig om og så, at to af lysgardisterne bar briller der lignede insektøjne. ”Kom nu!” skreg Gali og hev i hans arme. ”Jeg sidder fast!” skreg Been. Gali hev til, og han tumlede ud i det høje, tørre græs. De spurtede omkring et hushjørne og ud af byen, mens sand og støv stod op i en sky bag dem. Der lød skud, og Been mærkede et eller andet hvisle lige forbi sit hoved. Så drejede de omkring endnu et hjørne og kom uden for skudvidde. De løb mod skoven. Det eneste sted, de havde bare en lille chance for at slippe væk. Men det var lysgardisterne klar over. To andre helikoptere med store projektørøjne hang i trætopshøjde lige før skoven og lod de kraftige lysstråler afsøge hele området. Been, Gali og Vaks kastede sig i skjul bag en busk. ”Vi må snige os udenom,” hviskede Gali. ”Hvis vi holder os i mørket …” ”Det hjælper ikke,” sukkede Vaks. ”De kan også se i mørket.” Been stirrede irriteret på hunden. ”Nu må du holde op. Først siger du, de kan se gennem mure, og så at de kan se i mørke.” ”Jeg er ked af det,” mumlede Vaks, ”men det er sådan, det er. De har briller, der gør nat til dag.” De hørte råb lige bag sig. Lysgardisterne nærmede sig. ”Vi må væk herfra,” hviskede Gali. De krøb ned i en grøft, der var gravet mellem byen og skoven i et forsøg på at lave et brandbælte mellem træerne og husene. Skovbrande hærgede om sommeren. Endnu var området omkring Dunmar ikke blevet ramt, men det var sikkert kun et spørgsmål om tid. Been, Gali og Vaks mavede sig frem som krybdyr, og larmen fra de mange lysgardister fortonede sig i baggrunden. Grøften førte dem udenom helikopternes projektører. ”Grøften ender snart,” hviskede Been. ”Løb ind i skoven. Vi mødes ved Tårnstenen.” Det var en sten, som Been og Gali ofte tog hen til. Den var høj og spids som et spir og mindede dem om skyskraberne i den elektriske by. ”Mødes?” sagde Gali. ”Hvor skal du hen?” ”Jeg henter rygsækkene.” Been og Gali havde kort efter deres ankomst til landsbyen gemt nogle rygsække med våben, dugsamlere og tøj i et gammel stengærde neden for kirkegården. De havde begge haft en fornemmelse af, at det måske en dag kunne blive nødvendigt at flygte fra byen, men de sidste uger – og især, mens bryllupsforberedelserne havde stået på – havde den fornemmelse dog så småt forladt dem, og de var efterhånden ved at være overbeviste om, at de ikke havde noget at frygte fra lysgardens side. Nu var den fornemmelse kommet tilbage. ”Vent, Been. Er det ikke bedre, hvis vi alle tre …” ”Nej! I gemmer jer ved Tårnstenen. Jeg kommer lige efter. Skynd jer nu af sted.” ”Okay,” sukkede Gali, ”men du har bare at komme.” ”Selvfølgelig kommer jeg, Gali.” ”Jeg bliver rasende på dig, hvis du bliver fanget,” sagde hun. Been svarede ikke. Han nikkede bare og krøb så tilbage mod byen.

Been og Gali er på vej hjem fra en farlig mission i den moderne storby Stella Nova, hvor de har hjulpet en oprørsgruppe, der havde hårdt brug for deres hjælp. Men vejen hjem til skoven er lang, og mens de to venner er ved at krydse lynghavet, finder de en pilot, der er styrtet ned. Han lider af hukommelsestab og aner hverken, hvem han er, eller hvorfor han fløj over lynghavet. Been og Gali beslutter sig for at hjælpe ham, men det bliver farligt for dem alle tre. Lynghavet er nemlig fyldt med hajer."Piloten fra lynghavet" er tredje og sidste del af Søren Jessens trilogi "Fortælleren".Søren Jessen (f. 1963) er en dansk forfatter og illustrator. Han debuterede som forfatter i 2000 med romanen "Zambesi", som vandt Bogforums debutantpris. Søren Jessen står bag en lang række bøger inden for mange forskellige genrer. Jessen har udover romaner også lavet tegneserier og billedbøger samt skrevet fagbøger, science fiction-romaner og børnebøger.

Den tredie og sidste bog er seriens allerbedste!3. bind i serien "Fortælleren".Been og Gali er kommet langt væk hjemmefra. De skjuler sig i den moderne storby Stella Nova, der stadig ikke er bygget helt færdig.Her skal de hjælpe med at ødelægge en støjsender, så deres venner fra oprørsgruppen ude i ødemarken kan komme i kontakt med de få oprørere, der befinder sig inden for bymuren. Det lykkes – og snart genlyder Stella Nova af lyden af eksplosioner.Been og Gali slipper ud af byen og begynder den lange rejse tilbage til deres venner ude i skoven. Undervejs skal de krydse lynghavet, hvor de finder en nedstyrtet helikopter og dens pilot, som tydeligvis har hukommelsestab.Hvem er han? Hvorfor er han faldet ned midt i lynghavet? De ubesvarede spørgsmål er mange – og det samme er antallet af dødsensfarlige lynghajer, der har fået færten af de to unge eventyrere og den sårede pilot.Bind 3 i serien FortællerenTekstuddrag:Industrisektoren var enorm, men alt har en ende – selv industrisektorer – og langt om længe kørte de forbi de sidste fabrikker og nærmede sig de stejle bjergsider. Been og Gali var ved at blive køresyge. Det hjalp at åbne vinduerne. Inde i industrisektoren havde de ikke kunnet åbne vinduerne, fordi luften var fuld af støv, men allerede nu virkede luften renere. Den friske luft strømmede ind og fik dem til at føle sig bedre tilpas. ”Den vej her fører direkte op til antennestationen,” sagde Solar ”Godt,” sagde Been lettet. ”Så den tager vi ikke,” fortsatte Solar og drejede i det samme fra den fine, jævne, asfalterede vej. Den vej, de nu kom ind på, var en smal, hullet grusvej. Det støvede igen så meget, at de måtte lukke vinduerne. Solar tændte for airconditionen, men Been ville hellere have haft åbne vinduer. Køligheden fra airconditionen havde tendens til at trænge ind gennem huden på en helt anden måde, end den vind der kom ind gennem et åbent vindue. Den kunstige kølighed føltes skarpere. Been forestillede sig, at luften var fuld af knive, der var så små, at man ikke kunne se dem, men de skar i hans næse, mund og hals og gjorde ham syg. ”Det er en ældgammel vej fra før den store katastrofe,” forklarede Solar ubekymret. ”Jeg fandt den på nogle kort i arkivet. Den førte engang op til en lille bjerglandsby, men byen findes ikke mere.” ”Det gør vejen næsten heller ikke,” mumlede Been, mens han blev kastet fra side til side. ”Jeg er spændt på at se, hvor højt vi kan komme op,” fortsatte Solar. ”Vi skulle jo gerne så højt op, at vi kan kigge ned på antennestationen.” Vejen gik nu stejlt opad. Den bugtede og snoede sig som en slange i dødskrampe. ”Det hedder hårnålesving,” sagde Solar, med et bredt grin. ”Sjovt, ikke?” Been og Gali kunne ikke se det sjove i det. ”Bare rolig,” sagde Solar, da han så deres bekymrede ansigtsudtryk i bakspejlet. ”Bilen har firehjulstræk. Den kan sagtens klare det.” ”Om den så havde syttenhjulstræk, ville jeg alligevel foretrække at gå,” knurrede Been. Solar lo og kastede bilen rundt i det næste hårnålesving. ”Nu kører vi så langt op, vi kan, og hvis det ikke er langt nok, må vi gå resten af vejen.” I det samme bremsede han så hårdt op, at Been og Gali bankede imod forsæderne. Et mindre klippeskred havde spærret vejen med nogle store sten. De stod alle tre ud af bilen. Solar studerede stenene, mens Been og Gali mere koncentrerede sig om at suge så meget frisk bjergluft ned i lungerne som overhovedet muligt. Solar vendte rundt på hælene, gik hen til bilens bagende, åbnede bagklappen, rodede lidt rundt og kom så slæbende med et underligt instrument, der lignede en mellemting mellem et gevær og en skovl. ”Godt man var så forudseende og tage en kraftskovl med,” sagde han, og i løbet af ti minutter havde han fået skubbet de store sten så meget til side, at bilen lige præcis kunne komme forbi.Bjergskråningerne var tæt bevoksede med træer og buske, men af og til fik de alligevel et glimt af antennestationen ovre på den anden bjergtop. De var ikke helt langt nok oppe endnu, men så længe vejen var farbar, fortsatte de. Der var store huller, blokerende sten og væltede træer, men hver gang lykkedes det Solar at få ryddet forhindringerne af vejen. Indtil de kom til et sted, hvor vejen simpelthen var forsvundet. Den var skredet i afgrunden og havde efterladt et stort, gabende hul. Der var ikke noget at gøre. De måtte fortsætte til fods. Der var en rest af vejen tilbage helt inde langs klippevæggen. De kunne sagtens gå forbi hullet, men at køre var umuligt. ”Jeg vil tro, vi sådan cirka er på højde med antennestationen nu,” sagde Solar. ”Vi skal lige lidt højere op, og så skal vi have fundet et godt udkigssted.” Been og Gali begyndte at gå. ”Hov, hvor skal I hen?” sagde Solar. ”Opad,” sagde Been og pegede. ”Jamen, vi kan lige så godt tage udstyret med med det samme.” ”Udstyret?” sagde Been og Gali i munden på hinanden. ”Troede I, det her bare var en lille hyggelig søndagstur?” Solar lo. ”Vi kan jo ikke forvente, at vi kan aflure antennestationen alle dens hemmeligheder på et par timer en tilfældig eftermiddag. I er nødt til at holde øje med den over nogle dage.” Han åbnede bagagerummet og begyndte at løfte kasser og poser ud af bilen. ”Hvad er det?” spurgte Been og Gali i munden på hinanden. ”Jeres telt, mad, varmt tøj og den slags.” ”Vores?” sagde Been overrasket. Solar nikkede. ”I er nødt til at bliver her og holde anlægget under observation, indtil vi ved alt, hvad der er at vide om det sted.” ”Det kan du ikke mene,” udbrød Been. ”Hvorfor ikke?” ”Hvor længe havde du så tænkt dig, vi skulle blive her?” ”Seks dage. Før kan jeg ikke komme og hente jer.” ”Jamen, hvad skal vi ... hvordan skal vi ...” ”God plan,” sagde Gali og gav sig til at hjælpe med at løfte ting ud af bilen.De fandt et sted lidt længere oppe på bjerget, som gjorde det muligt at studere antenneanlægget i kikkert. Been og Gali nød den friske bjergluft. Nød at være ude i det fri. Nød at kunne kigge langt for en gangs skyld og genopdage horisonten. Solar havde ikke blik for den slags. Han var kun interesseret i én ting. ”Nu må I lige koncentrere jer lidt om det her,” vrissede han og skubbede til Been med en albue. Han pegede over mod den bjergtop, hvor antenneanlægget lå. ”Ja, selvfølgelig,” svarede Been og tog imod den kikkert, som Solar rakte ham. Gali blev stående, hvor hun stod – tæt på afgrunden – mens vinden blæste liv i hendes lange mørke hår. Been stillede skarpt på selve antennen, derefter på hegnet, der omgav hele området, og til sidst på den gitterport, der var i hegnet. Den var bevogtet af to bevæbnede soldater. Indenfor så der øde ud, men der var nogle bygninger, der godt kunne rumme flere mænd. Mange flere mænd. Kikkerten kunne zoome, og han zoomede ind på de to portvagter. ”Hov,” udbrød han. ”De er ikke lysgardister. De er almindelige soldater.” Han kendte alt til lysgardisternes sorte uniformer, men soldaterne her var i noget, der lignede mørkebrune uniformer. ”Nej,” svarede Solar. ”Lysgardister bruges ikke til den slags trivielle bevogtningsopgaver.” ”Men det er jo alle tiders,” fortsatte Been oplivet. ”Så har de vel heller ikke strålestokke?” Solar rystede på hovedet. ”Men de har nu nok af andre våben. Det bliver ikke let at komme ind på basen. Uanset om de er lysgardister eller ej.” ”Nej, nej,” sagde Been. ”Det ved jeg godt. Jeg er bare glad for, at de ikke er lysgardister, for dem har jeg ærlig talt haft nok at gøre med, synes jeg.” Han satte kikkerten for øjnene igen. ”Det nemmeste ville være at ramme antennen herfra med en eller anden form for raketvåben.” Solar nikkede. ”Men sådan et kan selv jeg ikke bare uden videre få fat i. Det er ikke en mulighed. Vi er nødt til at trænge ind og uskadeliggøre antennen fra nært hold.” ”Hvorfor vidste jeg bare, at du ville sige det,” sukkede Been og rakte kikkerten videre til Gali, der langt om længe havde fået nok af at nyde udsigten og var kommet hen til de andre. ”Hvis vi skal derind, er vi nødt til at vide noget mere om det sted,” sagde Gali. ”Hvor mange soldater er der? Er der alarmer i hegnet? Er der automatiske våben, der beskytter hegnet? Der er mange ting, vi skal vide.” ”Præcis,” sagde Solar. ”Og I har seks dage til at finde ud af det.”