Udvidet returret til d. 31. januar 2025

Bøger i Grænseløs serien i rækkefølge

Filter
Filter
Sorter efterSorter Serie rækkefølge
  • af Arne Herløv Petersen
    72,95 kr.

    Arne Herløv Petersen (f. 1943), forfatter, oversætter og journalist, fortæller sin historie om 1960’erne i erindringsromanværket Grænseløs, en fiktionaliseret subjektiv virkelighedsberetning baseret på personlige dagbøger. Over fire bind og mere end totusinde sider følger vi den unge Arnes udvikling fra gymnasiast til kandidatstuderende, fra hjemmeboende til husejer, fra skolebladsskribent til garvet journalist, fra famlende digteraspirant til etableret forfatter og oversætter, og på rejser, med skib, med fly og ikke mindst med bus hele vejen fra Fyn til Kathmandu.Hormonerne raser i den unge Arne da han i 1. bind tager hul på 1960’erne som elev i anden g. på Nørre Gymnasium. Han har sine vanskeligheder med det andet køn og problematikken bliver ikke lettere selvom han året efter kommer på udvekslingsophold i et Amerika hvor Kennedy fører præsidentvalgkamp og hvor hvide drenge ikke må gå ud med sorte piger. Atter hjemvendt til Danmark opnår han dog både studenterhue og længe eftertragtede seksuelle erfaringer. I mellemtiden lykkes det ham blandt andet også at debutere som digter, infiltrere et nynazistisk parti, besøge det gamle Østtyskland og deltage i alle de fester man ellers forventes at deltage i når ens teenageår rinder ud og voksenlivet lurer lige om hjørnet.

  • - Grænseløs 1. del
    af Arne Herløv Petersen
    32,95 kr.

    Første bind af erindringsroman om tresserne. Første bind foregår i foråret og sommeren 1960. Anden g på et københavnsk gymnasium, fester og forelskelser, politik og skolekomedie.Uddrag af Grænseløs 1:Birgitte var begyndt at komme ovre på isbaren efter skoletid, hvor vi altid sad og hang en halv times tid. Jeg sad engang og sugede orangeade op af glasset med sugerør, mens jeg så på hende, og da hun vendte sig halvt om for at tale med Leif, strøg hendes hår let hen over min kind. Det brændte, i lang tid sad jeg med næsen ned i glasset og mærkede, hvor det sved i kinden af hendes hår. Nældestriber, sådan føltes det. Da hun var gået, sagde Leif: - Hver gang, jeg ser den pragtfulde røv, bliver jeg liderlig. - Åh, mind mig ikke om den, sagde Jørgen. Jeg sagde ikke noget. Hvem taler I om? Birgitte? Hvad for en Birgitte? Nåh hende, har hun en røv? Det havde hun formodentlig, men jeg havde ikke lagt mærke til den. Jeg var ikke kommet længere end til håret, læberne og øjnene. Disse blå øjne. Var de violblå, himmelblå, havblå, dueblå, hyacintblå? Eller skulle jeg bare følge mine nye principper og fastslå: Hun har blå øjne, der er blå. Blå. Så blå, at intet er blåttere, blåttere end blåt, blot blå. Jeg havde været oppe i et digt af Pierre de Ronsard i fransktimen i dag "Mignonne, allons voir si la rose..." Det var hundesvært, men netop derfor havde jeg brugt lang tid på det derhjemme og redet alle trådene ud, så jeg klarede det godt nok. Nu sad jeg og tænkte på det. Det handlede om Birgitte: Tandis que votre âge fleuronne en sa plus verte nouveauté, cueillez, cueillez votre jeunesse comme à cette fleur, la veilesse fera ternir votre beauté- Og så er der det ved det, sagde Leif, - at i modsætning til de fleste kønne piger er hun også intelligent. Så man kan også tale med hende uden at det bliver kedeligt eller irriterende.Det var rigtigt, man kunne tale med Birgitte. Hun og Leif og jeg kastede os ud i alle de store diskussioner ovre på isbaren, og når jeg var i gang med det, kunne jeg godt være naturlig over for hende. Jeg håbede bare på, at hun ikke anede, hvad for nogle følelser, der rumsterede rundt i mig. Men selvfølgelig vidste hun det. Det ved de altid, tit før vi selv ved det. Så vidt, så godt, men det var ikke til at komme længere. Strategi kendte jeg ikke noget til. Enten busede jeg alt for hårdt og voldsomt på eller også var jeg stum. Jeg havde ikke lært at spille en lille smule ligeglad for at lokke hende frem.

  • af Pernille Kim Vørs
    187,95 - 267,95 kr.

    En kvinde og en mand – begge med en dunkel fortid, som ånder dem i nakken.Jannik er en benhård advokat, der bruger kvinder, som han lyster. Victoria er en smuk, udspekuleret kvinde, som udnytter mænd for deres penge.De har hver især levet et hårdt liv og har været tvunget ud i barsk overlevelse, som har formet dem til de mennesker, som de er i dag. De er skadet gods, og det er nyt at vise kærlighed og omsorg, og det bringer dem begge ud på en følelsesmæssig rutschetur, hvor underlaget forsvinder for dem. Når det går skævt, har de kun hinanden, og det er skræmmende for dem at give sig helt hen til det. Dertil kommer, at de svinger i utakt. De er ikke klar på samme tid til at give sig helt hen til følelserne og hinanden.Kan de være ærlige og røbe deres dybeste hemmeligheder for hinanden? Kan de lære at svinge i takt? Eller vil deres fortid ødelægge enhver mulighed for en fælles fremtid.Løgne, sex og bedrag overstrøet med et gran humor er de perfekte ingredienser til Pernille Vørs’ selvstændige spin-off fra den erotiske Dominic-trilogien.Uddrag fra Advokatens drømmefanger:Hun kan næsten mærke, hvor tæt voldsmanden er på hende. Han står lige bag hende. Hans hånd er på vej til hende, han … Isodora krøller sig mere sammen og presser øjnene hårdt i. Han tager hende. NU! ”Du må gerne ligge i min arm, hvis du vil.” Advokatens sløve stemme river al fantasi ud af hendes livlige hjerne, og Isidora stirrer på ham med koldsveden piblende frem. Men han ser end ikke hendes vej. Hans øjne er stadig lukkede, og han har endnu ikke bevæget sig. Ved han, hvor bange hun er? ”Det er okay,” hvisker hun flovt, ”hvis bare jeg må ligge her lidt så …” Armen, der lå hen over panden, strækker han ud mod hende og er lige ved at ramme hende i ansigtet, så hun må hæve hovedet en smule for at give plads til den. En invitation til, at hun skal komme og ligge ved hans side. Han gider ikke høre på hendes vrøvl. ”Kom her, snydepels,” gaber han så og lægger hånden om hendes skulder for at trække hende blidt ind til sig.Advokatens drømmefanger er 1. bog i Grænseløs serien

  • af Arne Herløv Petersen
    72,95 kr.

    Den nyudklækkede student Arne begynder at studere historie, med afstikkere til russisk, kinesisk og sociologi, på Københavns Universitet. Samtidig får han udgivet sin første roman, arbejder som aspirant på Aktuelt og redigerer en række blade og tidsskrifter. Der bliver festet med vennerne på hovedstadens beværtninger og i private hjem hvor mange også er begyndt at nyde den hash der netop er kommet til landet. Vi følger hovedpersonen til koncert med Dollar Brand, til atommarch, tilbage til Amerika, hvor han genopfrisker gamle venskaber og indleder nye, samt på udflugter i det gamle Europa. Og overalt hvor han kommer rammes han af friske forelskelser og de alt for velkendte kærlighedssorger.

  • - Grænseløs 2. del
    af Arne Herløv Petersen
    32,95 kr.

    Andet bind af erindringsromanen "Grænseløs" beskriver et år som udvekslingsstuderende på en amerikansk high school 1960-61. Mødet med de mange sære amerikanske skikke - fra dating til halloween - er overvældende. Men der er også meget, der er kendt hjemmefra, men bare optræder i nye former: forelskelser, politisk engagement og endeløse diskussioner om livets store spørgsmål.Bogen begynder sådan:"Hvorfor skulle jeg ikke stå på vandski? Jeg havde aldrig prøvet det før - det var en udmærket grund til at prøve det nu. Den røde motorbåd lå inde ved molen. - Uanset hvad der sker, skal du bare holde fast, sagde Chuck. Jeg iførte mig for en sikkerheds skyld den orangefarvede vest og korkbælte om maven. Jeg frøs lidt, selv om det var varmt; jeg var så tynd, at jeg fik gåsehud bare jeg kom ud i luften. Hank og Billy var lidt yngre end mig, men helt anderledes polstrede. Maven hang dem ud over badebukserne, navlerne forsvandt helt i fedtval­kerne. Chuck var elleve år og en lille tynd spirrevip. Det var ham, der styrede båden, han var også den bedste i familien til at stå på vandski, han kunne have optrådt med det i Everglades. Jeg sad yderst på molen med vandskiene på og holdt fast i det røde plastichåndtag. En lang hvid line snørklede sig hen over vandet til motorbådens agterstavn. - Så starter vi, sagde Chuck. - Læn dig frem, når du mærker, linen strammer, og så tilbage. Og hold fast. For Guds skyld, hold fast. Båden startede med overdøvende motorlarm. Linen strammedes. Jeg lænede mig frem og gav mig alle vandguder i vold. Ingen kunne benægte, at jeg et øjeblik efter stod på vandski og blev trukket af en motorbåd. Det var indiskutabelt. Der var bare det lille problem ved det, at jeg med vandski på fødderne befandt mig et stykke under vandets overflade og nu nede mellem fisk og søgræs blev trukket ud mod midten af søen. Hold fast, havde Chuck sagt. Jeg holdt fast. Det var meningen, at fremdriften skulle få mig op af vandet, op at flyve. Men der måtte være et eller andet, vi havde fejlberegnet. Den line, jeg så krampagtigt holdt fast i, sank længere og længere ned mod søens bund. Snart ville den gå næsten lige ned, og mine vandski ville pløje to riller gennem mudderet dernede. Det kunne ikke blive ved på den måde. Jeg slap. Jeg kom prustende og baskende op i luften og fik samlet skiene sammen, og så hundesvømmede jeg ind til molen og klavrede op. Chuck kom tilbage med båden. - Er du klar til en tur til? sagde han. Selvfølgelig var jeg det. Jeg var altid klar til en tur til.Vi var i Eagle River i det nordlige Wisconsin, et område med tusinde søer op til Ottawa National Forest og ret syd for Thunder Bay på den canadiske side af Lake Superior. Familien havde lejet et hus den sidste uge af sommerferien; så kunne vi også lære hinanden at kende. Jeg var sammen med de to fremmede mennesker, jeg det næste år skulle kalde mom og dad og de to drenge og to piger, jeg skulle til at kalde mine søskende. "

  • - Grænseløs serien
    af Pernille Vørs
    157,95 - 187,95 kr.

    Selene er psykiater. Hun er ekspert i at håndtere følelser - så længe det ikke er hendes egne. Hun vil gøre alt for at undgå at se sine dæmoner i øjnene, men da hun får en ny patient ved navn Rayan, bliver hendes stålsatte beslutning om ikke at lade nogen komme for tæt igen sat på prøve. Allerede efter første møde med Rayan må Selene bukke under for en gammel vane, der på ingen måde tjener hende.Rayans sjæl er ødelagt. Han er lige blevet løsladt fra fængsel efter endnu en voldsdom, og nu skal den snobbede psykiater hjælpe ham med at bearbejde hans sorg. Det er spild af tid - efter hans opfattelse. Han fanger dog hurtigt, at Selene selv har sit at slås med. Gang på gang sætter hun sig i usikre og farlige situationer, og Rayans interesse vækkes. Selvom Rayan har mistet lysten til livet, har han ikke mistet lysten til sex og trods Selenes klare udmelding om, at hun ikke ønsker nogen form for nærvær i sit liv, er Rayan fast besluttet på at vise den stædige kvinde, hvilken slags nydelse han kan tilbyde hende.

  • - Grænseløs 3. del
    af Arne Herløv Petersen
    32,95 kr.

    Når man har været et år i Amerika, er det hårdt at vende tilbage til skolebænken i København. Men alt får en ende, og tredje g. slutter med studenterfesterne.Uddrag af tredje bind af erindringsromanen "Grænseløs":"Der skulle være kommunevalg, og jeg ville holde valgfest i kæl­deren. Jeg mente, at den helt rigtige udsmykning ville være valgplakater. Jeg sad og læste Oblomov til ud på natten. Så gik jeg ned til Islev station og kravlede op i en lysmast for at få fat på en enorm A-plakat. Den viste sig at være sat fast med jernkroge, jeg fik vristet den ene krog løs, men kunne ikke få den anden fri. Samtidig opdagede jeg, at der blev tændt lys inde på stationen, og en klokke ringede, så jeg smuttede. Jeg prøvede på Ålekistevej, men alle plakaterne var sat fast med ståltråd, og jeg havde kun en saks med, så jeg fik kun en lille, grim konservativ plakat. Desuden var der stadig for meget trafik. Jeg gik hjem og læste Oblomov færdig. Klokken tre kom Mariann hjem fra en fest; hun ville gerne med på et raid. Udstyret med bidetang gik det ud igen, og vi skaffede os plakater fra næsten alle partierne. Oppe på Ålekistevej fik vi en kæmpestor, socialdemokratisk plakat. Den var sat fast med ståltråd til en betonstolpe, som man ikke kunne klatre op i, men jeg klippede ståltråden over forneden og vrikkede den forover mod betonkanten. Det sled ståltråden over, så plakaten faldt ned med et brag. Jeg sendte Mariann hjem med rovet og fortsatte ned ad Slotsherrensvej. Dér hang en kommunistisk plakat i en almindelig lygtepæl, som man kunne klatre op i. Plakaten var omkring en meter og firs høj og hang med underkanten omkring to meter oppe. Jeg blev derfor nødt til at klatre fire meter op til der, hvor lygtepælen var ganske smal. Her måtte jeg holde fast med én hånd og svinge rundt med bidetangen og klippe løs, til plakaten raslede ned med et kolossalt brag. Den atletiske bedrift skulle min gymnastiklærer bare have set. Det var i øvrigt ikke nogen mindre bedrift at få den slæbt hjem. Den var meget tung, og jeg var bange for, at en af de partritro i området skulle se mig. Klokken var allerede fire, og der var aviskoner ude på vejene. Men det lykkedes. Det var meget populært at stjæle skilte og sætte dem op på sit værelse. Christian havde et stort "14" fra en sporvogn. En i kursusklassen, der hed Mette, havde en hel samling. Over sit kyske leje havde hun et porcelænsskilt fra en elevator med "Plads til fire personer" og et med "Ingen betjening på værelserne". En SF'er, der hed Hougaard, havde et fra et missionshotel, hvor der stod: "Hvis De søger åndelig bistand, bedes De henvende Dem til porti­eren."Erik fra min klasse havde plakater med fra de radikale, Retsfor­bundet og De Uafhængige. Så var samlingen komplet. "

  • af Arne Herløv Petersen
    72,95 kr.

    Den eventyrlystne Arne sætter sine studier på standby og køber skibet Dania sammen med Mogens Amdi Petersen og en række andre unge mennesker der vil ud i verden og eksperimentere med alternative levemåder. De storslåede planer slår fejl, men den lille besætning får da krydset Den Engelske Kanal og prøvet det hårde sømandsliv samt slidt for smør på brødet i en række nordeuropæiske havne. Arne forelsker sig i den karismatiske og originale, men ombejlede pige Tulte, og følger hende og hele hendes dyreflok til Middelhavet. Men hun vil ikke binde sig til Arne og fører sig til hans fortrydelse frem med stadig nye og flere elskere. 1960’erne nærmer sig sin kulmination i sex, stoffer, musik og oprør.

  • - Grænseløs 4
    af Pernille Kim Vørs
    157,95 - 267,95 kr.

    Selenes liv har ændret sig efter Rayan, og ikke kun fordi han ikke længere er der. Han efterlod sig langt mere end et savn, nemlig håb om bedre tider.Selene har ikke noget valg, hun er nødt til at finde tilbage til normalen og lægge de destruktive tanker væk med de forandringer, der venter forude.Roland er ikke kun lederen af en lovløs gruppe mænd. Han er også en mand, der holder sit ord, og lige netop det gav han til Rayan, inden vennen forlod ham.Han var dog ikke lige klar over, at det kræver fandens meget stædighed og en helvedes stærk psyke at holde sit ord, når det er den snerpede Selene, løftet omhandler.Heldigvis er han kendt for at have begge dele. Spørgsmålet er bare, om han har nok.Bliv hos mig er 4. og afsluttende bog i Grænseløs serien

  • af Arne Herløv Petersen
    72,95 kr.

    Arne er nu blevet en veletableret oversætter og kan klare sig overalt i verden med en skrivemaskine. Derfor tøver han ikke med at hoppe på en godt brugt jysk rutebil, endnu engang i selskab med Amdi og den gruppe der har formet sig om den karismatiske leder. Gennem Østeuropa, Tyrkiet, Iran, Afghanistan, Pakistan og Indien, hvor oplevelserne står i kø, når de frem til Nepal og sælger bussen. Siden fortsætter eventyret i Australien og som forfulgte politiske agitatorer i Polynesien hvor de første franske atomprøvesprængninger samtidig finder sted. Udvist og atter hjemvendt til Danmark lukker Arne tresserne som husejer på Nørrebro, frigjort og med masser af erfaring, men ikke uden rod i kærlighedslivet.

  • - Grænseløs 4. del
    af Arne Herløv Petersen
    32,95 kr.

    Fjerde bind af erindringsromanen "Grænseløs" fortæller om at læse historie, russisk og kinesisk - og egentlig helst ville læse det hele. Om fester og eksperimenter med hash og andre stoffer, om at være redaktør for Studenterbladet, vikar på Aktuelt og om at debutere som forfatter.Uddrag af bogen:"- Spis, sagde Rydi. Han havde skåret et stykke af en svamp. Nu rakte han dolken med den spiddede stump frem mod mig. Jeg tog stykket og spiste det. Det smagte ikke af så meget, nærmest som rå kartoffel, måske lidt jordskokkeagtig. Lugten var sødlig. - Hvad er det for en? sagde jeg. - Jeg tror, det er snehvid fluesvamp, sagde Rydi. Han lo og proppede selv et stykke i munden og spiste det. Jeg så på den svamp, han havde skåret stykkerne af, de hvide lameller, skællene på den hvide hat, ringen der hang om stokken og svøbet nederst. Det kunne godt se ud til, at han havde ret. Det var ikke så gunstigt. Vi var taget ned til Vallø skov for at lede efter psykoaktive planter. Vi var især på udkig efter bulmeurt, pigæble og galnebær. Man skulle kunne finde dem omkring de gamle middelalderklostre. Vallø havde ganske vist aldrig været nonnekloster, men der boede da nogle ugifte stiftsdamer, så måske havde de også dyrket lægeurter. Rydi havde fundet frem til en del interessante recepter fra det 16. århundrede. I tørkeperioder havde man en metode til at få regnen til at falde. Man skulle binde en kvist bulmeurt fast under en nøgen jomfrus højre lilletå og hælde vand over hende; så regnede det. Et andet sted stod der, at taterne brugte bulmeurtefrø, når de var ude og stjæle bøndernes høns. De lagde nogle frø på en lægte og satte ild til dem, røgen fra frøene bedøvede hønsene, så de drattede lydløst ned i hønsetyvenes sæk. Vi talte om, at vi ville prøve at kombinere de to opskrifter. Vi ville afbrænde bulmeurtefrø under afklædte jomfruer, så de skvattede om. Men der var hverken bulmeurt eller pigæble i skoven. Rydis schæferhund Lotte løb henrykt rundt, vi kastede kæppe, som den kom tilbage med. Det var en smuk dag. Så fandt vi en masse hvide svampe og begyndte at plukke dem. Nu så vi på hinanden. Snehvid fluesvamp var dødelig giftig. Så meget vidste vi da. Vi vidste ikke, hvor stor den dødelige dosis var. Det stykke, vi havde spist, var ikke ret stort, omtrent på størrelse med en ært. Var det noget, man kunne dø af? Det ville være lidt dumt. Vi smed svampene under et træ og kørte tilbage. Vi sagde ikke så meget på vejen hjem. Næste dag gik jeg og ventede på, om forgiftingssymptomerne skulle vise sig, men der skete ikke noget. Jeg sagde noget om det til mine forældre, og min far blev splittertosset. Jeg forstod ikke, hvorfor han tog det så nært, det var da ikke ham, der havde ædt svampe. Han råbte og skreg op om, hvor dumme vi var. Da vi sad og drak kaffe om aftenen, rejste han sig pludselig op og blev askegrå i ansigtet. Han lagde sig på sofaen, men klagede over trykken i brystet og sagde, at hans hænder føltes så underligt, næsten følelsesløse."

  • - Grænseløs 5. del
    af Arne Herløv Petersen
    32,95 kr.

    I femte bind af erindringsromanen Grænseløs begynder tresserne at træde i karakter. Nogle bliver langhårede og hører nye former for musik. Folk klæder sig anderledes end før, og forholdet mellem kønnene ændrer sig. På en lang rejse rundt i hele USA med Greyhound-bus møder vi Mississippi Riders og Vietnam-demonstrationer, og vi kommer indenfor til Goldwaters nomination, samtidig med at vi følger demonstrationerne mod den republikanske kandidat udenfor.Uddrag af bogen:"Al var af italiensk afstamning og katolik. Han var stor og virkede lidt langsom og solid, umiddelbart meget tillidsvækkende. Han var medlem af Socialist Party, hvilket tydede på en høj grad af selvstændighed i en stat, hvor næsten alle var racister og reaktionære. Jeg spurgte ham, hvor mange medlemmer der var. Der var syv i millionbyen New Orleans.- Kan det ikke være lidt ensomt at have den politiske holdning? Kan du ikke somme tider føle, det er temmelig besværligt? sagde jeg.- Jo, sagde han. - Det kan være meget besværligt. Meget ensomt. Nogle gange er det næsten ikke til at holde ud. Når det bliver rigtig slemt, går jeg hjem og sætter Pete Seeger på grammofonen. Det hjælper.Deckey var lille og væver, katteagtig og lidt nervøs. De talte begge to meget om en razzia, der havde været i deres yndlings-kaffehus, The Quorum, aftenen før. De havde været i biografen og gik ned på Quorum bagefter. Var de kommet der tre kvarter før, var de blevet arresteret, og var jeg kommet til New Orleans en dag før, var jeg også blevet arresteret, for så havde de taget mig med derned. Alle deres venner var røget i spjældet.Den eneste grund til, at politiet var ude efter dem, var, at Quorum var et sted, hvor både hvide og sorte kom og endda kunne finde på at danse med hinanden. Alle, der var til stede, var blevet anklaget for "disturbing the peace". Hvis de erklærede sig skyldige, fik de en betinget dom på tre måneders fængsel. Hvis de erklærede sig uskyldige, skulle de betale 100 dollars i kaution for at komme på fri fod, indtil der blev afsagt dom…Om aftenen var vi nede på The Quorum, hvor folk diskuterede, hvordan de skulle forholde sig til anklagerne. De havde fået fat på en advokat fra de sortes organisation, NAACP. Han sagde, at NAACP interesserede sig for sagen, fordi den virkelige grund til deres anholdelse utvivlsomt var, at sorte og hvide havde været til stede i samme lokale. Der var ikke fundet alkohol eller narkotika på stedet, og der var ikke foregået noget ulovligt. Politiet havde ikke haft en ransagningskendelse, så han mente, at de havde en dårlig sag. Al havde sagt til mig, at politiet i New Orleans var en militant afdeling af John Birch Society. Advokaten mente også, at politiet kunne anklages for injurier, fordi politichefen havde udtalt til pressen, at der havde været "homoseksuelle aktiviteter, kommunistisk propaganda og agitation for integration".

  • - Grænseløs 6. del
    af Arne Herløv Petersen
    32,95 kr.

    I sjette bind af erindringsromanen "Grænseløs" holder fortælleren pause i studierne. Han er ude som vikar på københavnske kommuneskoler og arbejder som journalist på Ritzaus Bureau og Aktuelt. Han bliver sat på mange sære opgaver og har svært ved at finde på noget originalt at skrive om prinsesse Alexias fødsel, men ved hjælp af Benjamin Spocks "Bogen om barnet" skriver han en artikel, der fører til, at han ikke længere skal beskæftige sig med kongestoffet. Han nægter at spørge de myrdede politimænds enker om, hvordan de har det, men kaster sig med stor glæde ud i en mængde andre opgaver.Uddrag af bogen:"Jeg gik ind i Mikkelbryggersgade og op på Ritzaus Bureau, hvor jeg snakkede med chefredaktøren, Gunnar Næsselund. Jeg sagde til ham, at jeg godt kunne tænke mig at blive ansat på bureauets udenrigsafdeling. Han så på mig, denne toogtyveårige fyr, der kom vadende lige ind fra gaden, og spurgte, om jeg havde nogen form for journalistuddannelse. Jeg svarede, at jeg ikke havde nogen formel journalistuddannelse, men jeg fortalte også om mine vikariater på Aktuelt og hvad, jeg ellers havde lavet i tidens løb. - Jamen, så kan du gå op på udenrigsredaktionen nu, sagde han. - Jeg ringer derop. Så sætter de dig på forskellige opgaver, og så kan du komme ind til mig i morgen formiddag. Så fortæller jeg dig, om du er ansat eller ej. Jeg gik op på udenrigsredaktionen, hvor jeg fik telegrammer på engelsk og tysk frisk fra fjernskriveren. Jeg skulle skrive dem sammen til historier på dansk. Næste dag var jeg inde hos Næsselund, og han sagde, jeg kunne begynde 1. april. De kørte i døgndrift med trevagtsskift, jeg skulle gå ind i vagtordningen. Jeg skulle have en 12-1500 kroner for den første måned…Jeg kom tilbage til København ved middagstid, og så var jeg på Ritzau fra 14 til 21.30. Det var en spændende proces at skrive historierne sammen. Vi havde en hel række fjernskrivere stående, en til hvert af de internationale bureauer. De havde papirruller i forskellige farver, så man altid let kunne se, hvor et telegram kom fra - lyseblåt for det engelske Reuter, lyserødt for det franske AFP, gult for det tyske DPA. Vagthavende rev strimlerne af, gennemgik dem og fordelte dem til medarbejderne. Journalisterne fik et bundt strimler om samme historie og strikkede dem sammen til en artikel, der blev hamret ned på en af de aldersstegne skrive¬maskiner. Når der kom en ny historie ind, lavede man et kort take på det. Efterhånden som der kom flere detaljer på, lavede man nye takes. Når man var færdig med et take, gav man det til vagthavende. Han lavede rettelser, nogle gange skulle man skrive det hele om. Når han var tilfreds, gik manuskriptet videre til hulledamen, der sad med touperet hår og perlemorsfarvede negle ved telexsenderen og forvandlede de maskinskrevne ark til en uforståelig række hulmønstre på lange, smalle papirstrimler. "

  • - Grænseløs 7. del
    af Arne Herløv Petersen
    43,95 kr.

    Syvende del af erindringsromanen "Grænseløs" handler om stormende forelskelse og om at sejle ud i det blå på et gammelt træskib.Uddrag af bogen:"Efter omkring tredive timers sejlads var vi nået frem til indsejlingen til Rotterdam, og vi satte farten ned for at kunne gå med strømmen ind i kanalen, Nieuwe Waterweg, til Rotterdam hen på morgenen. Det kunne vi roligt gøre, for vejrmeldingerne lovede fortsat god sigt og gode vindforhold. Men netop som vi skulle til at gå ind i kanalen ved Hoek van Holland, lagde en tæt tåge sig over os på få minutter, så vi næppe kunne se fra den ene skibsside til den anden, store tågetotter drev lavt hen over dækket. Det var et af verdens mest befærdede havneindløb. Det var store skibe, der var på vej ind og ud, og de havde travlt. Vi ringede hele tiden med vores klokke; det var en messingklokke, ikke meget større end den, dirigenter har på talerstolen. De store skibe tudede omkring os, langtrukne tudelyde, der fik en til at tænke på vældige, uddøde havuhyrer. Et stort, hvidt skib voksede langsomt frem af den tætte tåge. Det havde kurs lige mod os, og det lod ikke til, at de kunne se os eller høre den lille klokke. Til sidst var den skarpe stævn, der kunne pløje tværs gennem vores skib, kun tyve meter ret frem for os. Kaj løb om agter og begyndte at løsne de gjorde, der sad om kufferten med vores gummiredningsflåde. Der var ingenting, vi kunne gøre, andet end at håbe på, at de hørte den lille klokkelyd. Efter de internationale skibsfartsregler måtte vi i denne situation ikke prøve på at dreje bort. Enhver manøvre fra vores side kunne forvirre det andet skib, og så ville vi få hele skylden, hvis det kom til et sammenstød. Ikke fordi det betød så meget for os; vi ville alligevel ikke være med til søforhøret. Hvis det hvide skib skar tværs gennem os, overlevede vi det ikke. I sidste øjeblik opdagede det store skib vores lille galease, og det lykkedes ved en skarp drejning af undgå en kollision. Vi kunne tørre sveden af panden og fortsætte ind mod Rotterdam. Ingen af os var bange, mens der var grund til at være det. Det havde vi ikke haft tid til at blive. Bagefter gyngede knæene nok, men vi sagde til hinanden, at nu var der ikke grund til at være bange mere. Vi trak os lidt ud og kastede anker, det var en uhyggelig omgang blindebuk mellem de store skibe, der når som helst kunne sejle os ned. Der lå vi så til hen under aften og ventede, mens vi stadig skiftedes til at ringe på vores lille klokke. Da tågen lettede en smule, og det samtidig truede med at blæse op, blev vi nødt til at gå ind i kanalen ved 18-tiden. Vi gik ind og tog lods op, og han førte os så gennem Nieuwe Waterweg ind til Vlaardingen, en halv snes kilometer fra Rotterdam. Nu var Vlaardingen nærmest en slags forstad. Der var 74.000 indbyggere. Men hundrede år før var den en selvstændig købstad og Hollands største fiskerihavn."

  • - Grænseløs 8. del
    af Arne Herløv Petersen
    43,95 kr.

    Ottende bind af erindringsromanen handler om tiden fra sommeren 1966 til sommeren 1967. Rejser til USA og Grækenland, nogle måneders ophold i Provence og optakten til Summer of Love 1967, hvor det virkede som om alle grænser forsvandt og mulighederne var uendelige, som om hele verden var ved at forvandle sig.Uddrag af bogen:"Alle vegne omkring os brød de gamle dæmninger sammen. Vandet kom strømmende ud over landet, vi kunne høre de brusende strømhvirvler. Det var lyden af frihed. Universiteterne stod åbne for alle med studentereksamen. Vi kunne komme ind på alle fag, blive der så længe vi ville, livet igennem om det skulle være, skifte fag eller droppe ud, som vi ville. Vi kunne altid få et eller andet arbejde. Vi kunne holde fri fra arbejdet så længe, vi ville, der var altid noget at komme tilbage til. Vi kunne rejse frit, alle grænser stod åbne. Vores samfund var rigere end noget samfund havde været før. Vi havde råd til det hele. Der blev bygget skoler biblioteker, kulturhuse og sygehuse alle vegne. I de skandinaviske velfærdssamfund var der mere lighed, end man havde set noget sted i verden før. Der var plads til os alle, også de skæve og smalle. Vi levede ikke i ideelle samfund, men de var bedre end noget andet samfund havde været. Vi havde tiltaget os en frihed, som ingen generationer før os havde haft. Men der fulgte ingen brugsanvisning med. Vi vidste ikke, hvordan vi skulle forvalte al den frihed. Vi sang bare som Pinocchio Der er ingen bånd, der binder mig, og stolprede rundt i Slaraffenland. Nogle blev blændet af solen, de ville have skyklapper på igen. Nogle søgte nye faste rammer, de satte religiøse eller politiske spændetrøjer om sig. Nogle smuldrede i den skarpe frihed, de gik op i limningen, de flossede op og gik til grunde. Der var ingen, der havde lovet, det skulle være nemt. Men vi fik slået nogle døre op, så de aldrig kunne lukkes mere. Vi kom ikke tilbage til halvtredsernes husmoder med pynteforklæde, vi kom ikke tilbage til den sorte skole eller den blinde autoritetstro."

  • - Grænseløs 9. del
    af Arne Herløv Petersen
    58,95 kr.

    Niende og næstsidste del af erindringsromanen "Grænseløs" handler om en gruppe unge menneskers årelange rejse Jorden rundt - først i en ombygget rutebil af model Scania Vabis 1952 fra Odense til Kathmandu og hver for sig ned gennem Indien og Sydøstasien, før de samledes i Australien, hvor de boede et halvt år, og så tre måneder i en palmehytte på Tahiti og med skib tilbage til Europa.Uddrag af bogen:"Jeg gik alene rundt i Kandahar. Vejene var støvede jordveje, alle vegne samme gulbrune farve som dromedarer. Der var ikke ret mange biler, men masser af mennesker til fods. Mange af de køretøjer, der var, var russiskbyggede busser, der tilsyneladende havde fået nyt, groft sammentømret karrosseri her. Der sad altid folk oppe på taget af busserne, og tankbilerne fungerede også som busser. Der var hegn hele vejen rundt oppe på taget, og så stod eller sad folk utrolig tæt sammenstuvet inden for hegnet. Hver gang, en bus eller en lastbil kørte skarpt om et hjørne, intonerede en forsanger Mashallah, og hele den sammenstuvede klump stemte i med en lille, fatalistisk bøn. Der var flere hestevogne end motor­køretøjer, det var lette sulky-lignende vogne, og hestene havde fine, blomsterprydede tømmer... Mændene havde posede bukser, der mellem benene søkkede ned i en langstrakt pose til under knæene. På hovedet havde de en turban med en lang, nedhængende snip, som de brugte til at pudse næse i og hvad der ellers kunne falde for. Kvinderne var iført fugleburs­dragter, uformelige sorte betræk, slørdragter ned over hele kroppen og så et lille fletværk for øjnene, der fik dem til at minde om de flueskabe, vi havde, da jeg var barn. Mange mennesker havde bare fødder. Jeg så en tigger, der lå på siden på gaden og vendte fødderne ud mod vejen, de var skorpede, sprukne og mudrede som bildæk efter en terrængående tur. Nogle af kvinderne gik med metal-snabelsko. Mange piger havde ka­stemærke i panden, og nogle var barberet på issen, der var dækket af blå, tatoverede mønstre, men det var kun i glimt man kunne se det under tørklæ­derne. Børnene var tit klippet skaldede, men i reglen var der en lille firkant af hår tilbage mellem øjnene, eller der var en lang, tynd fletningepisk, der hang og daskede omme i nakken. Nogle af de små piger havde langt hår med en mængde tynde fletningeorme i nakken. En lille dreng var sminket med et tykt lag mascara rundt om øjnene. Man så uhyggeligt mange mennesker med øjensygdomme: Blinde øjne, helt hvide øjne, indfaldne øjenlåg over mugne øjeæbler. Fluerne sad i tætte, summende klumper om de syge øjne. Jeg så en kvinde, der sad med et lille barn på skødet, blodet løb ud fra hans øjenkroge. Et sted lå en lille dreng med forkrøblede ben helt alene midt på vejen. Han så dødssyg og udmagret ud; folk skrævede hen over ham uden at tage sig af ham, han strakte en lille, tynd fuglearm frem i en umulig vinkel"

  • - Grænseløs 10. del
    af Arne Herløv Petersen
    32,95 kr.

    Tiende og sidste bind af erindringsromanen "Grænseløs" foregår i 1968-69 og handler om at komme hjem til Danmark efter lang tid i udlandet, om kærlighedens forviklinger, om at flytte sammen og om hvordan det dengang, før ejerlejlighedernes tid, kunne være nødvendigt at købe en hel ejendom for at få boligret.Uddrag af bogen:"Indtil vi fik gassen lavet, levede vi af grillkyllinger og cola. Jeg havde ikke vidst, der fandtes den slags steder, hvor man kunne gå ned og købe burgere eller kyllinger. Der var en grill lige nede i Rantzausgade og en kinesisk grill på Kapelvej. Da vi fik ordnet det med gassen, delte vi de huslige pligter. Anja kunne ikke fordrage at lave mad. Jeg kunne ikke fordrage at vaske op. Så jeg lavede mad, og hun vaskede op hver dag. Jeg elskede at købe ind; der var så mange fine specialbutikker i kvarteret. En god fiskehandel, hvor fiskene gik i store flisebelagte kummer og blev dræbt og parteret på stedet, slagtere, grønthandlere, ismejeri, viktualiehandel, vinhandel, bagerbutikker, alt muligt. I huset ved siden af mit lå et skrivemaskineværksted i kælderen. Willy, der havde værkstedet, stod dagen igennem på trappen op til gaden og holdt øje med, hvad der skete. Hvis der var noget i kvarteret, man gerne ville vide noget om, skulle man bare spørge Willy. Han sad næsten aldrig nede i værkstedet, der var ikke så mange skrivemaskiner, der skulle repareres. Det var jo noget gammelt lort, det hus. Alle husene i gaden var ren slum, bygget i 1870’erne og ikke renoveret så forfærdelig meget siden. Men det var billigt. Huslejen i mit hus lå på under hundrede kroner om måneden for to et halvt værelse. Lejen var fastsat af Huslejenævnet. Med den husleje gav mit hus ikke noget stort overskud. Det løb rundt, lige præcis så meget, at jeg kunne bo gratis – med mindre der var noget, der skulle repareres, for så hang jeg på den. Og det var der selvfølgelig næsten altid. Men jeg havde et sted at bo, det kunne jeg ikke få ellers uden at være gift eller have børn. Der var petroleumsfyr i kakkelovnene i alle lejlighederne. Man skulle ned og hente et par dunke petroleum hver dag i fyringstiden. Med lokum i gården var det ikke noget godt sted at have børn, men det var fint nok for unge mennesker, der ikke havde noget mod at rende op og ned. Det var centralt, man kunne gå ind til Rådhuspladsen på ti minutter. Det var et udpræget københavnsk arbejderkvarter. Der var ikke ludere og lommetyve som på Vesterbro. Men tonen var direkte og bramfri. Anja fik et chok, første gang hun hørte to kællinger stå og skændes ud gennem åbne vinduer på fjerde sal, fra hver sin side af gaden. – Du skulle kraftædeme snakke, din smatso, gjaldede det tværs over Jægergade. – Du har fandeme patterne hængende ned til navlen. De små lokale værtshuse var tilrøgede med brune vægge og dæmpet lys; folk opførte sig ordentligt, der var sjældent slagsmål og råb og skrig. Det var stamgæsterne, der kom der, de sad pænt og roligt og drak hjernen ud af hovedet dag efter dag."

  • af Pernille Kim Vørs
    187,95 - 267,95 kr.

    Kan tiden hele alle sår, eller kan man lade vente for længe på sig? Selvom Isidora har formået at fortsætte sit liv uden at se sig tilbage, drager Jannik hende med lethed til sig ved deres første møde. Da endelig han er klar, trækker han i de rigtige tråde og får Isidora til at stoppe op og mærke efter. Har hele hendes forestilling om at starte forfra været en illusion eller er hun blot en eftergivende marionetdukke i Janniks varetægt?I dette afsluttende bind om den benhårde advokat Jannik Rusetto følger vi historien til dørs med grænseoverskridende, nytænkende og pirrende magtkampe og forførelse. Tillid, magt og løgne tvinger læseren til at læse til den sidste side nonstop. Advokatens marionetdukke er andet og afsluttende bind i spin-off bøgerne til Dominic-trilogien. Første bind Advokatens drømmefanger pilede direkte til tops på Mofibos liste over mest læste e-bøger, og læserne har efterspurgt en fortsættelse i sådan en grad, at udgivelsen blev fremskudt adskillige måneder. Faktum er, at Pernille Vørs’ bøger er et must-read.Uddrag fra bogen:”For satan,” udbryder Jannik, som er han i vildrede, mens han slipper hende. ”Hvad så med os?” Isidora ser ned og ryster på hovedet over deres tragiske skæbne. ”Du sagde det selv dengang. Vi havde været alt for meget igennem på så kort tid. Vi to, vi var …” ”Vi var gode sammen,” siger han med fuld overbevisning for så at gribe fat i hendes hænder og se ned på dem. Med tommelfingrene stryger han hendes håndrygge. Varmen fra hans hænder og elektriciteten fra hans kærtegn skyder gennem hende og giver hende åndenød. Hun elsker ham stadig. Fanden tage hende! Hun elsker ham stadig af hele sit hjerte. ”Nej, nu er det altså nok,” lyder det pludselig fra Henrik, som træder et lille skridt frem. Jannik vender sit dræbende blik mod ham, og Isidora bliver anspændt. Denne situation kan kun blive værre. ”Jannik, du bliver nødt til at slippe mig. Tænk på, hvordan det ser ud i hans øjne.” Janniks intense mismatch øjne finder hendes igen. ”Så må han lukke øjnene, for det bliver bedre, når vi kysser.””Jeg skal giftes,” flyver det ud af munden på hende i håb om, at det vil bremse ham. Hun har ikke andet våben end det.

Gør som tusindvis af andre bogelskere

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.