Bøger om Asyl

Ti uledsagede flygtningebørns egne beretninger om flugten fra hjemlandet og op gennem Europa – for nogen blev det en flugt væk fra krig mod fred og familiesammenføring, for andre blev det til afslag og et liv under jorden i bl.a. Italien. Vidt forskellige baggrunde og personligheder, vidt forskellige ressourcer og drømme ... Fælles for fortællingerne er sorgen over at måtte rejse og den voldsomme. livsfarlige kamp, flugten var/er.Alle involverede i dette projekt (forfattere, fotograf, redaktører, grafiker og forlag) arbejder gratis og overskuddet går ubeskåret til De Uledsagedes Rejsehold.

Det er vinter i Europa og ekstremt mange mennesker er på flugt. Folk drukner på vej over middelhavet, folk dør af mangel på ilt i containere i forsøget på at krydse grænsen ind i Europa, folk bliver fundet frosset ihjel ved landingsstellet på fly. Bag bakkerne, kysten handler om dem. Om de tusinde og atter tusinde, der omkommer i forsøget på at komme til Europa. Men Bag bakkerne, kysten handler også om os, der står og ser på. Os, der tager imod, og os der ikke tager imod. Og os, der ikke ved, hvad vi skal stille op. Bag bakkerne, kysten er en klagesang til den tid, og den verden, der er vores.

I begyndelsen af 2019, efter mere end et års omhyggelig planlægning, undslap Rahaf Mohammed sin voldelige familie i Saudi-Arabien – men nåede kun til Bangkok, før hun blev tilbageholdt af de thailandske myndigheder på et hotel. Hun var sikker på at blive slået ihjel, som andre oprørske kvinder fra Saudi- Arabien, hvis hun blev sendt hjem. Alt imens der blev hamret på døren til hendes barrikaderede hotelværelse, åbnede hun en Twitter-konto, hvor hun fik 45.000 følgere på en dag; de samme følgere hjalp hende med at søge om asyl i Vesten.Rahaf fortæller om en opvækst i et samfund, som påtvinger kvinder at leve under ekstrem kontrol fra mandlige familiemedlemmer, frem til hendes dramatiske flugt fra Saudi-Arabien via Thailand og til sidst Canada, hvor hun bor i dag.

Forord af Andreas KammDenne bog om flygtningeskæbner i Grækenland udkommer på et tidspunkt, hvor der er krig i Europa. Den 24. februar 2022 indledte Rusland et angreb på Ukraine, og strømmen af flygtninge begyndte. Mange er flygtet til egne af deres land, hvor der endnu er relativt sikkert at være, mens mere end 6 millioner er søgt over grænsen til EU med Polen som det land, der huser flest ukrainere, nemlig mere end 2,5 millioner. Et enigt EU har reageret ved at aktivere reglerne om midlertidig opholdstilladelse og Danmark har, trods sit retsforbehold, vedtaget en særlov, som flugter med EUs regelsæt. Alle ukrainere er velkomne, de europæiske befolkninger bakker op – ja, nogle henter selv flygtninge i Polen og bringer dem til Danmark og andre medlemslande. Den midlertidige opholdstilladelse betyder, at selve asylbehandlingen udsættes i 2 år og i den periode har de ukrainske flygtninge adgang til arbejdsmarkedet, skole- og uddannelsessystemet, boliger, sociale ydelser mv.Denne positive modtagelse – fra politikere såvel som befolkningerne i Europa – udstiller i mange henseender, hvad der skete i 2015-2016, da de syriske flygtninge strømmede ud af Syrien for at komme væk fra de russiske bomber og Bashar Al Assads forfølgelse. På trods af Angela Merkels appel om sammenhold og solidaritet i forhold til at hjælpe flygtningene, så faldt fællesskabet sammen. Europas lande gik så at sige hver til sit og bestræbte sig på at beskytte sig selv mod flygtningestrømmene – i stedet for at følge Flygtningekonventionen og sikre beskyttelse til de forfulgte.Det, man kunne blive enige om i EU, var at etablere en aftale med Tyrkiet om, mod betaling, at hindre flygtningene i at komme til EU via Grækenland. Den såkaldte Balkanrute skulle lukkes ned. På samme måde søgte EU at få libyske myndigheder til at hindre trafikken over Middelhavet ved øget kontrol og patruljering.Uanset at disse restriktive tiltag har haft effekt, så er flygtningestrømmen til Grækenland ikke standset, og ”tyrkietaftalens” bestemmelser om at returnere flygtninge fra Grækenland tilbage til Tyrkiet fungerer kun delvist.Vi mødte ikke de syriske flygtninge, som vi i dag møder de ukrainske flygtninge. Det kunne vi have gjort, men frygten overmandede vores humanitære værdier. Denne bog beskæftiger sig med resultatet af vores handlinger. Tusindvis af flygtninge er fanget i Grækenland – på øerne og på fastlandet. Og Grækenland er ”fanget” af EUs usolidariske Dublin-regler, der bestemmer, at det første EU-land en flygtning betræder, har ansvar for den pågældende.Mads Christoffersen og Eva-Marie Møller har mødt – og talt med – flygtningene i de græske lejre, lyttet til den udsigtsløshed de føler. De kan ikke planlægge fremtiden, de kan ikke hjælpe sig selv, de kan ikke hjælpe deres børn, håbet svinder. Mange har været i Grækenland både 4 og 5 år – nogle længere tid. ”Vi lever ikke et liv her – vi holder os bare i live – og det er alt” (Safiya fra Afghanistan).Bogen er en forstemmende beretning om tusindvis af fordrevne menneskers skæbne og vores fælles svigt i forhold til at give dem tilværelsen tilbage. Der er en kæmpe kløft mellem på den ene side de politiske beslutninger i EUs medlemslande og på den anden side vores internationale forpligtelser. Der er en kæmpe kløft mellem vores erklærede respekt for det enkelte menneskes værdighed og så vores behandling af de strandede flygtninge i Grækenland.Beretningen om ”En græsk tragedie” er vigtig. Vi må ikke lukke øjnene for konsekvensen af vores handlinger, vi må ikke tabe den enkelte skæbne af syne, og vi må ikke miste evnen til at sætte os i de fordrevnes sted.Man kan håbe, at bogens beretninger kan få os til at genopdage vores fælles ansvar, og man kan håbe, at den positive modtagelse, vi giver de ukrainske flygtninge, kan bidrage til, at vi erkender, hvor vigtigt det er, at vi handler i fællesskab og solidaritet. Gør vi det, så er Angela Merkels ord gyldige: ”Wir schaffen das, und dort, wo uns etwas im Wege steht, muss es überwunden werden, muss daran gearbeitet werden”.Andreas Kamm, tidligere generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp