Bøger om Bisættelse

Astrid har taget springet ud i et liv som selvstændig og sat sig bag rattet i sin egen, hvide rustvogn. Hun møder de sorgramte, de døde, portørerne, retsmedicinerne, sygeplejerskerne. Døden kan ingen vælge fra, men vi kan vælge vores afsked. Askeland er en stilfærdigt insisterende roman om en svær branche, et dybt ønske og et stort hjerte.Askeland er Signe Klitgaards debutroman. Hun er uddannet indenfor læring og didaktik, materiel kultur og familie-terapi, og har i en stor del af sit arbejdsliv beskæftiget sig med facilitering af lærings- og forandringsprocesser. I dag arbejder hun som begravelsesrådgiver.

Kamille og morfar mister hinanden, handler om at være 10 år og se sine stærke morfar blive syg. Om at se, hvad sygdommen gør ved ham og ved hele familien. Om døden og om at få sagt ordentligt farvel. Den handler også om, hvordan det set ud, når et menneske dør, hvad der sker bagefter, bisættelse, sorg, savn, sorggruppe og et nyt liv uden morfar. Bogen henvender sig til børn i alderen 8-12 år. Ud over at blive præsenteret for nogle af de mange følelser, sygdom og afsked rummer, giver bogen også svar. Hvad er en bedemand? Er der forskel på begravelse og bisættelse? Hvad er en sorggruppe? Bliver man glad igen, når man har mistet en man elsker?

”Overboen forklarer, at hun ikke har set mor i et år. Der gik rygter om, at hun var flyttet. At hun var ude hos sin datter eller sammen med Æggemanden. Jeg kender Cowboyen, Sømanden, Flaske Finn, Krystal Kirsten, Søs med Psyko. Jeg spørger, hvem Æggemanden er.”Hvilken ret har man til at sørge, hvis man er den, der gav op? Hvordan får man sagt farvel til et menneske, man selv har afskåret kontakten til, inden døden gjorde det?Man forsvinder ikke bare er en fortættet fortælling fra dage med en kuglepen knyttet i hånden, en vanvidstekst der sanseligt blotlægger, hvordan komplekse relationer afføder kompleks sorg. Et vredesudbrud og en kærlighedserklæring – og et dybt håb om, at selvom man er barn af blokkene, kan mønstret brydes. Bogen igennem griber hovedpersonen efter litteraturen som redningskrans, sproget som ilt.