Bøger i Magiens cirkel serien i rækkefølge

Tunnelens gulv gyngede under dem. En sten løsnede sig fra loftet, faldt ned og knuste lampen ... Sandrilene anbragte tenen på gulvet. Fibre er svage hver for sig - det samme er vi. Spind dem sammen, og de bliver stærke. Tenen skal spinde vores magiske kræfter sammen. Sandrilene strejfede forsigtigt Torn med en magisk hånd der trak en spinkel, grøn fiber frem. Hos Trisana fandt hun en blå fiber, den samme farve som dybt, frisk vand. Dajas tråd var orangerød som glødende kulstykker, og hendes egen havde farve som ubehandlet silke ... Sandrilene hvirvlede sin ten så hurtigt hun kunne. Det brølede i jorden under dem. Det magiske bur omkring dem gav sig i alle sammenføjninger ...

Vindtråden begyndte at hvirvle om sig selv. Lidt efter lidt voksede den sig højere og bredere. Da den var ved at trænge Trisana ud af den magiske cirkel, sendte hun den op i luften og den søge ned i det filtrede tornekrat. Her sugede den grene, nåle og torne til sig. Hun dirigerede hvirvelvinden fri af tornekrattet og sendte den fremad. I samme øjeblik den nåede havet, forvandlede den sig til en skypumpe. Den voksede sig tykkere og højere på vejen ud mod piratflåden ...

Daja gik hen til ilden i essen og tog alle de metalstænger ud, hun havde lagt til ophedning. Uden at hun bemærkede det, begyndte de at sno sig om hinanden og deles så de dannede noget der lignede grene på et træ. En gren rakte hen mod ilden og delte sig i tre kviste ude for enden. En anden gren snoede sig om hendes arm. Daja kunne behandle glødende jern med de bare hænder uden at blive forbrændt, men fornemmelse af det hede metal mod huden var besynderlig, og hun kiggede forskrækket ned. Hun koncentrerede sin magi om jernet og beordrede det tilbage i sin oprindelige form. I stedet fortsatte forgreningerne op ad hendes arme og lagde sig om hendes skuldre. En forgrening bredte sig ned over hendes ryg, mens en anden snoede sig blidt om hendes hals. Det var i det øjeblik at panikken greb hende ...

Torn mærkede hvordan Rosentorns bevidsthed og magiske kraft trak sig væk, som om hun var faldet ud over en dyb afgrund. Han satte i et spring efter Rosentorn og fik fat i en lille, flagrende rod af hendes kraft. Torn rullede sig sammen til en kugle og faldt som en sten efter sin døende læremester ... Alting omkring ham var mærkeligt. Billeder og lyde som forekom både spøgelsesagtige og velkendte strømmede ham i møde og forsvandt igen. Han åbnede hånden og betragtede den tot af Rosentorns kraft han havde haget sig fast i da de var begyndt at falde. Hans fødder var nøgne, og under dem mærkede han en storbygades grå brosten. Der var hverken vinduer eller døre i de høje, dystre bygninger der tårnede sig op omkring ham. Her i denne grå stenlabyrint var alt dødt ...