Bøger i Sandalserien serien

Sonja Hauberg blev født i 1918 og døde i 1947. 29 år blev hun. Hun nåede at udgive to romaner: Hvad vil du med mig? og Syv Aar for Lea, og et enkelt skuespil: Ebbe Skammelsøn.Ved sin død efterlod Sonja Hauberg manuskriptet til sin tredje roman: April, der først blev udgivet i 1961.April er Sonja Haubergs sidste og mærkeligste bog.Bogstaveligt talt skrevet til ende på dødslejet.Sonja Haubergs skrift tér sig. Den tér sig i det realistiske, og den tér sig i det kaotiske og afvigende.For April er en roman der drømmer. Drømmer sig bort fra mareridtet der er virkeligheden, krigen, fornuften, apatien, volden, løgnene.April er en forbløffende almindelig og en forbløffende ualmindelig roman. Et meget charmerende paradoks at stifte bekendtskab med. Det er realisme, i én forstand, i udgangspunktet, men romanen kan ikke holde sig på måtten, den må ud og skal ud og afsøge grænseområder..

Digte (oversat fra svensk af Tom Alsing og Flemming Bolding) med efterskrift af Henrik Wivel. Indeholder ti aldrig før offentliggjorte farvelagte tegninger af forfatteren og indgår i Gladiators sandalserie, som omfatter danske klassikere på kanten.gustaf munch-petersens digtsamling solen finns fra 1934-36 er skrevet på svensk og foreligger nu for første gang i dansk oversættelse. Værket står centralt i forfatterskabet og peger frem mod den senere danske modernisme. solen finns er også central til forståelsen af, hvorfor forfatteren pludselig forlod sin familie for at deltage i den spanske borgerkrig, hvor han omkom i 1938.gustaf munch-petersen, født 1912, død 1938. Debut 1932 med digtsamlingen det nøgne menneske.

Charlotte Strandgaards udgivelse fra 1969 byder på 81 tekster, der definerer parforholdets op- og nedture og middelmådigheder. Teksterne består af små hverdagsagtige observationer og storslåede mytiske fortællinger.

Ingeborg Stuckenberg: Samlede værker (ca. 1894-1904)Ingeborg Stuckenbergs skæbne er ond. Privat og i litteraturhistoriske sammenhæng. Hun er født 1866, blev gift med forfatteren Viggo Stuckenberg og var som sådan med i den radikalt nytænkende kreds omkring Johannes Jørgensens tidskrift Taarnet i midten af 1890’erne, men skød sig, fattig og forladt, efter at være emigreret til New Zealand i 1904.Hendes Samlede værker omfatter novellen Badegæster, trykt under egen signatur som føljeton i Kjøbenhavns Børstidende i 1889-90, udkast til romanen Fagre ord, som hendes mand udgav i sit navn i 1895, og den i 1986 posthumt udgivne Korte Breve fra en lang Rejse forfattet ca. 1903.Det er ikke meget, men vidtspændende. Både med hensyn til stil og indhold. Det handler om ung kærlighed, om ægteskabeligt bedrag og om emigranttilværelsens fornedrelse. Kort fortalt. Men stilistisk er der i Ingeborg Stuckenbergs arbejdeet skred, som har med en kunstners bevidst valg at gøre, og som viser, hvor stor en forfatter, hun er: fra stemningsmalende impressionisme over en kort groteske i slutningen af udkastet til Fagre Ord og videre til en sensationel hardcore realisme i hendes vidnesbyrd om civilisationens endeligt i det fremmede.Hun skriver, at Europa med sin Civilisation for Europæeren bliver som en Paradisets Have, der er lukket. - Forsilde forstaar den Udelukkede alle de Goder, han har mistet. - Det er i den civiliserede Verden Chancerne er – for den der kan og vil noget, midt i Mylderet og Striden. - Der har man brug for de bedste Mænd og det bedste Arbejde. - Her behøves det ikke – endnu. - Anbefalinger og Rekommendationer – selv de bedste, ere værdiløse.Samlede værker, 199 sider, 199,95 kroner.

Krigens Ofre er en samling reportager fra første verdenskrig, der for de syv ud af elleves vedkommende er omskrevne aviskroniker, flest fra Politiken, nogle fra Die Zeit. Karin Michaëlis er ikke objektiv eller neutral, men stilen og sprogtonen er den klangbund, der bærer reportagerne frem så det er umuligt at se, hvad der er digtning og hvad der er sandhed. Netop fordi hun skriver som forfatter og bryder radikalt med krigstelegrammernes tørre og tilsyneladende neutrale opremsninger, får hun en helt enestående plads i den danske behandling af første verdenskrig.Karin Michaëlis demonstrerer her at humanismen findes - også der hvor man mindst venter det. I krigens elendighed blandt almindelige mennesker. Og vi skal blive berørt og klogere, måske, på menneskets evne til at fastholde medmenneskeligheden - på trods. Vi skal se dette skildret i et pågående og nyskabende sprog som lader spontaniteten og empatien komme til orde, og måske kan vi via Karin Michaëlis´ oplevelser i krigens bagland komme videre til hendes forfatterskabs kortlægning af menneskets - og især kvindens - forsøg på at skabe en tilværelse båret af kærlighed, solidaritet og frihed.Krigens Ofre giver stof til eftertanke om krigens rædsler, men også brugbare indsigter til vores aktuelle situation i Danmark anno 2017 - hundrede år efter.

At beskrive en Grete Roulund-roman er som at fortælle andre om en feberdrøm. Alt synes at foregå langsomt, om end der sker en masse, og nok kan man se tingene gå galt, men det er umuligt at forhindre problemerne i at eskalere. Handlinger mister deres mening, mens man indfanges i en nedadgående spiral, hvis slutpunkt man kun kan gisne om.Grete Roulunds bøger beskæftiger sig med sci-fi og horror, genrer der ofte er forbundet med den amerikanske litterære tradition, og det er ganske sigende for de universer hun fremskriver at hun har studeret filmvidenskab, med speciale i Draculafilm. Roulunds øjne var igennem hele hendes forfatterskab stift rettede mod mørke og undergang. Hendes fascination af vold, undergang og lovløshed er ikke ulig den anerkendte amerikanske forfatter Cormac McCarthys sci-fi-og westernromaner, såsom The Road og Blood Meridian.Sådan er det også i romanen Blackhawk. Vi befinder os i en snedækket skov et sted i Canada. Flere eftersøgningsenheder er sendt ud for at finde resterne efter et flystyrt. Vi følger én af enhederne med to rangers; Keagan og Blackhawk. De bor sammen i en lille hytte, hvor de fordriver tiden med ugeblade, kryds og tværs, én bog med noveller og rigeligt med whisky. Kort inde i historien bides Blackhawk af en kanin med rabies og her startes et kapløb med tiden. For sygdommen kræver medicinsk behandling, men vejrforholdene besværliggør kontakten med hovedbasen. Hvorvidt den nødvendige medicin når frem, udgør det første spændingsmoment i bogen, som senere akkompagneres af en fejde med en gruppe indianere i området. Bogen afsluttes makabert og de sidste sider bliver siddende i knoglerne på læseren langt tid efter man har lukket bogen. Roulunds Blackhawk vil vække glæde og gru hos de læsere, der tørster efter en fortælling om vold og overlevelse, i et canadisk vinterwestern landskab.

Leif Panduros roman Øgledage fra 1961 er spækket med en utøjlelig vildskab ud i øglernes forbudte og tabubelagte tilværelse. At steder og personer navngives ud fra karakteristika – som jegets mekanikfader og karamelmoder – at skriften på den måde åbenlyst styres af fortællerens underbevidsthed, at han dermed åbenlyst, overfor sig selv i hvert fald, i sit bevidste er et med underbevidstheden. Det et skriftgreb, der stimulerer og underholdende udfordrer – og lader hver sætning, fed af betydning.

Ole Sarvigs Stenrosen udspiller sig i efterkrigstidens Berlin, udbombet og hærget. Man præsenteres for et omfattende persongalleri, som alle har oplevet krigens begyndelse og slutning. I et langt tilbageblik følger man deres deltagelse i krigen og hvilken betydning krigen har haft på deres liv. Særligt de to karakterer, Endré og Werners oplevelser er i fokus.Alle karakterer lever i efterdønningen af nazismen og den efterfølgende søgen efter et værdigrundlag i skyggen af krigen. For Sarvig lægger vægt på den glæde og det sammenhold, som nazismen gav det tyske folk, fx, Endrés indrullering i Hitler Jugend, men beskriver også nuanceret den efterfølgende sindstilstand, at skulle forholde sig til de valg man har taget i en krigsrus.Krigen er en metamorfose, hvor byer og lande og folk undergår hastig forvandling. Kulturen forvandles. Det er mutation, tilpasning, evolution. Over nat – man kan ikke kende sig selv. I spejlet. I psyken. Man kan ikke kende sinenærmeste. Som de ser ud. Som de opfører sig. Man kan ikke kende sin verden. Som den ser ud. Som den opfører sig. At gå ind på krigen er at gå ind på omvæltningen. Det er det, vi får at se i Stenrosen.Stenrosen er ikke kun fiktion, men også en nuanceret kulturhistorisk skildring, af en særlig problematisk periode i europæisk historie. Der er noget umiskendeligt sci-fi over byen efter krigen. De overvågede, regulerede mennesker. De anonyme soldater. Vopo’erne, gadehøjttalerne på Unter den Linden, der ligner store padehatte på lange stilke og spiller marchmusik og udstikker kommandoer og instrukser til befolkningen. Når meget i Stenrosen kan minde om science fiction eller Pink Floyds The Wall, er det fordi, der er tale om universelle billeder af det totalitære, af totalitarismens vanvid. I Stenrosen er Sarvigs lyriske bevidsthed til stede som en velslebet sproglig bevidsthed. Personerne og stederne bliver fremskrevet med en usædvanlig præcision.Ole Sarvig, 1921-1981. Dansk forfatter. Debuterede med digtsamlingen Grønne digte (1943). Sarvig var mest kendt for sin lyrik, men udkom også med romaner som blandt andet Stenrosen (1955), Den Sovende (1958), og De rejsende. En undergangsroman (1978). Stenrosen er Sarvigs første roman.

Hans Lynge (1906 – 1988) var en grønlandsk maler, billedhugger og forfatter, men også samfundsdebattør og politiker, der igennem hele sit kunstneriske virke opponerede stærkt mod den danske kolonimagts umyndiggørelse af det grønlandske folk. Lynges Den usynliges vilje er et hovedværk i den grønlandske litteratur og burde også være det i den danske.Hans Lynge skriver om Grønland og grønlandsk kultur til og ikke mindst for grønlænderne. Men fortællingen er mindst ligeså medrivende for den uvidende læser. Værkets tematik – hævnmordet – er skrevet på baggrund af en virkelig begivenhed i en fangerbygd i det nordlige Grønland. To brødre opdager, at den mand der har opfostret dem ikke er deres far, men deres fars morder. Og så opstår kvalerne mellem ære og pligt, skam og samvittighed, familiekærlighed og samfundsforventninger. For hvem skal man ære og adlyde? Den afdøde far der beder om hævn, eller morderen, der har opfostret de to brødre, som var de hans egne?Dag og nat forfulgtes Ulloriaq af skyggen af den uhævnede faders sjæl, ikke et øjeblik lod den hans tanker i ro. Værst var det om aftenen, når han lagde sig for at sove, da kom den til ham fra graven for at bede ham om den eneste ting, man kan ønske sig fra det sted: fred. Hvordan skulle han da kunne undslå sig fra at lade det blod flyde, som kunne give faderens sjæl den fred, den sådan tørstede efter?Den usynliges vilje er ikke blot et overbevisende indblik i den nu næsten uddøde grønlandske fangerkultur, men også en bevægende fortælling om et menneskes indre konflikt mellem ære og samvittighed.

Modsat sin tids medsøstre har Adda Ravnkilde ikke brug for et pseudonym: Der er ikke noget at skjule, tværtimod tror hun på sig selv - hun vil sig selv og er i den grad dedikeret til kunsten. Satiren og lidelsen hænger sammen i Adda Ravnkildes værker: Hendes selvmord som 19-årig var ikke noget almindeligt selvmord, men et rasende sådant, en art kommentar til selvmordet. Også i selvmordet smeltede lidelsen og satiren sammen for Adda Ravnkilde. Adda Ravnkilde henvendte sig til Georg Brandes med et manuskript, de mødtes, Brandes fandt hende talentfuld – og hun tog livet af sig. Først da Brandes læste i avisen om hendes død, tog han affære. Han foranstaltede udgivelsen af Judith Fürste, skrev forord, mens Erik Skram forestod udgivelsen af de to fortællinger En Pyrrhussejr og Tantaluskvaler. Judith Fürste udkom først, selv om Adda Ravnkilde var klar over, Tantaluskvaler var et mere betydeligt værk, hendes foretrukne, og det, hun først lod Georg Brandes se. Adda Ravnkilde kan sit kram og bør læses som en forfatter der insisterede på at gøre noget helt og med denne insisteren som drivkræft skriver hun om kunstnerisk arbejde – javist – men også om omkostningerne ved at give sig hen, lade sig forføre og overgive sig, også til lidelsen. Og så er det værd at huske, at det altså var hende, Adda Ravnkilde, der i en alder af blot 19 år indførte ordet lady-like på dansk.

I 1934 udgav den danske forfatter Albert Dam den skæbnetunge klassiker Saa kom det nye Brødkorn, der hurtigt blev et hovedværk i dansk litteratur. Romanen blev hyldet som et eminent hjemstavnsportræt, og Dam blev især anerkendt for hans raffinerede beskæftigelse med skyld og skæbne som afgørende faktorer i menneskets færden på jorden. Men allerede næsten 30 år inden, med hans debut Mellem de to søer (1906), havde Dam taget disse spørgsmål op i en mindre, men højst bemærkelsesværdig, thrillerroman, hvor et trekantsdrama udspiller sig mellem to unge piger og den nytilkomne Karl Bay i et jysk landsogn. Et trekantsdrama der får fatale konsekvenser, for dem alle tre.Hvad der er særligt glædeligt ved at stifte bekendtskab med Dams debut er hans endnu uforbeholdne begejstring for det makabre, og hans fremmaning af menneskepsykens mørke og komplekse sider. Dam placerer, via sine miljøskildringer af de små jyske bondesamfund, modernismen i den danske landbrugsmuld: Han forener en slags naturromantik med modernismens forkærlighed for det sanseberusende, som vi ser det hos tidligere franske storbydigtere såsom Charles Baudelaire og Arthur Rimbaud. Og det er særligt her hans billeddybde brillerer, som her, hvor den myrdede Mathilde forenes med natten.Mathilde sidder mod egen; i mørket synes hun at strække sig ud til hvile i natten. Ovre fra krattet er der en, der forsvinder ovenud og løber op ad skelstien. – Natten lider. Mørket kæmper med enkelte stjerner højst oppe; men nu kommer månen til undsætning; den har lykkelig slæbt sig op af skyerne et sted ovre; da den kommer ud ovre på en åben plads, breder den sig og ser sig omkring. Med blidt sørgmodige stråler betragter den et øjeblik den døde eg og Mathilde, der sidder så roligt op imod den.Det er også dette træk, der gør Albert Dams forfatterskab særlig pikant. Mellem de to søer er et overraskende værk, som bør vække begejstring i enhver læser, der har tørstet efter en anderledes og uhyggeligt velskrevet thriller.

Hulda Lütken har på mange måder banet vejen for den autofiktionelle bølge, der har indtaget den nye danske litteratur igennem det sidste årti. Hun debuterede med digtene Lys og Skygge og udkom allerede to år efter med romanen Degnens Hus – et værk præget af realismetraditionen og Lütkens egne livserfaringer, fra livet som ung pige og kvinde i et lille jysk samfund.Romanen, der følger en lille lærerfamilie, præcis som den Lütken selv voksede op i, er episodisk bygget op: Karakterne, hvad enten de optræder alene eller som ægtefæller, er lukket inde i episodens korte tidsrum og kan ikke handle sig ud af det dilemma, som de står i og som er særskilt deres, hver især. Lütken fremmaler, med uovertruffen psykologisk indlevelse, livet i en familie, et ægteskab og et samfund, der er fuld af både glæder og sorger, og hvordan vi hver især håndtere hvad livet har at bringe. Portrættet sikrede hende de varmeste anbefalinger fra blandt andet den norske forfatterkollega Knut Hamsun, der i et uopfordret brev til Lütkens forlag skrev, ”Her er Rikdom og Overflod, Natur, Poesi og Kunst, Menneskene hisses levende i al sin Forvirring, her er Skikkelser af høi Originalitet ... Forfatterindens Navn var indtil nu ukjendt for mig, nu husker jeg det“Til trods for Hamsuns varme anbefalinger er Lütken gang på gang hos kritikerne og i litteraturhistorien blevet lagt ud på et sidespor. Måske fordi hun var kvinde, måske fordi hendes sprog repræsenterede det man dengang opfattede som særlig kvindeligt (i al sin negativitet): nemlig det overspændte og tenderende til hysteriske. Hendes personer er ekstreme, utilpassede og ofte mislykkede: de har ikke en plads i verden. Ligesom vi ser hos store nutidige danske forfattere, skildrer Lütken dem der ’ikke bare kan’, dem for hvem livet er sværere end som så. Og det gør hun med en sjælden set nænsomhed og psykologisk indsigt, der eksemplarisk fremviser hvorfor hun fortjener en plads i Danmarks litteraturhistorie.

I denne boks er de første 10 udgivelser i Gladiators Sandalserie samlet i en limited edition håndlavet æske fra ELVO.Gladiators Sandalserie er klassikere på kanten. Dansk litteratur fra oldtiden til i dag. Principielt set. Det vil sige den litteratur, der udvider undersøgelserne af hjernens geografi. Som rapporterer om nye opdagelser, andre erfaringer. Og som i en vis forstand har gjort arbejdet før os, flyttet grænserne for det normale, så vi ikke behøver at kæntre."[...] forlaget Gladiators alternative klassikerserie, der genudgiver værker, som ikke har fået den plads i litteraturhistorien, som de fortjener. Det er på alle måder både æren - og læsningen - værd.” - Weekendavisen

Af alle steder foregår romanen på en rasteplads i en skov. Der er en kiosk og kioskdame, der er en kvægtransport, hvor en ko er faldet ud og står bundet til et træ, og der er en tot blodigt vat, og en turistbus holder ind, og turisterne strømmer ud og erobrer stedet, og for en tid altså også fortællerens opmærksomhed … og sådan står det på kapitel for kapitel med små bitte forskydninger hele bogen igennem.Erik Thygesen udtrykker i antologien Prosa fra 1970, at Vagn Lundbyes strategi går ud på at flytte balancen fra den alvidende fortæller, skabt og næret af forfatteren, til i virkeligheden en uvidende, fortsat allestedsnærværende fortæller. Den alvidende fortæller erstattes af en lang række observationsposter indenfor det fiktionsrum, hvorfra fortælleren henter sit stof, og som ved den stadige gentagelse, i en seriel opbygning, bliver romanen.Vagn Lundbyes poetik eller metode er klar, enkel og uden svinkeærinder: Himlen er overskyet og kan hvert øjeblik, det skal være, lægge ud med en silende regn, som ingen ende vil tage, en passende kulisse omkring det trøstesløse sceneri, men alligevel ikke i overensstemmelse med de faktiske forhold, eftersom solen stadig skinner fra en skyfri himmel ned over det lille traktørsted, hvor en skare amerikanske turister endnu under megen latter og snakken forsyner sig med lange røde pølser og muntert farvede drikkevarer. Eller står samlet i en rundkreds om dyret der æder løs af græstotter, som flere af de unge mænd i de blomstrede skjorter rækker ud mod gabet af det. Koen mangler fortænderne i overmunden.. Alt er destabiliseret, alt svangert med vold og undergang. Der er i citatet og hele romanen igennem en ophobning af nedværdigende og latrinært beslægtede udtryk. Vi befinder os langt væk fra noget, som på nogen som helst måde er ophøjet, vi befinder os i sumpen, nede, hvor afsondringen finder sted. Sved, lort etc., men også udtryk, som korresponderer med barnet, dvs. med det infantile i beskrivelsen.Vagn Lundbye, 1933-2016, debuterede med novellen En af disse (1964) i tidsskriftet Vindrosen. Senere udkom romanen Signalement (1966). Lundbyes forfatterskab er enormt og udfolder sig inden for mange genrer som blandt andet romaner, digte, børnebøger, rejseberetninger, noveller og faglitteratur. I denne udgave af Roman er der ekstramateriale fra tidsskriftet ta’, Skal træerne væk med illustrationer af Per Kirkeby og fra Lundbyes roman Nico (1969): Wrap your troubles in dreams.

Ulla Ryums Natsangersken er på den ene side en dybt excentrisk kvindelig romankarakter med et vildt følelsesregister, et tumultarisk indre, et falleret og ophøjet liv; og samtidig en strøm af et menneske, en cyklisk struktur, der gennemflyder romanen Natsangersken fra 1963, og måske gør denne bog til et billede, som Ulla Ryum selv har kaldt den, eller måske snarere til en undersøisk filmmontage med skrattende højtalere og kraftige mikrofoner, hvor lyden indimellem går ud, så alt flyder og er uigenkendeligt, for så at begynde igen som tolvtonemusik, Elvis-numre eller fuglekvidder.Natsangersken er en falleret kunstner, eller det vil sige, hun har en drift efter at skabe, men hun dovner, går tilbage i seng, er apatisk, hun kan ikke drive det til mere. Hendes stolthed og levebrød er skulpturerne: Natsangersken lavede kitschede duer eller pigehovedet til gravsteder, tilfældige bekendte fra værtshuset sidder model, venskaber med andre begynder med, at hun ser et potentiale i deres ydre former. Andre mennesker, før hun kender dem har tillid til dem, er objekter, så det er lettere at distancere sig og opretholde indre kontrol.Hun er alene, Natsangersken, skrøbelig og fuld af barnesår og kærlighedssår, men ikke uden relationer til andre, både kulørte og kiksede og ømme og hadske.Ulla Ryums tidlige forfatterskab, der ud over Natsangersken bl.a. er udgjort af bøgerne Spejl fra 1961, Latterfuglen fra 1965 og Jakkelnatten fra 1967, var opsigtvækkende på sin tid. Ryum blev beskrevet som både en ’sibylle’, en surrealist og en mystiker, man opfattede hendes bog som vildt, kryptisk og fremmedartet.

Tove Meyers digte Skygger paa Jorden udkom 1943. Samlingen er organiseret i to dele, som bærer de megen sigende titler Riget indeni og Skygger paa Jorden. På den ene side det indre liv, på den anden side den ydre verden.Asger Schnack skriver i sit efterskrift: Vi befinder os under Anden Verdenskrig, så skyggerne kan forstås som krigens ufredsskygger. Men hele tiden, når der tales om aktuelle forhold som landflygtighed og krig, er det også indre sjælsfænomener, det handler om. Der er hele tiden en gliden fra verden til verden, sansningerne og de ydre erfaringer står i gæld til den indre smerte, ekstasen eller drømmens mystik – og omvendt.Skyggerne er således ikke først og fremmest krigens skygger, men snarere (jf. titeldigtet) et udtryk for en platonisk opfattelse af tilværelsen, hvor vi lever i en skyggeverden, som slører for den egentlige – åndelige – verden, som vi kan lære at se. En skematisk opdeling af virkeligheden, som er mere teori end erfaring, men som ikke desto mindre gennemtrænger flere af digtene som en splittelse mellem det ideelle og det sansede. Endelig, og det er måske det vigtigste, optræder skyggen som digterjegets personlige skygge, som et billede på en indre, udspaltet ’mørk’ side af sindet, der forfølger det lyse jeg.Tove Meyer udgav i alt seks digtsamlinger, fra debuten Guds Palet 1935 til Brudlinjer 1967. Hele hendes forfatterskab er, som Asger Schnack skriver, kendetegnet ved en bevægende fragt af følelse, der indeholder smerte, iblandet en skær lykkefølelse. Den grundlæggende oplevelse er mystisk, og hvor digtene samler sig til klarsyn, er de udtryk for en surrealistisk betonet indsigt i livets helhed, dets bagvedliggende rum, hvor et højere identitetstab kan opnås, en gåen op i universet, men ikke ligetil eller gratis.Mærkeligt, det altid er Schade og Gustaf Munch Petersen, vi skal læse. Tove Meyer fortjener bedre. Hun skriver – i Skygger paa Jorden: Højt over vort Hoved gaar Solen men under os Skyggernes Hær tegner onde Karrikaturer af denne vor jordiske Færdog videre Som sorte Flammer de slikker langs Klodens buede Hvælv fortærer alt hvad de støder paa – fortærer til sidst os selv.

Har jeg været her før? spørger Sandra Holm i bogens allerførste linje. Hun befinder sig i sit barndomshjem i svenske Norrland tæt på polarcirklen og burde kende svaret. Alligevel er hun i tvivl. Eller er det måske bare kokketeri: Spørgsmål. Hvem har behov for at danse meget. Svar. Jeg. Der er så meget at se, at høre, at vide, at henrykkes over.Romanen er organiseret serielt, hovedpersonen er fra begyndelsen udstyret med et sæt af færdigheder, som gennemspilles igen og igen, frem for at hun udvikler sig og får en dybere forståelse af sig selv og dette og hint. Rastløs, sørgmodig, ambitiøs, drikkende skriverkvinde.Udgangspunktet er ønsket om at skrive en bog eller breve til den finske forfatter Pentti Saarikoski (1937-1983) efter at have læst hans Brev til min hustru fra 1968, der handler om ham, der går alene rundt i Dublin og skriver og drikker og tænker på sex. Dem, han har haft sex med. Han skriver om kommunisme eller skinkesandwich, han spiser, hvis han kan få dem ned, og om kusse og Jesus i tilfældig rækkefølge. Han har lovet sig selv ikke at rette et ord. Det inspirerer Sandra Holm.Hun bor i København, men tager til Milano. Her vil hun kunne skrive og drikke som Pentti Saarikoski. Hun vil være en skandale som han. De indgår en slags pagt, men det er svært for hende at overholde hans stramme deroute-kur: Jeg har ingen vanskeligheder med at spise sådan som du har i Dublin, Pentti. I modsætning til dig bliver jeg kolossalt sulten af at være beruset.Pentti Saarikoski begynder Brev til min hustru med konstateringen: Jeg har været her før. Sandra Holm vender det om til et gentagende spørgsmål. Men ikke kun titel-spørgsmålet går igen, også Polarcirklen, som man med dens særegne karakter – midnatssol om sommeren, polarnat om vinteren – kun kan erfare vished om ved i al sin sentimentalitet at have levet nær den. Og, i denne sammenhæng nok så vigtigt: polarcirklen er et fælles sted for Sandra Holm og Pentti Saarikoski, som også kommer der oppe fra det høje nord.Sandra Holm skriver: Jeg spurgte stilheden ved polarcirklen, hvad jeg skulle gøre? – I det hele taget er der en eksotisk og erotisk aura omkring lokaliteter. København er den store by, i Milano er der pensionatet med tre storartede ludere i luksusklassen. Alle steder er jeget i kontrast til stedets evighed kun et lille jeg: dødeligt og gennemtrivialiseret. Men modsat Polarcirklen er kussen og flasken til at tage og føle på, sproget bliver vulgært, safterne flyder. Sandra Holm lærer af det sanselige, og det sanselige er en god lærer. Man bliver klogere af at læse hende, når hun fx forsøger at forstå himlen over sin hjemegn ved at sammenligne den med sin ungdomskropDen er end ikke en stemning, dertil er den alt for tynd og gennemsigtig. På sin egen måde ligner den leden eller henrykkelsen, som er sværest at forklare og beskrive.Har jeg været her før udkom 1978, Sandra Holms tredje bog, efter debuten Barnlige slagsmål 1969 – hun udgav endnu én, Dans mit mismod væk 1982 – og var et hit, blev anmeldt på dagen etc. Men døden tog ikke kun Sandra Holm, 1987, da hun var 44 år gammel, men også hendes forfatterskab. Det være hermed genintroduceret.

Olivia Levison er sin generations bedste tænker. Debut med Min første Bog i 1874. Men som kvinde, når man ikke lige har Amalie Skrams kampgejst, afskåret fra offentligheden, usikker på, om ikke det kun er manden forundt at eje et skabende gen, kommer der ikke samlet set mere end én roman, endnu en novellesamling, en biografi om en engelsk socialist og et par anmeldser og nogle rejsebreve og andet småt i ugepressen ud af forfatterskabet.I et brev til forfatteren Erik Skram i 1879 skriver hun, at det hvirvlende, det usikre, det brudte Menneske er nået et Skridt videre end det vegetativt sikre. – Og: hun ser menneskene som blandet, som har den største Møje med at finde sig til Rette, som af deres Længsel, deres Erkendelse, deres Viden, deres Villen, deres Sanselighed, deres Retskaffenhed drejes rundt i en Hvirvel, og ser Tingene fra hundrede Synspunkter i én Dag.Denne hvirvlen og det at se Tingene fra hundrede Synspunkter i én Dag er helt i tråd med J.P. Jacobsens tænkning, når han i et brev til Edvard Brandes i 1880 skriver I Virkeligheden er der enkelte Sider i Menneskene der ikke hænger sammen; hvor skulde ogsaa en saa complex, saa mange Steder fra hentet, uddannet og paavirket Ting som den aandelige Side af et Menneske, være organisk HelHer, ikke hos Brandes og hans snak om at sætte under debat, men i de to udsagn, Olivia Levison og J.P. Jacobsens, er det moderne menneske kommet på banen.I nærværende udvalg kommer man næsten hele vejen rundt i de kortere prosagenrer. Novelle og essay blandes fx i Støv til en helt ny og, kunne man påstå, privat genre. Sådan som genrespørgsmålet er vitalt for en række andre af tidens forfattere, Knud Hjortø med sine syner, Johannes V med sine myter og Marie Bregendahl med sine billeder.Men Olivia Levison er tidligt ude. Hun er så klog, og man bliver gerne klogere af at læse hende.

Ole Kollerød blev halshugget på Amager Fælled den 17. november 1840, kroppen blev parteret og lagt på et hjul og hovedet sat på en stage. Mens han sad de syv måneder i Stokhuskælderen og ventede på eksekveringen af dødsdommen skrev han flittigt på sin levnedsskildring, Min Historie.Min Historie er efter mit bedste skøn et hovedværk i dansk litteratur. Ole Kollerød har ikke mere end måske to-tre års skolegang, men forstår alt vedrørende sin situation. Han analyserer samfundsforholdene, hvad der er oppe og nede, men fører sig samtidig frem med en digters kneb og veltalenhed. Han ved, hvad det vil sige at fortælle, han sætter en scene og skildrer levende sine personer, eller han henvender sig til direkte læseren og appellerer til dennes forståelse og sympati. Han er en charlatan og skriver lystfuldt om sine erobringer, han ironiserer over og håner sine modstandere.Ole Kollerød lever i en tid og et samfund, som også er H.C. Andersens. En tid hvor tyveri af nogle kirsebær i en skål giver stokkeprygl og tyveri af et klæde udbredt til blegning i en have livstid i fængslet. Det er ikke sharialov, men det ligner, det er den samme primitive form for straf, afhugning af fingre og anden form for lemlæstelse med invaliditet til følge.Min Historie er flerstrenget. Det er på en gang et fortvivlet forsvarsskrift, en forklaring på, hvorfor det gik som det gik, og en kritik af samfundets misforhold og uretfærdighed. Lov og ret er de riges lov og ret, og Ole Kollerød finder sin identitet ved at fremstille sig selv som repræsentant for de fattige og mishandlede.Ikke ulig H.C. Andersen, men med modsat fortegn.Og ligesom H.C. Andersens eventyr er gennemsyret af vold, tænk bare på Fyrtøjet og Lille Claus og Store Claus, hvor hovederne ruller, så det er en lyst, er også Min Historie gennemsyret af vold. Og druk og liderlighed. I familien, i tjenesteforhold, i nattelivet og ikke mindst i fængslet, hvor der ikke spares på nogen ting for at få en tilståelse ud af de ofte uskyldige fanger.

Tantaluskvaler er givetvis både en kærlighedshistorie og en kunstnerroman. Men det er diskvalificerende ikke at læse bredere. Som om Adda Ravnkilde som kvinde ikke skulle kunne andet end ulykkelig kærlighed og halvdårlig kunst. Adda Ravnkilde er interesseret i den direkte relation, mand og kvinde imellem, uden støj på linjen. Hun går i Tantaluskvaler næsten videnskabeligt til værks i udforskningen af kærlighedsforholdet mellem den unge Elisabeth Due og den ældre Grev Høegh. Det gælder liv og død, og den erotiske flirt kamufleres som en kamp på ord mellem hendes unge idealisme og hans altid lige veloplagte nihilisme.Adda Ravnkilde kan sit kram og bør læses som en forfatter der insisterede på at gøre noget helt og med denne insisteren som drivkræft skriver hun om kunstnerisk arbejde – javist – men også om omkostningerne ved at give sig hen, lade sig forføre og overgive sig, også til lidelsen. Og så er det værd at huske, at det altså var hende, Adda Ravnkilde, der i en alder af blot 19 år indførte ordet lady-like på dansk.

I Hinsides skildrers hospitalshverdagens trummerum. Vores helt står op, klæder sig på, spiser sladrer, med de andre patienter, klager over medicineringen og lægerne og deres inkompetence og planlægger ildspåsættelse af og flugt fra hospitalet. Hun sulter sig og kan i flere dage ikke lokkes ud af sengen, hun vil ikke, men bremses af sig selv i lillepigeagtig trods, velvidende, det er det, hun gør. Hun er gal.

Marie Bregendahls største bedrift efter En Dødsnat fra 1912, som vi tidligere udgav i Sandalserien, er efter min bedste overbevisning tvillingeromanerne Blandt de Unge og I Fest og Trængsler fra henholdsvis 1919 og 1921. De to små romaner er en del af syv-binds-værket Billeder af Sødalsfolkenes Liv, men kan med fordel læses for sig.Mod slutningen af Blandt de Unge er det som om Else, den ene af de to kvindelige hovedpersoner, den anden er Lise, som vi også kender fra En Dødsnat, kender sin skæbne, som om hun med en egen søvngængeragtig beslutsomhed konsekvent gør noget andet, end det, hun med fornuften ved, er rigtigt … Og da blander også uventet den alvidende fortæller sig og siger med et djævelsk glimt i øjet, at det med Else er en lang, lang Historie. Vorherre maatte vide, hvordan den vil ende.Midtvejs i I Fest og Trængsler flytter Else til Viborg, væk fra landsognet, for at lære at sy, for hun mener stadig, at strammer hun sig rigtig an, bliver det nok godt med hendes udkårne Christian. – Men ved på dette sted at flytte handlingen til Elses kammer i Viborg, flytter Marie Bregendahl samtidig blikket væk fra Sødalsfolkene. I Elses langsomme tilbageskriden gennem selvødelæggelsen opgiver Marie Bregendahl sit skæbneunivers til fordel for det psykologiske portræt. Dramaet selv kommer i fokus, og Else bliver hovedperson i sin egen fortælling.Et psyko-drama af dimensioner, båret af Marie Bregendahls vrede over kvindens stilling. Dertil et stykke kulturhistorie, fra land til by og hvad deraf fulgte: nemlig tilblivelsen af den enkeltes individuelle psyke, som ikke fandtes i agrarsamfundet.

Amalie Skram er kendt for sine romaner: Constance Ring (1885) om mandens overgreb på sin meget unge kone og tvilingerne Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen (begge 1895) om Amalie Skrams indlæggelse på psykiatrisk hospital , så hun tilhører ikke absolut en marginaliseret gruppe, men hendes noveller i Sommer (1899) er ikke meget kendt i Danmark.Her tager hun springet: fra en forholdsvis nøgtern social-psykologisk realisme, drevet af indignation på henholdsvis kvinden og den syges vegne, overgår hun til noget, der mest af alt ligner den gotiske fortælling, som vi kender fra Edgar Allan Poe.Amalie Skram kalkulerer med gyset, at bringe læseren til at gyse. Chokeffekter er hidtil blevet betragtet som ikke-stuerene, men i Sommer klistres der på med slet skjulte henvis til sex og død. Som f.eks. i Det røde gardin, som den kvindelige hovedperson falder for og køber, selv om hun synes, det har en giftig farve, som minder hende om lugten af lig, og uden hun i øvrigt ved, hvad hun vil bruge det til.Kvinden dør allerede på side 2, pludselig og stille. Og så får gardinet anvendelse. Manden svøber hende i det, men en stor grønlig flue kryber rundt på hendes bryst under det. Vi er på side 4, jeg citerer slutningen: Men skjære en Flænge i Foret – han tog op sin Lommekniv, og bøjede sig over den døde. Der steg Liglugt op mellem Folderne paa det røde Gardin.Novellerne handler fremdeles om forholdet mellem mand og kvinde. Men qua den korte form er fronterne trukket skarpere op end i romanerne. Amalie Skrams liv er en skandale, hun er i 1899 på vej mod sin anden skilsmisse, og, kunne være, så må litteraturen følge med og blive skandaløs.

Johannes Holbek (1872-1903), præstesøn i præsteslægt, tilhørte, som han selv siger, ET BJERG AF ANER, op gennem 1890'erne i landflygtighed i Paris. Tegner (i en årrække tilknyttet dagbladet Politiken) og maler og forfatter (selv om han ikke udkom før efter sin død). Én af de store symbolister, som bl.a. inspirerede Storm P, men som også i dag inspirerer sådan en som tegneseriekunstneren Halfdan Pisket – og en digter som Cecilie Lind med sin hallucinerende skrift.

Mogens Klitgaards litterære karriere er kort, den starter omkring hans tredive års fødselsdag i 1936 og slutter ni år senere med hans alt for tidlige død i 1945. Klitgaard døde som følge af tuberkulose.Han debuterede i 1937 med Der sidder en mand i en sporvogn, som øjeblikkeligt slog igennem og kom i flere oplag. Det er hans mest læste roman, men vi har valgt i Sandalserien at pege på hans næste bog, Gud mildner luften for de klippede får fra 1938.Ikke fordi det er en bedre bog, men den er mere moderne i snittet og benytter Klitgaards eget liv som ramme for fiktionen: en ung mands omflakkende tilværelse fra knægt på et børnehjem til vagabond rundt i Europa og på et tidspunkt storsmugler af cigaretter fra Narvik i Norge til først minearbejderne i Kiruna og senere til det meste af Sverige.

Emil Aarestrup (1800-1856) udgav i hele sit liv én bog, Digte, i 1838. Den slutter af med en digtcyklus på 51 digte, der hedder 'Erotiske Situationer'. En situation er en tilstand man kan befinde sig i, legemligt og/eller sjæleligt. Emil Aarestrups situationer er korte handlingsforløb af erotisk karakter. Hvert digt er altså lig med en situation. Måske kun et øjeblik, eller rettere en redegørelse for øjeblikket. Han bremser tiden voldsomt op og folder situationen ud. Men situationerne er kunstige. For det første er Emil Aarestrup rolledigter. Hans jeg er ikke ham selv. For det andet er det ikke virkelighedens verden, han vil skildre. Farverne er skarpere, kontrasterne klarere. Der er skruet op for det hele.

Amalie Skram er kendt for sine romaner: Constance Ring (1885) om mandens overgreb på sin meget unge kone og tvilingerne Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen (begge 1895) om Amalie Skrams indlæggelse på psykiatrisk hospital , så hun tilhører ikke absolut en marginaliseret gruppe, men hendes noveller i Sommer (1899) er ikke meget kendt i Danmark.Her tager hun springet: fra en forholdsvis nøgtern social-psykologisk realisme, drevet af indignation på henholdsvis kvinden og den syges vegne, overgår hun til noget, der mest af alt ligner den gotiske fortælling, som vi kender fra Edgar Allan Poe.Amalie Skram kalkulerer med gyset, at bringe læseren til at gyse. Chokeffekter er hidtil blevet betragtet som ikke-stuerene, men i Sommer klistres der på med slet skjulte henvis til sex og død. Som f.eks. i Det røde gardin, som den kvindelige hovedperson falder for og køber, selv om hun synes, det har en giftig farve, som minder hende om lugten af lig, og uden hun i øvrigt ved, hvad hun vil bruge det til.Kvinden dør allerede på side 2, pludselig og stille. Og så får gardinet anvendelse. Manden svøber hende i det, men en stor grønlig flue kryber rundt på hendes bryst under det. Vi er på side 4eg citerer slutningen: Men skjære en Flænge i Foret – han tog op sin Lommekniv, og bøjede sig over den døde. Der steg Liglugt op mellem Folderne paa det røde Gardin.Novellerne handler fremdeles om forholdet mellem mand og kvinde. Men qua den korte form er fronterne trukket skarpere op end i romanerne. Amalie Skrams liv er en skandale, hun er i 1899 på vej mod sin anden skilsmisse, og, kunne være, så må litteraturen følge med og blive skandaløs.

Mathilde Fibiger (1830-1872) bliver som kun tyveårig kendt for sin fandenivoldske debutroman Clara Raphael. Tolv breve (1851) der med sine radikale idéer om kvinders frigørelse og åndelige opvågnen starter den famøse Clara Raphael-fejde, der kommer til at få vidtgående konsekvenser for hendes videre liv og forfatterskab. I 1854 udkommer hendes sidste roman, den skandaløse Minona, forfatterskabets absolutte hovedværk.H.C. Andersen sammenligner i et brev til Ingemann Minona med følelsen af at have grebet en stærkt duftende, giftig Vandplante, der opløser sig slimet og ækel! – ikke første eller sidste gang i det attende århundrede, at en kvindes værk bliver sammenlignet med klamme buskvækster; alt i alt en bragende fiasko, nedrakket af samtiden og usynliggjort af eftertiden; hermed ender Fibigers alt for lovende forfatterskab, hun er 24 år.Minona: en vidunderlig bastard af raffinerede kompositoriske greb, psykologisk skarpsindighed, tragedie, horror, mytologi, kuldslået realisme og overspændt romantisk stil: ALT er på spil i denne storstilede komposition, hvor incestuøs søskendekærlighed, uskyldstab, faldne kvinder, fritænkere, lidenskaber, skæbnetro, djævelskab og frelse virtuost forbindes i en skrift der ubønhørligt kværner henimod det, der uundgåeligt må ske.

Marie Bregendahl: En Dødsnat+ Ved Lars Skrædders Sygeseng (1912 og 1902)Marie Bregendahls En Dødsnat er uhørt moderne. Og også meget mere moderne end det meste af det, der bliver skrevet i dag. Som Johannes V. Jensens Kongens Fald. De er lige skånselsløse i beskrivelsen af undergang. Der er død og ødelæggelse i hver sætning. Men Marie Bregendahl er kvinde og som kvinde for længst skrevet ud af litteraturhistorien. Kanon tilhører manden.Set i dannelsesromanens perspektiv er der noget svimmelt og kantet og ufærdigt over En Dødsnat. Fortællingen som sådan er egentlig kun til som en ramme for sansning og refleksion. Og ikke desto mindre handler En Dødsnat netop om dannelse. Hvordan en moders død i barselsseng inden for mindre end et døgn forandrer alt for den 13-årige Lise.Romanen er båret af erindringens stof, men Marie Bregendahls tilrettelæggelse af dette stof og hendes stærke modellering af sproget forrykker blikket fra det opbyggelige eller jævnt fremadskridende til en aperspektivisk myldrende ornamentik. Fortælleren påtager sig på den ene side at sætte en scene og zoomeind og lade scenens personer overtage styringen, men på den anden side er denne selvsamme fortæller parat til at stige ned fra olympen og kommentere, hvad personerne, bundet som de er til øjeblikket, har gang i. Fortælleren sprænger tiden, strækker den langt ud over scenens tid, og skriver senere skete det og det. – Det vil sige, tiden er ikke fast, øjeblikket findes ikke, men er altid inficeret af både det, der ligger før, og af det, der kommer. Selve distraktionen, at rummeså mange følelser på en gang, og så megen viden, bliver hermed, fra nu og i al evighed, et vilkår.En Dødsnat + Ved Lars Skrædders Sygeseng, 188 sider,199,95 kroner.

Gladiators Sandalserie er klassikere på kanten. Dansk litteratur fra oldtiden til i dag. Principielt set. Det vil sige den litteratur, der udvider undersøgelserne af hjernens geografi. Som rapporterer om nye opdagelser, andre erfaringer. Og som i en vis forstand har gjort arbejdet før os, flyttet grænserne for det normale, så vi ikke behøver at kæntre.Helga Johansens Hinsides er andet nummer i Gladiators Sandalserie. Den første udgivelse i serien er Hundrede postkort fra helvede af Henrik Bjelke.