Bøger i Platonselskabets Skriftserie serien

Fra det antikke Grækenland har vi overleveret en forestilling om at der findes fire gode personlige egenskaber som er særligt vigtige. Disse fire – retfærdighed, besindighed, visdom og mod – er kendt som de fire kardinaldyder, og Platon får ofte æren for at have opfundet eller samlet disse dyder. Det skyldes at de spiller en meget fremtrædende rolle i hans mest berømte værk, Staten, når den lykkelige sjæl og den velfungerende stat skal beskrives. Denne bog præsenterer en grundig analyse af de fire kardinaldyders tidligste historie. Undersøgelsen falder i to dele. I den første kortlægges kardinaldydernes tilstedeværelse i den græske litteratur frem til og med Platon. Denne undersøgelse er bl.a. baseret på computerassisterede analyser af den samlede græske litteratur frem til Platons egen samtid, hvilket gør det muligt at skitsere og identificere forbindelser mellem de fire berømte termer. Korpuslingvistiske metoder og statistisk analyse anvendes for at give behandlingen et mere systematisk grundlag og tilstræbe så høj en objektivitet som fortolkningen af denne litteratur tillader. Anden del beskæftiger sig med en række centrale og berømte dialoger i Platons forfatterskab som underkastes en kritisk analyse med sigte på de fire kardinaldyder og deres mulige interne forbindelser. Undervejs sættes der spørgsmålstegn ved om de udgør en fast og veletableret filosofisk enhed, og om de repræsenterer den samlede dyd i de undersøgte dialoger. Samlet præsenterer bogens to dele et forslag til at genoverveje vores forståelse af begyndelse til de firekardinaldyders lange og prominente historie.

Metafysikken er en grundlæggende tekst i den europæiske filosofihistorie. Her leder Aristoteles (384-322 f.Kr.) efter en særlig form for videnskab – det, der senere på godt og ondt kom til at hedde ‘metafysik’. Selv kalder han den for ‘den eftersøgte videnskab’, fordi den netop ikke er fundet endnu, men er under udforskning og udarbejdelse.Bogen her følger Aristoteles i hans bestræbelser på at komme til en bestemmelse af metafysikken som videnskab og sætter sig for at give et signalement af Aristoteles som metafysisk tænker. Bogen forsvarer den tese, at Aristoteles i sin metafysiske tænkning grundlæggende er sokratisk. Det er med andre ord sokratikeren Aristoteles (Aristoteles Socraticus), der trækkes frem i lyset og sættes i forbindelse med udarbejdelsen af den videnskab, vi kalder metafysik.Jakob Leth Fink er ph.d. 2009 fra Afdelingen for Græsk og Latin på SAXO-Instituttet på Københavns Universitet. Han har arbejdet som postdoc med receptionen af Aristoteles i middelalderen (2009–2012) og Aristoteles som medlem af Platons Akademi (2012–2014) ved Københavns Universitet, og senest om Aristoteles’ etik og receptionen af den i antikken og den latinske middelalder ved Göteborgs Universitet (2014–2019).