Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
I begyndelsen var ordet. Påstod nogen få årtier e.Kr. Men et ord er ikke bare et ord fra tidernes morgen til dommedag. Vores vigtigste værktøj til kommunikation er snarere under evig forvandling. Vi opfinder nye ord, ændrer de gamles betydning eller lader dem gå i glemmebogen. Gudskelov har Linda Greve, Aarhus Universitets ordholdende sprogspiller, ordet i sin magt og kan indvie os i alle ords sande oprindelse: Sprogets mindste betydningsbærende enheder opstår ikke ud af intet, men i et syndigt rod af private tanker, kropslige erfaringer og omgivelsernes påvirkning.
Lobbyisme er lidt et fyord. Det lugter af lokumsaftaler mellem mørke kræfter, når lobbyismens lyssky lejesvende bag lukkede døre påvirker politiske beslutningstagere for egen vindings skyld og på samfundets bekostning. Men ifølge Peter Munk Christiansen, Aarhus Universitets mest upartiske djøf’er, stinker lobbyisme ikke så slemt. Lobbyister bidrager med viden til landets lovgivere, forbinder politikere med befolkningen og sikrer gode relationer borgerne imellem. Faktisk ville det danske demokrati ikke fungere så glat, hvis ikke lobbyisterne plejede alskens særinteresser.
Alle lider i et diktatur. Befolkningen henslæber tilværelsen i et jerngreb af overvågning og undertrykkelse uden antydning af retssikkerhed. Selv de arme diktatorer bliver ifølge Jakob Tolstrup, antiautoritær autokratinørd ved Aarhus Universitet, ofre for deres begær efter magt og ussel mammon. Ingen diktator kan nemlig regere alene og må derfor konstant knokle for at sikre sig alliancepartnere, som desværre ofte viser sig at være vendekåber til salg for højestbydende. Vi andre kan glæde os over, at tyrannerne med et så stressende arbejdsmiljø også får løn som forskyldt.
ivet er en risikabel affære. Vi dør af at leve, og vi må endda erkende, at vores risikosamfund skaber den ene livsfare efter den anden på en planet truet af undergang. Denne evige usikkerhed risikerer at lamme os så meget, at vi helt mister modet til at prøve os selv af. Men ifølge Antoinette Fage-Butler, veltalende vovehals på Aarhus Universitet, kan vi lige så godt se i øjnene, at risiko udgør en uundgåelig del af tilværelsen. Til gengæld kan vi ved at udfordre skæbnen i ny og næ også finde et potentiale for forandring, som vi næppe tør risikere at leve foruden.
Vi er vores data. Skruppelløse it-giganter gør os til viljesvage forbrugere ved hjælp af søgehistorik, hemmelige algoritmer og diskriminerende kunstig intelligens. Alligevel afgiver vi følsomme oplysninger mod at få et lidt lettere liv. Og så ignorerer vi, at vores adfærd ubemærket ændres, og truslen mod demokratiet vokser. Den slappe standardindstilling kan Anja Bechmann, opdateret medieforsker ved Aarhus Universitet, stramme op på ved at minde os om, at vi med vores krop, sanser og værdier er mere end de spor, vi efterlader os i diverse databaser. I hvert fald lidt endnu.
Eksperter har ikke en beskyttet titel. Populistiske politikere bagtaler dem, hvis de med deres faktabaserede viden modsiger folkeforførernes fikse ideer, og online foregiver de rene amatører at vide bedre end de sande specialister. Klogeågerne skal jo ikke tro, de er noget, bare fordi studenterhuen trykker. Det gør den på N. Leila Trapp, Aarhus Universitets selvudnævnte ekspert i eksperter, som takket være sin store sagkundskab kan fremlægge fældende beviser for, at vi alle er eksperter i at afgøre, om nogen virkelig er ekspert eller blot en halvstuderet røver.
Vi har konstant brug for vores opmærksomhed. Til at opbygge viden, planlægge og interagere med verden, og alt efter situationen kan vi tiltrække, aflede og vække vores egen eller andres. Nogle af os tror endda, at vi kan dele den og multitaske. Men det er en håbløs opgave – for mænd som kvinder. Ja, ikke engang fuldt koncentrerede forskere kan udskille opmærksomhed fra hjernecentre med fokus på erindring, motivation og læring. Dog kan Emma Louise Louth, målrettet biomediciner ved Aarhus Universitet, åbne vores øjne for, hvorfor vores opmærksomhed er så svær at fange.
Vand ligner på overfladen et simpelt molekyle. To hydrogenatomer og et oxygen = H2O, og så har vi formlen for den unikke forbindelse, der overalt danner basis for liv og planter og fordeler Solens energi på kloden. Men leder vi efter ophavet til vands både vanvittige og vitale egenskaber, bliver denne gennemsigtige væske mere grumset. På nær for Søren Rud Keiding, klarsynet kemiker ved Aarhus Universitet, der har gennemskuet, at det er vands indre tiltrækningskraft, der får det nok vigtigste molekyle i universet til at opføre sig anderledes end alle andre stoffer.
Tarmen lever i mørke. Vi taler ikke om dens beskidte arbejde. Vi går bare på toilettet og trykker til bag lukket dør. Det er dog ifølge Christian Lodberg Hvas, Aarhus Universitets ekspert i mavefornemmelser m.m., på tide at belyse andet end tarmens tabubelagte slutprodukt. Denne bugtede fordøjelseskanal er slyngveninde med hjernen, besørger en røvfuld livsvigtige næringsstoffer og laver hormoner, der styrer energi, humør og appetit hos fisens ejermand. Og som rosinen i pølseenden kan dens indhold kurere andre menneskers skrækkelige sygdomme. Slut prut finale.
Retorik er en uundværlig kundskab. Ikke bare for politikeren med hang til let manipulation eller konfirmanden, der vil sige pænt tak for gaverne, men for os alle sammen. Retorisk viden om indhold, stil og struktur giver magt over vores tungemål, som ellers tilbyder så mange udtryksmuligheder, at det er til miste mælet over. Formuleringsevnen fejler dog ikke noget hos Stefan Iversen, tekstentusiast ved Aarhus Universitet, som ved, at kunsten at vælge de rette ord på rette sted kan hjælpe os med at træffe de bedste fælles beslutninger og sågar holde liv i demokratiet.
Arv binder os sammen. Som en gave fra graven kan arv udtrykke omsorg og minde arvingerne om, at de viderefører slægtens historie. Men arv risikerer også at splitte familier ad og bremse vores egen udvikling. Ifølge Jakob Ladegaard, en ansvarsfuld forvalter af litteraturhistorien ved Aarhus Universitet, fordeler arvet rigdom sig skævt i samfundet, ligesom overleverede handlemønstre har fastholdt social ulighed gennem generationer og gjort os til skødesløse værger for den klode, vi giver videre til vores børn. Arv er derfor et spørgsmål om liv og død, som vedrører os alle.
Der er ingenting at være bange for. Tomhed, død og fravær skræmmer os ellers mere end noget andet, men vores frygt er helt og aldeles grundløs. Der vil altid være et eller andet, for hverken noget eller ingenting kan eksistere alene; de er indbyrdes afhængige. Det er nemlig kun ved, at dele af verden træder i baggrunden og forsvinder, at andre dele kan blive til noget. Det ved om nogen Martin Demant Frederiksen, ekspert i nul og niks ved Aarhus Universitet, da han har fyldt en hel Tænkepause med alt det, der ikke findes, men som giver mening til alt det andet.
Tænkepauser er bogserien, hvor topforskere formidler deres viden om centrale emner som frihed, netværk og tillid. Idéen er at kanalisere forskningen ud til nye målgrupper og ind i hverdagens pauser - fra sofahjørnet til løbeturen. Hver bog er lækkert designet og udstråler den kæmpemæssige begejstring, som forskerne har for deres emne. Kombineret med lettilgængeligt sprog, en overskuelig længde og en ofte humoristisk tone gør det serien til en intet mindre end fremragende formidling af vigtig viden, som ellers ofte kun skrives af fagfolk for fagfolk.
Mojn. Jysk er ikke bare jysk, der er både nuerenfywrs, wæsterfræ’, kro·njysk og synnejysk. Jysk fra Skagen i nord til Padborg i syd, endda lidt over grænsen også. Og så er der rejti jysk, som selv jyder knap fatter. Ifølge Inger Schoonderbeek Hansen, skabsjyde ved Aarhus Universitet, har jyder talt jysk i tusind år, men af og til render de fra det. Sønderjyden slæe øwwe i dansk og tysk, og hovedstadens jyder skjuler bønderord for at tale byens sprog. Så de· gåt nåk. Det jyske forlag hylder halvøens dialekter, inden de helt forstummer, med Jysk: Tænkepause nummer 100. Mojn.
Nogle ved en lærkerede, andre siger ikke mere. Melodierne fra den danske sangskat hænger i ørerne, og nu er det blevet et hit at synge dem. Mest sammen og gerne på tv. Men også i kirken og på arbejdspladsen stemmer vi i. Lea Wierød Borčak, syngende musikforsker ved Aarhus Universitet, sætter tonen for sanghistoriens høje C og dybe nationale bulder. Uden halvkvædede viser fremfører hun, hvordan sang er et kulturelt udtryk og en social aktivitet, der starter med babys første pludreord. For i begyndelsen var sangen, længe før sproget. Til hverdag og fest, opvask og protest.
Ved jorden at blive, det tjener os bedst, siger de rodfaste. Men faktisk har vi ikke noget valg. For tyngdekraften forhindrer kaffekopper, tennisbolde og børnebørn i at svæve ud i tomrummet mellem stjerner og planeter. Den bøjer lyset, baner vejen for månen og holder på atmosfæren, så vi kan trække vejret. Ifølge Sofie Marie Koksbang, jordbunden astrofysiker på Syddansk Universitet, former den sågar galakserne og fortæller insekter, hvor store de kan blive. Alligevel er den tiltrækkende naturkraft en af videnskabens uløste gåder. Og det hele starter med et æble, der falder.
Det er en skrøne, at myter bare er vandrehistorier. Selv om myter er mere fulde af fup end fakta, er de faktisk også sande. Thors buldrende torden og Moses’ brølende hav fortæller nemlig fabelagtige forhistorier om alt det væsentlige i menneskers liv: Hvem vi værdsætter, hvad vi frygter, og hvor vi vil hen. Ifølge Karen Bek-Pedersen, folkelig folklorist ved Aarhus Universitet, genopstår gamle myter som flyvske Føniksfugle, når hver ny generation giver dem ny mening. Og historien er ikke færdig med at antage mytiske dimensioner. For dagens helt bliver måske til morgendagens halvgud.
Alle mennesker starter uden. Men halvdelen af jordens befolkning udvikler snablen, køllen, sværdet, eller hvad vi nu kalder den. For det er pinligt at tale om dén i midten af manden. Det målbare vedhæng skaber myter om størrelser, selvom tallene er ens overalt i verden. Den nøgne sandhed er, ifølge Jakob Kristian Jakobsen, Aarhus Universitets ekspert i mandens ædlere dele, at normalen rummer både stort og småt, krummerikker og boomeranger. Og står det slapt til med penis, kan pumper, piller og psykologer give fornyet plads til begejstring. For alle kan støde ind i problemer.
Det smitter, siger vi om både latter og forkølelse. Det er nemlig ikke kun vira, der går viralt, men også vores adfærd. Når vi vil bekæmpe corona og inddæmme aids, kræver det to meters afstand og sikker sex. Jens Seeberg, gennemtestet sundhedsantropolog ved Aarhus Universitet, opsporer smittens historie og vaccinerer os mod forenklede sygdomsbilleder. For epidemier er mere end bakterier, der gør os syge. De er pestramte købmænd i middelalderens klosterisolation, og de er tuberkuløse turister på jordomrejse i dag: Epidemier er altid både biologiske og sociale. Præcis ligesom os.
Nogle tager en for holdet, mens andre løfter i flok. Når vi bygger en bro eller tilbeder en ånd, fordeler vi arbejdet imellem os for tilsammen at blive bedre. Og sådan har mennesker altid gjort, fortæller Ella Paldam, samskabende antropolog ved Aarhus Universitet. Hun deler erfaringer om vores evne til at uddelegere, koordinere og kommunikere, for det kræver en del af os selv at handle med andre. Derfor opstiller vi regler og ritualer, mål og midler, for folkestyret og fodboldspillet, i selskabssange og skolehjemsamtaler. Det er alt sammen samarbejde. Lige indtil det bryder sammen.
Lige på og hårdt. Eller blidt. I pornografiens verden er der noget for enhver smag, selvom den ofte bliver beskyldt for at være smagløs. Den undertrykker og frigør, forarger og inspirerer: Vores ublu reaktioner er så forskellige som vores præferencer. Ifølge Sidsel Harder, sociolog ved Gent Universitet, afdækker nøgenheden ikke bare vores kollektive forhold til sex, men også kønnenes stilling. Den fremturer korporligt på kirkehvælvinger, gamle græske vaser, tyndslidte VHS-bånd og det driftige internet. For sex sælger, når kløen bliver sød, og vi giver moralen et smæk bagi.
At rejse er at leve, siger vi med hus og hjem. Men nomader rejser for at overleve. De bærer vores drømme om grænseløs frihed på strejftog med ørkenens skibe. Med køer, får og geder i flok er det dog ikke et driverliv at gå efter græsset, fortæller Hanne Kirstine Adriansen, bevægelig kulturgeograf ved Aarhus Universitet. For samer, fulani og tuareger må sætte dyrene før familien og det lange ben foran, når der er regnskyl i horisonten, og hver en dråbe falder på et tørt sted. Med et indre kompas og i forfædrenes fodspor farer de frem, men aldrig vild. For hjem er, hvor hjertet er.
Ord skaber mening, ligesom klæder skaber folk. Glemmer vi kommaet i en ansøgning, og rimer vi falsk i en bryllupssang, skriver andre det sig bag øret. Trods internettets billedstorme er der nemlig ingen tegn på, at skriften går i glemmebogen. For ord siger tusindfold, og tekster gør os civiliserede, fortæller ordkløvende litteraturhistoriker Mads Rosendahl Thomsen. Han grifler løs om taleskrivere og romanforfattere, der udfolder ideer og fremmaner verdener i essays og romaner. Nu har vi givet ordet til robotterne. Og hvad de gør med teksten, er en historie, der endnu ikke er skrevet.
Vi er alle lige, men nogle er mere lige end andre. Sådan er det både blandt kammerater og nationer. Ressourcerne er skævt fordelt, uanset om det gælder medfødt intelligens eller drikkevand i undergrunden, fortæller Carsten Andersen, økonom ved Aarhus Universitet. Han gør regnskabet op i ulighedens favør, for selvom vi omfordeler via skatten, skaber uens vilkår forskellige muligheder for os alle: Samfundets privilegerede fødes med en guldske i munden og hører mange millioner flere ord inden vuggestuen. Det er nemlig ikke kun penge, der går i arv, men også miljø.
Det er en saga blot, siger vi om det, der går i glemmebogen. Men det gør sagaernes blodige krigere og nådesløse kvinder ikke frivilligt. De har tilkæmpet sig en plads i verdenslitteraturen med slagkraftige historier om at være menneske. Nu bliver de ikke længere genfortalt i generationer ved knitrende ildsteder på en vulkanø, men genopstår som globale tv-serier på nutidens lysende skærme. For ifølge Pernille Hermann, fortælleglad litteraturforsker ved Aarhus Universitet, giver de os syn for sagn om livets store følelser og evige dilemmaer. Sorg og glæde. Tilgive … eller hævne.
Af jord er du kommet, og inden du bliver det igen, er det bare med at live lidt op. For uden iltet blod sætter hjernen ud. Undergangen indhenter os alle, men på vidt forskellige måder. Ifølge Asser Hedegård Thomsen, spillevende retsmediciner ved Aarhus Universitet, skal døden nemlig have en årsag. Den undersøger han i cellernes fatale forfald og kroppens endegyldige forandring efter et stik, et skud eller blot et suk. Han jagter beviser i hud og hår, så fælden kan klappe om forbrydere, og efterladte kan få vished om de sidste minutter, der gør hele forskellen på at være og ikke at være.
Tak for kaffe, siger vi om noget, der er vildt, og det er egentlig mærkeligt. Kaffen kværner nemlig overalt i vores liv, og kær mokka har mange navne. Når vi barsler og begraver, drikker vi den sort, irsk eller tyrkisk. Men inden den blev allemandseje, var den forbeholdt de fine og forbudt for bønder, fortæller Kjeld Hermansen, kaffetørstig læge ved Aarhus Universitet. Han brygger historien om de sorte dråbers stimulans af krop og kultur. For kaffebærrets kerner stempler trætheden i bund, skænker bedre helbred og maler minutter af maratontiden. Og det hele starter med en ged i Etiopien.
Alt, der glimter, er ikke guld, men kan alligevel være meget værd. For klodens klippelag huser litium, uran og andre skatte, vi hastigt stamper op til både bilbatterier og vindmøller, men som tager milliarder af år at lægge grunden til, fortæller Bo Holm Jacobsen, flercellet geolog ved Aarhus Universitet. Han afdækker planetens gigantiske historie om kontinenters dans og vulkaners ild, grundstoffers skær og dyrearters død. Hvis vi mennesker lægger øret til Jorden og stopper med at udpine den, kan vi få 100 millioner år mere. Selv om også vi en dag som dinosaurerne forsvinder fra dens overflade.
Design er mere end det, der møder øjet. En lænestol og en betalingsapp fortæller ikke kun, hvordan vi skal bruge dem rigtigt. De rummer også holdninger til, hvad der er vigtigt. Uanset om de er bøjet i stål i storindustrien, eller en snedker har slebet kanterne, er ting også altid sager, fortæller Peter Gall Krogh, stoflig arkitekt ved Aarhus Universitet. Før lampen træder i karakter, har designeren nemlig givet den form og afprøvet og forkastet eller forfinet ideer. Sådan har vi gennem tiden opfundet både den mobile telefon og den bæredygtige deleøkonomi. Og den dybe tallerken.
Historien er ikke slut. Ja, faktisk er den kun lige begyndt. For selv om fortiden for længst er passé, forandrer historien sig hele tiden. Vi genfortæller den nemlig hver dag, minder Poul Duedahl, fremsynet historiker ved Aalborg Universitet, os om. Lærere, politikere og forældre fortolker, fortier og forherliger, hvad der er sket, og hvad det betyder. Med faldefærdige ruiner, gulnede dokumenter og rustne sværd udstikker vi behændigt, hvor vi hører til, og hvem vi er – og sågar hvad fremtiden bringer. Resten ryger i glemmebogen. Og den kan være epokegørende at åbne.
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.